Velfærdsstatens nye fortælling

Af Erik Christensen (kronik i Information den 20. januar 2000)

Statsminister Poul Nyrup Rasmussen sagde i sin nytårstale, at det ved årsskiftet var værd at huske, at det politiske arbejde også rummer en fortælling, “en fortælling om et samfund, der hjælper de mange uden at stå i vejen for den enkelte,” og at “velfærdssamfundet først lige er startet, og at “hele dets idé tilhører det 21. århundrede.” Men han sagde ikke noget mere konkret om, hvorledes han ønskede sig velfærdssamfundet videreudviklet.

Bemærkningerne signalerede, at Nyrup Rasmussen ved, at der i politik er behov for nye fortællinger i det 21. århundrede, og at specielt Socialdemokratiet lider af mangel på en ny samlende fortælling.

I arbejderbevægelsens historie har man haft to store projekter (fortællinger), socialisme-projektet og velfærdsstatsprojektet. Begge projekter var forbundet med store sociale bevægelser og skabelse af nye institutioner. I dag, specielt efter at man har forladt ØD-tanken, synes den socialdemokratiske arbejderbevægelse at være uden nogen mere konkret ide om et bedre samfund.

Ifølge nogle historikere findes der en stor historisk fortælling om “den virkelige danske model og utopi” (Claus Bjørn 1998). Den har som element fortællingen om arbejderbevægelsen og udviklingen af det danske velfærdssamfund, men også fortællingen om bonde-, husmands- og andelsbevægelsen og startede med stavnsbåndets ophævelse i 1788.

Det er interessant at se, at den nuværende socialdemokratisk-radikale regering har forsøgt at udnytte bevidstheden om eksistensen af en speciel dansk utopi og model ved lanceringen af et stort projekt: “Danmarks som foregangsland” i foråret 1997 (Regeringen 1997).

Hovedbudskabet er, at der skal “flere i arbejde” og “færre på passiv forsørgelse” (Ibid.:3), og det skal ske ved en økonomisk vækstpolitik, der skaber fuld beskæftigelse (5% i år 2005) og ved “at skærpe rådigheden” i forhold til arbejdsmarkedet, hvilket betyder, at “aktivering principielt kommer til at gælde alle”.

Foregangslands-projektet viser, at regeringen i dag lever i forestillingen om, at økonomisk vækst er den helt overordnede økonomisk-politisk målsætning og den universelle løsning på en lang række samfundsmæssige problemer. Væksten ses som den væsentligste forudsætning for forbedring af den overordnede økonomi, fuld beskæftigelse, skabelse af balance for de offentlige udgifter, nedbringelse af statsgælden og mere konkret midlet til skabelse af større lighed, sikring af bedre miljø og højere velfærd.

Med fremkomsten af Brundtland-rapporten i 1987 “Vor fælles fremtid” erkendte man i det internationale politiske system (FN), at fattigdoms- og miljøproblemerne hang sammen. Man så problemerne som sammenhængende med fælles årsager, hvor løsningerne også måtte findes indenfor en ny helhedsorienteret forståelse: Der måtte skabes en bæredygtig udvikling.

I forestillingen om en bæredygtig udvikling ligger en stor fortælling for det 21. århundrede. Men hvad har regeringen og Socialdemokratiet gjort med denne mulighed for at præge virkeligheden med den nye fortælling om en bæredygtig udvikling?

Man har systematisk forsøgt at tilpasse eller underordne forestillingen om en bæredygtig udvikling med forestillingen om en fortsat økonomisk vækst. Man har forsøgt at skabe en ny politisk diskurs om “bæredygtig vækst”. Det er forestillingen om, at der i virkeligheden ikke er nogen grundlæggende modsætninger mellem materiel vækst og bæredygtig udvikling, at miljøproblemerne kan klares igennem en række “tekniske fix”. Man kan mindske presset på “grænserne for væksten” ved hjælp af tekniske og økonomiske indgreb uden af gøre noget ved de bagvedliggende årsager til problemerne. Man effektiviserer produktionen uden at revidere sin overordnede målsætning om en forsat økonomisk vækst. Vækstmålsætningen må imidlertid udskiftes med en ny målsætning om tilstrækkelighed, retfærdighed og bæredygtighed, hvis man skal skabe en bæredygtig udvikling.

I Socialdemokratiet og regeringen findes imidlertid også kimen til en helt anden fortælling for det 21. århundrede. Den kom f.eks. klart til udtryk i Svend Aukens forord til den natur- og miljøpolitiske redegørelse i 1995 (Natur- og miljøpolitisk redegørelse 1995).På kun tre sider lykkes det Auken på en original måde at fortælle historien om, hvorledes en bæredygtig udvikling kan realiseres i Danmark, idet han placerer den økologiske krise og løsningen af den ind som en kontinuerlig forsættelse af den danske utopi og model, som Claus Bjørn har tegnet.

Auken mente, at vi befinder os i en krisesituation (“verdenssamfundet står midt i en økologisk krise”). Hvorledes overvinder vi specielt den i Danmark? Her henviste han til nogle værdifulde historiske erfaringer og traditioner for reaktionsmønstre i krisesistuationer i Danmarks-historien. Vi var også i en dyb og alvorlig krise i 1814,i 1880’erne og igen i 1930’erne. Her opførte vi os ikke defensivt “ved at dukke sig og vente”, men offensivt “ved vidtskuende reformer”. Og hans budskab var, at det kan vi gøre igen: “hvorfor ikke møde den økologiske krise på samme måde.” “Vi skal gå i spidsen”, fordi vi har en række bedre forudsætninger for at eksperimentere med nye livsformer end andre lande har: Vi er et lille meget homogent land med et højt uddannelses niveau, udbygget erhvervsstruktur og organisationsformer samt tradition for folkeoplysning. En flot vision.

Regeringens økonomiske vækstfiksering kom også til udtryk i Nyrup Rasmussens nytårstale, hvor han stolt fremhævede, at vi aldrig før har haft så mange i arbejde” (lønarbejde), og at det er helt afgørende for den enkelte og samfundet. Derimod ikke et ord om en bæredygtig udvikling i det 21. århundrede!

Et af velfærdssamfundets store paradokser er, at aldrig har vores samfund på den ene side officielt hyldet lønarbejdet så meget, som det sker i øjeblikket, samtidig med en stigende erkendelse af, at en række grundlæggende samfundsproblemer er forbundet med udbredelsen af lønarbejdet.

Fordi lønarbejde er blevet prototype på alt arbejde, har man overset og undervurderet husarbejdet, omsorgsarbejdet overfor natur og mennesker, det uformelle arbejde i nærmiljøet, “det skjulte arbejde” på arbejdspladserne og det politiske arbejde.

Regeringen overser i dag helt,at velfærdssamfundets grundproblemer har en intim sammenhæng med vækstens og lønarbejdets samfundsmæssige dominans. Nogle udelukkes permanent fra at få normalt lønarbejde, men tvinges til aktivering. Lønarbejdet dominerer andre former for samfundsnødvendigt arbejde, hvilket betyder, at det samfundsnødvendige arbejde også fordeles meget ulige.

Hvorledes løses disse problemer i et bæredygtig udviklings-perspektiv?

Et mere konkret bud på en ny politisk fortælling for en videreudvikling af velfærdssamfundet i retning af en bæredygtig udvikling ville være skabelsen et borgerlønssamfund.

Fordi borgerløn giver alle borgere ret til en økonomisk ydelse fra det offentlige så de kan leve på et beskedent materielt niveau uden nogen generel pligt til at stå til rådighed for arbejdsmarke det, vil den kunne være med til at løse en række ubalancer i det moderne velfærdssamfund:

1. Den kunne være med til at skabe en mere lige fordeling af det samfundsnødvendige arbejde. 2. Den ville være med til at styrke individets retsstilling og reducere klientgørelsesproblemet. 3. Den kunne skabe grundlaget for en mere retfærdig kønsarbejdsdeling . 4. Den ville være med til at styrke det civile samfund og demokratiet. 5. Og den vil derudover være med til at reducere naturbelastningen.

På det arbejdsmarkedsmæssige område vil en borgerløn kunne fungere som løntilskud og dermed lette arbejdsløsheden. Derved ville den løse arbejdsløsheds- og arbejdsfordelingsproble met. Samtidig vil den kunne ses som en aflønning af det ubetalte omsorgsarbejd
e og dermed fungere som en generalisering af den nuværende forældre- og omsorgsorlov. På den måde er den med til at løse kønsproblemet ved at give mænd og kvinder lige muligheder for omsorgsar bejde. På uddannelsesområdet vil den kunne betragtes som løn for uddannelse. På pensionsom rådet vil den udgøre grundydelsen i pensionen, og på erhvervsområdet vil den kunne ses som en permanent iværksætterydelse. På det kulturelle område vil den kunne ses som en kunstnerløn og erstatning for en del af kulturstøtten.

For mig at se føjer en fortælling om en bæredygtig udvikling med et borgerlønselement sig glimrende ind i den store danske fortælling og utopi, som etbud på, hvorledes den kan videreudvikles. I den danske utopi liggerflere kim til en borgerlønsfortælling. Borgerlønsfortæl lingen ligger i kontinuerlig forlængelse af fortællingen om den universalistiske danske velfærds stats udvikling, som den gav sig udtryk med folkepensionen og siden med udviklingen af de forskellige orlovsordninger.

Regeringens dominerende økonomiske vækst-fortælling har ikke plads til en borgerlønside, mens en borgerlønsordning i Aukens model ville være med til at give denne mere indhold.

Socialdemokratiet og regeringen står i det nye århundrede i valget mellem to typer af fortællinger. Aukens fortælling konkretiseret med et borgerlønselement vil have karakter af en rigtig fortælling og videreføre og genfortolke “den virkelige danske model og utopi” i et bæredygtigt udviklings perspektiv med et EU i mange rum og spor.

Regeringens økonomiske vækst-fortælling vil reelt afvikle den tidligere socialdemokratiske velfærdsmodel, og gør Danmark til element i et generelt europæisk vækst- og stormagtsprojekt. En sådan fortælling har på baggrund af den danske historie og identitet svært ved at få en fortællings begejstrende karakter. Derimod vil Aukens fortælling på et meget mere dybtgående plan kunne forene det nationale og internationale perspektiv på en ny måde og kunne måske også være med til at tage luften ud af den “nationale” trussel fra højre, som Dansk Folkeparti i øjeblikket repræsenterer.

Litteratur:

Bjørn, Claus (1998) Dengang Danmark blev moderne – eller historien om den virkelige danske utopi. København: Fremads debatbøger.

Miljø- og energiministeriet (1995) Natur- og Miljøpolitisk redegørelse 1995.

Regeringen (1997) Danmark som foregangsland. Danmark 2005. København: Finansministeriet.

Erik Christensen er lektor i samfundsfag på Aalborg Universitet, tilknyttet tidsskriftet SALT og udgiver i foråret bogen: “Borgerløn. Fortællinger om en politisk ide” på forlaget Hovedland