Mincome – historien om et vellykket lokalsamfundseksperiment med basisindkomst

Af Erik Christensen.

Den 22.-23. Sept. afholder Borgerlønsbevægelsen, BIEN Danmark i samarbejde med Alternativet en nordisk konference om basisindkomst-eksperimenter – Nordic Conference on Basic Income Pilots den 22-23. september på Christiansborg  – http://ubi-nordic2016.basisindkomst.dk/

I den anledning er det værd at fremdrage en glemt historie om et lille vellykket lokalsamfundseksperiment med basisindkomst i Canada fra 1974 til 1978: Mincome

Neo-liberale eksperimenter

De sidste 25 år har været præget af en række store neo-liberale reformeksperimenter. På arbejdsmarkedsområdet af et aktiveringsparadigme, at man skal arbejde på særlige forringede vilkår for sin offentlige understøttelse og på det offentlige serviceområde af en new public management med et målingstyranni.

Nu er der flere tegn på at modstanden imod disse styringsredskaber er blevet stor samtidig med fremkomsten af forskellige negative evalueringer af disse styringsformers effekter. Derfor står vi måske overfor et vendepunkt, hvor der begynder at blive tilslutning til, at der må helt andre eksperimenter igangsættes for at finde mere holdbare reformer af velfærdsstaten.

Et spørgsmål om menneskesyn

I de sidste år har man i flere lande set en stigende interesse for ideen om en ubetinget basisindkomst (UBI). Den repræsenterer en helt anden filosofi om menneskers motivation for at arbejde og bidrage til samfundet. Hvor aktiveringsfilosofien bygger på et negativt menneskesyn i den forstand, at man mener at mennesker kun vil arbejde og bidrage til samfundet, hvis de tvinges til det, ligger der i ideen om en ubetinget basisindkomst, at hvis mennesker på forhånd er sikret en basisindkomst, høj nok til at kunne eksistere, vil langt de fleste også føle sig forpligtet til at bidrage til samfundet igennem lønarbejde eller andet mere uformelt arbejde.

En gammel ide der vender tilbage

I en række andre lande er der blevet planlagt forskellige forsøg med basisindkomst.  Mest omfattende bliver det i Finland, hvor den finske regering har planlagt at lave nogle forsøg fra 2017. Men også i Holland og Frankrig har forskellige byer og regioner planer om basisindkomstforsøg.

Ideen med en ubetinget basisindkomst er gammel. I de sidste 100 år er ideen især dukket op i forbindelse med økonomiske og politiske kriser.  Efter 1. Verdenskrig hos filosoffen Bertrand Russel, i 1930’erne var der en stærk social credit-bevægelse i Canada og i England, efter 2. Verdenskrig kom Lady Juliet Rhys-Williams i England med en plan for en social dividende. Siden kom ideen igen rigtig på dagsordenen midt i 1970’erne da en økonomisk krise igen meldte sig. I Danmark fik vi med ”Oprør fra Midten” i 1978 tanken om en borgerløn.

Forsøg i USA og Canada

Hvad der ikke er kendt af mange er, at der i slutningen af 1960’erne og begyndelsen af 1970’erne blev udført en række basisindkomsteksperimenter i USA og Canada. Det udsprang af præsident Lyndon B. Johnsons berømte tale om ”War on Poverty” i 1964 og hans senere Heineman kommission om ændring af velfærdspolitikken, hvor man foreslog at erstatte de traditionelle velfærdsinstrumenter (minimumslønninger og arbejdsløshedsforsikring) med en form for negativ indkomstskat. På det grundlag igangsatte man mellem 1960 og 1980 en række eksperimenter med negativ indkomstskat i en række stater.

I Canada lavede man i perioden 1974 til 1978 et forsøg, man kaldte ”Mincome” en forkortelse af Minimal Income” i Manitoba provinsen i byen Dauphin og i provinshovedstaden Winnipeg. Man brugte på daværende tidspunkt betegnelsen Guaranteed Annual Income (GAI) som betegnelsen for en basisindkomst.

Mincome eksperimentet

Alle indbyggere i Dauphin – i alt 8.885 i 1974, hvoraf 3.165 boede i landområder – blev berettiget til en garanteret årlig indkomst på $ 19.500 (for en fire personers husholdning i 2014 dollars) i 3 år. Det svarede til 60 % af den canadiske lavindkomstgrænse, eller nogenlunde hvad de kunne modtage i forskellige former for social understøttelse på daværende tidspunkt. GAI blev administreret som en negativ indkomstskat dvs. de personer, som slet ikke havde nogen indkomst modtog hele mincome-beløbet. Al indtægt ud over mincome-beløbet blev reduceret med 50 %, så for hver dollar en person tjente, blev mincome-beløbet reduceret med 50 cent. Det betød, at dem, der slet ikke modtog noget direkte tilskud, fik mincome-beløbet som en skatterabat. I løbet af forsøget modtog ca. 18 % eller 2.128 individer dele af eller hele mincome-beløbet på et eller andet tidspunkt.

Forsøget startede med at alle deltagere i eksperimentet blev kontaktet og introduceret til eksperimentet og interviewet og bedt om at indberette deres indkomst. Derefter skulle deltagerene indberette deres indkomst pr. post hver måned, og mincome-understøttelsen blev sendt pr. check. Det betød, at mincome betød færre bureaukratiske vurderinger og foregik mere automatisk.

Forsøget var ikke blot politisk, men var også et videnskabeligt eksperiment, der blev fulgt af forskere, der skulle undersøge ændringer i arbejdsmotivation, sundhed, skolegang, uddannelse og administrative forhold.

Et ni-siders ”community experience” survey blev sendt til hver voksen person midtvejs i eksperimentet i august 1976. Det indeholdt åbne spørgsmål, ja/nej spørgsmål og grads-spørgsmål om folks dag til dag erfaringer med lokalsamfundet og med mincome eksperimentet i sig selv. Suvey’et blev bevaret af 407 husstande, hvilket var ca. 65 % af de tilmeldte voksne på det tidspunkt. Af dem gav 79 % nogle kvalitative kommentarer til de åbne spørgsmål.

På grund af ændringer i de politiske magtforhold både på landsplan og lokalt plan blev forsøget lukket ned i 1979 og de indsamlede data blev ikke analyseret men arkiveret til eventuelt senere brug.

Mincome glemt og genopdaget

På grund af ændringerne i de politiske og økonomiske konjunkturer blev forsøget glemt. Først i 2011 tog den canadiske økonom fra Manitoba University, Evelyn Forget sagen op og åbnede arkivet med de indsamlede data. I stedet for umiddelbart at bruge de indsamlede data direkte, hvilket krævede en digitalisering, valgte hun en anden strategi. Hun valgte at bruge allerede indregistrede data om sundhedsydelser, som de canadiske myndigheder havde startet i 1974. Ved at bruge disse data for indbyggerne i Dauphin i forsøgsperioden og sammenholde dem med andre nærliggende byer i den 4 årige periode, kunne hun vurdere hvilke sundhedsmæssige effekter GAI havde haft.

Siden har en amerikansk sociolog fra University of Wisconsin-Madicon, David Calnitsky behandlet de oprindelige data og lavet en rapport om de samfundsmæssige erfaringer fra forsøget.

Effekterne af Mincome

Forgets analyse viser, at de sundhedsmæssige virkninger af mincome-ydelsen var meget tydelige. Antallet af hospitalsindlæggelser faldt i forsøgsperioden i forhold til sammenligningsgruppen og især indlæggelser vedr. ulykker, skader og psykiske sygdomme. Lægekontakt vedr. psykisk sygdom faldt også. Hvad angår arbejdsfrekvens skete der en lille reduktion blandt de voksne med fuldtidsarbejde. Gifte kvinder kom senere tilbage fra barsel, og større børn gik ind i arbejdsstyrken senere og med færre arbejdstimer, fordi de tog et års skolegang mere og i højere grad high school. Det viste sig, at børnene var dem, der blev påvirket mest. De blev som sagt længere i skolen, de fik deres første barn senere og fik i det hele taget færre børn end sammenligningsgrupperne.

Evelyn Forgets mener, at de vigtigste konklusioner af hendes studie er, at GAI gør mennesker bedre i stand til (”empower”) at tage deres egene beslutninger og gøre deres egene fejltager. Den barnliggør ikke mennesker og gør dem afhængige.

David Calnitskys senere analyse af de mere kvalitative data, der blev indsamlet under mincome eksperimentet, bekræfter Evelyn Forgets konklusion. Han kalder meget symbolsk sin rapport ”More Normal than Welfare” forstået således at modtagerne af mincome opfattede det som mere normalt at modtage mincome end den traditionelle behovsprægede velfærdsunderstøttelse, som var designet for ”de fattige”. 70 % af modtagerne opfattede det som helt socialt acceptabelt af modtage mincome. De, der ikke direkte modtog en mincome-ydelse, men kun fik skatterabatten opfattede den som en forsikring imod arbejdsløshed og en sikring imod andre risici. De, der periodevis modtog et mincome-beløb opfattede det som et vigtigt supplement til deres indkomst, og endelig opfattede de, der mere permanent modtog mincome den som en nødvendig eksistenssikring.  Centralt var det at programmet blev lanceret for alle borgere i Dauphin, som universalistisk, hvilket betød at den svækkede den sociale stigmatisering, som var karakteristisk for de traditionelle velfærdsydelser.

Behov for en bred forståelsesramme for basisindkomst-eksperimenter

Når man nu i en række europæiske lande skal tage endelig stilling til en række nye basisindkomsteksperimenter, er det vigtigt at man ikke anlægger en snæver økonomisk betragtningsmåde, både når man skal tage stilling til eksperimenternes form og når man skal evaluere eksperimenterne. Mincome eksperimentet viser, at en ubetinget basisindkomst havde og kan få positive effekter for mange livsforhold.

Litteratur:

David Calnitsky (2016). “’More Normal than Welfare’: The Mincome Experiment, Stigma, and Community Experience.” Canadian Review of Sociology, 53(1), 26-71.

Evelyn Forget (2011). The Town With No Poverty. Using Health Administration Data to Revisit Outcomes of a Canadian Guaranteed Annual Income Field Experiment.

Michael Husen (2015) Mincome-forsøget i Canada. https://basisindkomst.dk/mincome-forsoeget-i-canada/

Karsten Lieberkind (2016). A Global Look at Basic Income Pilots and Policies. http://ubi-nordic2016.basisindkomst.dk/about-pilots/

Bragt som blogindlæg på Modkraft 10. september 2016.