Arbejdsevneulighed – en overset realitet

Af Finn Gemynthe

Hele vort arbejdsmarked er sammenskruet ud fra et komplet urealistisk ”lighedsprincip”. Det manifesterer sig i normen om 37-timers arbejdsuge. Ganske som hvis man forventede, at alle og enhver havde standardfødder størrelse 37, og man følgelig kun producerede sko i denne størrelse.

Normen 37-timers arbejdsuge synes at forudsætte en art myrestat bestående af ens individer. Skønt ingen vel vil benægte, at menneskeheden udmærker sig ved at være sammensat af vidt forskellige personer. Eksempelvis lærer heldige børn legende let at læse, stave og skrive, mens ikke så få er ordblinde i forskellige grader. Et handicap der for manges vedkommende forfølger dem livet igennem. Ordblindhed defineres i Den Danske Ordbog som ”vanskeligheder ved at lære at læse og skrive pga. nedsat evne til at omsætte bogstaver til sproglyde”.

Endnu vigtigere end læsefærdighed er det at være i besiddelse af en god arbejdsevne. I særdeleshed i vor højteknologiske, konkurrenceprægede, effektive, robotiserede, omstillingsparate civilisation, hvor der fordres en høj grad af avancerede kompetencer. Ergo ses det, at en støt stigende andel af befolkningen har svært ved at følge med. Ja, man kunne ligefrem postulere eksistensen af arbejdsblindhed. Ordet findes ikke i ordbogen, men det kunne defineres som ”vanskeligheder ved at leve op til arbejdsmarkedets krav om at være i besiddelse af en velfungerende arbejdsevne”.

Hvilke krav stiller arbejdsmarkedet da til den arbejdende befolkning? Hvad enten man er lønarbejder, selvstændig eller leder skal man være i besiddelse af en bred palet af attråværdige egenskaber:

Man skal være energisk, hurtig, dygtig, præcis, udholdende, slidstærk, koncentreret, fokuseret, årvågen, åndsnærværende, omstillingsparat, pålidelig, sindsligevægtig og i besiddelse af en velfungerende ordenssans, tidsfornemmelse og hukommelse. Ydermere fordres der på det omfangsrige, sociale arbejdsmarked høje grader af samarbejdsevne, empati, indlevelse, hjælpsomhed, tålmodighed og snarrådighed. Mens man i landbruget, fiskeriet og håndværkerbranchen ikke holder længe uden udpræget praktisk sans, fingernemhed, snilde, hårdførhed og råstyrke. Er man så uheldig at være handicappet i forhold til en eller flere af alle disse påkrævede, prisværdige egenskaber, kunne man siges at være ”arbejdsblind”.

Undertegnede må med skam at melde melde pas til de fleste af alle disse dyrebare dyder. Ganske vist sætter jeg en ære i at være pålidelig, men med min evindelige åndsfraværenhed forlægger jeg hyppigt min kalender eller glemmer at kigge i den, og så glipper det en ærgerlig gang imellem. Og samarbejdsvillig er jeg bestemt, dog har mit levned aldrig været præget af megen ork. På mit 1. klasses klassebillede sidder jeg i dyb søvn.

Heldigvis er jeg nu 74-årig folkepensionist, men skulle jeg skrive en ansøgning, ville jeg i stedet for alle de manglende betone mine alternative dyder, herunder et selvaktiverende sindelag, der rummer fantasifuldhed, idealisme, klæbehjerne for visse ting samt sprogsans og ikke-ordblindhed. Spørgsmålet er blot, hvilken arbejdsgiver der ville efterspørge slige egenskaber?

Energi og hurtighed hører utvivlsomt til de allervigtigste egenskaber på det moderne arbejdsmarked. Disse to dyder er to sider af samme sag, men energien er alfa & omega; energimangel resulterer jo typisk i langsomhed.

I min bog Rigdom Uden Arbejde sætter jeg derfor fokus på den form for arbejdsevneulighed, der baserer sig på ”ork”. Dvs. den overskudsenergi, det enkelte menneske har til rådighed i et arbejdsforhold. Og eftersom jeg altid har ligget i den lave ende af skalaen, kan jeg kun beundre mange af mine medmennesker for deres misundelsesværdige grader af overskudsenergi. Her et uddrag af kapitlet ”At de orker..”, hvori jeg udtænkte et overskuds-energi-index, dvs:

”En samlet sum af den energi, det enkelte menneske i gennemsnit har til rådighed til dagens dont, i kraft af konstitution, helbred, psyke, gåpåmod og alder. Sætter vi den normale overskudsenergi for et menneske i sin bedste alder til 100, ser vi, at alle, der ligger over, alt andet lige besidder en enorm konkurrencefordel i et laboristisk samfund, hvor der kæmpes om arbejdspladserne.

Hvorimod de, der ligger under 100, i reglen vil være meget dårligere stillet på arbejdsmarkedet. Er de arbejdsløse, formår de næppe at udstråle optimalt overskud ved jobsamtaler, hvilket en dreven arbejdsgiver hurtigt spotter. Og er de i arbejde, kan de ikke med lige så stor entusiasme som dem med ”energi +100” påtage sig overarbejde.

Helt svært bliver det for de mange, der foruden energimangel lider af andre former for arbejdsevnenedsættelse såsom langsomhed, distraktion og upraktiske hænder. Det kan jeg selv tale med om, idet jeg i mit dagdrømmende hoved fik den ene idé efter den anden til opfindelser, bøger og projekter, som alt sammen var vældigt interessant, men tog mig en krig at blive færdig med, samtidig med at kun et fåtal nåede at kaste lidt penge af sig.

”For mig ville det have været lykken med borgerløn! Netop da jeg var allermest selvaktiverende, måtte jeg lægge hovedparten af min mangelfulde energi i alt muligt andet, end hvad jeg mest brændte for. Og hvem ved, om ikke et af mine projekter eller skriverier havde rakt til at gøre mig selvforsørgende i løbet af 13 år i aktivering og arbejdsprøvning”.[1]                 

 

Ligner det derfor ikke en skrigende skævvridning af samfundet, når stort set alle samfundets beslutningstagere, herunder folketingsmedlemmerne og byrødderne, nødvendigvis må befinde sig et godt stykke +100 for overhovedet at blive valgt? Når alle betydningsfulde erhvervsfolk ligeledes må være langt over +100 for at kunne klare ræset? Når man hos disse hyper-energiske mennesker næppe kan forvente megen forståelse for alle dem, der ikke orker så meget? Når mange af ”de sløve” hellere end gerne ville ud på arbejdsmarkedet og orke noget, men ikke kan komme til fadet på grund af deres handicap, og taber fodfæstet i konkurrencens lange løb? Og når det skriger til himlen, at der orkes alt for meget i denne velbjergede del af verden, i forhold til hvad der er brug for, og hvad klodens ressourcer og miljø kan tåle?

Man kan kun håbe på, at mange efterhånden får øjnene op for, at de overanstrenger sig selv og deres medmennesker og naturen ved at orke alt for meget. Tænker sig om den halve dag og siger til sig selv: At vi orker dette system!? – Derpå kunne man forestille sig en anti-ork-reaktion, der redder situationen og fører til fredeligere, fornuftigere, rarere og mere afslappede tilstande!”

Lad os derfor rette søgelyset mod dette oversete begreb: Arbejdsevneulighed. Det ligner en afgørende kilde til samfundsmæssig ulighed. Ikke blot her og nu, men også på globalt og historisk plan. Og dette, at Verden regeres af ”multi-orker”, kan måske i sidste ende medføre dens undergang.

En mand som Cæsar ville hellere være den første i en lille landsby end den anden i Rom. Til det formål orkede han alverdens magtkampe i Rom og 7 års gallerkrig. Om denne siges det:

”Gallerkrigen var Gajus Julius Cæsars erobring af det keltiske Gallien 58-51 f.v.t. – det nuværende Frankrig samt dele af Belgien, Tyskland og Norditalien. Med erobringen åbnede Cæsar Romerriget mod nord helt op til Rhinen og lagde på længere sigt grunden til en af de væsentligste kulturgrænser i Mellemeuropa.

Gallerkrigen er samtidig navnet på Cæsars beretning Commentarii de bello Gallico om området og dets undertvingelse, skrevet i 3. person og sendt til Rom løbende under krigene som et antikt newsreel til oplæsning for befolkningen og Senatet”.[2]

For ikke at tale om alle de latinskoleelever, der efterfølgende har måttet terpe hans bedrifter – og for slet ikke at nævne inspirationen til tegneserien Asterix!  

Nævnes skal derimod, at han også med sin hær udkæmpede adskillige borgerkrige samt aflagde besøg i både Britannien, Germanien og Egypten, hvor han sejlede op og ned ad Nilen med dronning Cleopatra, med hvem han avlede sønnen Cæsarion. Han har sikkert skuet pyramiderne og set sig selv som topstenen på Det Romerske Imperium, idet han efterfølgende dumdristigt lod sig udnævne til diktator på livstid. Hvorefter hans navn levede videre i titlen Kejser, som på russisk er blevet til Zar.

Pyha, man bliver helt svedt! At han orkede …?? Men hans eksempel viser os, hvorledes arbejdsevneulighed har det med at skænke magten og æren til dem med allerhøjste ork. Og at denne ”gyldne regel” for tiden råder uheldssvangert i både Øst & Vest.

Hvordan skulle vi dog kunne stille noget op over for noget så nedarvet og indgroet? Tja, vi kunne i det mindste indse, at fænomenet arbejdsevneulighed alt for længe har henligget fejet ind under gulvtæppet. Synd og skam i betragtning af, at vi her står over for en afgørende ulighedsfaktor. I særdeleshed i vort nuværende konkurrencesamfund, hvor de, der ikke duer til noget, eller bare ikke duer nok, havner i bunden af samfundspyramiden. Hvor de aktiveres som straf for, at deres arbejdsevne ligger under middel.

Første skridt til at gøre noget ved sagen kunne være at fatte, at vi fattes et ord for denne uomtvistelige realitet: Søger man på ordet i Den Danske Ordbog, får man samme svar som ved arbejdsblindhed: ”Der er ingen resultater med “Arbejdsevneulighed” i Den Danske Ordbog”. Men ordbogen tilføjer imødekommende: ”Mangler vi et ord? Hjælp din ordbog! Sproget udvikler sig hele tiden, og en ordbog bliver aldrig færdig. Vi er altid på udkig efter ord der mangler – og som anvendes i sproget lige nu. Er du stødt på et? Send det til os”.

Næste skridt kunne blive at tænke os om: Når nu “arbejdsevneulighed” er kommet for at blive, hvordan mildner vi så de ”arbejdsblindes” kår? Tja, egentlig er spørgsmålet ikke så svært. Eller ved nærmere eftertanke: Det skriger til himlen:

Så giv os dog borgerløn / basisindkomst /grundindkomst / samfundsoverskudsdeling / apanage til alle, eller hvad det kære barn nu døbes!

Ingen bør føle sig snydt, ikke engang de allerdygtigste! De har jo deres på det tørre og bør kun glæde sig over, at samfundets allerværste ulighedsfaktor afbødes. Thi med fx en ”apanage” i ryggen kan alle og enhver ranke den, fornemme sin egen betydning som medlem af samfundet og vælge arbejde eller ej og i det omfang, de orker. Og hvem vil ikke gerne tjene lidt ekstra skillinger, ja gerne flest muligt?

At gøre arbejde til en frivillig sag kan kun sprede gavn og glæde. Samtidig får flere overskud til at sætte sig ind i noget så vigtigt og tidskrævende som politik. Lur mig om ikke de skrantende partimedlemsskarer vil få tiltrængte forstærkninger. Ja udviklingen hen imod et betryggende fritidssamfund kan være lige netop den faktor, der forebygger diktatur.      

[1] Fra: Borgerløn på dansk. Af Annette Hjort Knudsen m. fl., Rapport, 2018. Bilag: Hvis jeg fik borgerløn.

[2] https://lex.dk/gallerkrigen