UBI-forsøg i Indien
Af Erik Christensen.
I januar måned 2015 kom der et meget vigtigt bevis på hvad kontantstøtte kan betyde for bekæmpelsen af fattigdom i u-landene. Det drejer sig om afrapporteringen fra et pilotprojekt i Indien, hvor man i et år havde givet en ubetinget basisindkomst (unconditional cash transfers) til alle landsbybeboere i 8 landsbyer i staten Madhya Pradesh.
Projektet blev ledet af den engelske arbejdsmarkedsøkonom, Professor Guy Standing, der sammen med en række indiske samarbejdspartnere har udgivet bogen: ” Basic Inome. A Transformative Policy for India.” (2015).
Projektet gik ud på, at alle indbyggere i 8 landsbyer i Madhya Pradesh, som er en af Indiens mest tilbagestående regioner, fik udbetalt en månedlig basisindkomst (børnenes penge blev givet til mødrene). Det omfattede knap 800 personer. I begyndelsen blev beløbet udbetalt kontant og efter tre måneder blev det indbetalt på deres konto i banken eller kooperativet. Det var i begyndelsen sat til 200 Rs (siden 300) pr voksen og 100 Rs (siden 150) pr. barn Det skulle være ca. 30 % af indkomsten i en lavindkomstfamilie. De 8 landsbyer med en basisindkomst blev sammenlignet med, hvad der skete i 12 tilsvarende landsbyer (kontrollandsbyer) uden basisindkomst, således at der var tale om randomiserede kontrol forsøg (RCT)
Projektet fungerede fra juni 2011 til maj 2012 og blev finasieret af UNICEF og koordineret af SEWA (Self Employed Womens’s Association), hvor Guy Standing sammen med nogle indiske kolleger har stået for den uafhængige videnskabelige dokumentation og undersøgelse af forsøget.
Forsøgets resultater er bemærkelsesværdige og meget klare. De bekræfter og uddyber de amerikanske forskeres generelle antagelser om kontantstøtte byggende på omfattende litteraturstudier.
En ubetinget basisindkomst havde positive effekter på næsten alle sider af de indiske landsbybeboeres liv.
For det første havde en løbende basisindkomst en vigtig frigørende funktion, fordi den var med til at lette det gældspres 70 % af landsbybeboerne følte de var underlagt. Mange kunne nu reducere deres gæld og opnå nye mere favorable lån.
Dernæst havde en basisindkomst afgørende effekter på de generelle livsbetingelser i landsbyerne. Den var således med til at forbedre infrastrukturen i form af latriner, vandforsyning, energi og huse samtidig med at landsbybeboernes ernærings- og helbredstilstand blev forbedret.
Endelig havde basisindkomsten også positive virkninger på arbejde, produktivitet og vækst i lokalsamfundene, der var præget af landbrug og småskala-produktion. Frygten for at arbejdsudbuddet blev reduceret viste sig ubegrundet. Eget arbejde i landbrug og håndværk steg og de økonomiske muligheder for kvinder blev væsentlig forbedret. Noget af det mest markante var, at de dårligst stilledes vilkår – de handicappedes og de ældres levevilkår blev væsentligt forbedret.
Guy Standing understreger, at indførelsen af en basisindkomst ikke kun er et snævert økonomisk projekt, men at de positive effekter i høj grad også er betinget af, at der findes en politisk- institutionel struktur for repræsentation (han kalder det voice), hvor man udvikler og diskuterer ideen om en basisindkomst. I de 8 landsbyer var det SEWA, de selvstændige kvinders forening, der stod bag og bar projektet.
I Indien har der igennem flere år foregået en stor debat om støtten til de fattige skal tage form af fødevaresubsidier (food subsidies) eller kontantstøtte (cash grants). Dette pilotstudie har klart styrket kontantstøtte-politikken, og mere generelt basisindkomstideen.
Litteratur:
Sarath Davala, Renana Jhabvala, Guy Standing, Soumya Kapoor Mehta (eds): Basic Income. A Transformative Policy for India. London: Bloombury 2015
Guy Standing (2014) “From cash transfers to basic income: An unfolding Indian agenda”, Indian Journal of Labour Economics, Vol.57, No.1.
Guy Standing (2014) India’s Experiment in Basic Income Grants. Global Dialogue. Newsletter for the International Sociological Association. Volume 4, Issue 4 (December, 2014) http://isa-global-dialogue.net/indias-great-experiment-the-transformative-potential-of-basic-income-grants/
Ovenstående tekst indgår også som en del af artiklen “Bare stik dem pengene” af Erik Christensen.