Borgerløn på dagsordenen

Af Rune Engelbreth Larsen (Kronik i Ekstra Bladet, 10.9.01)

Midt i det økonomiske opsving er antallet af arbejdsledige, som vurderes at være permanent uden jobmuligheder steget til 120.000. Udstødningen på arbejdsmarkedet er i bedste fald konstant, uafhængigt af konjunkturerne, og mange hundredtusinder må nødvendigvis forsørges af det offentlige – faktisk bliver omtrent 1.000.000 forsørget af det offentlige i Danmark.

Regeringens ”løsning” hedder tvangsarbejde og atter tvangsarbejde. Tvangsarbejderne er ikke alene ufrivillige løntrykkere, som arbejder under mindstelønnen, men er desuden uden de samme rettigheder, som er gældende for det almindelige arbejdsmarked. I Odense Kommune er man gået så vidt som at overtage en slaverilignende praksis og inddele tvangsarbejderne i klasser efter ”tyngde” (dvs. arbejdsduelighed), som private virksomheder direkte kan byde på og opkøbe! 

Så snart du placeres i under-Danmark forrykkes grænserne stedse for, hvor nedværdigende og respektløst myndighederne har lov til at behandle dig.

Politikerne har tilsyneladende ikke anstændigheden til at erkende det fuldstændig uacceptable i dette system, og fagbevægelsen er påfaldende tavs, måske af frygt for at genere Socialdemokratiet?

Det er på tide at erkende, at vi aldrig nogen sinde får fuld beskæftigelse, så længe rationalisering og effektivisering fortsætter, og så længe den teknologiske udvikling overflødiggør stadig flere på arbejdsmarkedet – så hvorfor ikke tage konsekvensen og udvikle dette til noget positivt? I stedet for at gøre de sociale myndigheder til et socialpoliti af dyneløftere og kontrollanter, der nidkært overvåger, at ingen unddrager sig tvangsarbejde, er det måske relevant at se sig om efter alternativer.

Det samme arbejde kan i dag ofte udføres af langt færre hænder end for få tiår siden, altså er der ikke behov for lige så mange på arbejdsmarkedet som tidligere – der er i større udstrækning mulighed for, at mennesker i kortere og længere perioder står helt uden arbejde, og der er mulighed for at nedsætte arbejdstiden. Hvad andet end forældet arbejdsmoral og egoistisk snæversyn forhindrer os i at TILLADE arbejdsfrihed uden tvangsarbejde, klientgørelse og formynderi, og sikre en garanteret minimumsydelse fra det offentlige, som man kan leve anstændigt af

Med andre ord: Lad os skære igennem al valgflæskets tilfældige lappeløsninger og turde tænke længere – lad os få borgerlønnen på dagsordenen igen som et visionært alternativ til tvangen, og som et bud på en solidarisk reform af det danske samfund i det 21. århundrede.

Økonomisk er det næppe uladsiggørligt, f.eks. at afskaffe personbundfradraget og erstatte samtlige overførselsindkomster med en fælles borgerløn på et niveau, der ligger i omegnen af den nuværende dagpengesats – i det mindste kan vi komme langt i den retning, selv hvis vi holder os inden for det gældende udgiftsniveau til overførselsindkomster, forskellige tilskud, tvangsarbejde og dertilhørende kontrol og bureaukrati. Dybest set er der tale om en ny fordeling, hvor studerende, pensionister, arbejdsløse og andre uden for arbejdsmarkedet får det samme beløb, mens det f.eks. kan fungere som en slags forhøjet personbundfradrag for alle i arbejde. Tvangsarbejdet afskaffes til fordel for arbejdstilbud, og hvad der måtte mangle i finansieringen heraf, hentes gennem en virksomhedsbeskatning, eftersom erhvervslivet jo sparer en del af lønudgifterne, fordi borgerlønnen udbetales til alle og naturligvis bliver højere end det nuværende personbundfradrag.

En sådan borgerlønsreform kan skrues sammen på forskellige måder, men i første omgang er det vigtigt overhovedet at få ideen på den politiske dagsorden.

Afgørende er det, at denne ydelse ikke må kunne reduceres, ligesom f.eks. dagpenge og kontanthjælp i dag, hvis man får deltidsarbejde. De rige klynker over, at de skal betale 70 procent af den sidst tjente krone, men få skænker det en tanke, at de fattige reelt risikerer at betale over 100 procent af den først tjente krone! Det er desværre alt andet end en skrøne, at det sjældent kan betale sig at arbejde for de økonomisk dårligst stillede – det skyldes imidlertid ikke, at de sociale ydelser er for høje, men derimod at systemet er så rigidt, som tilfældet er. I det øjeblik, du tjener lidt ved siden af kontanthjælpen, trækkes det meste nemlig fra, og skulle du alligevel risikere at få nogle få tusinde ekstra ud af det, betyder det blot, at boligsikring og andre ydelser reduceres tilsvarende, så hvorfor gide?

Men er borgerlønnen ikke billetten til slet ikke at gide – og hvad gør vi med det problem, at befolkningens gennemsnitsalder bliver højere og højere, og vi ad åre alligevel kan komme til at mangle hænder på arbejdsmarkedet?

Faktisk er borgerlønnen i virkeligheden en fremragende måde at sikre, at der kommer flere i arbejde, ikke på trods af, men på grund af, at arbejdslivet for mange netop bliver meget mere fleksibelt end i dag. Med en garanteret minimumsydelse, som myndighederne ikke kan skære i, vil det for mange flere blive fordelagtigt enten at tage småjobs eller deltidsarbejde, hvilket i dag slet ikke kan betale sig for hundredtusindvis på overførselsindkomster. Den enkelte kan således i højere grad indrette sit (arbejds)liv efter sine individuelle behov, fordi det for flere ikke længere er et enten-eller valg mellem nul arbejde eller fyrre timers hæsblæsende arbejdsuge. Skal tvang og forældet arbejdsmoralisme virkelig stå i vejen for dét?

Vi lever i et af verdens allerrigeste overflodssamfund – borgerløn er således ikke et spørgsmål om, hvorvidt vi har råd eller ej, men alene et spørgsmål om politisk og økonomisk prioritering.

Skulle vi da ikke turde vove at prioritere frihed og fleksibilitet lidt højere?

LÆS OGSÅ JØRGEN ELIKOFERS MODKRONIK: BORGERLØN – NEJ TAK

BORGERLØN PÅ DAGSORDENEN (Kronik i Ekstra Bladet, 10.9.01)
Af Rune Engelbreth Larsen
Midt i det økonomiske opsving er antallet af arbejdsledige, som vurderes at være permanent uden jobmuligheder steget til 120.000. Udstødningen på arbejdsmarkedet er i bedste fald konstant, uafhængigt af konjunkturerne, og mange hundredtusinder må nødvendigvis forsørges af det offentlige – faktisk bliver omtrent 1.000.000 forsørget af det offentlige i Danmark.

Regeringens ”løsning” hedder tvangsarbejde og atter tvangsarbejde. Tvangsarbejderne er ikke alene ufrivillige løntrykkere, som arbejder under mindstelønnen, men er desuden uden de samme rettigheder, som er gældende for det almindelige arbejdsmarked. I Odense Kommune er man gået så vidt som at overtage en slaverilignende praksis og inddele tvangsarbejderne i klasser efter ”tyngde” (dvs. arbejdsduelighed), som private virksomheder direkte kan byde på og opkøbe! 

Så snart du placeres i under-Danmark forrykkes grænserne stedse for, hvor nedværdigende og respektløst myndighederne har lov til at behandle dig.

Politikerne har tilsyneladende ikke anstændigheden til at erkende det fuldstændig uacceptable i dette system, og fagbevægelsen er påfaldende tavs, måske af frygt for at genere Socialdemokratiet?

Det er på tide at erkende, at vi aldrig nogen sinde får fuld beskæftigelse, så længe rationalisering og effektivisering fortsætter, og så længe den teknologiske udvikling overflødiggør stadig flere på arbejdsmarkedet – så hvorfor ikke tage konsekvensen og udvikle dette til noget positivt? I stedet for at gøre de sociale myndigheder til et socialpoliti af dyneløftere og kontrollanter, der nidkært overvåger, at ingen unddrager sig tvangsarbejde, er det måske relevant at se sig om efter alternativer.

Det samme arbejde kan i dag ofte udføres af langt færre hænder end for få tiår siden, altså er der ikke behov for lige så mange på arbejdsmarkedet som tidligere – der er i større udstrækning mulighed for
, at mennesker i kortere og længere perioder står helt uden arbejde, og der er mulighed for at nedsætte arbejdstiden. Hvad andet end forældet arbejdsmoral og egoistisk snæversyn forhindrer os i at TILLADE arbejdsfrihed uden tvangsarbejde, klientgørelse og formynderi, og sikre en garanteret minimumsydelse fra det offentlige, som man kan leve anstændigt af

Med andre ord: Lad os skære igennem al valgflæskets tilfældige lappeløsninger og turde tænke længere – lad os få borgerlønnen på dagsordenen igen som et visionært alternativ til tvangen, og som et bud på en solidarisk reform af det danske samfund i det 21. århundrede.

Økonomisk er det næppe uladsiggørligt, f.eks. at afskaffe personbundfradraget og erstatte samtlige overførselsindkomster med en fælles borgerløn på et niveau, der ligger i omegnen af den nuværende dagpengesats – i det mindste kan vi komme langt i den retning, selv hvis vi holder os inden for det gældende udgiftsniveau til overførselsindkomster, forskellige tilskud, tvangsarbejde og dertilhørende kontrol og bureaukrati. Dybest set er der tale om en ny fordeling, hvor studerende, pensionister, arbejdsløse og andre uden for arbejdsmarkedet får det samme beløb, mens det f.eks. kan fungere som en slags forhøjet personbundfradrag for alle i arbejde. Tvangsarbejdet afskaffes til fordel for arbejdstilbud, og hvad der måtte mangle i finansieringen heraf, hentes gennem en virksomhedsbeskatning, eftersom erhvervslivet jo sparer en del af lønudgifterne, fordi borgerlønnen udbetales til alle og naturligvis bliver højere end det nuværende personbundfradrag.

En sådan borgerlønsreform kan skrues sammen på forskellige måder, men i første omgang er det vigtigt overhovedet at få ideen på den politiske dagsorden.

Afgørende er det, at denne ydelse ikke må kunne reduceres, ligesom f.eks. dagpenge og kontanthjælp i dag, hvis man får deltidsarbejde. De rige klynker over, at de skal betale 70 procent af den sidst tjente krone, men få skænker det en tanke, at de fattige reelt risikerer at betale over 100 procent af den først tjente krone! Det er desværre alt andet end en skrøne, at det sjældent kan betale sig at arbejde for de økonomisk dårligst stillede – det skyldes imidlertid ikke, at de sociale ydelser er for høje, men derimod at systemet er så rigidt, som tilfældet er. I det øjeblik, du tjener lidt ved siden af kontanthjælpen, trækkes det meste nemlig fra, og skulle du alligevel risikere at få nogle få tusinde ekstra ud af det, betyder det blot, at boligsikring og andre ydelser reduceres tilsvarende, så hvorfor gide?

Men er borgerlønnen ikke billetten til slet ikke at gide – og hvad gør vi med det problem, at befolkningens gennemsnitsalder bliver højere og højere, og vi ad åre alligevel kan komme til at mangle hænder på arbejdsmarkedet?

Faktisk er borgerlønnen i virkeligheden en fremragende måde at sikre, at der kommer flere i arbejde, ikke på trods af, men på grund af, at arbejdslivet for mange netop bliver meget mere fleksibelt end i dag. Med en garanteret minimumsydelse, som myndighederne ikke kan skære i, vil det for mange flere blive fordelagtigt enten at tage småjobs eller deltidsarbejde, hvilket i dag slet ikke kan betale sig for hundredtusindvis på overførselsindkomster. Den enkelte kan således i højere grad indrette sit (arbejds)liv efter sine individuelle behov, fordi det for flere ikke længere er et enten-eller valg mellem nul arbejde eller fyrre timers hæsblæsende arbejdsuge. Skal tvang og forældet arbejdsmoralisme virkelig stå i vejen for dét?

Vi lever i et af verdens allerrigeste overflodssamfund – borgerløn er således ikke et spørgsmål om, hvorvidt vi har råd eller ej, men alene et spørgsmål om politisk og økonomisk prioritering.

Skulle vi da ikke turde vove at prioritere frihed og fleksibilitet lidt højere?

LÆS OGSÅ JØRGEN ELIKOFERS MODKRONIK: BORGERLØN – NEJ TAK

print