2021 – Beretning
Årsberetning for BIEN Danmark for foreningsårene 2019 og 2020
v. formanden Helle Wisbech
Fremlagt på generalforsamlingen 20. marts 2021
– afholdt digitalt via Zoom pga. coronasituationen.
Bestyrelsen består af:
Formand og sekretær: Helle Wisbech
Næstformand: Dorte Kolding
Kasserer: Martin Bruun Michaelsen
International sekretær: Karsten Lieberkind og for det nordiske samarbejde desuden Martin Bruun Michaelsen.
Redaktør af hjemmeside og nyhedsbrev: Michael Husen
Øvrige bestyrelsesmedlemmer: Erik Christensen, Andreas Mortensen, Finn Gemynthe
Søren Skogstad, som har siddet i bestyrelsen i mange år og blev genvalgt marts 2019, valgte senere på året at forlade bestyrelsen.
Revisor: Søren Chr. Lund
Vi er som bestyrelse en spredt størrelse, for alvor landsdækkende – vi bor i Nordjylland, Midtjylland, Sønderjylland, Nordsjælland, København og på Fyn. Det betyder at vores møder primært foregår digitalt ca. en gang om måneden og så satser vi på at mødes fysisk mindst to gange om året, samt til nogle af egne eller andres arrangementer.
Den frekvens holdt vi i 2019 og jeg kommer mere tilbage til indholdet i årets arbejde, men i 2020 blev vores arbejde selvfølgelig – lige som alt andet – præget af corona og vi har kun holdt digitale møder – 12 stk.
De almindelige møder varer som regel 1½ time og rummer evaluering af afholdte og planlægning af kommende aktiviteter, økonomi og planlægning af nyhedsbrev. Vi har også tit en grundig debat om emner, som vi hver især er optaget af, bøger, artikler eller lignende.
Hvis vi står med arbejdskrævende opgaver nedsætter vi en arbejdsgruppe, hvis arbejdsform også er net-møder, på mail og tlf.. Vi har tit drømt om lokale arbejdsgrupper, som kunne mødes rundt om i landet, men dertil er vi ikke nået endnu.
På de fysiske møder har vi tid til at gå i dybden med emner og debattere mere nuanceret. Det er et savn, at vi ikke har kunnet mødes fysisk i 2020.
Vi vil gerne knytte flere til arbejdet, også personer som ikke nødvendigvis er medlemmer af bestyrelsen, men måske har mod på konkrete opgaver. Noget af udfordringen i dette er vores landsdækkende karakter og manglen på et fysisk sekretariat / mødested. Kom gerne med ideer og konkret bud.
Lidt mere konkret om aktiviteterne
I starten af 2019 havde Alternativet en række møder, som var en del af forløbet i forbindelse med deres rapport om partiets vinkel på borgerløn. Vi i BIEN Danmark har haft en del kontakt med dem undervejs i udarbejdelsen af rapporten og var også deltagere ved deres møderække som var velbesøgte og rummede livlig debat. Desværre må vi jo konstatere at Alternativet i mellemtiden er ramt af mandefald og modvind, men de tilbageværende kæmper for fodfæste og Torsten Gejl – Alternativets sidste folketingmedlem – er udelt tilhænger af en borgerløn. Niels Jørgen Madsen, som har været tilknyttet foreningens arbejde uden at være i bestyrelsen, er nu knyttet tættere til Christiansborg. Det giver os en meget god føling med, hvad der sker.
I januar 2019 have Martin og Karsten et møde med Jouko Hemmi fra Finland, han ønskede at starte et projekt – at indtænke basisindkomst i et menneskeretsligt perspektiv. Formålet er, at alle de nordiske lande får en fælles referenceramme for basisindkomst og menneskerettighederne. Det blev senere til en arbejdsgruppe med repræsentanter fra de nordiske lande og arbejdet pågår stadig og Martin tager del i det.
I efteråret 2018 var udkommet en debatbog ”Oprør for fremtiden”, som havde borgerløn med i sit ti-punkts-manifest. De to forfattere til bogen Lisbeth Bech Poulsen og Peter Westermann, begge medlemmer af SF – deltog i januar 2019 i to arrangementer sammen med os.
Lisbeth var sammen med Andreas her fra foreningen med i et basisindkomstsarrangement arrangeret af Lise Lotte Hansen fra Feministisk Forandring. Her deltog Alternativet også ved Ulla Munksgaard.
Helle stod for en debataften med Peter Westermann som fortalte om tankerne i debatbogen, – det blev en meget livlig debat på værtshuset Musen og Elefanten, blandt andet affødt af begrebet borgerpligt, som præsenteres i bogen.
I februar holdt Erik et oplæg på Rønshoved Højskole – og havde en god debat. Han har desuden kontakt med en universitetsstuderende, der skriver speciale om UBI (Ubetinget Basisindkomst) og fagbevægelsen.
I marts 2019 havde vi årsmøde hvor Birger Steen Nielsen lavede oplæg til debat om: Omstilling til bæredygtighed som kulturel læreproces. Og om relationen mellem borgerløn, arbejdsmarkedsændringer og nødvendigheden af et nyt velfærdsparadigme.
I forbindelse med årsmødet havde vi en intern debat om, hvorvidt vi næste gang skulle flytte mødet ud i landet, f.eks. til Fyn eller Jylland, efter at vi har holdt det i København i en del år. Nu er vi så ude i landet via Zoom – og så må vi se hvordan 2022 ser ud, når den tid kommer.
I foråret 2019 begyndte vi sammen med foreningen Gode Penge planlægningen af et sommer-ugekursus på Vallekilde Højskole, som blev afviklet i uge 30, 2019. Det blev Helle og Andreas, som stod for arbejdet og som senere tog del i undervisningen. Det blev et godt forløb og vi fik egentlig mod på at gentage successen en anden gang. Meget drejer sig for os om ressourcer, både arbejdsmæssigt og økonomisk.
I April deltog Martin i den nordiske UBI-konference UBI Nordic i Oslo. BIEN Danmark var startet i 2016 med den første UBI-Nordic konference på Christiansborg, Island afholdt konferencen i 2017 og finnerne havde afholdt nordisk konference i 2018 og nu var det i Oslo. Det er altid godt at mødes og udvide perspektivet og opfriske blikket. I 2020 skulle UBI Nordic have været afholdt i Sverige og 2021 igen i Danmark, men også her har coronaen lavet rod i tingene, så vi ser tiden an. Referater af konferencerne kan ses på ubi-nordic.org
Folkemødet på Bornholm, juni 2019 – vi var igen heldige at kunne have eget telt, endnu en gang takket være driftsmidlerne fra Kulturstyrelsen.
I år var rammen De 17 verdensmål og vi havde fokus på meget fra bæredygtighed i fiskeriet til feministiske forandringsprocesser.
Vi havde mange basisindkomst-samtaler med alle dem, der kom til de 15 forskellige events der var i teltet og dem, som bare kom forbi og havde god tid til at snakke.
Uge 38, den Internationale Basisindkomst-uge: Vi havde et arrangement med Maja Louise Sørensen og en kollega fra Kollektivet Flexwerker. Og Helle blev interviewet i lokalradien/Diablo i den forbindelse.
I Herning delte Dorte gratis penge og foldere ud på Biblioteket.
Martin og Svend var på gaden i Ålborg og snakke basisindkomst med borgerne.
Praktikant: Svend var det efterår praktikant hos os som studerende på Aalborg Universitet, Og i november holdt han en workshop med nogle af de universitetsstuderende og havde en god debat.
I december mødtes bestyrelsen hos Helle i Svendborg og holdt en julekomsammen med overnatning – det giver ro til at være sammen – gode samtaler og oplevelser i nærområdet.
Så gik vi ind i 2020 uden anelse om, hvor anderledes det ville blive.
Erik havde igen et højskolehold i januar – denne gang på Løgumkloster Højskole og i februar deltog Helle i Brechtfestivalen i Svendborg med et indlæg om”.
I løbet af vinteren og foråret havde vi lavet en masse forberedelser og havde udsendt indkaldelse til årets generalforsamling og årsmøde i slutningen af marts. Dette år ville vi gøre noget ekstra ud af det, fordi vi i 2020 også skulle fejre foreningens 20 år jubilæum. To dage med spændende møder, spisning, underholdning – og så kom corona og vi måtte aflyse det hele.
I det arrangementsfattige år tog vi fat i en opgave som har ulmet længe – en lille bog om basisindkomst. Mere end en folder , mindre end en afhandling. En overkommelig, klar størrelse. Det er et stort arbejde, som også afføder væsentlige samtaler os i mellem. Vi er nødt til at tænke og debatterer om substansen og det er fint. Og det tager tid.
I uge 38 – Basis Indkomstuge 2020 – lavede Lotte Andersen fra Århus (som nu stiller op til bestyrelsen) en gåtur gennem Århus til en mindre plads, hvor deltagerene stillede op med skilte og foldere og tog debatten med de forbipasserende. Dorte fra bestyrelsen var også med. Et udendørs arrangement, som kunne lade sig gøre i en mindre restriktiv periode.
Vi har støttet den europæiske underskriftsindsamling, men ikke haft kræfter til at sætte direkte ind på opgaven. Den har til formål at indføre en ubetinget basisindkomst (UBI) i hele EU for at sikre alle borgere et eksistensgrundlag og mulighed for at deltage i samfundet. UBI skal være en del af EU’s økonomiske politik, og den skal realiseres inden for rammerne af de kompetencer, der er tildelt EU i traktaterne.
Vi har skrevet en del artikler i diverse aviser og netmedier og vi deltog, repræsenteret af Erik i en tema-debatudsendelse i Orientering på P1 om borgerløn.
Og 2020 blev året hvor Torsten Gejl fik Mette Frederiksen til at sige Nej,Nej, Nej til Borgerløn – hun kom med sit ”ret og pligt”, men hun lød imødekommende i forhold til kontanthjælp uden modkrav.
Vi tager også del i andres møder m.m. F.eks. Velfærdens Topmøde i efteråret 2019 – et årligt tilbagevendende CEVEA-arrangement. Vi har senere prøvet at videreføre kontakten til CEVEA og gøre dem interesseret i at inddrage borgerløn i deres arbejde i tænketanken. Det er ikke lykkedes endnu.
Vi har også være med til konference hos Socialt Forum. Og Helle har i en periode været med i Enhedslistens borgerlønsgruppe, en gruppe som arbejder for at borgerløn på længere sigt skal blive en del af Enhedslistens politik, men det har nok – realistisk set – lange udsigter.
Veganerpartiet havde en arbejdsdag, hvor de diskuterede borgerløn og havde online sparringspartner på fra foreningen i et par timer. Det er ikke blevet en del af deres officielle politik, men det er vist mest fordi, de har nok at gøre med det de allerede arbejder med.
Lige nu er det Bogen der fylder for os. Og så er det overvejelser om vores eventuelle deltagelse i det kommende folkemøde på Bornholm. Folkemødet vil i år have fokus på opstart af samfundet efter corona og det vil primært være digitaliseret. Vi prøver at finde former på fortællingen om borgerlønnens positive effekter i forbindelse med genåbning og medier til præsentation af tankerne. Også det kræver en del tanker og ressourcer.
Økonomi
Overlader jeg til kasserer Martin at gennemgå. Årsregnskabet for 2019 og 2020 kan ses på hjemmesiden: 2019 – Årsregnskab og 2020 – Årsregnskab.
Hvervning af nye medlemmer
Vi har oplevet en mindre stigning i medlemsskarer fra 164 – 178
Vi er ikke gode til at lave egentlige hvervekampagner – her ligger en fin opgave til en person med det talent.
Fra den digitale verden:
Vi har udsendt hhv. 6 og 7 nyhedsbreve i 2019 og 2020
Hjemmesiden er i en stadig proces og er stedet, hvor viden, synspunkter, referater, argumenter, artikler, finansieringsmodeller og debatindlæg samles. Både som et væsentligt grundlag for det nuværende arbejde og som et historisk arkiv.
På Facebook-debatgruppen foregår der en livlig debat, som vi lader få den politiske og holdningsmæssige bredde og dramatik, som emnet åbenlyst lægger op til. På det konkrete plan – at få arbejdet med opslag og debatten på Facebook – også her kunne vi godt bruge nogle flere hænder.
Vores Twitter-konto har den seneste tid fået nyt liv, efter at Lotte Hvidkjær Andersen er gået ind i arbejdet med at holde den opdateret.
Opsummering:
For bestyrelsen var 2019 et travlt år og 2020 et frustrerende år, og så synes jeg alligevel at vi har brugt 2020 konstruktivt til væsentlige samtaler og arbejde bl.a. med bogen, som vi satser på at kunne udgive her til sommer.
Jeg vil takke alle medlemmer, sympatisører og kritikere, der sætter kulør og substans på debatten om basisindkomst / borgerløn, og på dette sted en særlig tak til bestyrelsen, som i den grad arbejder seriøst og altid engageret. Det er en fornøjelse. Tak for det.
Dette var min beretning, som herefter kan udsættes for debat og afstemning.
Tak for ordet.
Helle Wisbech