Borgerlig valgfrihed

Af Erik Christensen (Kronik i Berlingske Tidende, 27.11.01)

Venstre har i de seneste to år bevidst forsøgt at lægge sig så tæt op ad den socialdemokratiske velfærdstænkning som muligt og samtidig i valgkampens slutspurt markeret den lille forskel, at man fuldt ud accepterede denne velfærdsmodels størrelse og finansielle grundlag, blot ville man have lidt mere valgfrihed.

Valgkampens konkrete løfter på sundhedsområdet må nødvendigvis indfries. Men spørgsmålet er, om Venstre, hvis det skal gøre en større forskel på længere sigt i dansk velfærdspolitik, ikke også bliver nødt til at udvikle valgfrihedsfilosofien på stadig flere velfærdsområder. Man har tidligere talt om at omdanne institutionstilskud til persontilskud på følgende områder: børnepasning, plejehjem, hjemmehjælp og voksen- og efteruddannelse, således at man skulle kunne vælge mellem offentlige og private løsninger.

I valgkampen formåede Anders Fogh Rasmussen imidlertid at koble sin valgfrihedsfilsofi sammen med ideerne om lighed og solidaritet. På sundhedsområdet blev det ikke et spørgsmål om valgfrihed mellem offentlig og privat, men hovedsagelig mellem offentlige institutioner og at borgeren blev udstyret med lige ressourcer uanset privat pengepung. Anders Fogh talte nu om et specielt socialt ansvar. Vi skulle have samme valgfrihed (som medborgere) uanset indkomst og formue. Det var nye toner fra Venstre.

Tænk, hvis dette valgfrihedsprincip også blev overført til social- og arbejdsmarkedsormådet, således at kontanthjælpsmodtagere også fik en reel valgfrihed. I dag bindes de til at levere et arbejde til det offentlige monopol (det kommunale beskæftigelsessekretariat) og gives ikke nogle valgmuligheder i forhold til andre offentlige opgaver og private løsninger. Hvorfor skal kontanthjælpsmodtagere ikke kunne vælge at stå til rådighed for enten det kommunale aktiveringsarbejdsmarked eller for familierne eller lokalsamfundet?

Anders Fogh Rasmussen har tidligere begrundet aktiveringspligten med, at man kun skal have »frihed til at bruge egne penge og ikke andres penge« (Information, 22/9 1995). Logikken er, at bistandshjælpen er en overførselsindkomst (andres penge), hvorfor man kan kræve en arbejdspligt. Men et persontilskud (reelt eller fiktivt) til børnepasning, hjemmehjælp, sygehusbehandling er også skattepenge (andres penge), og her skal man nu på nogle områder have en retmæssig valgmulighed. Det forekommer inkonsekvent, at Venstre kun vil give valgmuligheder på nogle områder.

Spørgsmålet er, om Venstre, hvis det skal gøre en større forskel på længere sigt i dansk velfærdspolitik, ikke også bliver nødt til at udvikle valgfrihedsfilosofien på stadig flere velfærdsområder.

På længere sigt kunne man endda forestille sig, at Venstre blev så liberal, at man helt fjernede rådighedstvangen (for et eksistensminimum). Så liberalt tænker man i Venstres søsterparti i Norge.

For en måned siden kunne man i flere danske aviser læse, at den nye borgerlige norske regering (bestående af Kristelig Folkeparti, Venstre og Høyre) overvejede at indføre borgerløn i Norge (Ritzau 30/10). Det byggede på en udtalelse fra det norske Venstres parlamentariske leder, May Britt Vihovde, som var kommet med en udtalelse om, at det nu gjaldt om at skabe værdighed for de vanskeligt stillede og om at effektivisere det offentlige bureaukrati. Det kunne ske ved at slå fire etater (arbeidsetaten, trygdeetaten, sosialetaten og Husbanken) sammen.

Det blev dog straks neddæmpet af den nye norske socialminister, Ingjerd Schou fra Højre, som sagde, at man ikke havde nogle aktuelle planer om det. Realiteten bag pressemeddelelsen var imidlertid, at der i den nye regerings programerklæring er en passus om, at »arbeidet med utredning av en ordning med garanteret minsteinntekt videreføres«.

Allerede tidligere havde den norske regering i en Utjevningsmelding (nr. 50, 1998-1999) lovet, at man ville nedsætte en arbejdsgruppe, som skulle udrede spørgsmålet om en garanteret mindsteindtægt. Ideen i tanken om en garanteret mindsteindtægt er et princip om en ret for alle med indtægt under en vis mindstegrænse til at få udbetalt et fast minimum, et grundbeløb fra det offentlige. Denne tanke kan udformes på flere forskellige måder. En er en borgerløn eller samfundsløn, hvor et grundbeløb udbetales til alle over en vis aldersgrænse uden hensyn til indtægt- og skattesystem, men det kan også tage form af en negativ indkomstskat, hvor det offentlige giver tilskud til personer med en indtægt under et fastsat niveau og en positiv skat til personer over det niveau, og hvor modtagere får lavere tilskud, desto højere deres anden indtægt er.

Når ideen om borgerløn eller garanteret mindsteindtægt er kommet helt op på regeringsniveau i Norge, hænger det sammen med, at partiet Venstre i Norge i de sidste år har argumenteret meget for en borgerlønsreform, som partiets formand Lars Sponheim i valgkampen kaldte fremtidens store velfærdsreform (Dagbladet, 28/1 2001). Venstres argument er, at en borgerløn vil være langt mere fleksibelt end nutidens meget bureaukratiske uddannelses-, arbejdsmarkeds- og social- politiske system, således at det bliver meget mere enkelt at gå ind og ud af arbejdsmarkedet.

Det vil skabe en fornyelse af den offentlige sektor og samtidig være et effektivt middel mod nyfattigdommen og fjerne den nedværdigende klientgørelse, der rammer store dele af befolkningen. Endelig er et af Venstres argumenter, at det »frivillige Norge« vil blive kraftigt styrket, så man undgår den professionalisering, som ellers er tendensen på dette område. Venstre foreslår, at man starter med et prøveprojekt, hvor man i første omgang starter med at give en borgerløn på 100.000 kroner til studenter og til mennesker, som lever på forskellige overførselsindkomster. Siden skal det udbygges først til alle, som ikke har ordinært lønarbejde, og dernæst til samtlige borgere.

Det norske Venstre er et socialliberalt midterparti, som både har forbindelse til Det Radikale Venstre og det danske Venstre. Og liberale borgerlønstanker som det norske lever stadig i socialliberale kredse i Danmark.

I 1993 vedtog det radikale landsmøde at gå ind for borgerløn, og i slutningen af 1970erne foreslog Anders Fogh Rasmussen (»Kampen om boligen«, 1977) et skatte- og tilskudssystem i form af en negativ indkomstskat med en garanteret minimumsindkomst. Det var bl.a. inspireret af de amerikanske tanker om negativ indkomstskat. Samtidig gjorde tidligere undervisningsminister Bertel Haarder sig til talsmand for, at boligtilskuddet med tiden blev afløst af »et persontilskud, medborgerløn, tryghedsydelse eller hvad man nu vil kalde det« (»Danskerne år 2002«, 1977).

Hvis Venstre vil videreudvikle det danske velfærdssamfund med en øget retmæssig valgfrihed, er det norske Venstres borgerlønsideer og den nye norske regerings udredning af mulighederne for en garanteret mindsteindtægt oplagte inspirationskilder.

Måske vil historien vise, at igangsættelsen af en egentlig videreudvikling af den såkaldte »skandinaviske velfærdsmodel« i det 21. århundrede blev igangsat af nye (norske og danske) borgerlige regeringer. Det »gamle« socialdemokrati synes at være kørt tør for fornyelse. En borgerlig regering med et nyt og klart idepolitisk perspektiv vil tvinge Socialdemokratiet og den øvrige venstrefløj til fornyelse. Hvis regeringen kommer med en ny liberal-konservativ borgerlønsmodel (i løbet af et par år), vil de andre partier af konkurrencemæssige årsager være tvunget til at tænke i samme baner.

I politik gælder det altid om først at erobre den idémæssige dagsorden. Det har den nye regering nu muligheden for. Her kan man lære meget af den norske regerings programerklæring, hvor man kan se konturerne af en ny idébetonet socialt og miljømæssigt progressiv borgerlig politik. Den er
behageligt fri for den tvangsmæssige aktiveringsfilosofi, som har præget specielt det danske socialdemokrati.