Borgerne skal have magten tilbage
Debatindlæg i Information 21. dec. 2012
Fattigdom er kommet på mediernes dagsorden igen. Det er dog stadig lidt uklart, hvad der menes med fattigdom. Ginikoefficienten siger noget om uligheden generelt i samfundet, men ikke meget om hvor meget eller lidt den enkelte borger har at leve for.
Man kan også se på, hvor mange kroner og øre den enkelte borger har til rådighed efter faste udgifter. Özlem Cekic (SF) fik ørerne i mediemaskinen, da hun for et år siden brugte Carina som eksempel på fattigdom.
Det viste sig nemlig, at Carina fik 15.800 kroner pr måned efter skat. Det lød jo af en del, men der var desværre ikke mange, der gjorde sig den ulejlighed at kigge nærmere på tallene. De ser sådan ud: Carina fik 9.800 kroner i kontanthjælp. Desuden ca. 3.000 kroner i boligsikring og ca. 3.000 kroner i børnepenge. Det ville en lavtlønnet også få plus naturligvis lidt mere udbetalt løn efter skat. Så ifølge det regnestykke ville det stadigvæk kunne betale sig for Carina at få et job – hvis hun kunne.
Hvis vi så sammenligner Carinas forbrug med et dansk gennemsnit, ser det sådan ud: Forbrugerstyrelsen fik i 2002 udarbejdet en række standardbudgetter. Her kan man læse, at en enlig kvinde med en datter i alderen 11-14 år brugte 9.800 til daglige løbende udgifter, det vil sige mad samt transport, fritid og så videre. Det er noget mere, end de 5.000 kroner, som Carina havde tilbage efter at faste udgifter var betalt, og Carina er ikke alene. Hun deler vilkår med næsten hver fjerde voksne dansker! Det er de ca. 800.000 borgere i den arbejdsduelige alder, der står uden for arbejdsmarkedet og dermed det gode selskab. Det er næppe sandsynligt, at de alle helt frivilligt har valgt denne karriere som ’samfundsnassere’.
Fra borger til klient
Hvordan mon det er at stå med hatten i hånden over for en sagsbehandler? Ja, det er faktisk velbelyst af forskningen: Man bliver klient! Personligheden forandres. Man ender med at blive en ’nasser’, der mener, det er ’samfundets skyld’. Selvrespekten og motivationen til at tage tilværelsen i egen hånd forsvinder til fordel for en magtesløs ’jeg har ikke en chance, jeg duer ikke’-tankegang. Dette er den virkelige fattigdom. Vi kan tale nok så meget om kroner og øre, men det virkelige problem er lysten og evnen til at tage tilværelsen i sine egne hænder.
Det er her, at empowerment kommer ind. Begrebet betyder ordret ’at give magten’ over eget liv tilbage til det menneske, det drejer sig om. For nogle er empowerment et etisk princip, fordi man mener, at ethvert menneske bør have magten over eget liv, mens det for andre er et metodisk princip, da man mener, at man flytter mennesker bedst ved at gøre dem ansvarlige for egen udvikling. Det siger næsten sig selv, at ægte empowerment ikke fungerer under tvang.
Der er ikke meget empowerment i den aktuelle danske social- og arbejdsmarkedspolitik. Staten og kommunerne har ansat en hærskare af konsulenter, sagsbehandlere og ikke mindst kontrollanter, der skal ’servicere’ de 800.000. Det koster milliarder, men mon det hjælper? ’Ja’ mener politikerne tilsyneladende. Sandheden er imidlertid, at vores social- og arbejdsmarkedspolitik er kørt uhjælpeligt fast. Den har udviklet sig til det virvar, den er i dag efter et princip, der i organisationsteorien kaldes the Principle of Disjoint Incrementalism (de usammenhængende småforandringers princip) eller mindre smigrende: lappeløsninger.
Væk med lappeløsningerne
Der er grænser for, hvor langt man kan nå ved hjælp af den metode. Når kuren tilsyneladende forværrer sygdommen, er det et varsel om, at der er indtruffet en (negativ) kvalitativ forandring – i modsætning til de kvantitative forandringer, som vi alle er fortrolige med. Kvantitative forandringer kan de fleste systemer hamle op med. Løsningerne vil altid gå ud på at gøre mere eller mindre af det samme, som man hidtil har gjort. Det som har hjulpet indtil nu, det hjælper nok herefter.
Når der er tale om kvalitative forandringer, må der andre boller på suppen. I videnskabelige kredse taler man om 2. ordens forandringer, og det er forandringer, som de færreste systemer løser ved at skrue lidt på de sædvanlige knapper. Det er her man taler om nødvendigheden af et paradigmeskift, og det er det, vi nu har behov for.
Væk med alle lappeløsningerne. Indfør borgerløn på 9000 kroner pr. måned til alle voksne danskere i form af et fradrag i skatten på 9.000 kroner pr. måned og negativ skat til dem, der ikke kan udnytte fradraget fuldt ud. Det svarer nogenlunde til dagens niveau for kontanthjælp, og det kan fint lade sig gøre inden for det eksisterende offentlige budget.
Det vil skabe nye muligheder for mange grupper, der i dag i dag lider under statens kontroltyranni. Det gælder for eksempel bistandsmodtagere og ledige, iværksættere, musikere, skuespillere og forfattere.
Bistandsmodtagere og ledige bliver ’herrer i eget liv’. De vil kunne opkvalificere sig og dermed blive bedre i stand til at få et job. Der er mange muligheder i en aktiv arbejdsmarkedspolitik. Når den bliver et tilbud i stedet for som nu et påbud, sker der noget med folks motivation. De er ikke længere klienter, men må stole på egne kræfter.
Link til debatindlægget med kommentarer i Information 21. dec. 2012