Mincome-forsøget i Canada

Af Michael Husen.

I en fireårig periode mellem 1974 og 1979 blev der foretaget et storstilet forsøg med basisindkomst i Canada. Forsøget, der blev kaldt “Mincome” – en forkortelse for “Minimal income” – fandt sted i Manitoba-provinsen i den lille by Dauphin og i provinshovestaden Winnipeg. Den canadiske betegnelse for basisindkomst er GAI – Guaranteed Annual Income.

I byen Dauphin omfattede forsøget samtlige indbyggere, omkring 10.000 personer i alt. også invalide og gamle. Dauphin var dermed et “saturation site” og skiller sig ud fra andre samtidige forsøg i Nordamerika, hvor basisydelsen kun har været tilbudt et tilfældigt udvalg af personer. Den økonomiske ydelse beløb sig til 60% af den canadiske lavindkomstgrænse LICO (forkortelse for “Low income cut-off”). Al indtægt ud over mincome-beløbet blev modregnet med 50%, så for hver dollar en person tjente, blev mincome-beløbet reduceret med 50 cents. I alt var det ca. en tredjedel af byens indbyggere, der på disse betingelser fik glæde af mincome-ydelsen i større eller mindre omfang. For de fattigste og de arbejdsløse betød det ingen væsentlig ændring i deres økonomi, men for dem, der havde arbejde, betød det en indtægtsstigning. De tildelte beløb blev løbende pristalsreguleret (det var en periode med stærk inflation). Beløbene blev administreret som en negativ indkomstskat.

Forsøget i Winnipeg forløb på en lidt anden måde. Her blev deltagerne udvalgt tilfældigt, og forsøget omfattede ikke invalide og pensionister men kun personer med potentiel tilknytning til arbejdsmarkedet.

Det var meningen, at forsøgene skulle følges af forskere, der undersøgte ændringer i arbejdsmotivation, sundhed, skolegang og uddannelse samt administrative forhold. Metoderne var dels kvantitative og statistiske og dels kvalitative med personlige interviews. Halvvejs inde i forsøget blev der dog skruet kraftigt ned for forskningsambitionerne, hovedsagelig af økonomiske grunde, men også fordi de politiske vinde begyndte at blæse anderledes. Denne indskrænkning indebar også, at de indsamlede data ikke blev analyseret efterfølgende men arkiveret til evt. senere brug. Der kom altså ikke nogen samlet konklusion på forsøget. Der havde også været en udbredt forventning om, at forsøget var et pilotforsøg, der ville blive fulgt op af en permanent basisindkomstordning, men sådan kom det ikke til at gå. Som i de fleste andre lande skiftede det politiske klima og den økonomiske situation brat omkring 1980, Mincomeforsøget blev stoppet og de mange forskningsrapporter og interviews blev pakket ned og arkiveret.

I 2011 tog den canadiske professor Evelyn Forget sagen op og fik tilladelse til at åbne arkiverne og forsøge at bearbejde materialet, der lå gemt i papirform i 1.800 papkasser. I stedet for at give sig i kast med dette materiale (hvilket ville have krævet at det blev digitaliseret og lagt i en database) valgte hun en anden strategi. Kort inden forsøget startede i 1974, havde sundhedsmyndighederne iværksat et generelt sundhedsprogram med en tilhørende databaseregistrering af alle sundhedsydelser. Ved at analysere disse data kunne Forget undersøge, hvordan forskellige sundhedsmæssige forhold havde ændret sig for indbyggerne i Dauphin, sammenholdt med andre nærliggende byer i den 4-årige periode, hvor de deltog i Mincome forsøget.

De sundhedsmæssige resultater af basisydelsen var tydelige og positive. Antallet af hospitalsindlæggelser faldt i forsøgsperioden i forhold til sammenligningsgruppen, og især indlæggelser vedrørende ulykker, skader og psykiske sygdomme. Lægekontakt vedrørende psykisk sygdom faldt også. Virkningen var endda større end forventet pga. at kun 1/3 af indbyggerne opfyldte kriterierne for at modtage mincome-ydelse. Denne effekt tilskrives en “social multiplier”. Eftersom alle indbyggerne i Dauphin var omfattet af de samme betingelser (Dauphin var som nævnt forsøgsmæssigt et “saturation site”), kan venners og naboers deltagelse i projektet have medført ændringer i social holdning og adfærd, der har påvirket også personer og familier, der ikke modtog mincome-ydelsen Og i modsætning til traditionel bistandshjælp blev ingen stigmatiseret af at modtage basisydelsen, da den netop var et fælles vilkår og administreret efter samme regler for alle.

Evelyn Forget konkluderer sammenfattende: “These results would seem to suggest that a Guaranteed Annual Income, implemented broadly in society, may improve health and social outcomes at the community level.”

Hvad angår arbejdsfrekvensen viste tallene fra Winnipeg-forsøget, at den faldt med 13% i forsøgsperioden. Men Evelyn Forget gør opmærksom på, at det ikke var blandt fuldtidsforsørgere, der skete et fald men især hos to andre grupper: dels kvinder, der havde født og forlængede deres barselsorlov ud over de normerede to uger, og dels unge, der tog et års skolegang mere og gennemførte high school i stedet for at søge tidligt ud på arbejdsmarkedet. Begge dele til gavn både for de enkelte og for samfundsudviklingen på længere sigt.