Hvorfor ikke apanage?

Af Finn Gemynthe (SOL-nyt, 4/99)

 

En af SOL´s fornemste mærkesager bør være “overlevelsessikring til alle.” Uden en sådan kan arbejde ikke være frivilligt, og ufrivilligt arbejde er beslægtet med slaveri. I et rigt land som Danmark burde overlevelsessikring være en selvfølgelig menneskeret. I øvrigt kan man opremse snesevis af både sociale, historiske, økonomiske og praktiske fordele ved indførelsen af denne overskudsdeling af generationers flid og snilde.

Det kunne have været et stort øjeblik, da overlevelsessikringen under navnet Borgerløn introduceredes i “Oprør fra midten.” Men desværre var samfundets inerti større end man kunne have forestillet sig, og først nu omkring årtusindskiftet mærker vi en stigende vægt bag forhåbningerne. Velkommen til den nye borgerlønsforening og SOL´s helhjertede støtte til tanken!

Men er ordet “Borgerløn” mon et heldigt valg? Rent sprogteknisk kan man indvende, at ordet “borger” plejer at stå for en selvforsørgende person, der helst arbejder sig til sin velstand eller hviler på laurbærrene oven på veludført arbejdsindsats. Mens ordet “løn” bruges om en arbejdsgivers belønning til en person, der har udført et ønsket stykke arbejde.

Værre end det sprogtekniske er imidlertid, at de hidtidige borgerlønsforslag er kommet i kraftig miskredit. Den opfattelse har kunnet brede sig uhindret, at borgerløn ville føre til store skattestigninger, der især ville ramme “de rige.” Det er derfor intet under, at de mest indædte modstandere af borgerløn er at finde blandt de borgerlige! Men samtidig skurrer ordet måske også lidt i ørerne på mange af dem, der nødigt vil kaldes borgerlige? – Måske vi skulle overveje et andet navn på den menneskeret, vi så gerne vil indføre? Ikke blot for at gøre arbejde til en frivillig sag, men for at give samfundet en bedre chance for at “stå af ræset!”

 

EN DEMOKRATISK LIGERET

Kunne man ikke i stedet for borgerløn tilbyde alle landets indbyggere en månedlig apanage? En passende overlevelsessikring i et land med et populært og demokratisk kongehus. Apanage giver ligeret med kongehuset, selv om vi almindelige mennesker ikke behøver så meget. Vi har jo ingen store slotte at tage os kærligt af.

I min bog, “Rigdom uden arbejde,” går jeg ind for apanagen. Jeg tror, at det er en afgørende forudsætning for alternativers gennemslagskraft, at de tilbyder folk noget bedre end det bestående. Derfor spiller jeg i bogen på de forjættende, men uudnyttede muligheder, som det moderne velfærdssamfund har for alle sine medlemmer en bedre tilværelse. Samtidig med at det store ressourcespild mindskes, og rigdommen bygger
på et bæredygtigt grundlag.

Måske mange kommer til at trække på smilebåndet ved udsigten til at få apanage, men det gør vel ikke noget? Er det ikke bedre, end at de får aversioner eller misopfattelser? – Men selvfølgelig er det også vigtigt, at der ikke bare hældes gammel vin i en ny flaske. For mig at se søger man at gabe over for meget, når man ikke blot vil indføre borgerløn, men ved samme lejlighed søger at indsmugle en helt ny fordelingspolitik.
Sandt nok, der er for stor forskel på fattig og rig, men hvis man prøver at bruge borgerløn som en Robin Hood-rambuk, får man med garanti alle rige som modstandere. Og det kan hurtigt komme til at dreje sig om det store flertal i det danske “2/3-dels samfund!”

Det afgørende mantra i mit apanageforslag er derfor status quo! Det vil også berolige økonomerne, der ikke bryder sig om konkurrenceforringelser, betalingsbalanceunderskud o.lign. Men hvorledes kan “apanage til alle” da være ensbetydende med status quo?

STATUS QUO – NÆSTEN DA

Lønningerne må reduceres med apanagen. Altså vil offentligt ansatte ikke koste mere end tidligere. Begge parter er stillet ligesom før, bortset fra at der er indført en menneskeret!

Også de private arbejdsgivere kender selvfølgelig apanagen. Altså kan de reducere lønningerne tilsvarende og indbetale gevinsten som en “apanageskat,” uden at de stilles ringere. (Eksempel: En lønmodtager har tidligere tjent 30.000. Så reduceres lønnen til 20.000 + apanagen på 10.000 = 30.000 = status quo. Arbejdsgiveren sparer 10.000, de indbetales som apangeskat = status quo)

Men hvad da med arbejdsgiveren, den selvstændige, aktionæren? Eftersom denne særlige samfundsklasse ikke modtager nogen løn, men tjener pengene på anden vis, vil det let kunne virke latterligt at genopkræve et beløb svarende til apanagen. Dertil kommer, at der i virkeligheden slet ikke er tale om én klasse, men om mange grader af to: En overklasse og underklasse!

Vilkårene er vidt forskellige for disse to klasser. For underklassen, det være sig den lille købmand, den sidste husmand eller værkstedsejeren i likviditetskrise, vil apanagen være en længe tiltrængt redningsplanke.
Desuden kan apanagen bruges som en ubureaukratisk og ligelig iværksætterstøtte. Det øger konkurrencen og sænker profitterne. Men konkurrencen bliver samtidig blødere og mere afslappet pga. det nye, sociale sikkerhedsnet, der ikke ydmyger modtagerne. Derfor bør de selvstændige, der kun udgør et mindretal af befolkningen, principielt have lov til at beholde deres apanage.

Men den selvstændige overklasse behøver faktisk ikke denne “latterlige lille apanage.” Og dog er det vigtigt, at overklassen ikke føler sig snydt. Ikke føler, at den alene betaler hele gildet! Dette “lighedsproblem” kan klares gennem et skattemæssigt apanagefradrag , som personer, der fraskriver sig apanage, kan få på deres selvangivelse.

Uretfærdigt? Jamen lønarbejderne kender jo arbejdsgivernes apanage og kan lettere presse på ved lønforhandlingerne, efter at arbejdsløshed ikke er ensbetydende med et styrt ned i et tyndslidt almissesystem.
Apanagen vil således skabe en ny og retfærdigere balance mellem arbejdsgiver og -tager.

Ingen stilles altså ringere, mens alle får en hårdt tiltrængt frihedsret. Og de hjemmegående, pensionisterne og de aktiveringsramte bistandsklienter kan endelig føle sig velkommen i samfundet!

Når finansregnskabet gøres op, er det kun marginalgrupper som selvstændige, hjemmegående og folk med for små overførselsindkomster, der kommer til at koste ekstra. Og hvad der tabes på gyngerne, kan vindes på karrusellerne. Med den rette indstilling til arbejdet er der så store besparelsesmuligheder indenfor den offentlige administration, at slutresultatet meget vel kan blive en finansiel overskudsforretning for det offentlige.

UNDGÅ AT ULEJLIGE!

I stedet for den vanemæssige angst for at “kaste mennesker ud i arbejdsløshed,” bør man gøre frihed under ansvar til en menneskeret. Det drejer sig ikke om at skabe fuld beskæftigelse, men om at undgå at
ulejlige folk unødigt!

Arbejdsmarkedspolitikken bør derfor gå ud på kun at skabe arbejdspladser, der dækker reelle behov. På privat initiativ kan man opfinde alle de bæredygtige arbejdspladser, man vil, men det bør ikke være nogen
samfundsopgave.

Dermed bliver det omsider muligt at afvikle overflødigt bureaukrati. Lovgivningen kan forenkles på et utal af områder, når man alene vurderer, om der er sociale, økologiske og økonomiske grunde til at opretholde en administration. På mange områder behøver man ikke at kontrollere, regulere, kalkulere og nødsage borgerne til at udfylde alskens formularer og skemaer.

En sådan arbejdsmarkedspolitik vil lette tilværelsen både for “helt almindelige mennesker” og for de kontorfolk, der hidtil har været beskæftiget med et kedeligt arbejde, der stort set kun vækker irritation. Den arbejdsløshed, der således opstår, er i bund og grund sund:

De fritstillede kan finde sig et nyt indhold i tilværelsen, og som det fremgår af nærværende forslag, vil der opstå så mange nye beskæftigelsesmuligheder, at den ufrivillige arbejdsløshed næppe bliver lang. Og når lønningerne i kraft af ap
anagen er lavere, bliver der råd til at ansætte flere indenfor f.eks. sundhedssektoren.

EN FRIVILLIG ARBEJDSGLÆDE

Samtidig kan den gode, gamle, glemte gulerod blive hentet frem i lyset igen. Det skal kunne betale sig at arbejde, også selv om man modtager overførselsindkomst: Indtægter skal naturligvis ikke føre til fradrag i apanagen!

Princippet om at lønninger og udbytter kan lægges oveni apanagen, ikke modregnes overførselsindkomsterne sådan som det foregår nu om dage, vil øge arbejdsløses motivation til at forsøge sig som selvstændige eller søge lønarbejde, også småjobs og deltidsarbejde. Det vil gøre det mere tilfredsstillende at arbejde. Og det vil blive lettere for arbejdsgivere med varierende behov for arbejdskraft at drive virksomhed.

Af samme grund er der ingen grund til at frygte, at det vil blive vanskeligt at skaffe menneskelig arbejdskraft pga. af apanagen. Det vil tværtimod blive nemmere, når det kan betale sig at arbejde!

RESSOURCEBESPARELSER OG SKATTEFRIHED

Først når arbejdet ikke længere er den primære forudsætning for overlevelse og velstand, bliver det muligt at føre en rationel ressourcepolitik. Overflødige og miljøbelastende produkter bør belastes med sådanne afgifter, at det fører til kraftige miljøforbedringer. I det hele taget er det en samfundsopgave at regulere produktion, forbrug og spild udfra en miljøbevidst og social vurdering af varernes nyttevirkning. Denne regulering kan foregå ved at momsen differentieres, således at miljøbelastende, dårlige og unyttige varer beskattes langt højere end nødvendige og ikke-miljøbelastende varer. (Og hvis EU nægter at føre en miljøvenlig skattepolitik, må vi enten ud eller ændre det indefra. Det er jo immervæk nemmere at gennemføre en grøn beskatning, hvis varerne ikke er langt billigere syd for grænsen)

Sunde og nyttige kvalitetsprodukter skal altså favoriseres. Det skal kunne betale sig at lave ting, der er holdbare og gedigne. Det skal også kunne betale sig at reparere ting, der går i stykker. Dette er efterhånden blevet latterliggjort, som følge af høje krav til lønninger og udbytter. Men når lønningerne reduceres med apanagen, og den samtidig virker som en iværksætterstøtte, vil mange små reparationsvirksomheder kunne løbe rundt. Det vil reducere affaldsmængderne og øge samfundsformuen.

Vedvarende energikilder kan på samme måde gøres mere konkurrencedygtige, således at de fossile og forurenende brændstoffer hurtigst muligt kan overflødiggøres. Olie forbrændes og bliver til masser af forurening, mens solceller og vindmøller er langtidsholdbare og kan producere forureningsfri strøm. Vedvarende energi er vedvarende rigdom!
Jo højere moms og grønne afgifter, desto mindre behøver de direkte skatter at være. Jeg kan sagtens forestille mig et skattefrit bundfradrag på 300.000. Det vil være sund fornuft i en apanagetid. Samtidig bliver det en ekstra frihedsret, selv at kunne bestemme sin skat: Køb fornuftigt ind og spar i skat!

RIGDOM UDEN ARBEJDE

er ikke noget forargeligt, men et middel til at undgå, at velstanden fosser ud af samfundet. Det kan sammenlignes med et kar, der har hul i bunden. Et “danaidernes kar”! Vandstanden er velstanden, og der skal hele tiden fyldes nyt vand i karret, for at vandstanden kan opretholdes og helst blive højere. Men det koster selvfølgelig både arbejde og ressourcer (vand). Og hvordan bliver situationen, hvis kilderne med frisk vand til karret tørrer ud?

Jo større hul, desto større spild af ressourcer og arbejdskraft. Og omvendt! Det er jo i forvejen SOLs politik at gøre hullet/spildet i samfundskarret så lille som muligt, hvorfor så ikke gøre lidt mere reklame for
fordelene ved at holde hus med ressourcerne? Alt andet lige bør det kræve mindre arbejde og færre ressourcer at opretholde vandstanden/velstanden på et optimalt niveau. En vellykket gennemførelse af en sådan handlingsplan vil skabe masser af “rigdom uden arbejde,” hvilket i sidste ende vil komme alle til gode.

SOL bør altså gå ind for ægte rigdom i form af livskvalitet, frihed, fritid, fri natur, sunde madvarer, kvalitetsprodukter, tryghed, retfærdighed og lyse fremtidsudsigter. Den rigdom er falsk som er stress, jag, slid, slæb, brug-og-smid-væk-varer, utryghed samt en ruinerende spildproduktion på to tons affald pr. dansker pr. år!

Rigdom er altså ikke forbrug, men formue! De to ting tager brug-og-smid-væk-samfundet grueligt fejl af. Tænk på 2 elpærer! De koster det samme, men den ene kan brænde i 20 år, den anden i 3 måneder. I nationalregnskabet er det den, der tit skal skiftes ud, der giver “rigdom.” Så tumpet bliver man, når man bilder sig ind, at rigdom er forbrug og omsætning og arbejdspladser!

På denne baggrund vil SOL sagtens kunne indfrie et løfte om “rigdom uden arbejde.” Kravet er blot, at behovet for arbejde og arbejdsindtægter trappes ned i takt med, at spildet reduceres, og verden fyldes med velstand. Er dette ikke et attraktivt tilbud? Kan det mon ikke tage konkurrencen op med de borgerliges “lotteri-lokkeri?” : “Enhver er sin egen lykkes smed.”

Men det skal ikke skille os ad. Hvis overlevelsessikringen kan gennemføres under navnet “Borgerløn,” så for mig gerne! Når bare det bliver i min levetid! Faktisk vil jeg hellere have borgerløn end folkepension….

Finn Gemynthe: Rigdom uden arbejde. Dovenskabens politik og godmodige styrke. 160 sider, 175 kr. Christian Ejlers Forlag