Fagforeninger og borgerløn/basisindkomst
Af Erik Christensen.
Hvorfor er fagforeninger og socialistiske partier skeptiske eller direkte modstandere af indførelsen af en ubetinget basisindkomst (UBI), en indkomst fra staten som er universel, individuel, ubetinget og beskeden, men tilstrækkelig til at leve af? Hvad er UBI? Se – http://modkraft.dk/blog/erik-christensen/ubetinget-basisindkomst-til-alle
Det er på én gang paradoksalt, men måske samtidig forståeligt.
UBI – et oplagt mål
Paradoksalt fordi umiddelbart skulle man tro, at netop kampen for en basisindkomst ville være et oplagt mål for en fagforening. Er det ikke netop fagforeningers mål at styrke arbejderne i forhold til arbejdsgiverne?
Styrkelse af arbejdernes forhandlingsposition
Og det er jo lige netop det en UBI ville gøre. Den ville styrke arbejdernes forhandlingsposition både i forhold til løn og arbejdsforhold. Hvis en arbejdsgiver ikke er interesseret i alvorligt at forhandle løn og forbedring af arbejdsforholdene, vil en individuel arbejder kunne opsige sin kontrakt og forlade arbejdspladsen, fordi han altid ville være sikret et ubetinget eksistensminimum. Arbejdsgivere ville med andre ord have sværere ved at skræmme folk til at blive og tilpasse sig et dårligt arbejdsmiljø. UBI repræsenterer altså en forhandlingsmæssig magt for den enkelte lønarbejder.
Kollektiv strejkekasse
Samtidig kan den også ses som en sikring af en kollektiv magt i form af en sikret kollektiv strejkekasse for en gruppe af arbejdere (en fagforening), dog med den forskel at det nu er gruppen af arbejdere der sammen disponerer over den kollektive strejkekasse og ikke fagforeningen.
Endelig vil en UBI give arbejderne større individuel mulighed for at kunne forhandle sig til forskellige former for deltidsjob med arbejdsgiverne og deling af job mellem lønarbejderne.
Afvaregørelse af arbejdskraften
Set i et mere teoretisk og principielt perspektiv repræsenterer en UBI en form for afvaregørelse af arbejdskraften. Den sikrer, at man kan leve uden for arbejdsmarkedet uden at være underlagt en grundlæggende tvang til lønarbejde. For socialister har det altid repræsenteret et væsentligt mål. Derfor må det undre, at ikke alle socialister uden videre er tilhængere af en UBI.
Forståelig skepsis og spørgsmål
På det mere praktiske plan er det imidlertid samtidig forståeligt, at fagforeninger vil udtrykke en naturlig skepsis over for ideen om en UBI og straks stille en række spørgsmål, hvortil der ikke umiddelbart kan gives klare svar. Hvis staten garanterer en UBI til alle i arbejde både offentlige og privat ansatte, vil det naturligvis medføre en lønnedgang svarende til UBI’en. Hvordan vil det udnyttes af arbejdsgiverne? Ja, de offentlige arbejdsgivere sparer en del af lønnen til de offentligt ansatte og staten vil kunne bruge den til at finansiere UBI’en. Men hvad med de private arbejdsgivere? Vil de score en gevinst, eller vil de også blive pålagt en form for afgift? Det sidste ville være naturligt.
Nye roller for a-kasser og fagforeninger
Og hvad vil der ske med jobbene og overenskomsterne? Vil der ikke opstå mange flere kortvarige og sårbare job, som vil være til ugunst for lønarbejderne? Med en UBI vil der stadig være behov for fagforeninger og a-kasser, blot må de tilpasse sig de nye forhold, at staten sikrer et eksistensminimum ikke alene for arbejderne og fagforeningernes medlemmer, men for alle.
Det vil sikkert betyde en formindsket rolle for a-kasserne, selvom man må forestille sig, at de nu eksisterer på en rent privat forsikringsordning oven på UBI’en for dem, der ønsker lønarbejde og samtidig forsikre sig imod arbejdsløshed. En UBI vil uden tvivl også bevirke, at deltidsarbejde bliver mere udbredt, hvorfor hele overenskomstsystemet må tænkes anderledes med flere typer af overenskomster f.eks. 6, 12, 18, 24, 30 og 37 timers overenskomster.
Fagforeninger kommer altså på en helt ny opgave med at overenskomstdække en lang række nye deltidsstillinger og småjobs. For den nye klasse, prekariatet, som netop for en stor dels vedkommende består af mennesker med usikre ansættelsesvilkår, vil en UBI være helt nødvendig, fordi det bestående sikkerhedsnet har spillet fallit i forhold til denne gruppe.
En naturlig konservatisme
På det praktiske plan er det forståeligt, at fagforeningerne og a-kasserne som organisationer er skeptiske og modstandere af basisindkomst. En sådan ny indkomst-fordelingsnøgle vil uundgåeligt betyde ændringer af disse organisationers struktur og arbejdsmåde, og de fleste organisationer har en indbygget konservatisme.
På den baggrund er det oplagt at klargøre, hvad det egentlig er for interesser som fagforeningerne varetager.
Hvad er en fagforening?
En fagforening er en sammenslutning af lønarbejdere, hvis mål det er at reducere den indbyrdes konkurrence for kollektivt at stå stærkere over for arbejdsgiverne i forhandlinger om løn og arbejdsforhold. Uden kollektive overenskomster, ville arbejderne være udsat for indbyrdes ”løntrykkeri” (tilbud om at sælge sig selv billigere) og ”morakkeri” (tilbud om at arbejde mere end normalt).
Konkurrence mellem fagforeninger
Men en fagforening fjerner ikke konkurrencen mellem lønarbejderne. Den bringer kun konkurrencen op på et andet plan ved at skabe en konkurrence mellem forskellige fagforeninger og grupper af arbejdere. Der vil nemlig altid opstå grænsespørgsmål mellem fagforeninger. Hvem skal organisere hvilke arbejdere, og er der nogle typer af arbejdere som nogle fagforeninger slet ikke vil organisere, måske fordi arbejdsgiverne ikke er så interesseret i at ansætte dem.
Eksklusivitet og gruppeegoisme
Det betyder, at en fagforening altid får sin kollektive magt ved at afgrænse sig i forhold til andre, ved at være eksklusiv og udelukke potentielle medlemmer, der eventuelt er for svage og kan svække dem i forhold til arbejdsgiverne. Det er forklaringen på, at fagforeningerne og store dele af arbejderbevægelsen har været interesseret i at opretholde et skel mellem de umiddelbare arbejdsmarkedsparate i a-kasserne (arbejdsmarkedspolitikken) og dem på kontanthjælp (socialpolitikken).
Alle fagforeninger er særinteresseforeninger, der potentielt står i et konkurrence- og modsætningsforhold til andre fagforeninger. Kun en sammenslutning af fagforeninger som LO forsøger at forsvare alle fagforeningers interesse.
Forskel på arbejdernes interesser og fagforeningernes interesser
Overordnet set er det vigtig at skelne mellem arbejdernes interesser og fagforeningernes interesser. Fagforeninger varetager ofte arbejdernes interesse, men udvikler derudover (som alle organisationer) en interesse i at opretholde sig selv. Fagforeninger får en kollektiv magt i forhold til arbejdsgiverne, men også i forhold til arbejderne (ved overenskomsterne og f.eks. dannelse af strejkekasser). Med en UBI tilbageføres magten til den enkelte arbejder. Det er nu den enkelte arbejder, der suverænt afgør, om han/hun fortsat ønsker at arbejde eller ”strejke”. Det betyder, som tidligere sagt, ikke, at fagforeninger bliver overflødige, men kun, at en UBI vil mægtiggøre den enkelte arbejder ikke alene i forhold til arbejdsgiveren, men også i forhold til fagforeningen som organisation. Med en UBI vil den enkelte arbejder ikke på samme måde være tvunget til at underlægge sig den fagforeningsmæssige organisation, men i langt højere grad kunne tilslutte sig denne organisation ud fra en personlig vurdering af, om fagforeningen rent faktisk varetager hans/hendes interesser.
Behov for en ny rolle for fagbevægelsen
Med UBI vil konkurrencen mellem arbejderne (dem på kontanthjælp, dem i a-kasse, øst-arbejdere og flygtninge/indvandrere) og mellem fagforeningerne indbyrdes kunne blive reduceret. At en UBI-reform vil fremtvinge betydelige organisatoriske ændringer i fagbevægelsen og a-kassesystemet bør ikke forhindre, at man begynder at tænke fagbevægelsens rolle i samfundet på en ny måde.
Litteratur:
Yannick Vanderborght: Do Trade Unions Form an Obstacle to the Introduction of a Basic Income? Some lessons from an empirical study on five OECD countries. Paper to be presented at the Xth Congress of the Basic Income European Network, September 18-19, Barcelona, Spain.
Artiklen bringes også som blog-indlæg på Modkraft den 18. febr. – http://modkraft.dk/blog/erik-christensen/fagforeninger-og-borgerl-nbasisindkomst