Borgerløn i Norge – et historisk rids
Borgerlønsspørgsmålets historie i Norge minder på nogle områder om den danske udvikling.
I Danmark havde vi i 1970’erne bogen og bevægelsen ”Oprør fra Midten”, hvor ideen for alvor blev kendt. I Norge havde man en tilsvarende miljøkritisk bevægelse, ”Fremtiden i våre hender” ledet af Erik Dammann. Her havde ideen om borgerløn imidlertid ikke en tilsvarende fremtrædende placering. Men ideen var kendt blandt intellektuelle. Således skrev den norske professor i socialpolitik Else Øyen en bog om en garanteret mindsteindtægt i Norge i 1981.
Kritikken af lønarbejdet kom også frem i både Norge og Danmark, specielt i slutningen af 1970’erne og begyndelsen af 1980’erne.
Allerede i 1977 havde socialantropologen Cato Wadel i Norge stillet spørgsmål ved den almindelige opfattelse af arbejde som lønarbejde i en artikel i Tidsskrift for Samfunnsforskning, hvor han reflekterede over arbejde som aktivitet og som begreb.
I 1982 udgav Christian Vennerød i Norge bogen: Arbejdstid – levetid. blev oversat til dansk og havde samme kritiske blik på lønarbejdet som den danske bog Arbejdsfrihedens Spøgelse af SABAE (Sammenslutningen Af Bevidst Arbejdssky Elementer) – også kaldet De arbejdsskys Manifest fra 1979.
På det partipolitiske plan var partiet Venstre i Norge det første parti, som gik ind for borgerløn. Det svarer til Det radikale Venstres positive holdning i Danmark i begyndelsen af 1990’erne.
I den borgerlige regering under ledelse af Kjell Magne Bondevik fra Kristelig folkeparti fra 2001 til 2005, hvor Høyre og Venstre også deltog, proklamerede Venstre, at man gik ind for en borgerløn. Det lykkedes dog ikke at overtale de to andre partier i regeringen. Man fik i 2012 lavet en analyse i Stortingets udredningsafdeling, der viste at en universel borgerløn ville være meget dyr for statsbudgettet. Det var medvirkende til, at partiet blev mere skeptisk over for borgerlønstanken. Partiet har dog hele tiden haft borgerløn indføjet i principprogrammet, og fra 2021 kom det tilbage til arbejdsprogrammet.
I dag er det kun Miljøpartiet De grønne (MDG), der går ind for borgerløn. Tidligere har partiet Rødt også støttet tanken. Partiet Rødt svarer til Enhedslisten. De talte for en samfundsløn, men den ide har de nu forladt, fordi de ønsker at knytte sig nærmere til LO.
De øvrige partier, Arbeiderpartiet (AP), som svarer til Socialdemokratiet, og Socialistisk Venstreparti (SV), som svarer til SF går imod borgerlønstanken. Dog har SV været meget kritisk overfor arbejdslinjen og været fortaler for universelle ydelser.
Arbeiderpartiet havde en intern debat om borgerløn før NAV reformen (Ny Arbeids- og Velferdsforvaltning) fra 2006. En tidligere leder af AP støttede borgerlønstanken, men han stod ret alene. Siden har man støttet arbeidslinjen og har været stærkt påvirket af Tony Blair og New Labour i England.
Ligesom i Danmark støtter de norske borgerlige partier, Høyre, Fremskridtspartiet og Kristeligt Folkeparti også op om arbejdslinjen.
Borgerlønsbevægelsen i Norge, BIEN Norge blev oprettet i oktober 2012. I de første år formåede de at skabe meget debat om borgerløn, herefter kom foreningen ind i en periode med mindre aktivitet. I dag har man en støttet forsøgsordning, hvor Anja Askeland har en 40% stilling til at øge foreningens aktiviteter og fundraise.
Det er lykkedes BIEN Norge at igangsætte og samle debatten om borgerløn. Her er det lykkedes at bruge forskere på universiteterne, bla. sociologen Nanna Kildal fra Bergen, som har været en ihærdig borgerlønsfortaler i mange år, og økonomen Kalle Moene. Han har præsenteret den særlige form for borgerløn han har kaldt Universal Basic Share (UBS). Den skabes ved at 10 % af nationalindtægten afsættes til UBS, hvorefter der uddeles en borgerløn til alle borgere. Moene har således foreslået en borgerløn på 80.000 kroner, som kun er en delvis borgerløn, idet 260.000 kr. er fattigdomsgrænsen i Norge.
På Oslo MET (Oslo Metropolitan University) er der et undervisnings- og forskningsmiljø, som er interesseret i borgerlønsideen. Se debatindlæg herfra.
I Skien kommune er der et projekt de kalder alternativ socialhjælp. Det er en pilotprojekt med 10 deltagere, der får en højere betingelsesløs socialhjælp og hvor der ikke sker en modregning ved lønarbejde. Forsøget bliver fulgt af forskere fra Oslo.
Opinionsundersøgelser i europæiske lande vedrørende tilslutningen til borgerlønsideen viser, at tilslutningen til ideen er lavest i lande som Norge og Danmark. Det viser, at i forholdsvis udbyggede velfærdsstater, hvor arbejdsløsheden er forholdsvis lav, de sociale ydelser er forholdsvis generøse og skatteniveauet er højt, er tilslutningen til en ændring af velfærdssystemet mindre end i en række sydeuropæiske lande med et mindre udbygget velfærdssystem.
Læs mere:
Eliassen og Omdal: Borgerlønn. Ideen som endrer spillet
Erik Christensen med oplysninger fra Anja Askeland, BIEN Norge.