Absurde indvendinger imod borgerløn

Svar til Madsen og Faroq af Rune Engelbreth Larsen, Borgerlønsbevægelsen (Politiken, 26.04.02)

Sjældent præsenterer en bog en politisk idé så kættersk, at den skal latterliggøres og lyses i band allerede på udgivelsesdagen i en stort opsat artikel af politikere, som end ikke har læst den! Det er ikke desto mindre tilfældet med antologien “Oprør fra bredden – fra velfærdsstat til borgerløn”, hvori 11 forfattere giver en række perspektiver på behovet for en borgerlønsreform, men som repræsentanter fra Det Radikale Venstre bastant afviser i Politiken den 18. april under den manende overskrift: “Fri os fra flere oprør”.

Advarslen imod borgerløn kommer fra R. Madsen og N. Farooq, og graden af usaglighed må siges at slå alle hidtidige rekorder, når det f.eks. hævdes, at Borgerlønsbevægelsen angiveligt “indtil videre ikke har formået at forklare”, hvorfor borgerløn er nødvendigt for at sikre “den personlige frihed”. Hvad skal man svare til mennesker, der samtidig indrømmer, at de end ikke aner, hvilke argumenter bevægelsen benytter sig af i den aktuelle bog? F.eks.: Prøv dog at LÆSE den bog, som netop svarer herpå!

Der er imidlertid ingen huller i Madsens og Farooqs uvidenhed om emnet, og de opremser den ene myte efter den anden, bl.a. at en borgerlønsreform skulle kunne medføre, at ingen gider arbejde. Den, der kan læse, og som har sat sig blot perifert ind i bogen, vil naturligvis vide, at eksemplerne på en borgerløn ligger på et niveau, som er så langt under lønningerne, at det i sig selv er absurd at forestille sig, at folk skulle kaste sig i hængekøjerne alene for at få udbetalt et beløb, der blot holder dem over et eksistensminimum.

Men nej, så vil Madsen og Farooq hellere fortsætte den umyndiggørelse, som tvangsarbejdet er udtryk for, hvor titusindvis af mennesker tvinges i meningsløs aktivering som løntrykkere, uden samme rettigheder som på det almindelige arbejdsmarked. Den slags er selvfølgelig diskrimination, men det generer ikke Det Radikale Venstre – for den kurs har de i samarbejde med Socialdemokratiet udstukket over for flere befolkningsgrupper siden begyndelsen af 1990erne.

Mere raison er der i Jacob Fuglsangs anmeldelse af bogen, der konkluderer, at borgerlønsbegrebet godt kunne “have fortjent et mere præcist bud på fremtidens velfærdssamfund”. Ja, men her skal man dog også tage højde for bogens anliggende, som det udtrykkes på bagsiden: “Oprør fra bredden er ikke ment som et bud på en konkret og specificeret borgerlønsmodel, men som et vigtigt, første skridt i retning af en saglig debat om både store linjer og små detaljer i lyset af en borgerlønsreform.” Og som forordet tilkendegiver: “De næste skridts konkretiseringer er i støbeskeen, men de er endnu – de næste skridt.”