2009 – Årets gang i Borgerlønsbevægelsen

Endnu et år er gået, uden at det er lykkedes for os at vinde gehør i offentligheden for ideen om at reformere Velfærdsdanmark ved at indføre en ubetinget basisydelse som erstatning for det nuværende komplicerede system af betingede indkomstoverførsler.

Når begrebet “borgerløn” i brede kredse opfattes negativt, præsenteres vi for to hovedindvendinger.

Den moralske indvending lyder således: Det kan da ikke være rigtigt at indføre et system, hvor folk kan lægge sig på sofaen og lade sig underholde af de mennesker, der skaber værdierne. Det er heller ikke mentalt sundt for mennesker, at der ikke stilles krav til dem; at lade dem hensynke i uvirksomhed.

Den økonomiske indvending går på, at det vil være umuligt at finansiere en ubetinget basisydelse, bl.a. fordi folk så vil holde op med at søge arbejde.

Det ironiske er, at økonomer, vi har talt med, ikke afviser den økonomiske mulighed, men benytter den moralske indvending, medens meningsdannere, der ikke har moralske skrupler først og fremmest hæfter sig ved den økonomiske indvending!

Der er i Danmark nogenlunde konsensus om, at vi skal have et fintmasket sikkerhedsnet, der sikrer borgerne mod social nød, en konsensus, der har udmøntet sig i, at vi hvert år afsætter omkring 250 mia. kr. til formålet. Når der alligevel gang på gang konstateres, at social nød faktisk rammer befolkningsgrupper, peges der altid på, at der bør bruges flere penge, medens der mærkeligt nok ingen er, der sætter spørgsmålstegn ved, om vi bruger milliarderne rigtigt.

Ideen om borgerløn – ubetinget basisydelse – bygger jo i al enkelthed på, at alle har behov for et vist økonomisk eksistensgrundlag, og at dem, der ikke selv tilvejebringer et sådant under alle omstændigheder tildeles det af samfundet. Eftersom man må formode, at skattemyndighederne er dem, der har bedst overblik over, hvilke indtægter borgerne har, ville det være logisk at lade dem forvalte tildelingen i form af en negativ skat, der udbetales til alle, hvis øvrige indkomst ikke udgør det nødvendige eksistensminimum.

Borgerlønstanken hviler naturligvis på tillid til, at tilskyndelsen til at forbedre sine forbrugsmuligheder ud over eksistensminimum er tilstrækkelig stor til at næsten alle vil tage arbejde. Der er sikkert enkelte, der ikke vil, men det må vi leve med. Det gør vi sikkert også med det system, vi har i dag.

Et gruk af Piet Hein lyder:

Der hvor man skuffes igen og igen,
Der bør man ikke forgæve sig hen.

Skulle vi følge denne anvisning, burde vi lukke butikken og nøjes med at konstatere, at det ikke er muligt at finde sangbund for vore ideer. Når vi tøver med at gøre dette, er det, fordi der faktisk sker noget på området i landene omkring os.