Nobelpristager og eksminister diskuterer basisindkomst

Pairagraph er en internet-platform, som har specialiseret sig i at publicere dialoger på skrift mellem førende tænkere inden for en række områder som økonomi, filosofi, videnskab og samfundsforhold.

I en sådan dialog fra 2021 mødtes den tyrkisk-amerikanske økonom Daron Acemoğlu, nu nobelpristager i økonomi, med den tidligere græske finansminister og økonom Yanis Varoufakis til en debat om UBI under overskriften “Is Basic Income the Safety Net of the Future“. 

Acemoğlu foreslår i dialogen noget, der minder om en nordisk velfærdsmodel med universelle sundhedsydelser samt en målrettet fattigdomsbekæmpelse, som vil sikre de dårligst stillede en minimumsindkomst, samtidig med at incitamentet til at søge arbejde bevares. Mere specifikt forestiller han sig, at det kan ske ved at indføre et negativ indkomstskattesystem, som med sin indbyggede skatterabat, der med stigende indkomst kun gradvist udfases, betyder, at der altid vil være en økonomisk gevinst ved at arbejde. For mennesker som af forskellige årsager står helt uden for arbejdsmarkedet, ønsker han at indføre en form for behovsbestemt og betinget overførselsindkomst. I modsætning til en UBI vil et sådant sikkerhedsnet stadig være bundet til lønindkomst under en eller anden form. UBI vil til gengæld i hans øjne være en uhensigtsmæssig og dyr måde at bruge statens ressourcer på, da den er universel og derfor også udbetales til mennesker, som ikke har behov for den. Derudover er han bange for, at en UBI på et lavt niveau vil fastholde mennesker uden for arbejdsmarkedet og marginalisere dem socialt og økonomisk.

Som jeg læser Acemoğlus forslag, vil han begrænse de store tech-virksomheders magt og indflydelse på den teknologiske udvikling. Implementeringen af AI skal ske under hensyntagen til arbejdspladser, med andre ord lyder det, som om han vil bibeholde dele af industrisamfundet for at fastholde en lønarbejdsstruktur, også selv om det måtte føre til mindre interessante og udviklende jobs. Der skal være en grund til at udbetale folk løn, også selv om arbejdet kunne have været udført hurtigere og bedre med kunstig intelligens. Selv mener han tilsyneladende, at det vil være muligt at skabe gode og vellønnede jobs for folk uden videregående uddannelse i et samfund, hvor man lægger bånd på udviklingen inden for kunstig intelligens og automatisering, men han giver ikke lige her svar på, hvordan det skulle være muligt.

Stillet over for de argumenter svarer Yanis Varoufakis, at han hverken ønsker en UBI på et meget lavt niveau som fx en Milton Friedman-inspireret model baseret på negativ indkomstskat, endsige at en UBI skal føre til, at man opgiver kampen for gode og vellønnede arbejdspladser. Desuden mener han ikke, at finansieringen skal ske gennem skat på arbejde, da han betragter det som uretfærdigt over for det arbejdende folk, men derimod ved at overføre nogle af de store profitter, internationale selskaber har skaffet sig gennem opkøb af egne aktier for lån optaget i private banker, til almindelige menneskers privatkonti. Endelig foreslår han oprettelsen af et offentligt kapital- eller aktiedepot (Public Equity Depository), som virksomhederne skal indbetale eksempelvis 10 procent af deres aktiebeholdning til, i erkendelse af at alle brugere af IT på en eller anden måde bidrager til virksomhedernes kapitalvækst, hvad enten det er gennem skatter eller ved frit at stille tekst, billeder m.m. til rådighed på nettet for tech-giganterne. Varoufakis kalder en sådan model, hvor noget af denne profit tilbageføres til dem, der har været med til at skabe den, dvs. os alle sammen, for UBD (Universal Basic Dividend). Det er stadig en UBI, men finansieringsgrundlaget er mere retfærdigt, mener han, end et skattefinansieret system. I modsætning til Acemoğlus model, vil en UBI, eller UBD, på et højt niveau kunne hilse den teknologiske udvikling velkommen, fordi det ikke er den, der behøver blive begrænset, men blot den ekstreme ulighed, den forårsager, hvor tech-giganterne er en slags free-riders, som kun i meget begrænset omfang giver noget af deres svimlende overskud tilbage til samfundet.

Karsten Lieberkind

Læs også Erik Christensens anmeldelse af Yanis Varoufakis: Technofeudalism i POV: Kapitalismen er død og omtalen heraf i BIEN Danmarks Nyhedsbrev februar 2024