Habermas gik ind for borgerløn

Af Erik Christensen

Den nyligt afdøde tyske filosof og sociolog Jürgen Habermas (1929-2026) er især kendt for sine teorier om demokrati, offentlighed og kommunikation. Mindre kendt er det, at han også argumenterede for borgerløn som en del af løsningen på velfærdsstatens krise.

I sin analyse af krisen i 1980’erne pegede Habermas på, at arbejderbevægelsens traditionelle tro på økonomisk vækst havde mistet sin kraft. Det skabte et politisk dødvande mellem fortsat vækstorientering og behovet for en ny retning.

Habermas foreslog et alternativ: et mere refleksivt velfærdsstatsprojekt, hvor balancen mellem marked, stat og civilsamfund skulle gentænkes. Her spillede solidaritet en central rolle som modvægt til både penge og administrativ magt.

Som en del af dette projekt argumenterede han for indførelsen af en borgerløn eller basisindkomst. Den skulle bryde arbejdsmarkedets dominerende rolle i menneskers liv og give bedre muligheder for deltagelse uden for lønarbejdet. Samtidig understregede Habermas, at borgerløn ikke i sig selv var tilstrækkelig, men måtte kombineres med en bredere styrkelse af civilsamfundet.

Hos Habermas indgår borgerløn dermed som et vigtigt element i en mere grundlæggende kritik af vækstsamfundet og som del af en ny måde at tænke velfærd og demokrati på.

Henvisninger:

Jürgen Habermas: Die Neue Unübersichtlichkeit. Kleine Politische Schriften V. 1985

Jürgen Habermas: The Crisis of the Welfare State and the Exhaustion of Utopian Energies. IN Jürgen Habermas on Society and Politics. A Reader (ed.) by Steven Seidman. Boston: Beacon Press: 284-299. 1989.

Læs Erik Christensens nekrolog over Habermas i POV