Et nyt ligevægtssamfund

Med inspiration fra debatbogen Oprør fra midten fra 1978, skrev en gruppe radikale kvinder fra folketing, byråd, lokalforeninger og ungdomspolitik en kronik i Politiken d. 18. 0ktober 2024. Overskriften var ”Der er behov for et nyt ligevægtssamfund”.

Oprør fra midten var skrevet af en ingeniør, en forfatter og en (radikal) politiker og blev i en lang periode genstand for en livlig offentlig debat i pressen og omkring spiseborde i hjem og kantiner. 

Kronikken er et opråb for at få gang i en ny offentlig debat om, hvorvidt befolkningen kan se sig i et mere lige samfund på alle parametre ud fra idéen om ”et nyt ligevægtssamfund”, inspireret af midteroprørernes ”humane ligevægtssamfund”. (Da vi aldrig opnåede at realisere det humane ligevægtssamfund, men tværtimod har bevæget os mod et samfund med større ulighed og mere inhumanitet på mange områder, er det dog svært at se, hvordan man kan tale om et nyt ligevægtssamfund).

Kronikørerne bevæger sig, efter at have nævnt og beskrevet de mange ubalancer i vores nuværende samfund mellem mennesker og natur, vækst og værdi, arbejde og fritid, velfærd og forbrug, trivsel, omsorg og mening, over i et konkret forslag bestående af seks principper for, hvordan vi skal skabe balancen for de fremtidige generationer og vores klode.

De seks principper er beskrevet som principper for ny ligevægt mellem:

1. Frihed og fællesskaber
2. Økonomi og social lighed
3. Vækst og bæredygtighed
4. Menneske og natur
5. Ejerskab og forbrug
6. Repræsentativt demokrati og medbestemmelse

Der er mange gode tanker og intentioner og forslag i kronikken. Mange holdninger og få konkrete forslag. Med de intentioner og med afsæt i ”Oprør fra midten” med dens historisk nyskabende forslag om borgerløn som en vigtig brik i det humane ligevægtssamfund, er det mig en gåde, at kronikørerne ikke nævner borgerløn som en afgørende løftestang i deres udgave af et ligevægtssamfund.

Jeg vil her se på de seks principper og stille spørsmålet: På hvilken måde vil tilførslen af idéen om en borgerløn (en ubetinget basisindkomst – UBI) til hver borger med opholdstilladelse i landet influere på kronikørernes tanker om det nye ligevægtssamfund? Jeg forudsætter, at borgerlønnen er tilstrækkelig til at leve af på et beskedent niveau (svarende til halvdelen af medianindkomsten). Børn får ¼ borgerløn indtil de som 18-årige overgår til fuld borgerløn.

1. Ny ligevægt mellem frihed og fællesskaber.

Her skriver kronikørerne, at de vil undersøge, hvordan vi kan udvikle fælles strukturer og nytænke den nye velfærd, bolig-, familie- og arbejdspolitik.

Hvis man nu indførte UBI som beskrevet, hvordan kunne det skabe ligevægt mellem frihed og fællesskaber? Folk ville få friere og lettere adgang til at indgå i nye bolig- familie- og arbejdsmæssige fællesskaber, når de har sikret en vis økonomi. De kan også lade være og vælge isolation. Derfor er det vigtigt, at fællesskaberne fremstår attraktivt. Men det vil de jo også gøre, når der ikke lægges tunge bureaukratiske rammer ned over folks initiativ og virketrang. Tænk fx på, hvad en lille gruppe af unge venner kan sætte i værk, når de er sikret deres ”iværksætterydelse” i form af UBI resten af livet.

Borgerløn vil ændre arbejdsbegrebet og arbejdspladserne til meningsfuld aktivitet og nyttig virksomhed, og vores tid som arbejdsmyrer, der skal slæbe blot for at gøre myretuen større, er forvandlet til, at det arbejde, vi udfører, gavner både os selv og samfundet. Den udvikling vil også gøre medbestemmelse og deltagelse i demokratiet naturligt for flere mennesker.

2. Ny ligevægt mellem økonomisk og social lighed.

Under pkt. 2 skriver forfatterne, at de vil sikre flere reelt lige muligheder til alle ved at investere i rammer, der reelt fremmer lige muligheder, inden de (vi) tager livtag med de helt store spørgsmål. De rammer, de nævner er: ”Vi kan tage langt flere af vores fælles goder ud af markedet og gøre sund mad, sundhed, oplevelser og fællesskaber tilgængelige for alle. Og vi kan tage et nyt syn på vores definition på arbejde, så langt flere bidrag bliver tilskrevet en værdi.”.

Det kan undre mig såre, at det alene er kvindernes tanker om, hvordan man skaber ligevægt mellem økonomi og social lighed. Ikke at det er dårlige forslag, men de er langt fra tilstrækkelige. Hvis vi skal gøre op med økonomisk fattigdom, som der skrives, er UBI en simpel direkte måde at gøre det på. Giv folk pengene og lad dem selv forvalte dem. Det vil ikke udslette uligheden, men den sociale lighed vil løftes, og flere vil få mulighed for at komme ud af fattigdommen og skabe sig et ordentligt og værdigt liv, også økonomisk.

UBI er et trygt økonomisk fundament, der kan forene arbejdslyst og indtjening. Pseudoarbejde vil forsvinde af sig selv, fordi folk vil have mulighed for at vælge det fra og samfundet vil få mere værdi ud af arbejdsstyrken. Samtidig vil alle kunne skabe sig tid og rum til livets omskiftelige udfordringer, omsorgsopgaver, sygdom og ledighed (social lighed).

3. Ny ligevægt mellem vækst og bæredygtighed.

Under dette punkt udfolder skribenterne sympatiske tanker om en ny udviklingsøkonomi, hvor det konkrete forslag handler om at investere i fælles velfærd og ikke at sænke skatten for de rigeste. Endvidere vil de give ny værdi til ”alt det, der (…..) kan styrke livskvalitet, samvær og omsorg og på den måde også aflaste fælleskassen og dens institutioner.”

Hvordan det konkret skal ske står der ikke noget om.

Med borgerløn som en primær ændring vil vi opnå store dele af de fremskridt, forfatterne efterlyser. Udover at stille alle mennesker frie til at oprette og indgå i nye demokratiske leve- og arbejdsfællesskaber, vil alle vil få forbedret muligheden for at få tid til at tage aktivt del i den grønne omstilling på alle niveauer, slække på unødvendigt forbrug, reparere i stedet for at købe nyt, for at vende en brug-og smid-væk-kultur til en pas-på-kultur.

4. Ny ligevægt mellem mennesket og naturen

Her peger forfatterne på, at der skal ske et holdningsskifte og et brud med århundreders tænkning. Det vil de skabe ved at satse på adgang til naturen, grønne uddannelser og naturfaglighed i skolen og som noget helt nyt, grøn værnepligt for de unge.

Tilføjede man hertil indførelse af borgerløn, ville man også åbne for muligheden for at folk faktisk fik mere tid til at være i naturen, dyrke sine egne grøntsager, starte et fælles økologisk landbrug, og andre grønne livsstilsændringer.

5. Ny ligevægt mellem ejerskab og forbrug

Igen nævnes, hvad folk selv kan gøre for at nedsætte forbruget, og på samfundsplan nævner gruppen, at de vil styrke det kollektive ejerskab af kritisk infrastruktur og en mere demokratisk  økonomi med inspiration  fra andelsbevægelsen. Så fælles værdier i mindre grad kommer få kapitalinteresser til gavn – og i højere grad fællesskabet.

Kombinerer vi igen disse fremsynede tanker med UBI, ser jeg for mig, at af de ekstra penge, der her kommer i cirkulation vil en del af dem blive investeret i varige goder som solide fællesejede arbejdspladser og boliger. Med gode vilkår for andelstanken vil borgerne blive nudget til at bevæge sig mod deleøkonomi.

6. En ny ligevægt mellem repræsentativt demokrati og medbestemmelse.

Afsnittet rummer tanker om at engagere og inkludere alle borgere i den demokratiske samtale, der skal være krumtappen i det nye ligevægtssamfund. De lokale fællesskaber skal styrkes og konkret skal det ske ved at de nuværende magtstrukturer suppleres nationalt og lokalt med borgerting, -paneler og -forsamlinger.

Igen vil jeg tilføje, at disse idéer kunne styrkes ved at UBI giver folk mulighed for at skrue ned for lønarbejdet til fordel for aktiv deltagelse i demokratiske processer. 

Hvorfor borgerløn ikke indgår i en radikal strategi for et bedre samfund kan måske forklares i, at det endnu står uklart for de fleste politikere, hvilke perspektiver, en sådan forholdsvis fredelig, men omkalfatrende reform kan have. En anden årsag kan være, at politikere som sådan er bange for at al magt vil gå til folket og smutte politikerne af hænde som et vådt stykke sæbe? Tabuet hos de fleste politikere er i hvert fald stærkt, som det er demonstreret her med et ellers meget velmenende og konstruktivt bud på fremtidens ligevægtssamfund.

Dorte Kolding