Enhedslisten og borgerløn – fra skeptisk iagttager til aktiv tilhænger?

Af Erik Christensen

Enhedslisten har altid haft et modsætningsfyldt forhold til borgerlønsspørgsmålet. Der har centralt i partiet været stærke tilhængere, der har være med til at oprette Borgerlønsbevægelsen og været aktive i denne bevægelse siden dens start i 2000. Samtidig har der været stærke modstandere især tilknyttet fagbevægelsen, der har advaret imod ideen hver gang der har været en offentlig debat om spørgsmålet. I 1992-94, da man diskuterede det i ledelsen af Enhedslisten undlod man at tage en endelig stilling til ideen, fordi det var ved at splitte partiet.

Nu bliver spørgsmålet taget op til en endelig afklaring på Enhedslistens årsmøde den 27.-29. maj.

Til mødet er der fremlagt 4 forskellige forslag.

Hovedbestyrelsen (HB) foreslår, at man stadig udskyder en endelig stilling til spørgsmålet, at man forsætter i rollen som en passiv positiv orienteret iagttager, fordi der ikke er noget presserende behov for en klar stillingtagen. Dog vil man også foreslå og støtte op om forsøg med borgerløn eller lignende ordninger.

I et Alternativ Forslag (AF) lægges op til en klar tilslutning til borgerlønsideen. Man ser det som et element i en socialistisk reformpolitik, hvor målet er et økologisk bæredygtigt samfund. Konkret foreslå man gennemførelsen af en ret til en borgerløn for afgrænsede grupper. Man kalder det ”drypvise eksperimenter”, fordi det tænkes kombineret med vigtige skridt inden for andre progressive dagsordener.

I et andet alternativt forslag fra en enkelt afdeling (Thy) foreslår man et geografisk afgrænset eksperiment med borgerløn (f.eks. Bornholm), før man giver sig i kast med en national udrulning af en plan.

Endelig fremlægger partiets Borgerløns Netværk (BN) deres forslag. De er et forslag, der uden forbehold, går ind for ideen og anser den for et centralt element i en socialistisk politik. De ser det som en rettighed for alle over 18 år med fast ophold i Danmark, og kommer med et konkret forslag, der samtidig angiver en finansiering.

Hvorledes begrunder HB deres anbefaling af en fortsat passivitet, manglende stillingtagen?  For det første er man bekymret for, at en borgerløn vil svække motivationen til at blive medlem af en fagforening. For det andet er man bekymret for at en borgerløn på et lavt niveau vil forringe vilkårene for udsatte grupper og vanskeliggøre kampen for at forbedre andre overførselsindkomster. Endelig savner man grundige forslag til, hvordan en universel borgerløn kan finansieres inden for rammerne af den eksisterende økonomi.

BN mener, at en borgerløn på ingen måde vil gøre op med den danske model eller fagforeningerne, tværtimod vil fagforeninger blive styrket, fordi en sikring af et livsgrundlag vil gøre, at man kan stille større krav til fagforeningerne.

AF og BN forstår ikke HB’s bekymring for en borgerløn på et lavt niveau. De fremlægger konkrete forslag til et niveau for borgerlønnen. AL foreslår en skattefri borgerløn på ca. 10.500 kr. om måneden. Den reguleres løbende i takt med udviklingen i medianindkomsten Den skal erstatte alle overførselsindkomster, der er mindre end dette niveau. Man beholder sin nuværende indkomst, så boligsikring, fripladsordninger og andre tilskud bibeholdes uændret. BN foreslår også en borgerløn på ca. 10.000 efter skat (2021-tal). Borgerlønnen erstatter ydelser, der er lavere end borgerlønnen, og individuelle tillæg kommer oveni borgerlønnen.

Desuden kommer de to grupper også med konkrete forslag til finansiering af deres forslag, så HB’s savn af forslag til finansiering synes ubegrundet. Man kunne jo også spørge, hvorfor HB ikke selv har foranstaltet en mere grundig økonomisk analyse af borgerlønsspørgsmålet.

Det ser ud til, at den væsentligste bekymring hos HB med hensyn til indførelsen af en borgerløn er, at det vil ændre fagforeningernes rolle.

Med en fuldt indført borgerløn for alle borgere vil a-kassernes rolle blive formindsket, fordi alle er sikret med en borgerløn. For de fleste, der derudover ønsker at tage lønarbejde, må man forvente, at de derudover ønsker at forsikre sig mod tab af dette i en a-kasse, så dagpengene fungerer som en overbygning på borgerlønnen. Samtidig vil der stadig være behov for fagforeninger til at overenskomstdække det lønarbejde, som man må forvente, at langt de fleste stadig vil tage selvom de har en borgerløn i bunden.

 På det kollektive plan vil den største fordel ved indførelsen af et nyt borgerlønssystem være at det vil fjerne det institutionelle skel mellem overklassen blandt lønarbejderne (i a-kassesystemet) og underklassen blandt lønarbejderne (i kontanthjælpssystemet), konkurrencen mellem arbejderne og mellem fagforeningerne indbyrdes kunne blive reduceret.

På det individuelle plan vil den største fordel ved en borgerløn være, at hvis man er utilfreds med arbejdsforholdene på en arbejdsplads, vil man ikke have den samme frygt, som mange har i dag for at opsige sin kontrakt og forlade arbejdspladsen, fordi man altid vil være sikret et ubetinget eksistensminimum. Borgerlønnen repræsenterer en forhandlingsmæssig magt for den enkelte lønarbejder.

Ud fra de fremsatte forslag ser det ud til at man måske godt kunne konstruere at kompromisforslag, der gav en betydelig mere positiv tilslutning til selve borgerlønsideen og igangsættelse af forskellige typer af eksperimenter samtidig med, at man kom med nogle mere kvalificerede betænkeligheder og farer ved nogle forsøg.

 Det er, at basisindkomst kan blive for lav og selektiv, og at eksperimenter kommer til at danne forbillede for nogle neoliberale regeringer, der ønsker besparelser og reduktioner af den offentlige sektor. Hvis det bliver det billede, der kommer til at klæbe ved nogle basisindkomstforsøg, kan det komme til at skade ideen alvorligt. Sådanne tendenser bekæmper man imidlertid bedst ved klart at fremlægge klare venstreorienterede borgerlønsforslag og distancere sig fra højreorienterede udgaver af tanken, ikke ved at skabe mistillid til selve borgerlønsideen.

Hvis der kommer en positiv tilkendegivelse overfor borgerlønsideen på landsmødet vil det ikke alene betyde en væsentlig styrkelse af Enhedslisten, men også af et venstrefløjsprojekt i Folketinget, fordi det i første omgang kan føre til et tættere samarbejde med Alternativet og måske siden SF, så venstrefløjen kommer til at stå stærkere overfor regeringen og siden Socialdemokratiet, når regeringssamarbejdet ophører. Samtidig vil en positiv tilkendegivelse fra Enhedslisten kunne åbne op for en borgerlønsdebat i fagbevægelsen.

Hvis Enhedslisten indtager en positiv holdning til borgerlønsspørgsmålet vil partiet følge søsterpartiet i Tyskland, Die Linke, som i efteråret 2022 ved en urafstemning besluttede at stille sig positiv til ideen om en grundeinkommen. Internationalt vil positiv tilkendegivelse også styrke ideen om en borgerløn (basic income) på europæisk plan, fordi et problem specielt  i lande, hvor tilslutningen til ideen om basic income  i befolkningen har været stor, har været, at her har dele af de socialistiske været skeptiske og direkte modstandere.