Argumentation for en frivillig borgerløn – set i et civilsamfundsperspektiv

Af Carl Christensen.

Borgerløn – argumenter for og imod

Den ubetingede borgerløn (UBI) forekommer mig lidt kunstig, også efter at jeg har forsøgt at sætte mig ind i de forskellige modeller. Hvorfor skal den være ubetinget for alle? Vel i virkeligheden blot for at leve op til et abstrakt universel-begreb.

På den måde bliver borgerløn så at sige en kunstig fastholden af, at vi alle har lige muligheder. Og det tilgodeser vel mest et abstrakt retfærdighedsbegreb.

Jeg indrømmer gerne, at jeg måske ikke har sat grundigt i argumenterne for UBI, så jeg vil godt belæres og evt. ændre holdning.

Desuden, synes jeg, UBI ofte kommer til at fremstå som et mål i sig selv, hvor jeg synes, det i højere grad må være opgaven at indkredse nogle problemer, eller som man siger udfordringer, og se basisindkomst som et middel til at løse centrale samfundsproblemer.

Hvad kan man drømme om at borgerløn kan bidrage til at løse?

1. Opgør med (løn)arbejdet, som den primære identitetsskabende aktivitet. Vi er vel for længst ude over den periode, hvor man a la Marx reproducerer sin personlighed gennem håndens skaben. ….

Abejdet er jo i den grad blevet bundet til et abstrakt vækstbegreb (BNP), hvor det store flertal af lønarbejdere er med i et ræs, hvor man ikke oplever hvordan ens skabende evner indgår i et færdigt produkt. Det er nok også oplagt, at nogle af de “skodjob”, som udsatte borgere presses ind i, er sværest at opleve som meningsfulde. Og samtidig med en lav løn som kompensation.

Vi har i den grad brug for at der i vores samfund skabes muligheder for, at man kan få mening og indhold i sit liv på andre værdier/parametre end lønarbejdets.

2. Der er et indbygget modsætningsforhold mellem konkurrence og profit på den side og sociale og psykiske problemer på den anden side. I en hvilken som helst virksomhed må der satses på, at en medarbejder ideelt set må producere for mere end den løn, der udbetales. Og i al fald ikke hæmmer produktionsrytmen, så der bliver produceret mindre end planlagt.

Det problem kunne måske løses med muligheden for at tilvælge en borgerløn.

3.Der skønnnes at være mellem 400- og 450.000 medborgere i den arbejdsdygtige alder. Tallet har været i den størrelsesordenen i flere årtier, og kan vel forventes at stige med stigende robotisering.

Allerede nu anvendes der enorme økonomiske og menneskelige ressourcer på at få mennesker, der ikke umiddelbart er efterspurgt på arbejdsmarkedet, til med pisk og gulerod at få en eller anden tilknytning til arbejdsmarkedet. Tænk hvad der kunne frigøres af af kreative kræfter, hvis der var muligheder for at vælge borgerløn frem for mere eller mindre opfindsom aktivering.

4. Psykisk og fysisk nedslidning er udtalt på det pressede og højeffektiviserede arbejdsamrked. Måske kunne muligheden for korte eller længere tids valg af borgerløn mindske stress og nedslidning.

5.Centralisering med udtynding og forringede arbejds- og levemulighder i periferien, er en anden typisk konsekvens af kapitalismens mekanismer. Borgerløn kombineret med civilsamfundsmobilisering kunne måske bidrage til at gøre mulighederne i “udkanten”mere atraktive.

Denne om man så må sige noget forenklede opremsning af karakteristiska på samfundsudviklingen under de herskende neoliberale vilkår, som har medført en overvejende politisk tilslutning til “nødvendighedens politik”. Opremsningen peger på et enormt behov for at eksperimentere medandre løsninger, selvfølgelig også i høj grad set i lyset af kapitalismens rovdrift på ressourcer og klimaproblemer mv. Kort sagt: Kan der udvikles en model, der åbner op for en samfundsudvikling med bæredygtighed og langt større spillerum for social og kulturel innovation og udvikling af nye fællesskaber eller revitalisering af eksisterende?

Jeg vil prøve at skitsere en borgerløsnmodel, som kunne være ramme eller middel til at nå disse mål. Og som samtidig ikke er så fjern fra tidligere tiders bevægelser – andels- og husmandsbevægelsen, arbejderbevægelsen mv. – og deres tagen sagen i egen hånd. Og som også kan udvikles og forhåbentlig styrke mange af tiltag, initiativer, der allerede skyder op og blomstrer midt i konkurrencesamfundets vækstørken.

Når man læser om, hvad ubetinget borgerløn skal gøre det muligt at afskaffe er det jo i virkeligheden for langt hovedpartens vedkommende – SU og folkepension undtaget – ydelser der kompenserer for manglende evne til eller manglende mulighed for selvforsørgelse.

Så derfor var det måske mere rimeligt med en basisindkomst primært forbeholdt de medborgere, der ikke, momentant eller permanent, har mulighed for yde for at kunne nyde (gensidighedsprincippet), men som har behov for at få “noget for ingenting” (omsorgsprincippet).

Mennesker som måske med en basisindkomst får mulighed for at bidrage i højere grad til samfundets, lokalsamfundets og egen families trivsel.

En sådan borgeløn kunne baseres på et frivlllighedsprincip, som jo i praksis kunne været åbent for alle.

Med andre ord:

  1. Man skulle meddele kommunen: Jeg vil godt på borgerløn, jeg accepterer en minimumsydelse (?) uden forpligtigelser og er i stand til at leve på det grundlag. Det skulle være uden tidsbegrænsning, men mulighed for frivilligt at anmode om at komme på en anden ordning, hvis man har behov for det, evt. hvis man har fået lønnet beskæftigelse.
  2. Man skulle også kunne vælge at få et “frikort” så man ved egenindtjening lunne få et tillæg til borgerlønnen, på ???. Ydelserne skulle være så tilpas lave, at det vil afholde de fleste med en rimelig lønindtægt fra at kaste sig ud i det. Men det vil nok være fristende for nogle med lavinkomster at melde sig til en sådan frivillig borgerlønsordning, men det vil vel så tvinge lønninger til “lortejobs” i vejret. Og det kunne der være god mening i.
  3. Man skulle også kunne vælge at meddele kommunen, at man vil på borgerløn, men at man fortsat vil stå til rådighed for arbejdmarkedet, eller uddannelse. Det kunne så uudløse et “arbejdsvillighedstillæg” skattefrit i størrelsesordenen ???. Det vil være i stil med kontanthjælp i en eller anden form.
  4. Et tillæg, som også kunne udbetales ved arbejde i et socialt- eller socialøkonomisk projekt. En tilknytning – om man vil – til et civilsamfundsprojekt, hvor man bidrager efter evne, og honoreres efter en godkendt sats. Det skulle være med mulighed for permanent tilknytning, og ikke blot tidsbegrænset aktivering.

Bliver man motiveret og er muligheden til stede kan man som nævnt til enhver tid søge/få et lønarbejderjob til en formentlig noget højere løn. Evt. kan man sluses ind på arbejdsmarkedet med borgerløn som en slags løntilskud.

Herudover må der opereres med et “arbejdudygtighedstilskud” til mennesker med ingen eller ringe mulighed for egenindtjening. Der vil formentlig også fortsat være brug for en socialsektor i forhold til mennesker, der falder igennem “borgerlønsnettet”. Det kunne være i stil med førtidspension, og der skal selvfølgelig være gode professionelle støtte- og hjælpeordninger, ideelt set placeret i et samspil med et lokalområde.

En sådan frivllig borgerlønsordning kan ikke stå alene, den må følges af en massiv civilsamfundsmobilisering

Men en borgerløn af den type skal nødvendigvis følges op af moblisering af lokalsamfundsressourcer. Der skal skabes politisk og økonomisk basis for “sociale, bæredygtighedsbaserede lokale experimentale zoner”, der både skal udvikle spændende og livskvalitetsforbedrende initiativer i lokalsamfundet, og inkludere en bred gruppe af udsatte borgere i udviklende fællesskabsaktiviteter. (Aktionsforskere fra RUC arbejder på at udvikle en BI-model, = bæredygtig inklusion).

Jeg synes mine egne erfaringer med socialøkonomiske projekter i Nordjylland har noget potentiale som kunne bruges i den civilsamfundsudvikling, kommunens borgmester præsenterer som “den ultimative form for landistriktsudvikling”. Se evt. opsamlingen i “Skovsgårdmodellen”, på: http://www.raaddaad.dk.

Der skal skabes en iværksætterfond med midler fra det offentlige, fra private fonde, evt. midler fra pensionskasser mv. Den kunne administreres centralt af Andelskassen Merkur, suppleret med mange decentrale lokale andelskasser, med lokale bestyrelsesmedlemmer. Projekter kunne financieres herfra, suppleret med en vis egenkapital (andele, crowfunding) og en kommunal delfinansiering.

Herudover skal der udvikles kompetencecentre med focus på praksis – matrikelløse uddannelser der baserer sig på samspil mellem teori og praksis. Her indsætter jeg lige et af Scharmers akupunkturpunkter, som man kan finde i deres helhed på nettet. (http://www.ottoscharmer.com/sites/default/files/2009_SevenAcupuncturePoints.pdf)

Her i hans sjette akupunkturpunkt udvikler han sine tanker om “socialt entrprenørskab”, som jeg synes dækker en del af de kvaliteter, som skulle i spil i en civilsamfundsudvikling:

6. Lederskab: Man skal genopfinde lederskab der formidler ‘læring fra den fremspirende fremtid’, snarere end reproducere fortidens mønstre.

På baggrund af mange års erfaringer konstaterer han, at universiteter og højere læreanstalter producerer delvist forældet og ubrugelig viden, som i al fald ikke kan bruges i den omformningsproces som efter hans mening er nødvendig. Der skal fundamental nytænkning til i forhold til universiteters og læreranstalters rolle i omformning af samfundet i den rigtige retning. Her skal blot fremhæves eet område, hvor der iflg. Scharmer skal tænkes nyt:

(3) udvikling af fundamentale metoder og redskaber: for eksempel, en social teknologi til bearbejdning af de udfordringer som borgere, organisationer, lokalsamfund og ledere møder. Udfordringer som både tvinger os til at reflektere over det forgangne og til at fornemme og aktualisere den fremspirende fremtid. En stærk forankring i metoder og redskaber der vil gøre studerende og forskere ( læs: sociale entreprenører) egnede til at være til stede, til at lytte , til at tænke og reflektere dybtgående, at skabe udviklende samtaler, at bevæge sig ind i situationer som er ukendte, at have indføling med andre, at forbinde sig med dybere menneskelige kilder som er i os alle. Og som gør dem – studerende/forskere – i stand til at udkrystallisere visioner og intentioner, at skabe prototyper af noget muligt nyt ved at udvikle/bidrage til at skabe “gode eksempler/nyskabende projekter”, og til at involvere sig i et samfund i forandring.

Tilføj til dette: noget basisviden i finansiering, bogføring, systemtænkning og evner til at benytte sig af medieteknologi, og studerende vil herefter være vel udstyret til at påtage sig dette århundredes lederskab og udfordringer i enhver form for nye institutionelle sammenhæng”. (Scharmer s. 24)

Scharmer konstaterer, at dagens universiteter ikke udvikler den type af evner og relationer, men at der dog findes “lommer med folk, som prøver at udvikle den slags tilgange – individer, grupper netværker.”

Hvad hvis vi kunne forbinde disse innovative og inspirerende mennesker i et globalt netværk af “aktionsforsknings-universiteter”?

Dette lokalt organiserede udviklingsarbejde skulle gerne blive så spændende at det også tiltrækker overskudspersoner, som på borgerløn + arbejdsvillighedstillæg i kortere eller længere perioder bruger deres overskud og kreative kvaliteter i et lokalt fællesskab. Det vil kunne skabe rotation og deling af arbejde på det “normale arbejdsmarked”. Sker det ikke af frivillighedens vej, kunne man måske forestille sig en “samfundsværnepligt” i stil med hvad Knud Årup har foreslået.

Der skulle formentlig også være basis for almindelig lønnet beskæftigelse i disse eksperimentelle projekter eller virksomheder. Der skulle måske indføres lønloft, så det ikke bliver økonomi alene, der tiltrækker ansatte, men først og fremmest engagement og virkelyst i et fællesskab.

Men alt dette forudsætter et holdningsskifte, der her skitseres som realistisk bud på en alternativ samfundsudvikling, som kan være et reelt modsvar til den nødvendighedens politik, som flertallet af politikere bakker op om, men for manges vedkommende formentlig med en lidt dårlig smag i munden i forhold til deres humanistiske hjerte.

Opsummering:

  1. En sådan målrettet basisindkomst vil være mere spiselig end en UBI-model. Den vil angribe reelt eksisterende problemer, som formentlig i de kommende år vil blive større, altså den massive udstødning fra arbejdsmarkedet
  2. Basisindkomst i denne form bliver så mere et middel til løsning af centrale samfundsproblemer, hvor målene er vitalisering af lokalsamfund, udvikling af muligheder for at “bidrage” på anden vis end via lønarbejde, ansvarliggørelse af mellemmenneskelige relationer.
  3. Mulighed for en reel diskussion af arbejde, som eneste identitetskabende aktivitet. Og mulighed for i teori og praksis at skabe lokalsamfund – laguner – baseret på en bred vifte af humane værdier som alternativ til konkurrencesamfundets vækst og effektivitet og satsen primært på økonomiske værdier. Og der vil også være mulighed for at erkende, at der er et reelt svælg imellem det som efterspørges i det globale konkurrenceræs og evner og ressourcer blandt “udsatte borgere”.
  4. En sådan basisindkomst vil frigøre mennesker fra ydmygende aktiveringstiltag, og vil også fjerne en del bureaukrati og kontrol.
  5. Mange af disse tanker og ideer findes allerede som spirer og drømme i vores samfund og skal vel blot formuleres politisk og prøves af i en bunke experimenter, som kan blive gode eksempler. Universiteter og læreranstalter skal inspireres til at samle op og videreudvikle.

 carl_christensens_model

Carl Christensen er kultursociolog og har været social iværksætter med mere end 30 års erfaring med socialt udviklingsarbejde og manden bag Skovsgaardmodellen.

Se nærmere: 

5 comments

  • Allan V. Hansen

    Skal erkende at jeg ikke har læst det til ende. Men for mig handler ubi om, at sikre at ingen skal arbejde af nød grundet den private ejendomsret, som jeg ikke ønsker at afskaffe. Længere er den ikke.

    • Carsten Rank

      Allan >
      Nu handler det her jo netop ikke om UBI, men om frivillig borgerløn.

      .

      Selv blev jeg interesseret i borgerlønstanken i 80erne, hvor Professor Sløk videregav sine tanker omkring det emne i nogle aftenudsendelser.

      Min egen situation var nemlig, at mine børns mor havde det svært med arbejdsmarkedet, og hun foretrak derfor at gå hjemme og passe hus og børn, imens jeg gik på arbejde. Da vi boede under samme tag, var jeg forsørger, og vi kunne ingenting få fra det offentlige.

      Det var meget svært at få det til at løbe rundt; endsige at få mad på bordet hver dag. Midt i det hele valgte vi at blive gift, for så kunne jeg i det mindste få hendes fradrag. Ved vielsen tog borgmesteren nogle blomster, som stod i en vase på bordet og gav dem til bruden, så hun havde en buket.

      Ovenstående er ment som endnu et argument for frivillig borgerløn. Jeg synes, det ville have været på sin plads og mere menneskeværdigt, hvis min kone dengang kunne have valgt at få en velfortjent borgerløn.

      Hvis det havde været i dag, ville hun have fået en diagnose og være blevet sendt i endeløse jobtilbud med løndækning udbetalt til arbejdsgiverne.

      .

  • Leo Nygaard

    Carl og alle.

    Idet jeg henviser til mit indlæg “Dansk UBI i praksis, vil jeg notere et par hovedpunkter i min opfattelse af UBI`en indførelse :

    1 – Bien er en studiekreds, ikke et politisk parti. Partierne står for udformningen i praksis.
    2 – UBI er ikke en totalt samfunds ideologi og alle forsøg på at knytte den sammen med en sådan er et handikap for udbredelsen.
    3 – UBI skal også måles på det den erstatter – det der afskaffes.
    4 – UBI er tværpolitisk. Alle partier kan sympatisere ud fra deres grundholdninger, social sikkerhed og personlig frihed.
    5 – Folketinget skal til enhver tid fast lægge detaljerne. Debat om beløbsstørrelse er derfor overflødig.
    6 – Et folketingsflertal kan fastlægge graden betingelsesløshed og individualitet, f.eks ift. gensidig forsørgelsespligt.
    7 – Et folketingsflertal kan fastlægge, hvilke områder der ikke omfattes, f.eks SU. og boligsikring.
    8 – UBI er et meget væsentligt emne i debatten om klient/behandler samfundet, uddannelsesområdet og den teknologiske udvikling på arbejdspladserne.

    Dette er kun udtryk for min personlige holdning.
    Jeg henviser til Information, hvor der i de sidste par år har været meget om UBI.

    • Carsten Rank

      Denne tråd handler ikke om UBI.

      • Leo Nygaard

        Nå da, Carsten – Er betegnelsen vigtig ? Der har været brugt 10 forskellige betegnelser.
        Se Erik Christensen “Borgerløn”. Kan findes her.

        Det handler om det, folketinget i givet fald vedtager – med de grundlæggende principper : Ubetinget og individuel ydelse fra fællesskabet til borgeren.