Et uafrysteligt billede

Et billede siger mere end mange ord! Og jeg kender ét, der omfatter hele vor nuværende krise – gruopvækkende og løfterigt på én gang.

Hvad forårsager kriser? Kendte årsager er mikroskopiske vira, kuk i finanserne, kritiske krak. Men sæt nu vor verden plages af en dybereliggende værdi- og miljøkrise, som er usynlig i hverdagen? Og sæt den lige siden de glade 60’ere har ligget og vokset sig til et uhyre med potentiale til at forårsage ragnarok?

   I miljøkredse har man for længst erkendt denne kroniske krise, men i videre og mere indflydelsesrige kredse kniber det med forståelsen, samtidig med at krisens løsning tilsyneladende ville kræve svære ofre. Den kroniske krise har man vænnet sig til, og den er svær at se for sig, i modsætning til mundbind, lukkede spisesteder og færre penge på kontoen. Javel, smeltende isbjerge og magre isbjørne gør indtryk, men slige motiver ligger langt fra hverdagen. Og de påpeger kun problemet uden løsning i sigte.

Danaidernes kar 

Her er det, danaidernes kar kommer ind i billedet. Danaiderne var blevet fordømt til at fylde vand i et kar med hul i bunden, nede i underverdenen. Om og om igen. Meningsløst, unyttigt arbejde, noget af det værste, de gamle grækere kunne forestille sig.

   Billedet forestiller selvfølgelig ikke nulevende mennesker med meningsfuldt, tilfredsstillende arbejde. Men vi bør ikke være blinde for, at nutidens arbejdsmarked rummer en underverden af mennesker, hvis lod ligner de arme danaiders. Fx fordi de føler sig nødsaget til at knokle med et evindeligt, kedeligt eller opslidende arbejde uden mål og mening. Eller fordi de bestrider et pseudoarbejde af den slags som ses beskrevet i en bog af samme navn, skrevet af Dennis Nørmark og Anders Fogh Jensen. Med undertitlen: Hvordan vi fik travlt med at lave ingenting.

   Og så er der det uglesete arbejdsløse mindretal, der må skrive et antal ansøgninger ugentligt og/eller er i ”nyttejob” og altså ligesom danaiderne sat i tvangsarbejde. – Men hele samfundet forlanger jo en ihærdig arbejdsindsats af enhver arbejdsfør borger under pensionsalderen, så hvorfor skulle arbejdsløse fredes?

   Dette illustrerer en situation, hvor arbejdet ikke er en frivillig sag. I princippet skal man yde, før man kan nyde, uanset hvor megen ydelse der egentlig er brug for i disse robottider. Og nydelsen, den udbetales i form af indkomst efter godkendt ydelse – og da man har stærkt brug for en eller anden form for arbejdsløn eller overskud af egen virksomhed (medmindre man er rig som Fritz og Poul i ”Snobberne”, jf. https://www.youtube.com/watch?v=HAtdP3FhLq0 ), råder der i realiteten en form for danaidistisk arbejdstvang i moderne velfærdssamfund.

Billedtolkning

Så meget om billedets danaider – hvad med karret og vandet? For mig at se kan begge dele umiddelbart oversættes til hele verdensøkonomien. Følgelig indgik billedet som et beskrevet omdrejningspunkt i den første 1998-udgave af min glade bog, Rigdom uden arbejde. Efterfølgende blev jeg gjort opmærksom på, at maleren Waterhouse tilbage i 1906 havde gengivet de arme danaiders trøstesløse skæbne i en gribende komposition. Derfor indtager dette mesterværk en hædersplads i min nye, illustrerede udgave af samme bog, samt i nærværende artikel:

Billedet har følgende facitliste:

Karret = Samfundsøkonomien
Danaiderne = Den arbejdende befolkning
Krukkerne = Produktionsmidlerne
Vandet i brøndene = Råvarerne
Vandpåfyldningen    = Vareproduktion og tjenesteydelser
Vandstanden i karret = Samfundets velstand
Luften i karret = Samfundets fattigdom
Vandtabet gennem afløbet = Samfundets spild

 

Ved at anskueliggøre samfundsøkonomien sålunde kan vi se, hvad der er på spil. Vi ser med gru, at velstanden fosser ud af samfundet i form af enorme affaldsmængder og stride strømme af olie. Heldigvis formår vore flittige danaider at opretholde vandstanden = velstanden, ja i gode år udviser den stigning takket være indsættelse af nye robotdanaider. Men man må græmmes over alt det vand, der er gået til spilde siden 60’erne, og man fatter med ét, hvorfor vi har fået så lidt varig velstand ud af 60 års anstrengelser, og hvorfor så mange stadig må arbejde så hårdt. Og hvad ville der ske, hvis danaidernes brønde begyndte at rinde ud?

Vedvarende velstand for mindre slid 

Heldigvis giver billedet os samtidig en idé om, hvad vi kan gøre for at holde vandstanden oppe, ja endda få den til at stige. Vi må fortælle danaiderne, at underverdenens grumme gud Hades er blevet en rar gubbe, og at de er frie til at proppe en af deres gamle kjoler i karrets udmunding. Spild kan aldrig undgås helt i medfør af entropiens 2. naturlov, men kaskader kan blive til dråber – og hvad der er sparet er tjent. Danaiderne vil se vandstanden stige, samtidig med at de kan skåne sig selv for mange tunge ture med vandkrukkerne.

   Oversat til nudansk er rigdom ikke forbrug, men varige værdier. Jo bedre vi bliver til at mindske affaldsmængderne, desto færre ressourcer går til spilde. Hvilket alt andet lige burde føre til vedvarende velstand for mindre slid.

   Men alt er desværre ikke lige i danaidernes verden. Her gælder det drakoniske princip, at man skal yde, før man kan nyde. Og danaiderne får skam betaling for deres slid; for hvilken de køber ind i deres fritid i det nærliggende supermarked (ikke med på billedet). Med det mindskede vandspild er der imidlertid ikke brug for nær så mange vandpåfyldninger. Og hvad enten de deles solidarisk om det skrumpende arbejde, eller de overlader det til de stærkeste og flittigste at sørge for vandpåfyldningen, så mindskes deres samlede indtjening drastisk.

Løsningen

I virkeligheden findes der kun én fornuftig løsning på dette pseudoproblem. Koblingen mellem arbejde og indkomst må brydes! Danaiderne må bevilge sig selv en arbejdsuafhængig ydelse for lang og tro tjeneste. Kun på denne behagelige vis bliver det muligt at drosle ned og skåne miljøet og ressourcerne for menneskelig hyperaktivitet.

   Ydelsen skal ikke være så høj, at ingen gider sliddet med vandpåfyldningen. Thi de arbejdsomme tjener naturligvis ekstra på at arbejde videre med krukkerne. På den anden side skal ydelsen ikke være så lav, at der opstår trængsel og tvedragt omkring krukkerne, eller at supermarkedet går fallit af mangel på kunder. Selv de stærkeste og flittigste danaider må indse, at det kun er til deres egen fordel, at den arbejdsløse befolkning får sig en anstændig tilværelse. Og de må kunne se det rimelige i, at alle stilles grundlæggende lige og modtager en overskudsdeling af de umådelige værdier, som alles aner har opbygget med slid og slæb.

   Slige erkendelser har længe været undervejs, men nu lysner det. Borgerlønsbevægelsen er blevet verdensomspændende under navnet Basic Income Earth Network, BIEN. Og for ganske nyligt er det menneskevenlige budskab nået helt op til enkelte af verdenssamfundets spidser såsom FNs generalsekretær António Guterres og pave Frans.

   Med basisindkomst vil det elementært nødvendige forbrug holdes oppe, og folk behøver ikke gå fra hus og hjem. Basisindkomst virker endvidere som iværksætterstøtte og genskaber optimismen. Ergo kan basisindkomst både kurere og forebygge kriser, såvel de virale og økonomiske som den store økologiske. Forhåbentlig vil billedet af danaidernes kar gøre det klart for de fleste, at Verden er i kronisk krise uden basisindkomst.

Af Finn Gemynthe, medlem af BIEN Danmarks bestyrelse

print