Sikkerhed og god økonomi motiverer til arbejde

Af Michael Bundgaard Pedersen.

Politikernes måske vigtigste antagelse som argument for ikke at indføre basisindkomst er: “Hvis vi indfører basisindkomst vil danskerne ikke arbejde!” Er denne antagelse sand? Det mest troværdige svar fås i 2 nedennævnte undersøgelser, der ikke omhandler eller politiserer basisindkomst.

En undersøgelse foretaget af YouGov for Metroxpress fremlagt i Metroxpress d 28-04-2014, viser, at vinder en dansker, som arbejder og er medlem af 3F, 5 mill kr., vil 76,5 % fortsætte med at arbejde.

Resultatet kommer ikke bag på arbejdsmarkedsforsker ved Aalborg Universitet Einar Baldursson: “Danskerne har en så stærk arbejdsmoral, at vi slet ikke trives, når vi ikke arbejder”, siger han til Fagbladet 3F.

Han mener, at grunden skal findes i den stærke fællesskabsfølelse, der ligger i at være en del af arbejdsstyrken. “Hvis folk virkelig var egoister, ville de holde op med at arbejde, hvis de ikke længere behøvede at tjene penge. Men de arbejder, fordi det eneste, der giver respekt, er at være en del af det arbejdende fællesskab”, siger han, og fortsætter: “Man ville ikke se sig selv som et ordentligt menneske, hvis man ikke arbejdede.”

En anden undersøgelse af YouGov for Metroxpress offentliggjort d. 20. oktober 2015 i Metroxpress viser, at vandt en dansker 100 mill kr, så vil vedkommende arbejde i 58% af tilfældene.

I undersøgelsen spurgte man: Hvis du vandt den store gevinst i morgen i for eksempel Lotto, som gjorde dig økonomisk uafhængig resten af dit liv, ville du så stoppe med at have lønnet arbejde?

Svarene fordelte sig sådan:

Ja: 26 procent
Nej: 58 procent
Ved ikke: 15 procent

(Kilde: 1.003 repræsentativt udvalgte personer i alderen 18-74 år
fra YouGov Panelet har svaret i perioden 9.-12. oktober 2015.
Heraf var 629 personer i lønnet arbejde. Citat må kun ske med
angivelse af kilde: YouGov forMetroxpress.)

I Nordjyske.dk skriver arbejdspsykolog og teolog Anton Eg Andersen i en
kommentar:

“Det handler om meningen med tilværelsen, og her fylder arbejdet meget. De færreste kan kapere at lægge deres liv fuldstændig om. Den arbejdsfri tilværelse kan virke direkte skræmmende, men et mindretal vil kaste sig ud i en helt anden tilværelse.”

Ifølge de to ovenstående undersøgelser er den måske vigtigste antagelse, der ligger til grund for ikke at indføre basisindkomst således ubegrundet og bliver dermed abstrakt. Mennesker vil gerne arbejde, især hvis de har en god økonomi!.

En konsekvent abstrakt tankegang påtvinges således mange menneskers virkelighed. Samfundet lukker konsekvent øjnene for, at en god økonomi ikke er demotiverende for at tage et arbejde. Tværtimod er en god økonomi sandsynligvis netop motiverende.

Denne konsekvente abstrakte tankegang er dermed i høj grad medvirkende til, at virkeligheden bliver uudholdelig for mange menneskers daglige liv og virke.

Indenfor på arbejdsmarkedet motiverer man mennesker til at arbejde mere og hårdere ved højere indkomst og højere sikkerhed  (uanset om de er jobtilfredse eller ej). Uden for arbejdsmarkedet skal mennesker ifølge gældende lovgivning motiveres til at arbejde gennem lavere indkomst og dårligere sikkerhed.

Uden for arbejdsmarkedet tvinges mennesker således på grund af en forfejlet tankegang til at leve et ringere materielt liv med de ødelæggende virkninger, det har for dem selv og det samfund, de er en del af, med deraf følgende ringere købekraft, social isolation og stigmatisering mv.

Denne abstrakte tankegang, som er ude af trit med et moderne samfund, medfører en forfejlet og forældet lovgivning og bør laves om!