Danaidernes kar

Af Finn Gemynthe

Et almindeligt billede af samfundsøkonomien: Lagkagen

Ofte lignes samfundets rigdomme med en lagkage. Hvordan skal denne lagkage deles? Herom drejer sig hele den politiske scene. De forskellige samfundsklassers repræsentanter trænges omkring lagkagen under masen og puffen for at sikre sig så store stykker som muligt. Lykkes det funktionæren at rage et rigeligt stort stykke til sig, bliver der så meget desto mindre til arbejderen, arbejdsgiveren og pensionisten.

Lagkagelignelsen synes så rammende; vi kan alle forestille os hundeslagsmålet omkring den begrænsede kage. I en del henseender forekommer sammenligningen mig imidlertid meget mangelfuld. F.eks. svarer den ikke på, om man på nogen måde kunne bage en større lagkage til gavn for alle. Råvarerne til lagkagen trylles tilsyneladende ud af den blå luft, hvilket ikke stemmer overens med virkeligheden. Vil ingredienserne altid kunne skaffes, og hvad gør man egentlig, hvis lagkagen må bages stadig mindre og en dag er spist op?

Sådanne spørgsmål finder jeg nok så interessante. Og lagkagelignelsen siger faktisk dårligt nok noget om fordelingen menneskene imellem, thi det er jo næppe sandt, at der bliver mindre til alle andre, hvis det lykkes een samfundsklasses repræsentant at kapre et større stykke? Lærer man ikke i nationaløkonomi, at øges købekraften et sted, vil det også dryppe på andre? – For mig at se giver myten om danaidernes kar et langt bedre overblik over nationaløkonomien:

Et bedre billede af samfundsøkonomien: Danaidernes kar

Karret fyldes af danaiderne. Disse stakkels skæbner er som straf for en gammel forbrydelse af de ubarmhjertige guder blevet fordømt til at fylde vand i et kar med afløb uden prop. Ligesom Sisyfos må danaiderne altså beskæftige sig med noget, som er nytteløst og endeløst. Noget af det værste, de gamle grækere kunne forestille sig.

danaidernes_kar

John William Waterhouse (1849-1917): The Danaides, 1906.

Danaidernes sørgelige skæbne kunne opfattes som et sindbillede på nutidens arbejdsliv. Men lad os her blot bruge billedet af danaidernes kar til at illustrere samfundets økonomiske situation. Den kan i lignelsen fortolkes således:

Karret = Økonomien

Danaiderne = Befolkningen

Spandene = Produktionsmidlerne

Vandet, før det fyldes i spandene = Råvarerne

Vandet, når det hældes i karret = Vareudbuddet

Vandstanden i karret = Samfundets velstand

Luften i karret = Samfundets fattigdom

Vandet, der flyder gennem hullet = Samfundets spild

Hullet = Spild ”kapaciteten”

Ved at anskueliggøre samfundet på denne måde kan man hjælpe nationaløkonomerne og politikerne med at kende forskel på + og -. Nationalregnskaberne vil nærme sig et realistisk resultat, når man har for øje, at alt, hvad der fosser ud gennem hullet i karrets bund, skal noteres på minussiden i samfundets årsopgørelser. Sammentælles de to kolonner og trækkes – fra +, finder man facit for, hvor godt et år det har været. Er vandstanden steget? Hvad har vi fået ud af anstrengelserne?

En slags status

Situationen er således ganske enkel:

  1. Danaiderne har været myreflittige igennem årtusinder, og det er efterhånden lykkedes dem at bringe vandstanden op på et niveau, hvor der endog er råd til en vis velstand til mange af dem, der kun ville løbe i vejen ved vandpåfyldningen.
  2. Dette har kunnet lade sig gøre i kraft af, at danaiderne har effektiviseret deres arbejde, bl.a. ved at grave dybere, nærmere brønde og udskifte de gammeldags, tunge vandkrukker med lettere plastspande. Dermed har de på samme tid øget vandstanden og fået et lidt nemmere liv. Denne løsningsmodel kalder vor tids danaider vækst.
  3. Afgørende for, at denne fremgangsmåde i længden er holdbar, er, at adgangen til vand er stabil. Hvis brøndene tømmes, bliver resultatet øget arbejdsbyrde og stigende fattigdom.
  4. Danaidernes grundlæggende problem er således stadigvæk hullet i karret. Og dette slides lige så stille større, jo mere vand der strømmer igennem det.
  5. Hvis danaiderne kunne mindske hullets diameter, ville de på samme tid opnå tre fordele: Øget velstand, mindsket arbejdsbyrde og mindsket råvareforbrug!

Opgør med guderne og dæmonerne – ned med spildet?

Punkterne 4 & 5 synes imidlertid tabu for danaiderne. De har i stedet forbedret deres velstand betydeligt gennem en massiv satsning på væksten. Det er gået godt et stykke tid, men det ændrer jo ikke på den beklagelige kendsgerning, at velstanden fosser ud af samfundet. Metodens ulemper begynder at vise sig, og en dag må de gå meget længere efter vand.

Der findes ingen prop, som kunne udfylde hullet helt. Alle har brug for føde, klæder og meget andet; et vist forbrug er uundgåeligt. Men hullets diameter kan sagtens mindskes betragteligt, billedligt talt kan der lægges en skive hen over hullet, og midt i skiven er der kun et mindre hul. Og den vandstråle, der således stadig udstrømmer, kan lettere opsamles og genanvendes end de sprinkleragtige kaskader, der sprøjter ud af brug-og-smid-væk-samfundets kæmpehul.

Hvordan mindskes da hullet i danaidernes kar? Svaret er i princippet ganske enkelt: Økonomien må omlægges fra kvantitet til kvalitet. Fra kassation til genbrug. Fra fossile energikilder til vedvarende. Fra forbrug til formue. Når det sker, kan det søde, luksuriøse liv fortsættes, uden at det giver grund til skyldkomplekser overfor børn og fremtid.

Spildets nødvendighed

Umiddelbart skulle man forvente, at et samfund kun kunne blive rigere af at reducere mængden af affald. Gode, gamle husmandsregler siger simpelthen, at jo mindre man smider på møddingen, desto rigere er man.

Danaidismens samfund styres imidlertid af helt andre regler. Her gælder det, at det koster penge at få del i samfundets velstand. Uden penge bliver man hurtig sulten. Penge kan man kun skaffe sig på bestemte måder. De fleste må simpelthen sælge deres arbejdskraft, og de lønnes per liter vand, de hælder i karret. Og de, der ikke er spande til, må, for at få penge til at overleve for, erklære sig rede til ufortøvet at overtage en spand, der bliver ledig. Så er der dem, der kan undskylde sig med at være for unge eller gamle eller syge til at kunne bære en fyldt spand. Og så er der dem, som ejer en nærliggende kilde eller sø og kan sælge af deres vand. Og endelig dem, der ejer spande og kan tjene på at leje dem ud. Men selv de, der ejer flest spande og mest vand, er helt afhængige af pengene.

Konsekvensen af denne regel er tydelig. Det ville ikke hjælpe den enkelte danaide, om karrets bund dækkedes af en skive med kun et lille hul i midten. Jo højere vandstand, desto mindre brug er der for hans eller hendes arbejdskraft, salg eller udlejning. Blandt danaiderne gælder derfor det paradoks, at høj vandstand medfører krise!

Arbejds-U-afhængig økonomi

Ergo er det pengenes skyld, at danaiderne ikke kan mindske spildet fra deres kar og dermed må forøde fremtidens velstand! – Eller er det? Disse små sedler, mønter og tal på papirer, de ser da egentlig ganske uskyldige ud? Og praktiske er de såmænd også. Kan penge ikke, som så mange andre opfindelser, bruges forkert?

Sæt nu danaiderne indså, at Hades og hans håndlangere efterhånden kun er skygger af sig selv. Så burde de kunne acceptere, at en del af økonomien blev gjort arbejds-U-afhængig. Og dermed ville de med ét slag få et begrundet håb om befrielse.

Vejen til udfrielsen

Faktisk har en hel del danaider for længst set lyset og vejrer morgenluft. De har gennemskuet den absurde spildøkonomi og higer efter at gøre arbejde til en meningsfuld, tilfredsstillende og frivillig sag. Og alt efter smag og behag kalder de en sådan drømmeagtig, arbejdsfri indtægt for borgerløn, basisindkomst eller apanage.

I virkeligheden har apanagen for længst stået sin prøve, men kun for ganske enkelte, udsøgte danaider. Fornemme, royale familiemedlemmer har i århundreder kunnet oppebære en rundhåndet apanage, hvorfor deres arbejdsindsats i princippet har været frivillig. Og tilsyneladende uden at de har taget skade af at befinde sig i en arbejdsfrivillig position.

Apanage står for en arbejdsfri ydelse, der skænkes særlige personer, som fortjener at leve et trygt og godt liv. – Men gør alle vi danaider da ikke det fra fødslen af? Ville det ikke ligge i klar, demokratisk forlængelse af en sådan erkendelse at udstrække apanageretten til samtlige landets borgere? Ret beset, hvorfor skulle Jensens søn være mindre værdig til apanage end Dronningens?

Rigdom uden arbejde

Med den arbejds-U-afhængige apanage bliver det endelig muligt at begrænse spildet fra danaidernes kar til et minimum. Uden at det fører til krise, tværtimod! Jo højere vandstand / velstand i karret, desto mindre vand er der brug for at hælde i karret. Dette er ensbetydende med mere og mere rigdom uden arbejde – og det, der stadig skal gøres, kan i den grad blive en frivillig sag.

Så hvad har vi danaider egentlig at betænke os på? Lad os dog tænke os om den halve dag, så vi kan slippe for at arbejde som tosser alle kommende dage!

Let bearbejdet uddrag af Finn Gemynthes bog: Rigdom uden arbejde. Christian Ejlers’ Forlag. 1998.

print