Borgerløn og brugerbetaling

Af Henning Jakobsen (kronik i Aktuelt, 6.3.01)

Den danske velfærdsmodel er under pres. Systemet, som vi kender det med høj skat og store offentlige sociale tilskudsydelser, har tilsyneladende nået sin yderste grænse. Det offentliges finansieringsbehov vokser og vil yderligere vokse markant pga. et stigende antal elever i den undervisningspligtige alder og et stigende antal ældre.

Utilfredsheden med den offentlige sektors serviceydelser falder ikke i takt med sektorens voksende forbrug af skattekroner – tværtimod.

Hver 4. dansker i den arbejdsdygtige alder står uden for arbejdsmarkedet og forsørges af overførselsindkomster. Samtidig er der mangel på arbejdskraft.

Et samfund med disse indbyggede paradokser må nødvendigvis stå over for fald eller i det mindste over for store politiske indgreb. Når det er kommet så vidt, skyldes det en i øvrigt prisværdig politisk holdning, nemlig den politiske vilje til at hjælpe de svageste i samfundet gennem en omfordelingspolitik via skatterne og de sociale overførselsindkomster.

Og det er lykkedes. Endda så godt, at over 60 % af befolkningen har hovedindtægten fra de skattefinansierede overførselsindkomster. Derfor er der selvsagt ingen politisk vilje til at ændre afgørende på systemet. Enhver gennemgribende ændring vil jo i sagens natur ramme flertallet af vælgerne og vil således være politisk selvmord. Vi ser da også, at de politiske partier nærmer sig hinanden. Der er virkelig blevet trængsel på den politiske midterbane – og budskabet i helbredsmetoderne er temmelig ens fra alle partier:

Besparelser
Udliciteringer
Privatiseringer
Effektiviseringer
Øgede afgifter
Nye afgifter
Højere skatter
Øget brugerbetaling
Tvangsaktivering, jobtræning o.lign.
Indgreb mod pensionsalderen

Den enkelte borger oplever det som dybt uretfærdigt – først at skulle betale en stor skat og dernæst at skulle betale for de serviceydelser, som man troede var betalt over skatterne.

På arbejdspladserne mødes borgerne samtidig af et stadigt stigende effektivitetskrav, bl.a. pga. udliciteringerne fx inden for rengøringssektoren. Flere og flere kan ikke leve op til dette arbejdspres og søger hurtigst muligt væk fra arbejdsmarkedet med det resultat, at forsørgerbyrden og dermed skattetrykket yderligere vokser for den ¾ , der stadig er på arbejdsmarkedet. Skruen uden ende

Når udviklingen er gået som beskrevet ovenfor, er der flere grunde dertil. Paradoksalt nok ligger en væsentlig del af forklaringen i fagforeningernes kamp for øget velfærd gennem højere lønninger. Høje lønninger tvinger virksomhederne til øgede krav om rationaliseringer og effektiviseringer, som kun de stærkeste og dygtigste er i stand til at opfylde. Mange må forlade arbejdsmarkedet og leve af skattefinansierede overførselsindkomster, og da de fleste skattekroner indhentes ved løn på arbejdskraften (=indkomstbeskatningen), rammes de, der stadig er i arbejde, af endnu større krav om effektivitet med yderligere nedslidning til følge, og endnu flere vil ikke kunne følge med og må forlade arbejdsmarkedet osv. osv. osv.

Det kan undre, at de politiske partier har berøringsangst for Borgerløn, da vi jo allerede har gennemført borgerlønnen – desværre i en uhyre bureakratisk og alt for kostbar udgave, der tilmed kun kan gennemføres gennem en klientgørelse af den enkelte modtager af ”borgerlønnen”, fx gennem tvungen medlemskab af en A-kasse, rådighedskrav og tvangsaktivering. Desuden mangler motivationen for at forbedre sin egen situation. Alt for mange vil gå direkte ned i levestandard pga. af mistede overførselsindkomster, hvis de søger lavtlønsarbejde eller deltidsarbejde.

Fagforeningerne må indse, at deres opgave som socialt sikkerhedsnet i form af øgede lønkrav i dag er historie. – Det må være det, Thomas Nielsen tænkte på, da han  i sin tid sagde, at fagforeningerne havde sejret ”ad helvede til”. Den sociale sikring bør i dag varetages af det offentlige.

”Borgerlønsbevægelsen” har da også som ét af sine forslag, at hver eneste borger i Danmark – ung som voksen, barn som gammel – betingelsesløst får udbetalt 5.000 kr pr. mdr. skattefrit i borgerløn. Det er en forudsætning, at alle, der er i arbejde, går tilsvarende ned i løn. (ca. 120.000 kr.) – ellers kan det ikke finansieres, og alt andet ville også være urimeligt.

En anden forudsætning er, at fagforeningernes mindstelønskrav opgives, da den sociale sikring nu påhviler samfundet og altså ikke er lønafhængig. Borgerlønnen finansierer faktisk sig selv, idet offentligt ansattes borgerløn går ”lige op” med lønnedgangen. Tilsvarende skal virksomhedsskatten hæves med det beløb, som virksomhederne sparer ved de ansattes lønnedgang. Resten af befolkningens borgerløn finansieres rigeligt gennem de 282 mia kr. samfundet i dag bruger på overførselsindkomster.

Forudsætningen for, at børn skal modtage borgerløn, er, at der indføres fuld brugerbetaling for anbringelse af børn i vuggestue, dagpleje, børnehave osv.

Så vidt jeg kan se, er borgerlønnen det hidtil bedste forsøg på at forene disse uforenelige begreber. Denne manøvre kan kun lykkes ved at vende tingene på hovedet. Altså forlods at udbetale den sociale sikring, som vi i forvejen anser for at være minimum i vore dages Danmark. Hermed er den sociale ligestilling sikret, og først derefter får liberalismens frihedsideal lov at virke, men til gengæld med fuld styrke.

Det er nu op til den enkelte, om han/hun vil benytte de tidligere delvist skattefinansierede tilbud fx m.h.t. børnepasning, arbejdsløshedsforsikring, pensionsopsparing m.v. Borgerlønnen giver mulighed for det ultimative frie valg, fordi pengene ”følger borgeren” og ikke ”systemet”.

På samme måde er der heller ingen begrænsninger for yderligere indtjening efter evne og lyst, da der ingen maksimum- eller minimumskrav stilles hverken til indtjening eller arbejdstid.

Det vigtigste er måske, at vi på denne måde samtidig får fjernet millimeterretfærdighedsssamfundet, hvor privategoismen bruges negativt på at ”udnytte systemet”. Denne egoisme kunne i stedet bruges konstruktivt gennem lønnet  og ikke mindst – belønnet – arbejde. Der er i høj grad brug for en kvalificeret og arbejdsmotiveret arbejdsstyrke.