Pligten de færreste kan opfylde

Kommentar til artikel i Information, fredag den 15. maj 2026

 

Arbejdspligten, som de fleste ikke kan leve op til

Med loven fra 2024 blev kontanthjælpsmodtagere på den nye mindstesats pålagt at udføre 37 timers arbejde om ugen for deres ydelse. En rundspørge i kommunerne viser imidlertid, at færre end hver fjerde modtager vurderes til at kunne deltage i arbejdspligten på fuld tid. Årsagerne er mange: ptsd, autisme, social angst og kroniske smerter er blot nogle af dem.

Godt 20.000 personer er i dag på mindstesatsen. De har på én gang fået skærpede pligter og forringet indkomst. Det arbejde, der stilles til rådighed, må ikke være konkurrenceforvridende og er derfor ofte af tvivlsom praktisk og menneskelig værdi.

Beskæftigelsesministeriets egne beregninger ansår, at loven giver en varig beskæftigelseseffekt på blot 300 fuldtidspersoner om året. Det er ikke nogen prangende målsætning.

I kommunerne ser man konsekvenserne: folk sættes på gaden, tager tvivlsomme lån, og mange i landdistrikterne kan slet ikke opfylde aktiveringspligten, fordi de ikke har råd til transporten til arbejdsstedet. Fra 1. juli 2026 skal kommunerne skabe ”mere fleksible rammer for tilbud i indsatsen“ — et løfte om mindre bureaukrati, som dansk politik har givet i årtier uden at indfri det.

Alligevel er selve aktiveringstanken ikke uden værdi. Som en kommunal medarbejder udtrykker det: ”Ydelsen er noget lort, den er svær at leve for, men aktiviteterne er en gave.“ Problemet er ikke ønsket om at hjælpe folk i gang — det er rammerne, der er gale.

 

Hvad kan dette lære os om borgerløn?

Artiklen i Information rejser et centralt spørgsmål for dem, der ønsker at erstatte alle sociale ydelser med en ubetinget basisindkomst: Hvad sker der med beskæftigelsen, når folk ikke længere er tvunget til at tage lønarbejde for at klare sig? Og hvad med dem, der hverken kan eller ved, hvordan de skaffer sig arbejde?

Det første og afgørende krav til en borgerløn er, at den rent faktisk er til at leve af. Fattigdom og arbejdsløshed på én gang tærer på psyken og troen på, at man kan rejse sig. Skal borgerlønnen erstatte den nuværende mindstesats — 7.095 kr. om måneden før skat — skal den være markant højere. Vi vurderer, at en skattefri borgerløn på mindst 12.000 kr. om måneden vil være et realistisk udgangspunkt.

 

En ny model for jobformidling og støtte

Jobcentrene koster i dag ca. 13 mia. kr. om året. Det er fristende at spare dem helt væk for at finansiere en borgerløn — men artiklen viser, at behovet for jobformidling ikke forsvinder. Med borgerløn vil der sandsynligvis blive brug for endnu flere deltidsjobs og fleksible løsninger. Spørgsmålet er ikke, om vi skal have jobformidling, men hvordan den organiseres bedst.

Vi foreslår følgende model:

Faglærte jobs via fagforeningerne. Fagforeningerne har et solidt branchekendskab og kan formidle faglærte stillinger langt mere effektivt end et generalistorienteret jobcenter. Fagforeningerne bør desuden kunne tilbyde forsøikringer, der dækker op til den løn, man er berettiget til, i en given periode.

Ufaglærte jobs via socialforvaltningen. En åben rådgivning — i stil med den eksisterende Borgerservice — kan hjælpe med jobssøgning og afklaring. Når denne funktion adskilles fra tildeling af økonomisk hjælp, fjernes en uhensigtsmæssig blanding af service og kontrol. Det vil give både bedre hjælp og betydelige besparelser.

Tillæg ved alvorlig sygdom. Borgere, der er langtidsledige på grund af alvorlig sygdom, bør kunne tildeles et tillæg, som gælder, indtil de raskmeldes. Dokumentation sikres via lægeerklæring.

 

Konklusion: Service frem for tvang

Hvis ovennævnte model kan fungere, er der intet til hinder for at nedlægge jobcentrene i deres nuværende form og overføre opgaverne til kommunale sagsbehandlere og faglige organisationer — nu som en reel service, ikke som et kontrolapparat.

Det er essensen af borgerlønnens løfte: at hjælpe folk videre, fordi de vil videre — ikke fordi de frygter konsekvenserne af at stå stille.

 

Dorte Kolding