Borgerløn og bæredygtighed
Essay af Rune Engelbreth Larsen (NOAHs blad, Miljøsk nr. 28, august 2002)
En borgerlønsreform er et kvalificeret alternativ til det eksisterende socialsystems klientgørelse og tvangsaktivering – men den kan være meget mere end det. I opgøret med neoliberalismens blinde vækstreligion kan en borgerlønsreform være et redskab til at føre kampen for et bæredygtigt miljø ind på nye græsgange …
I debatbogen Fra nødvendighed til frihed (Klim, 1996) kritiserer idéhistorikeren Ulf Vincents Olsen den blinde tiltro til den økonomiske vækst og foretager et lille, men tankevækkende regnestykke, som flere måske burde fundere lidt over. Han antager, at verden gennem de næste 500 år vil være præget af en årlig økonomisk vækst på 2,1% pr. år, hvoraf følger, at verdens samlede produktion fordobles på godt 33 år, og at den ottedobles i løbet af et århundrede. Om 200 år vil der blive produceret 64 gange så meget, og om 500 år hele 32.858 gange så meget som den samlede globale produktion i dag …
Dette enkle regnestykke rejser to spørgsmål.
For det første: Hvor langt er det realistisk at fortsætte med at tilstræbe en sådan vækstrate? Og for det andet: Hvor langt er det ønskeligt?
For at tage det første først.
Nu kan man jo forestille sig mange ting. Og mangt og meget, der f.eks. var teknologisk utænkeligt for et århundrede siden, er dagligdag i dag – men ikke desto mindre tillader jeg mig bagstræberisk at betvivle, at der globalt skulle kunne produceres 64 gange så meget som i dag om 200 år – for slet ikke at tale om 32.858 gange så meget om 500 år.
Nu er der næppe heller mange andre, som kan forestille sig den globale produktion forøget i denne størrelsesorden, men ikke desto mindre opfører det altovervejende flertal af den politiske magtelite sig rent faktisk uden videre, SOM OM vi ultimativt både kan og skal stræbe efter en mangedobling af vækstraten. Og det i en sådan grad, at økonomisk vækst uden forbehold er den toneangivende universalnøgle for hovedparten af økonomer og politikere.
Hvilket bringer os til det andet spørgsmål: Er denne vækstmani overhovedet ønskelig ud fra menneskelige og miljømæssige hensyn?
Selv i toppen af den politiske og økonomiske magtelite er der et udtalt ønske om at undgå i det mindste den mest generende miljøbelastning, som det f.eks. kommer til udtryk hos Verdensbankens tidligere cheføkonom og tidligere finansminister i USA, Lawrence Summers. Karakteristisk nok drejer det sig dog ingenlunde om at begrænse årsagerne til miljøbelastningen, for det ville jo føre til et opgør med vækstfilosofien, men til gengæld om at feje forureningen ind under gulvtæppet.
Hvordan? Ved at eksportere den.
Hvorhen? Til ulandende, selvfølgelig – de er jo så underudviklede, ikke sandt?!
Lawrence Summers skriver: »Jeg har altid ment, at de underbefolkede lande i Afrika var stærkt underforurenede.« Og han fortsætter i samme ånd: »Kun det beklagelige faktum, at så megen forurening skabes af industrier, som ikke handles internationalt (transport, elektricitetsproduktion), samt de høje transportomkostninger for fast affald, forhindrer international handel med luftforurening og affald, som ville forøge den globale velfærd. (…) Endvidere drejer bekymringen sig også om luftforurening, som uden at have nogen synderlig betydning for helbredet, forringer sigtbarheden. Også her er det åbenbart, at handel med goder, som har æstetiske konsekvenser for sigtbarheden, kunne forøge den globale velfærd. Produktionen er flytbar i modsætning til den smukke, rene og friske luft.« (Citeret efter: Kritik af den økonomiske fornuft, s. 281f; Hans Reitzels Forlag, 2001).
Udsagnet er foruroligende selvafslørende for den arrogance og kynisme, som tilsyneladende eksisterer i toppen af magtpyramiden. Ulandene har så lidt, og vi har jo så meget, så lad os dog dele graciøst ud af vores overskud og give dem noget af vores forurening – man skal skam ikke beskylde os for ikke at ville dele …
Jeg skal ikke her fortabe mig yderligere i finansgrådighedens paradokser eller gå ind i de velkendte, dramatiske konsekvenser for mennesker, dyr og miljø, som vækst og profitjag har efterladt i sit kølvand, men blot konstatere, at Lawrence Summers’ indstilling ikke just burde vanskeliggøre motiveringen af tiltag, som potentielt kan trække udviklingen i modsat retning.
Men man skal jo begynde et sted, og lader vi de globale perspektiver hvile og vender os til de mere nære, kunne et passende, nationalt tiltag mod hæmningsløs økonomisk vækst og dens miljøbelastende konsekvenser måske være en borgerlønsreform.
Da der eksisterer en række myter om borgerløn, vil det være på sin plads at henvise til den aktuelle debatbog Oprør fra bredden (Tiderne Skifter, 2002), i hvilken 11 forfattere gør op med fordomme om konsekvenserne og de økonomiske omkostninger af en borgerlønsreform. Bogen præsenterer en række individuelle vinkler på borgerløn, som måske kan udvikles til en ny og mere konkret løsningsmodel på det nuværende socialsystems værste problemer.
Borgerlønsbevægelsen forstår borgerløn som en borgerret i form af en garanteret minimumsydelse til alle samfundsborgere, som man kan leve af. En borgerlønsreform skal indrettes således, at mennesker, der får erstattet overførselsindkomsten af borgerløn, som hovedregel vil have samme økonomiske vilkår efter en borgerlønsreform som i dag, mens det naturligvis samtidig skal sikres, at lønmodtagere ikke tjener på reformen. Der er mange bud på, hvordan dette kan realiseres, og Borgerlønsbevægelsen har offentliggjort flere borgerlønsmodeller på bevægelsens hjemmeside.
Men én ting er samfundsøkonomi og socialsystem – en borgerlønsreform er åbenlyst udtryk for et opgør med tvangsaktivering, klientgørelse og umyndiggørende bureaukrati i det eksisterende system, men kan også bane vejen for en omlægning af arbejdsvaner og ikke mindst vækstmantraet til fordel for et bæredygtigt samfundsgrundlag.
For flere er dette noget af det mest centrale ved en borgerlønsreforms potentiale. Således skriver f.eks. Tørk Haxthausen: »Det vigtigste ved ideen om borgerløn er, at den savner et bestemt mål. Den er åben. Den skal ikke føre til et socialistisk samfund eller global retfærdighed eller menneskerettigheder for alle. Borgerløn er en øjeblikkelig løsning på et øjeblikkeligt problem: Vækstens onde cirkel. Ingen kan forhindre en teknologisk udvikling, som hæver produktiviteten yderligere og yderligere sænker behovet for arbejdskraft. Ingen kan standse trenden mod fusioner, og slet ingen kan bremse kapitaltilvæksten. Men hverken ressourcerne, miljøet eller menneskene kan holde til den uhæmmede vækst, som dikteres af disse forhold.« (Oprør fra bredden, s. 36).
Vi kan ikke producere os ud af alle samfundsproblemer, men vi kan producere yderligere miljøproblemer i forsøget på at gøre det. Som modtræk til denne politiske strategi må vi ikke bare skabe en større miljøbevidsthed, men også et opgør med den herskende arbejdsmoral, ifølge hvilken lønarbejde er tilværelsens saliggørende omdrejningspunkt.
En garanteret og ubetinget minimumsindkomst, man kan leve af, frisætter i udgangspunktet mennesket til et reelt valg imellem lønnet beskæftigelse (og de ekstra, materielle goder, denne eventuelt kan finansiere) og ulønnet beskæftigelse (med færre materielle goder). Beskæftiget er man jo under alle omstændigheder, blot er halvdelen af befolkningen ikke beskæftiget med lønarbejde, men derimod med foreningsarbejde, husarbejde, skolegang, uddannelse eller sociale og familiære aktiviteter og 117 andre forhold, som man altså bare ikke får nogen løn for. Det betyder imidlertid ikke, at de ikke bidrager til samfundet (og samfundsøkonomien), for vi indgår alle i samfundets cirkler på mangfoldige måder og skal naturligvis behandles som ligeværdige mennesker med samme rettigheder, hvad enten vi er lønmodtagere eller ej.
En borgerlønsreform i Danmark vil ikke af sig selv ændre produktionen eller sætte en stopper for vækstspiralen. Men den vil muliggøre, at flere mennesker kan fravælge at støtte den gennem deres arbejdsliv.
En borgerlønsreform sørger nemlig for, at valget ikke længere indskrænkes til et enten-eller-valg imellem lønarbejde eller umyndiggørende »aktivering« og kontrol, som i dag tvinger flere og flere til at arbejde med hvad som helst blot for at undgå tvangssystemet
En reform, der således afskaffer tvangsaktivering og erstatter de bestandigt beskårede sociale ydelser med en garanteret borgerløn, giver flere mennesker mulighed for at stå helt eller delvist af ræset og undgå nedslidning og stress. Og ikke mindre vigtigt: Mulighed for frivilligt leve på et lavere materielt niveau og ikke blot være et tandhjul i den evige vækstspiral, der er baseret på, at vi i stigende grad forbruger uden andet formål end at forbruge.
En borgerlønsreform vil desuden i højere grad gøre det muligt at indrette lønarbejdet mere fleksibelt, med længere orlov, kortere arbejdstid og i det hele taget finde et mere individuelt tempo for ens tilværelse, der tager andre hensyn end arbejdsmarkedets profitmaksimering.
Arbejdsmarkedet må med andre ord begynde at indstille sig på at stå til rådighed for mennesket, i stedet for at mennesket skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet.
Flere får derved også mulighed for at standse op og spørge sig selv, om højere og højere materiel levestandard i sig selv er at foretrække, eller om ikke vi generelt har mere end nok.
Og endelig kan borgerløn være en ekstra, indirekte erhvervsstøtte til udvikling og produktion af alternative, miljøskånsomme produkter, idet omkostningsniveauet bringes ned, hvis man her kan vælge at arbejde på frivillig, idealistisk basis og f.eks. under opstartsfasen helt kan fravælge løn – tilværelsens basale behov er jo i forvejen sikret i kraft af borgerlønnen.
I kombination med skabelsen af en større miljøbevidsthed kan kampen for en borgerlønsreform således være et skridt i retning af opgøret med vækstmantraet og arbejdsmoralen.
Derfor har miljøbevægelsen og Borgerlønsbevægelsen måske ikke så lidt at sige hinanden: Et opgør med den herskende arbejdsmoral kan føre til større miljøbevidsthed – og større miljøbevidsthed kan føre til et opgør med den herskende arbejdsmoral …
— [Faktaboks 1:] ————————————————————————————————
Politiske partiers holdning til borgerløn
Ingen af de eksisterende partier i Folketinget i dag, går ind for borgerløn – kun Det Radikale Venstre har en overgang i begyndelsen af 1990erne haft det på sit politiske program.
Det eneste parti på stemmesedlen til det kommende folketingsvalg, som går ind for borgerløn, er Minoritetspartiet (www.minoritetspartiet.dk). Derudover er bl.a. Retsforbundet, De Grønne og Solidarisk Fornyelse tilhængere af borgerløn.
I Norge er den nuværende regering positivt indstillet over for borgerløn og i gang med at undersøge mulighederne for at realisere en borgerlønsreform.
— [Faktaboks 2:] ————————————————————————————————
Oprør fra bredden – fra velfærdsstat til borgerløn
Antologi. 138 sider, 168,- kr. Tiderne Skifter 2002.
Af Rune Engelbreth Larsen (red.), Ellen Brun, Erik Christensen, Tørk Haxthausen, Souhail Ibrahim, Niels I. Meyer, Axel Mossin, Bente Schwartz, Per Sørensen, Knud Vilby og Mikael Witte.
F
yldige uddrag af boganmeldelser og en lang række debatindlæg i forbindelse med udgivelsen m.m. er offentliggjort på Borgerlønsbevægelsens hjemmeside: www.borgerloen.dk