Før vi kan arbejde, har vi brug for noget at leve af

 

Ingeborg Eliassen og Sven Egil Omdal: Borgerlønn – Ideen som endrer spillet, Res Publica 2018.

Boganmeldelse ved Trude Malthe Thomassen, oversat fra norsk af Michael Bundgaard Pedersen.

I år er det hundrede år siden Rudolf Steiner fremsatte ideen om en nødvendig adskillelse af indtægt fra arbejde: Før vi kan arbejde, har vi brug for noget at leve af. Dette ‘noget at leve af’ skal fastlægges retsligt og ikke afhænge af det faktiske arbejde. Kun på denne måde kan det  enkelte menneskes  indsats i arbejdslivet blive et gode for samfundet; Den enkelte gør, hvad han kan og vil, ikke hvad han bliver presset til af økonomiske bekymringer.

Det er ikke umuligt, at borgerløn vil kunne vende det økonomiske system på hovedet, hvis ikke fuldstændigt, så i  det mindste til en vis grad. For hvilke arbejdsopgaver vil vi mest værdsætte bliver udført? Og hvilke ville vi på den anden side ikke lægge mærke til, hvis de forsvandt? Som Ottar Brox skrev i Klassekampen for et par år siden, vil vi sandsynligvis savne rengøringskonen før børsmægleren.

Grundlæggende samfundsmæssige opgaver som fødevareproduktion, bortskaffelse af affald og rengøring ville snarere befinde sig på indkomsttoppen end på bunden af ​​rangstigen, som de gør i dag.

Mange vigtige arbejdsopgaver betales heller ikke, medmindre de er organiseret i institutioner. Det gælder børnepasning, pleje og omsorg for gamle forældre,  lektiehjælp og besøgstjenester. Arbejdet i den frivillige sektor er enormt. Men det kan kun udføres af dem, der har indtægt fra anden side.

Den frivillige sektor viser, at folk ønsker at gøre nytte. Det giver også mange arbejdsløse udtryk for.

Så hvad ville der ske, hvis vi indførte borgerløn, en garanteret mindsteindægt, som ville gøre det muligt for hver enkelt at lægge sin samfundsindsats der, hvor vi synes netop  vores arbejde giver mening?

Den, som har været syg eller arbejdsløs, og i denne forbindelse har haft kontakt med NAV (Norsk Arbejds og Velfærdsadministration, vel som vores Jobcentre i Danmark), vil genkende sig selv i filmen “I, Daniel Blake”. Her møder vi en syg og en såkaldt arbejdsløs, hvilket egentlig betyder indtægts-løs, enlig mor. Daniel Blake, der er syg, modtager ikke sygedagpenge, og den enlige mor får ikke arbejdsløshedsunderstøttelse. Hun har  ellers nok at gøre med sine to mindreårige børn. Derefter forekommer hvad der kan synes tragikomisk for en udenforstående, men  er de barske realiteter i dette land: Mødet med NAV – et bureaukratisk, stift system, der fratager klienterne al menneskelig værdighed.

Et kursus i CV-skrivning giver associationer til Aftenpostens spalter om erhvervsliv: Det er vigtigt at præsentere sig selv som noget unikt. Jobbene er få, og der er mange om budet, som ønsker at gnave det samme ben. Det er alles kamp mod alle.

Dette er Margaret Thatchers “samfund”, det ikke-eksisterende samfund, der udelukkende består af enkeltindivider med egoistiske interesser. Og de, som ikke er i stand til at klare sig? De må sejle deres egen sø.

Den anden yderlighed er Marx`s drømmesamfund, hvor alle yder efter evne og modtager efter behov. Det er mere radikalt end borgerlønn. Men som Marx er blevet fortolket, sker der også noget helt andet. For her er individet underordnet samfundet.

Et tredje alternativ er borgerløn. Med borgerløn bliver alle selvstændige bidragydere til og medskabere af et levende fællesskab – ikke et formyndersamfund, men et samfund af myndige.

Borgerløn har været nedfældet i flere partiprogrammer gennem årtier. Men få, hvis nogen, promoverer idéen.

Så kom der endelig en bog om emnet, også i Norge. Vi kan lide at tro, at Norge er et af de mest egalitære lande i verden. Og med verdens bedst udviklede sociale system. Vi har gratis uddannelse, gratis hospitalbehandlinger (næsten), børnetilskud, betalt forældreorlov, sygedagpenge, arbejdsløshedsunderstøttelse og pension, dagpenge og boligstøtte. For de af os, som var unge i 1970’erne, manglede der kun ét sidste trin i udviklingen: borgerløn.

Siden den tid er det imidlertid kun gået én vej, og den har været baglæns og nedad. Samtidig begynder vi at erkende, at sociale systemer også i andre lande har været veludbyggede: Pensionsalderen har været lavere, nogle steder endda meget lavere, nogle har gratis tandpleje, andre yder boligstøtte til nygifte. Men over store dele af verden er tendensen nedadgående. Og lande, som forsøger at gøre andet end at forringe de sociale goder og øge pensionsalderen, bliver udsat for økonomiske sanktioner fra USA, som tilfældet var med Cuba og Brasilien og nu i Venezuela – eller landet bliver bombet som Libyen, et land der havde højt udviklede sociale goder.

Nu er borgerløn imidlertid igen kommet på dagsordenen; der har været en forsøgsordning i Finland, Sverige testede samtidigt hermed en 6-timers arbejdsdag, og spørgsmålet om borgerløn som en nødvendig indkomstkilde, eftersom arbejdsløsheden ikke ser ud til at blive mindre med den øgede teknologisering, debatteres i stadig flere fora.

Her i Norge har vi foreningen BIEN, som arbejder for borgerløn. Og i 2018 kom Ingeborg Eliassen og Sven Egil Omdal med bogen  Borgerlønn – Ideen, som ændrer spillet. Forfatterne er begge journalister med stor erfaring. De starter med i flæng at nævne alle dem, som lever af offentlige ydelser. Derefter tager de udfordringerne op ved automatiseringer på de mest forskellige områder, som stjæler arbejdspladser for levende mennesker. Og dette er noget, som kun tiltager i omfang. Men hvorfor skulle vi udføre opgaver, der  lige så godt kan udføres af maskiner?

Borgerløn har været fremme i forskellige variationer med ujævne mellemrum år efter år. Rudolf Steiner var en af ​​dem, som var først ude, for hundrede år siden. Mest overraskende er det måske at læse, at præsident Nixon, inspireret af Milton Friedman, fremsatte et forslag om borgerløn i 1970. En familie på fire ville være garanteret en minimumsindkomst på ca. 80.000 kroner, men forslaget blev nedstemt af demokraterne, fordi det ikke var vidtrækkende nok. Bedre med intet end noget? Sandt nok skulle alle andre støtteordninger på samme tid ophøre. Debatten døde ud i USA, men dukkede op i Danmark i 1978. Bogen Oprør fra midten solgte mere end 100.000 eksemplarer og skabte voldsom debat. Debatten spredte sig derefter til Norge, men nåede langtfra de samme dimensioner. Dette skyldes det faktum, at Norge ser ud til at være mere præget af en fastlåst højre-venstre tænkning; enten tilhører et tema venstresiden eller også tilhører det højresiden.

Sådan som borgerløn diskuteres i dag, kan man også se en højre- og venstre-tænkning i de forskellige foreslåede varianter. Kapitalister som Elon Musk og ligesindede har i princippet ingen fordele af en  betingelsesløs  grundløn. De er afhængige af et arbejdsmarked med arbejdere og arbejdsløse, som holder lønningerne nede. Derimod kan en garanteret indkomst for dem, som bliver overflødige, være nødvendig.

Forfatterne behandler det fænomen at nationaløkonomien lægger forskellig vægt på arbejde – alt efter om det er betalt eller ej. Økonomen Arthur Pigou skrev for hundrede år siden, at hvis han ansatte en husholderske, ville nationalproduktet stige, beskæftigelsesgraden blive højere, og arbejdsløsheden falde. Men hvis han giftede sig med husholdersken, og hun fortsatte med at gøre nøjagtigt det samme som før, ville nationalproduktet synke, væksten aftage, beskæftigelsesgraden falde og arbejdsløsheden stige. Dette er absurd, skriver Guy Standing, der startede foreningen BIEN Internationalt.

Christian Vennerød tog tråden fra 1970’erne op i 1982 med bogen Arbejd mindre, lev mer. Han stillede spørgsmålstegn ved, om 8-timersdagen var en naturlov. Produktiviteten var 12-doblet  siden 1920.

Arbejderpartiets ret til arbejde var i virkeligheden en pligt til at arbejde, mente han, så længe retten ikke omfatter retten til at eksistere uden at arbejde. Jeg mødte hans kone til et selskab på det tidspunkt, og hun fortalte mig, at få mennesker arbejdede mere end Christian – helt frivilligt.

Mange erhvervsgrupper udtrykker glæde ved deres arbejde,- det giver mening, fordi det tilfredsstiller andres behov.Værre er det måske for dem, der producerer kunstige behov, eller som ikke ser konkrete resultater af deres arbejde. Måske verden ville være et bedre sted, hvis dette arbejde heller ikke blev udført? Den amerikanske antropolog David Graeber mener, at de mange idiotjob (bullshit jobs) er grunden til, at vi ikke har inført en 15-timers uge, som John Maynard Keynes forudsagde, at vi ville få. Kapitalismen har skabt en mængde job, som holder os beskæftigede, men ikke giver mening. En kunstnerven af ​​Graeber, som ikke klarede at forsørge sig ved poesi og musik, valgte at studere jura. Som forretningsadvokat levede han godt, men mente, at det arbejde, han udførte, var meningsløst, ikke bidrog til verden og ikke burde have eksisteret. “Hvad siger det om vores samfund, at det ser ud til at have ekstremt lidt behov for talentfulde digtere-musikere, men har et tilsyneladende behov for erhvervsretslige eksperter?” Vores erhvervssliv er indrettet til at opretholde finanskapitalens magt, hævder Graeber.

En række økonomer støtter op om borgerløn, såsom James Buchanan, Herbert Simon, Angus Deaton, Christopher Pissarides, Joseph Stiglitz og Paul Krugman. Og verden over drøftes borgerløn nu som et middel til at opnå social retfærdighed, øge vores mulighed for politisk-demokratisk samfundsdeltagelse og ikke mindst til at give alle en økonomisk tryghed.

Endelig drøfter forfatterne de norske partiers holdning til grundløn.

Venstre var det første parti,som gik ind for borgerløn, men begravede programpunktet efter at en undersøgelse viste, at ordningen ville blive dyr. Miljøpartiet De Grønne har altid haft grundløn på programmet. Fra 2017 annoncerede Rødt en forsøgsordning med samfundsløn, som på langt sigt kan erstatte kontanthjælp, studielån og andre sociale tryghedsordninger. De andre partier mener ikke, at borgerløn er fremtiden.

Borgerløn – Idéen, som ændrer spillet  er en alsidig indføring i begrebet borgerløn. Vi får en introduktion til alle tænkelige versioner, fremsat i dag eller for hundrede år siden. Den giver os argumenter både for og imod, men mest af alt giver forfatterne input til en debat, der kommer til at blive stærkere, efterhånden som robotterne gør et stadig dybere indhug i de opgaver, der udføres af mennesker i dag. Læs og bliv bedre bekendt med argumenterne!

Trude Malthe Thomassen er daglig leder af Vannbevegelsen; oversætter og sprogvasker i Correktura. Cand.mag. i filosofi. Fast medarbejder hos LIBRA .

Artiklen har været trykt i det antroposofiske tidsskrift Mennesket 2019, og kan læses her: https://www.dialogos.no/for-vi-kan-arbeide-trenger-vi-noe-a-leve-av/

Michael Bundgaard Pedersen er medlem af BIEN Danmark.