Götz Werner – drømmer og iværksætter
En ubetinget grundindkomst til alle borgere er den vision, Götz Werner har prædiket i årevis. Det lyder som et religiøst bud. Til dato har det dog ikke båret meget frugt.
af Miriam Schröder, 2012
Götz Werner, grundlæggeren af materialistkæden dm. Kilde: ap
Düsseldorf. Götz Werner spilder ikke tiden. Han lægger straks ud med det principielle: »Hvis De vil leve, har De brug for en indkomst.« Han står i en lille kirke i Düsseldorfs gamle bydel. Kirken er fyldt til sidste række, folk står tæt pakket helt hen til indgangen. Under fotooptagelserne en halv time tidligere virkede Werner endnu lidt træt nu taler han højt og indtrængende. »De har brug for en indkomst, ellers kan De ikke leve«, gentager han. Denne sætning er på en måde hans mantra.
Götz Werner, som både har grundlagt materialistkæden dm og været dens direktør gennem 35 år, er ifølge en Forsarundspørge en af tyskernes mest afholdte ledere, en, der behandler sine ansatte ordentligt og alligevel sælger produkter til en fordelagtig pris, en omvendt Schlecker så at sige (Schleckermaterialistkæden gik fallit i 2013 og var bl.a. berygtet for sin elendige personalepolitik o. a.). I 2008 stoppede han som direktør for virksomheden. Siden da er hans hovedbeskæftigelse at kæmpe for sin vision: en betingelsesløs grundindkomst for alle borgere på over dobbelt så meget som den nuværende HartzIVydelse (tysk kontanthjælp o.a.), uden at man skal skrive ansøgninger eller deltage i computerkurser. Han har skrevet bøger om emnet og har deltaget i så godt som samtlige tyske talkshows. Resultatet er til at overskue. Bortset fra det tyske Piratparti (die Piraten), findes der ikke noget parti, der kræver en betingelsesløs grundindkomst.
Werner bliver ved med at prædike. Han leder efter forbundsfæller. Ved siden af ham i kirken står Johannes Stüttgen, en kunstner fra Düsseldorf, som også har grundlagt initiativet »Omnibus«. Foreningen agiterer for direkte demokrati og nu også for en betingelsesløs grundindkomst. Én tanke forbinder Werner og Stüttgen: Mennesket skal ikke tvinges til at arbejde for at kunne leve, men skal gives muligheden for at leve for at kunne arbejde. Hvad enten man fremstiller produkter, diskuterer politiske emner, spiller musik eller plejer de syge, er det afgørende, at beskæftigelsen giver mening.
Stüttgen anskuer et sådant samfund som et kunstværk, en ›social plastik‹, som formgives i fællesskab af de enkelte individer. Af Werners mund lyder det som et religiøst bud: »Jeg er jo sat i verden for at forandre verden« siger han højlydt og citerer den del i Matthæusevangeliet, der omhandler lignelsen med talenterne, ifølge hvilken ethvert menneske er forpligtet til at give sit bedste. Men det er nødvendigt at muliggøre det for mennesket. »De har brug for en indkomst. Ellers kan De ikke leve«.
Da en lytter forsigtigt spørger til, om det overhovedet er muligt at finansiere det, fejer Werner det til side: »Det er da allerede finansieret. Vi er i stand til at fremskaffe goder og tjenesteydelser nok. Tyskland har aldrig før været så rig som i dag.« Publikum klapper. De vil så gerne tro på prædikanten. Mange af dem har tidligere givet udtryk for deres skuffelse over partierne. De er trætte af at høre, at verden, som den er, er uden noget alternativ.
Werner gør det nemt for dem at tro på ham. Han er jo ikke blot en drømmer, men også forretningsmand. Sidste år havde dm 39.000 ansatte, 2.400 afdelinger og en omsætning på 6,2 milliarder euro. Og han taler med en gammel mands visdom, en mand, som gennem sine næsten 70 år har erfaret, at der næppe findes principper, der har evig gyldighed.
Da en ung kvinde spørger, hvad hun kan gøre helt konkret, svarer han: „Udbred idéen. Dagens utopier er morgendagens virkelighed.«
Oversættelse: Britta Hansen
Redigering: Karsten Lieberkind