Kendte fortalere for basisindkomst
Mange prominente samfundsforskere, filosoffer, politikere og debattører har gennem årene udtrykt deres støtte til idéen om en basisindkomst. Det gælder blandt andet syv nobelprismodtagere og adskillige nuværende og forhenværende ministre. Tanken om en basisindkomst finder støtte hos mennesker med meget forskellige politiske og filosofiske holdninger.
Nobelprismodtagere
Jan Tinbergen var leder af det hollandske departement for økonomisk planlægning 1945-55 og professor i Rotterdam 1933-73. Tinbergen modtog i 1969 nobelprisen i økonomi sammen med Ragnar Frisch. Han var den første økonom, der brugte begrebet “basic income” og i 1970’erne var han optaget af, at klodens fælles ressourcer måtte fordeles retfærdigt.
Friedman var professor i økonomi på University of Chicago fra 1946-76 og frontfigur i den såkaldte Chicago-skole. Han fik nobelprisen i økonomi i 1976 og har været en fremtrædende fortaler for indførslen af en negativ indkomstskat.
Amerikansk økonom og professor ved MIT 1940-85. Samuelson var rådgiver for John F. Kennedy og modtog nobelprisen i økonomi i 1970. Han støttede ligesom Milton Friedman og James Tobin de udbredte tanker om en negativ indkomstskat i slutningen af 1960’erne.
Amerikansk økonomi og professor ved Yale University 1955-88. Tobin har leveret væsentlige bidrag indenfor keynesiansk inspireret makro- og pengeteori og modtog i 1981 nobelprisen i økonomi. Han støttede idéen om en negativ indkomstskat.
Simon var professor i psykologi og datalogi ved Carnegie-Mellon University i Pennsylvania fra 1965. Han modtog i 1978 nobelprisen i økonomi for sine økonomiske og beslutningsteoretiske arbejder og udtrykte sympati for idéen om en basisindkomst.
Amerikansk økonom og siden 1958 professor ved MIT. Solow modtog nobelprisen i økonomi i 1987 for sine bidrag til vækstteori. Han har stillet sig meget kritisk overfor workfare politikken i USA og har udtrykt sympati for tankerne om en universel basisindkomst.
Britisk økonom og tidligere professor ved London School of Economic og Cambridge University. Han fik nobelprisen i økonomi i 1977 sammen med Bertil Ohlin.
Martin Luther King (1929-1968)
Martin Luther King fik i 1968 Nobels fredspris for sit arbejde for ikke-vold og racelighed. En del af Kings arbejde bestod i bekæmpelsen af fattigdom, hvor han støttede en borgerløn/basisindkomst.
Tidligere og nuværende danske ministre
Per Stig Møller argumenterede i 1973 for en utopi, der gør op med arbejdet som en bibelsk forbandelse. Det bør ikke være nogen skam ikke at have et arbejde og “ressourcekatastrofen” betyder, at vi faktisk skal indstille “en mængde beskæftigelser.
Bertel Haarder argumenterede i 1977 for, at vi “heldigvis” allerede er på vej mod en “medborgerløn” og argumenterer for at gå videre inden for “mangfoldige andre tilskudsområder”.
Eva Kjer Hansen fremlagde i 1992 en løs plan for omsorgsdage og mere orlov, herunder en borgerløns-ordning.
Anders Fogh Rasmussen skrev i 1982, at de mange forskellige sociale ydelser er en besværlig måde at løse lavindkomstproblemet pga. “et voldsomt socialt bureukrati”. Vi bør i stedet samle dem i én ydelse, foreslår han, og peger på en negativ indkomstskat som en løsning – et tilbagevendende element i mange borgerlønsmodeller.
I 1987 udtalte Niels Helveg Petersen at borgerlønsidéen spillede “en meget stor rolle i radikale overvejelser om, hvorledes vi skal udforme samfundets indsats når det drejer sig om overførselsindkomster”.
Tidligere socialminister og sundhedsminister Yvonne Herløv Andersen argumenterede i et interview i 1994 for at adskille begreberne arbejde og forsørgelse og “koncentrere os om at finde ud af, hvordan vi kan give dem [de arbejdsløse] mulighed for et liv, de er så tilfredse med, at de ikke falder gennem systemet.”
Mogens Lykketoft talte i 1983 om forskellige måder at “konvertere det, som er en uønsket ledighed for et voksende mindretal til en større fritid for os alle”.
Tidligere socialminister Aase Olesen argumenterede i 1987 for at nedbryde skellet mellem lønarbejde og fritid og for at det sociale system må tage højde for menneskets grundlæggende behov for at handle frit og disponere over egen hverdag.
Flemming Kofoed-Svendsen (Kr.F)
Flemming Kofoed-Svendsen argumenterede i 1988 for at overveje indførslen af borgerløn som en mulighed for at få en bedre fordeling af arbejdet og give befolkningen øget frihed.
Filosoffer og sociologer
Habermas er den førende repræsentant for Frankfurterskolens anden generation. Habermas analyserer senkapitalismen og den moderne velfærdsstat, bl.a. i hovedværket “Theorie des Kommunikativen Handelns”, og har i den forbindelse udtrykt sympati for tanken om en basisindkomst.
Tysk sociolog. I lighed med Habermas tilhører han anden generation af Frankfurterskolen og de to arbejdede sammen i sidste halvdel af 1960’erne. Offe har argumenteret for, at man med den strukturelle arbejdsløshed og de økologiske problemers stigende betydning må anlægge en ny politisk strategi i velfærdsstaten, hvor en basisindkomst ses som en frigørende mulighed.
Tysk sociolog, der især er kendt for idéen om Risikosamfundet. Han har beskæftiget sig med udviklingen på arbejdsmarkedet, hvor han mener vi må finde nye måder at forstå arbejde på. Det han kalder “borgerarbejde” skal anerkendes på lige fod med det traditionelle lønarbejde og belønnes med en borgerløn/basisindkomst.
Belgisk filosof, der er blevet kendt som en af de mest fremtrædende basisindkomst-filosoffer i de sidste 20 år. I hovedværket “Real Freedom for All. What (if anything) can justify capitalism?” fra 1995 argumenterer han for en basisindkomst ud fra en egalitær liberal retfærdighedsbetragtning.
Britisk filosof og matematiker, der modtog nobelprisen i litteratur i 1950. Omkring 1. Verdenskrig diskuterede Russell forskellige socialistiske idéer og foreslog en form for basisindkomst.
Britisk filosof og amerikansk revolutionær. Paine anses for en af basisindkomst-idéens fædre. I 1795-96 udgav han pjecen “Agrarian Justice”, hvis væsentligste budskab var, at jorden er alle menneskers fælles arv og at jorden ikke kan gøres til privat ejendom.
Tysk-amerikansk psykolog, sociolog og psykoanalytiker. Fromm var specielt interesseret i , hvordan man kan skabe samfundsmæssig frihed for mennesker og i den forbindelse støttede han tanken om en garanteret borgerløn/basisindkomst.
Polsk-britisk sociolog, der har skrevet en lang række bøger om modernitet og postmodernitet. I hans vision om at bryde med den nuværende “usikkerhedens politiske økonomi” indgår en forestilling om at sikre alle samfundsmedlemmer en borgerløn/basisindkomst uafhængigt af lønarbejdet.
Fransk socialistisk forfatter og journalist, der regnes som en af den franske øko-socialismes grundlæggere. Et element i hans post-industrielle socialisme er forestillingen om en “samfundsindkomst” (borgerløn/basisindkomst).
Feminister
Britisk feminist og politolog. Pateman har siden 1990 været professor i statskundskab ved UCLA. Hun er kendt for en række politisk-filosofiske bøger med et feministisk perspektiv. Hun ser borgerløn/basisindkomst som et væsentligt element i en yderligere demokratisering af samfundet og styrkelse af kvindernes frihed.
Amerikansk kritisk feminist. Nancy Fraser er en fremtrædende feministisk teoretiker, der har fremlagt en række analyser af den amerikanske velfærdsstats modsætninger. Hun har udtrykt sympati for tanken om en basisindkomst/borgerløn og ser den som en af mulighederne for udvikling af velfærdsstaten.
Økonomer
Svensk økonom, der blev kendt som kritiker af den socialdemokratiske økonomiske vækstmodel. Han var i 1970´erne en af borgerløns/basisindkomst-idéens pionerer i Skandinavien.
John Kenneth Galbraith (1908-2006)
Canadisk-amerikansk økonom og professor på Harvard frem til 1975. Galbraith argumenterede altid for en formindskelse af den sociale ulighed og udtrykte i den forbindelse flere gange sympati for borgerløns/basisindkomst-tankegangen.
Debattører
Debatbogen “Oprør fra midten” gjorde begrebet borgerløn kendt og debatteret i Danmark, skønt behandlingen af idéen i selve bogen ikke var specielt omfattende. Skrevet af Kristen Helveg Petersen, Niels I. Meyer og Villy Sørensen og udgivet i 1978 udkom bogen i et oplag på 100.000 i løbet af et år.
“Det mest oplagte og oftest fremførte middel til på samme tid både at forenkle vores gigantiske, indviklede og kontrolkrævende system for overførselsindkomster og at manifestere den fælles lykke på en ny måde er indførslen af en eller anden form for borgerløn.”