Michael Husen: Arbejde og Identitet
Michael Husen:
Michael Husen: Arbejde og Identitet
1. udgave: Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck 1984
E-bog udgave: 2019
Format: E-bog, ePub. Download gratis.
Får mennesker altid deres identitet gennem arbejde? Er arbejde altid identitetsstyrkende? Og hvordan kan man opretholde en identitet uden lønarbejde? Svaret kræver, at man undersøger både arbejdsprocessen og identitetsdannelsen som grundlæggende menneskelige fænomener, og ikke blot som lønarbejde og social rolle. En arbejdsproces er, hvad enten den indgår i en økonomisk sammenhæng eller ej, en formålsrettet aktivitet, der består af fire faser: beslutning, planlægning, udførelse og værdsættelse, og hver af disse faser spiller en rolle med hensyn til, hvordan og hvor godt identiteten bliver styrket gennem arbejdsprocessen. Identitetsdannelsen hænger sammen med, at vi som mennesker ind imellem er selvbevidste – bevidste om os selv – og at vi prøver at få vores selvopfattelse og værdier til at stemme overens med det liv, vi faktisk lever. Arbejdsprocessen er det grundlæggende redskab, vi som mennesker har til at realisere noget værdifuldt, og derfor er gennemførelse af værdifulde hele arbejdsprocesser afgørende for, at vi kan opretholde en identitet, der er så hel som muligt. Det er ikke lønarbejdet men arbejdsprocesserne i eller uden for lønarbejdet, der er afgørende.
Enkelte kapitler fra bogen kan læses på forfatterens website: michaelhusen.dk