Noter til Guy Standing – LO/Cevea-konferencen 2015

Forelæsningsnoter v. Helle Wisbech og Jon Seemann Pedersen

Den engelske økonomiprofessor Guy Standing var den 3. februar i år hovedtaler ved en konference afholdt i LO-huset i København. Værter for begivenheden var foruden LO også Cevea, og valget af Guy Standing som “keynote” var ikke overraskende når man tænker på at han, ud over at være professor i udviklingsstudier ved University of London, også i mange år har arbejdet for ILO, hvor han var leder for nogle af organisationens arbejdsmarkedspolitiske og socioøkonomiske velfærdsprogrammer.

Guy Standing blev gennem bogen The Precariat: The New Dangerous Class kendt for sin analyse og videreudvikling af det af Pierre Bourdieu introducerede begreb “prekariatet”, en ny men hastigt voksende samfundsklasse af borgere som er blevet trængt eller marginaliserede af globalisering, deregulering af arbejdsmarkedet og tab af hårdt tilkæmpede rettigheder. I modsætning til den tidligere arbejderklasse er prekariatet ikke en homogen eller veldefineret størrelse, men sammensat af folk fra stort set alle lag i samfundet, uanset uddannelsesmæssige og øvrige sociale baggrund.

En afgørende pointe hos professor Standing er at vi, som en konsekvens af globaliseringen, alle potentielt tilhører prekariatet og at den eneste måde at sikre tryghed og fundamentale rettigheder derfor bliver på sigt at indføre en garanteret og ubetinget basisindkomst for alle borgere i samfundet.

Vi er desværre ikke på nuværende tidspunkt i besiddelse af en optagelse af Guy Standings tale i LO-huset, men Helle Wisbech og Jon Seemann Pedersen, begge bestyrelsesmedlemmer i BIEN Danmark, var til stede og har taget noter som vi her bringer med deres tilladelse.

Den efterfølgende Q&A med Guy Standing har vi til gengæld på video, takket være Helle, og den kan ses på vores YouTube kanal på denne her adresse: https://www.youtube.com/watch?v=25GUSLKyksg

Helle Wisbechs noter til Guy Standings oplæg

Hvad er arbejde? Guy startede i en anekdotisk form for at beskrive forskellen på arbejde og job. ”En mand ansætter en kvinde til at lave mad og gøre rent. Beskæftigelsen stiger, BNP stiger, alle er glade. Manden gifter sig med kvinden, beskæftigelsen falder, BNP falder. Det samme arbejde bliver lavet, men betragtes vidt forskelligt. Vi har kun rettigheder i forhold til job, ikke arbejde”.

Magna Carta fylder 800 år i år, og Guy talte om nødvendigheden af et charter for prekariatet, om sin nyeste bog og om vigtigheden af at fagforeninger bliver bevidste om prekariatets eksistens.

Tidligere var samfund i højere grad lukkede systemer, men globaliseringen har bragt liberalisering og markedsgørelse og et evigt krav om konkurrence. Social solidaritet er en modsætning til markedet. Globaliserede firmaer stiller helt nye betingelser.

Fra politikerne lyder det: Mens vi svækker systemet, kan I have et faustisk orgie (og I betaler med at genvælge os). Efterfølgende må I naturligvis kunne se nødvendigheden af at skrue ned.

Forholdet mellem løn og kapital har ændret sig, det har vi vidst før Thomas Piketty kom til.
Guy talte om udviklingstendenser i forholdet mellem produktion, beskæftigelse, profit, skat og løn. At selv om produktion og profit stiger, så falder lønninger og skatter.
Han talte om klasser rentier–kapitalister, salariatet, prekariatet og under-prekariatet (tiggere/husvilde). Globaliseringen fordrer prekariatets fleksibilitet. Ustabiliteten øges. På online-”hollandsk auktioner” sælges opgaver til lavestbydende. Vi eksporterer arbejde til mennesker i hele verden. Store globale firmaer patent-støvsuger markedet og sidder på rettigheder og indtjening i årevis.

Prekariatet har ingen identitet, ingen karriere, ingen tilhørsforhold, ingen sikkerhed. Prekariatet må arbejde meget (ulønnet) for at få lønnet arbejde. En prekær hjerne kommer på overarbejde og mister tidsfornemmelse. Er tit overuddannet til det arbejde der tilbydes. Med dårlige lønninger risikerer man en fattigdomsfælde – man har ikke råd, f.eks. til at investere i hus og bl.a. derfor beskattes man højere end salariatet og andre fast ansatte. Prekariatsfælden. Der opstår en moralsk stat der kan tage rettigheder fra sine beboere. Så de må tigge om og opføre sig på andres betingelser.  Man stigmatiseres.

Guy talte om Syriza og Podemos. Prekariatet kigger efter en fremtid. Også akademikerne, som forventede en karriere, fik gæld, men intet arbejde.
Prekariatets hovedfjende bliver staten og ikke arbejdsgiveren.
Farligheden af prekariatet findes bl.a. i den vrede som ligger latent og som kan finde på at knytte sig til grupper med tydelige identiteter, rabiate eller fundamentalistiske holdninger.

Vi er nødt til at sikre grundlæggende behov. Skabe en tydelig forandring fra objekt til subjekt – sætte navn og ord på. Prekariatet skal være tydeligt repræsenteret . Fagforeningerne skal støtte og arbejde for prekariatet.

Vi har brug for en basisindkomst – vi kan håndtere udfordringen.
Basisindkomst er en økonomisk ret, den er universel, individuel og ubetinget. Den giver folk sikkerhed og kontrol over deres tid f.eks. til omsorgsarbejde, uddannelse, fordybelse.
Vi har ikke noget instrument til at fordele indkomster mere ligeligt, og skævheden bliver større og større.

Der kan oprettes kapitalfonde med midler fra virksomheder, industrier og pengemarkedet.  Alaska har allerede en kapitalfond baseret på naturressourcer, fortrinsvis olie, som udbetaler en samfundsdividende heraf til alle borgere.

Folk med basisindkomst arbejder mere, ikke mindre, de er mere produktive. Viser bl.a. forsøg i Indien også.
Der blev spurgt til det med fjendebilledet – staten eller arbejdsgiveren. Men han svarede ikke direkte på det.

Jeg forstår det som en proces hvor den prekære påvirkes af sin mangel på direkte tilknytning til en arbejdsplads, mangel på professionel identitet og mangel på rammer for solidarisk fællesskab, og pga. af pres fra “staten”, som kan vise sig i mange forklædninger og har magt over det økonomiske grundlag/overførselsindkomsten, med hvilken der følger betingelser.

Staten kan blande sig i private forhold (gift eller “reelt enlig” / bor du sammen med nogen, hvor bor børnene osv.) og vurdere om indsatsen på jobsøgning er tilfredsstillende, osv. Chancen man får er tidsbegrænset, og lykkes det ikke, så er man ikke længere værdigt trængende. (Værdigt trængende og ikke-værdigt trængende er betegnelser på adskilte afdelinger på den lokale fattiggård her i Svendborg. Stedet er nu museum. Det var en pointe hos Jørn Henrik Petersen, Dansk Velfærdshistorie, at begrebet værdigt trængende er tilbage i terminologien og tankesættet). Man er helt personligt sårbar og har ingen arbejdsgiver at vende vreden imod og mærker ingen solidaritet fra kolleger. Den stat som skulle sikre sine borgere de basale rettigheder, er den stat som truer den prekære på eksistensgrundlaget. Den fremherskende politiske tone er vendt mod prekariatet og trods åbenlyse strukturelle problemer gøres den enkeltes valg og formåen til et moralsk spørgsmål.

”The worst would be to go back to the old normal” en graffiti Guy havde set og godt kunne li´.

Jon Seemann Pedersens noter til Guy Standings oplæg

Ordstyreren havde fokus på løn- og arbejdsvilkår hvor han nævnte tyske lønninger, hvilket også er et emne som Cevea har beskæftiget sig med, og at fagbevægelsen sikrede en bund under lønningerne. Fagbevægelsen var et bolværk der skabte et stærkt fundament, men vi var begyndt at se en masse sprækker.

Her startede min egen mistanke. Hvad hvis den ikke er et fundament, men faktisk blot et bolværk? Metaforen bolværk passer ikke ind i deres kontekst, men er måske det mest sandfærdige. Han tilføjede at der var en god makroøkonomi, god finanspolitik – altså, med mine egne ord, en god vækstøkonomi. Det lader til at han er begyndt at tænke i rammeforestillingen neoliberal økonomi, og det er vel egentlig det han tænker på som fundamentet hvorved han konceptuelt forbinder idéerne neoliberal økonomi med velfunderet/økonomisk bæredygtig økonomi. Helt forblændet af denne tankegang er han dog ikke. Han siger efterfølgende at det selvfølgelig handler om folks liv og at der intet sker af sig selv og af nødvendighed.

Han afslutter i sporet med at der skal være sikker grund under fødderne og fremlægger spørgsmålet “Hvad er det rigtige arbejdsmarked?”

Nu hvor jeg lige tænker mig om, så var det Guy Standing der først brugte udtrykket at “Denmark has been shielded” hvilket ordstyreren ved spørgerunden tolkede ind i sine egne metaforer om bolværk og sikker grund under fødderne. Herfra fortsatte han med et lidt mere personligt touch. Han forsøgte efter min vurdering at sætte sig selv lidt op på en piedestal ved at pege på at kritik af ham er et personangreb (egen formulering) hvor jeg derimod tænkte at man lige så vel kunne sige at det var socialkonservative/-romantikere der var bekymrede for værdiskredet i samfundet. Han bruger flere snedige retoriske vendinger, der gør ham vigtig.

Derefter var det hans sædvanlige pointer (så to efterfølgende den samme aften), men med fravær af Basic Income. Jeg vil mene at han laver lidt fejl undervejs, fx siger han at Piketty ikke var nødvendig, men den samme kritik har jeg hørt fra kommunister/socialister: De havde jo regnet det ud deduktivt, mens Piketty bare sætter tal på. Han vægter ikke elementet at Piketty faktisk arbejder indefra og skaber et argument som kan skabe en bro fra den neoliberale tænkning til en ny forståelse af økonomien og dermed også kan bruges som støtte for Guy Standings argument om at give borgerne økonomiske rettigheder.

Han bliver lidt profetisk da han efter sit fokus på plutokratier og intellectual property-perspektivet siger at reallønnen ikke vil stige i den nærmeste fremtid. Det er jo også lidt for generaliserende, som Gormsen faktisk efterfølgende kunne vise med undtagelsen af de 10% fattigste. Ikke en ting som han tog op. Men uligheden vil blive større, kan man vel med stor sikkerhed sige. Fortællingen går dog frem til at han samler det hele op og siger at udfordringen og problemet er Income Inequality. Meget godt serveret.

Han tager flere af sine standardpointer op, begynder at snakke om fortjeneste på kapital, eksport af arbejde, men ikke af arbejdere, og sniger sig langsomt ind på emnet poverty traps og at masserne er begyndt at miste deres rettigheder.

Til slut fremhæver han så de tre overordnede ting som prekariatet ønsker og har behov for: 1) frihed/rettigheder 2) nye kollektive strukturer og 3) forløsning af a. anerkendelse b. repræsentation og c. fordeling af tryghed, tid og kvalitetsrum. Altså samlet set: frihed, solidaritet og en ny form for omfordeling. Her, meget selvsikkert men fattet, kommer Basic Income ind i billedet, som løsningen.

Spørgerunden indleder afslutningen på hans tale, og det er her at han fokuserer meget på Basic Income. Jeg må sige at det er ret smart: Han gør hvad han kan for at skabe en fortælling og dermed en rammeforestilling som de fleste fremmødte næppe var fortrolige med og severer løsningen for dem. De venter nok med at spise retten, men nu har de set den. Den er eksotisk/fremmed, men måske ikke dårlig.

Jeg tror at det måske planter et frø, men nogen købte da bogen om Basic Income, men for dem der ikke var bekendt med det, så var det nok allerhøjst et frø. Jeg fik dog ikke spurgt dem. Som tilhænger af basisindkomst, så kan det håbes der er grundlag for at frøet kan spire og bære frugt.

Hvis jeg skulle give en kritik af Guy Standing, så er han for skråsikker i det han tror han ved. Jeg spurgte ham fx om han havde nogen gode konceptuelle metaforer for basisindkomst, hvortil han sagde at security/tryghed er en konceptuel metafor hvilket kræver en meget fri fortolkning af ordet. Det er dog et karaktertræk ved ham som selvfølgelig gør ham meget overbevisende, og så var det heller ikke så vigtigt for det store billede.

Hans præsentation var velartikuleret og -formuleret med få intellektuelle fodfejl. Der er helt sikkert en lang række elementer, som basisindkomstbevægelsen bør tage ved lære af fra hans argumentering for sagen. Jeg tror især at fokuset på at beskrive basisindkomst som økonomiske rettigheder er en frugtbar tilgang ift. fagbevægelsen, da det er en af rammerne som er meningsfuldt for deres virke i samfundet. For selvom der kan argumenteres for at sprogbrugen om arbejdsmarkedet ikke er meningsfuld for fremtiden, så vil sådan en forandring formentlig være for stor på nuværende tidspunkt.

Forelæsningsnoter:  Helle Wisbech og Jon Seemann Pedersen
Redaktion og indledning: Karsten Lieberkind