Guy Standing: The Politics of Time

Guy Standing: The Politics of Time. Gaining Control in the Age af Uncertainty (Pelican 2023)’

 

Indholdsresumé ved Erik Christensen:

 

Tre tidsperioder

Guy Standing skelner i sin nye bog The Politics of Time mellem tre historiske perioder med hver sin opfattelse af tid: Den agrare tid, hvor tidsopfattelsen var knyttet til årstiderne, og vejret var afgørende for inddelingen af tiden.

Den industrielle tid, hvor uret (klokken) kom til at definere inddelingen af tid, og hvor lønarbejdet blev udskilt som en særlig tidsperiode.

Og endelig den tertiære tid – dvs. den tredje tidsalder –  som Guy Standing kalder en periode, hvor nye arbejdsformer (tertiære erhverv) forvandler arbejdets karakter og slører grænserne i brugen af tid.

Work, labour og commons

Guy Standing skelner mellem ”work” og ”labour.” Work er det, mennesker gør, når de udretter noget nyttigt. Nyttige arbejdsprocesser er knyttet til virkelyst, målrettethed og opfyldelse af behov.

Labour er derimod kun en del af det nyttige arbejde, nemlig det, man udretter i et ansættelsesforhold som lønarbejder. Det kan mennesker udføre frivilligt, men det gøres ofte kun, fordi man får penge for det, og fordi man skal have noget at leve af.

På dansk opfattes normalt kun labour som arbejde, mens work, dvs. nyttigt, ubetalt arbejde som husarbejde, familieomsorg og lokalsamfundsarbejde, ikke regnes som arbejde, fordi det ikke lønnes.

Standing navngiver også en tredje aktivitet som arbejde, med et ord, vi ikke har på dansk: ”commoning”. Det er aktiviteter, som vedligeholder ”commons.”

Commons betyder direkte oversat fælled. Ordet betegnede oprindeligt den fælles jord, som lå udyrket og blev brugt som fælles græsgange. I dag er begrebet fælleder udvidet til en lang række fællesressourcer som fx vand, havets fisk og elsystemerne, men også mere uhåndgribelige sociale og kulturelle ressourcer som andelsbevægelser, patenter, Internet, viden og universiteter.

Commoning betegner altså aktiviteter med brug, bevaring og reproduktion af fælleder, specielt i lokalsamfundet.

I agrare samfund var den tid, man brugte til work og commoning, meget større end tiden brugt til labour. I industrielle samfund begyndte man at skelne mellem produktivt og uproduktivt arbejde. Det medførte en væsentlig reduktion af work og commoning i forhold til labour. Kun det sidste bliver betragtet som rigtigt arbejde.

Arbejderbevægelsen udviklede ifølge Standing en hel ideologi om lønarbejdet (labourismen). Man krævede en ret til labour, dvs. lønarbejde, ikke work. Nye ord som beskæftigelse og job, der er knyttet til labour, blev almindelige.

Nutiden – den tertiære tid

I nutiden – det Standing kalder den tertiære tid – er der sket en sløring af grænserne og tidsforbruget mellem de forskellige former for aktiviteter. Det skaber konflikter, fordi lovgivning om arbejdsmarkeds- og socialpolitik er tilpasset den industrielle tid.

Guy Standing kalder moderne kapitalisme i den tertiære tid for ”rentier kapitalisme”, fordi det meste af væksten i økonomien er knyttet til ejendomsejerne (finansielt og fysisk) og den intellektuelle kapital. Kun en mindre del tilfalder arbejderne.

Men klassen af fuldtidslønarbejdere er blevet mindre. Der er i stedet opstået et nyt prekariat, der især består af mennesker med jobs gennem digitale platforme eller knyttet til servicesektoren (taxa, rengøring og levering af varer).

Prekariatet mangler indkomstsikkerhed og kan ofte ikke modtage offentlig understøttelse. Mange i prekariatet har svag tilknytning til familie, lokalsamfund og fælleder. Mange lever isoleret, og det er ofte dem, der er de første til at miste rettigheder.

Generelt er arbejde (work) i hjemmet og i lokalsamfund (essensen af commoning) indskrænket, mens labour er blevet udvidet og sløret i grænserne mellem arbejdsplads og hjem.

Eliten og overklassen har betydelig sikkerhed og kontrol med tiden. Det har sammenhæng med indkomstsikkerhed og aflønningsform. Højtlønnede får typisk penge i form af årlige bonusser og dividender, mellemklassen aflønnes månedsvist, proletariatet på ugebasis – og prekariatet per time. Jo kortere periode, man aflønnes i, jo større udsving og uforudsigelighed og desto større indkomstusikkerhed og manglende indflydelse på egen tid. Ulighed skal ikke kun måles i indkomst, men også i tidsforbrug, muligheder for tidsanvendelse og muligheder for fritid.

Prekariatet (men også andre) må i et bureaukratisk velfærdssamfund ifølge Standing påtage sig mange forskellige former for uformelt og ulønnet arbejde, (”work-for-labour”, ”work-as-training”, ”work-as-waiting”, ”work–for-the state”).

Beskatning og dividender

Standing drager den logiske slutning, at beskatning af labour og forbrug ikke længere kan være centrale elementer i beskatningen. Han foreslår, at der i stedet for en mindsket indkomst- og forbrugsskat indføres en progressiv jordafgift, en formueafgift, en CO2-afgift, en digital afgift og en finansiel transaktionsafgift.

Standing foreslår også, at man ændrer sprogbrugen omkring beskatning, så man i stedet for skat (tax) begynder at tale om afgift (levy).

Det skal ske i sammenhæng med en genopdagelse af fællederne – jorden, luften, mineralerne, havet (som egentlig ejes af os alle). Fælleder er hidtil blevet systematisk udplyndret, indhegnet, privatiseret og varegjort. De skal i stedet tilbageerobres. Og der skal ansættes en omkostning (en afgift) for brugen af dem. Indtægterne fra brugen af fællederne bør opsamles i en fond, som kan uddele fælles dividender til alle borgere.

Fra beredskabsusikkerhed i det industrielle samfund – til kronisk usikkerhed i det tertiære samfund

Et karakteristisk træk ved det tertiære samfund med en sløret tidsanvendelse er, at flere mennesker er havnet i en kronisk usikkerhed. Det gælder specielt prekariatet.

Usikkerhed eksisterede også i det industrielle samfund, men var i højere grad beregnelig. Ud fra forsikringsprincipper beregnede man risikoen for arbejdsløshed, ulykker og sygdom.

Forsikringssystemer med en vis præmiebetaling giver en kompensatorisk erstatning, hvis man kommer ud for et uheld.

Borgerløn – et proaktivt, forebyggende socialt system

I et tertiært samfund med kronisk usikkerhed er et reaktivt forsikringssystem ikke tilstrækkeligt. Her vil det være fordelagtigt at skabe et socialt beskyttelsessystem, der forebygger og er proaktivt, i stedet for at kompensere, når skaden er sket.

Et borgerlønssystem, hvor alle borgere er sikret et materielt eksistensgrundlag, kan skabe en meget større robusthed og evne til at håndtere stress, katastrofer eller anden modgang.