Borgerløn og pengestrøm

Af Søren Skogstad Nielsen.

Vedrørende diskussionen om borgerlønsfinansiering:

Borgerløn tages ikke fra ‘samfundskagen’. Borgerløn drejer sig om en beskeden ændring af pengestrømmen gennem samfundet.
– Finansieres den alene ved personskatterne, betyder det at der strømmer lidt færre penge ind og ud af de ‘tykke’ pengepunge. Og lidt flere penge ind og ud af de ‘slunkne’ pengepunge.

– Finansieres den ved en forbrugsskat, så betyder det, at de der forbruger meget, betaler til dem der forbruger lidt.

– Finansieres den ved en produktionsbeskatning, bevirker det, at producenterne vil hæve deres varepriser for at få produktionsskatten tilbage igen. De borgere der forbruger meget, vil i nogen grad blive kompenseret af den udbetalte borgerløn. De der forbruger mindre eller lidt vil blive fuldt kompenserede eller mere til af borgerlønnen.

– Finansieres borgerløn af beskatning på pengetransaktioner (en tobinagtig skat i et eller andet omfang), så vil det dæmpe pengeophobningen i finanssystemet, især hos den ene procent af virksomheder/mennesker, som er på vej til at ‘eje hele verden’.
Det vil de reagere på, sandsynligvis ved at skabe flere penge, hvad bankerne jo kan. Det vil give en tendens til inflation. Almindelige borgere vil blive fuldt kompenserede gennem borgerlønnen. Men via pengecirkulationen vil finanssystemet opdage, at pengene kommer igen. Og det kan så igen tage sin del, når borgerlønnen strømmer igennem det.

Finansieres borgerlønnen af beskatning på værdier – jord, kapital, produktionsmidler (f.eks.robotter) – kan ejerne låne i banken og vente til i morgen, så kommer den udbetalte borgerløn tilbage igen som salgsindtægter, og kan bruges til at indfri lånet. Men for at betale skatten igen for i dag, skal de låne igen. Det betyder at deres værdier vil blive konstant belastet med en gæld. Det kan de næppe lide, men den klump penge, som gælden repræsenterer, vil cirkulere som borgerløn i samfundet. Der hvor det alene er ‘hvilende kapital’ der beskattes, altså penge der ikke indgår i produktions-/forbrugs-strømmen, der vil kapitalejerne synes at der da bliver ‘taget fra dem’. De mest grådige i denne elite vil bede politikerne om at holde op med sådan noget. Det er ofte lykkedes dem tidligere.

Summa sumarum: finansieringsideerne – som jeg kender dem – er forskellige udgaver af at lede en del af pengestrømmen ‘udenom de rige og forbi de fattige’.