En common sense finansierings-betragtning

Af Michael Husen

Ud fra en common sense betragtning er alle i det danske samfund i bund og grund allerede sikret en minimumsindkomst eller et eksistensgrundlag, takket være vores velfærdssamfund og den herskende humanistiske opfattelse af menneskerettigheder.

Derfor kunne man lave det tankeeksperiment, at

a. Den nuværende overførselsindkomst, som tilfalder en stor del af befolkningen i form af folkepension, dagpenge, kontanthjælp, SU, sygedagpenge, førtidspension m.m. kunne betragtes som en basisinkomst.

b. For dem, der er i arbejde, kunne den første eller nederste del af deres indtægt betragtes som en basisindkomst og det, de tjener derudover kunne betragtes som supplerende løn.

Så uanset, hvordan det går den enkelte i det danske samfund, er han/hun allerede sikret en de facto basisindkomst.

Altså har samfundet råd til det. Det, der mangler, er den juridiske, ideologiske og praktiske overbygning. Der mangler den frihed og værdighed, som ville følge med at indføre en egentlig basisydelse, som tildeles alle mennesker uden betingelser.

Den praktiske udformning kunne i grove træk være denne:

1. Alle får udbetalt en grundydelse (basisindkomst) som er stor nok til at leve af på en rimelig og værdig måde.

2. Til gengæld bortfalder alle nuværende overførselsindkomster.

3. Lønningerne inden for det offentlige sættes ned med et beløb, der svarer til basisydelsen. Derved har den offentlige lønmodtager stadig den samme indtægt, men det offentlige sparer nettoværdien af lønnedsættelsen (og de sparede penge går til at finansiere basisydelsen).

4. Lønningerne inden for det private sættes også ned med et beløb, der svarer til størrelsen af basisydelsen. Nettoværdien af denne nedsættelse indbetaler arbejdsgiverne til det offentlige som en afgift. Derved har den private lønmodtager samme indtægt som før og den private arbejdsgiver har samme udgift som før. Det offentlige får nogle penge i kassen, som medgår til at finansiere den almene basisydelse.

Bortset fra, at der sker en udjævning og udligning mellem forskellige grupper af tidligere overførsels-modtagere (nogle får lidt mere, andre får lidt mindre), vil alle være i stort set samme økonomiske situation som før. Men der vil ske en stor afbureaukratisering, en forøget frihed, en styrkelse af den enkeltes værdighed og en forøget motivation til at gøre en indsats for sig selv eller samfundet på den ene eller den anden måde.