Borgerløn i arbejdets land
Af Michael Husen
Kaare Dybvad Bek, der er blevet kaldt “Socialdemokratiets chefideolog”, har i sin nye bog “Arbejdets Land” beskrevet udviklingen af det danske velfærdssamfund.igennem den sidste halvdel af det 20. århundrede.
Det er en velskrevet bog, der handler om den gennemgribende ændring af samfundet fra et fattigt landbrugsland til et moderne socialdemokratisk by- og industrisamfund, der fandt sted op gennem 60’erne og 70’erne. Vi har fået bedre boligforhold, skoler, sundhedsvæsen, daginstitutioner til børnene, mulighed for kvinder til at arbejde uden for hjemmet og en mangedobling af den materielle velstand.
Alt det kan vi ifl. Bek takke den protestantiske lutheranske arbejdsetik for, som hersker i de nordiske lande. Det er gennem vores arbejde og den høje arbejdsdeltagelse og arbejdsmoral, vi er kommet hertil, og i dag er arbejdsdeltagelsen større end nogensinde. Det er også gennem arbejdet, ja faktisk kun gennem arbejdet, man ifølge Bek får sociale kompetencer og bliver en selvberoende fri borger. (Det skal nævnes, at Beks arbejdsbegreb kun omfatter lønarbejde – hjemmearbejde og frivilligt arbejde tæller ikke i hans økonomiske og karakterdannende regnskab).
Men ikke alt er godt, for arbejdskulturen og arbejdsdeltagelsen er truet af nogle aktuelle tendenser. Bek nævner bl.a. borgerløn – eller tanken om borgerløn – som en sådan farlig og forkastelig tendens, der går ud på at trække sig fra arbejdslivet og efterlade regningen til andre. Og det er jo ærgerligt, fordi han misforstår hvad borgerløn er og går ud på.
Borgerløn er ikke en belønning for ikke at arbejde eller for at trække sig ud af arbejdsmarkedet. Borgerløn er ganske enkelt en grundindindkomst – på engelsk basic income, på tysk Grundeinkommen – som gives til alle mennesker uanset om de har lønarbejde eller ej. Oven på grundindkomsten kan man så lægge sin arbejdsindkomst, så man alt i alt får en normal indtægt og levestandard, som passer til livet i dagens Danmark, og det vil de fleste selvfølgelig gøre. Borgerlønnen giver til gengæld nogle muligheder og vilkår, som det nuværende velfærdssystem ikke har, nogle muligheder, som netop ville kunne afhjælpe nogle af de problemer, Bek nævner i sin bog.
F.eks. den restgruppe, der er uden for arbejdsmarkedet og på bistand. Bek kalder den en “almue” i velfærdsstaten. En gruppe, der iflg. Bek glider ned i apati, fordi de står uden for arbejdets fællesskab, og dermed også uden for fællesskabet af frie borgere, der selv tager styringen over deres liv.
Men for nogle i restgruppen ville en ubetinget grundindkomst netop være det grundlag, de kunne komme videre på. Dels fordi borgerlønnen ikke er stigmatiserende og ydmygende ligesom at skulle stille på et bistandskontor og derfor ikke medfører tab af selvrespekt, og dels fordi borgerløn – en grundindkomst uden modregning ved anden indtægt – er den mest effektive metode til at sikre, at det altid kan betale sig at arbejde – uanset arbejdets omfang og aflønningsniveau.
Et andet problem, som Bek omtaler, er den stigende tendens til underminering af det sikre fuldtidsarbejde med fast løn. Der er opstået nye brancher, hvor f.eks. folk, der kører med fastfood eller bringer varer ud, får dårlig løn og er underlagt arhejdsvilkår og strafsystemer, der ligger langt fra traditionelle danske overenskomstregulerede arbejdsforhold. M.a.o. det, man kalder prekariatet. Som Bek siger, har disse bude ingen jordisk chance for at kunne købe bolig i de bykvarterer, hvor de bringer deres varer ud.
Men for Wolt-budene og andre i de nye prekære arbejdsforhold ville borgerlønnen, basisindkomsten, gøre, at de kunne opnå en mere anstændig samlet indkomst, der ligger tættere på, hvad andre arbejdere tjener.
Læs også:
Kaare Dybvad Bek: Arbejdets Land, forlaget Grønningen 1, 2023
Erik Christensens anmeldelse i Solidaritet: Arbejdets Land: Socialdemokratiets ny-feudalisme.
Erik Christensen: Når en del af problemet viser sig at være en del af løsningen.