Borgerløn og pensionsalder

For tiden er der igen diskussion om pensionsalderen. Skal den stige i takt med gennemsnitslevealderen, eller skal der være andre muligheder?

Mette Fredriksen har antydet, at hun vil ændre den automatiske stigning i tidspunktet for at gå på pension, men hun siger ikke endnu, hvordan, kun at politikerne skal passe på dem, der har et hårdt arbejdsliv. Hun siger også, at vi skal have et mere ”socialt retfærdigt” pensionssystem.

Mette Frederiksen er meget glad for ”sin” Arne-pension, som tilgodeser nedslidte mennesker, der har været mindst 42 år på arbejdsmarkedet. Den er på op til 14.000 skattepligtige kr. om måneden og gives i op til tre år.

Lars Løke er glad for “sin” seniorpension, som kan give næsten 20.000 kr. om måneden i op til seks år. Den gives ved sygdom efter lægelig vurdering og benyttes p.t. mere end Arne-pensionen.

De ordninger er slemme nok for arbejdsgiverne. De frygter mangel på arbejdskraft, og derfor vil de med garanti heller ikke vil gå ind for andre lempelser fra den automatiske ordning.

Men hvad nu hvis vi alle fik borgerløn? Hvordan ville det indvirke på økonomien og på folks medvirken på arbejdsmarkedet?

Ja, først og fremmest ville pensionsalderen forsvinde som et fastlagt tidspunkt.
De, der vil leve af deres borgerløn kan vælge at gøre det når som helst uden at søge om det. Dvs. at en officiel aldersgrænse er ophævet. (Den vil fortsat kunne optræde i private pensionsordninger).

En ophævelse af det nuværende pensionssystem vil medføre en usikkerhed hos arbejdsgiveren og måske et faldende arbejdsudbud, altså den til rådighed stående arbejdsstyrke. Men ikke nødvendigvis. Vi vil se færre uarbejdsdygtige ældre, da borgerlønnen vil medføre mindre stress og teknologien mindre fysisk nedslidning. Der vil være efterspørgsel på erfaring og veludviklede kompetencer. Flere mennesker vil givetvis vælge at fortsætte, så længe de kan, hvis de har et tilfredsstillende og lønsomt arbejde. Og det vil flere og flere have, da pseudojobs i et borgerløns-samfund stille og roligt vil forsvinde. Nedtrapning på deltid, vil blive en hyppigt anvendt mulighed, og lønningerne vil sandsynligvis følge med opad.

Tilslutningen til det frivillige felt vil også vokse og profitere af de ældres kunnen.

Hvilke forskelle vil der være på den nuværende ordning og borgerløn? Da folkepensionen i dag er delt op i mange forskellige satser, vil der med en ens udbetaling til alle forekomme ændringer. Ældre, der i dag får den laveste folkepension, vil få et højere beløb, mens nogle ældre vil opleve et fald i deres indtægt, med mindre borgerlønnen kommer til at ligge over de nuværende satser, hvad der helt klart vil være det optimale.
Det vil være en forenkling med bare én udbetaling og gøre den enkeltes økonomi stabil og gennemskuelig. De ældre vil spare tid og mange bekymringer på at finde rundt i de forskellige ordninger, der findes i dag og som højst sandsynligt stadig vil vokse i omfang og kompleksitet, hvis man ikke får gjort op med dem.
 

Endvidere vil man spare al den administration, man i dag har i systemet. De ressourcer vil med fordel kunne komme de gamle til gode ved at omskole kontoransatte til varme hænder i den skrantende ældreomsorg, hvor værdighedstabet hos de ældre er en sørgelig konsekvens.

Konklusion:

Borgerløn vil give alle borgere, herunder alderspensionister, mere frihed til at beslutte, hvordan de ønsker at leve deres liv uden økonomisk tvang eller stigmatisering. Gennemsigtigheden og stabiliteten vil være en stor tryghedsfaktor, ikke mindst for ældre mennesker.

For alle vil det betyde mere værdighed og livskvalitet i alderdommen at man frit kan vælge, hvor meget lønarbejdet skal fylde i den tredje alder. Det vil kun afhænge af den enkeltes kræfter og lysten til at fortsætte på arbejdsmarkedet, om man vil give den fuld skrue, drosle ned eller stoppe helt, og som tendensen er i dag, vil flere arbejde som frivillige langt op i årene.

Dorte Kolding