Globalisering og Ubetinget Basisindkomst

Af Klare Nirmala Rongen Jensen.

Tirsdag den 9.februar 2016 hørte jeg cirka en times oplæg af Guy Standing på Københavns campus for social videnskab, på det gamle kommunehospital. Det var en vidunderlig oplevelse af, at nogle havde hørt mig, i min mørkeste time, i langtidsarbejdsløshed og ensomhed, for nogle år tilbage.

Der var ikke noget overraskende i hans fortælling, andet end den behagelige overraskelse, når nogen har set og registreret det samme som een selv, og kan fremlægge det i et klart sprog med en levende og illustrativ mimik, der vidner om ægte og dybfølt engagement.

Guy Standing, professor ved University of London, talte om globaliseringen, undermineringen af vores indkomst, fremvæksten af den nye klasse – som han har døbt prekariatet, om fagbevægelsen og om Ubetinget Basis Indkomst.

Vi står midt i en global transformation, som er navngivet ved en grundlæggende løgn: det frie marked. Ifølge Guy Standing har markedet aldrig været mere u-frit. Det er kendetegnet ved neo-liberalisme, finansiel kapital, tingsliggørelse af alt som en handelsvare, privatisering, konkurrence, demontering af al solidaritet og forvridning af markedet. De traditionelle økonomers teorier er blevet overhalet af virkeligheden. Fordelingen af profit bliver mere og mere ulige. Siden 1980’erne har den kinesiske kapitalisme bidraget til markedet, med en enorm mængde af billig arbejdskraft, hvilket presser alles lønninger ned. Indførelsen af teknologi, som i de kommende år vil eksplodere, vil yderligere mindske antallet af arbejdspladser. (Her vil jeg tilføje, at den traditionelle økonom Keynes forudsagde, at vi på dette tidspunkt kun ville behøve at arbejde 3-4 timer om dagen. At det ikke er sket, bekræfter, at markedet er forvredet, og ikke frit).

Guy Standing fremhævede, at den største bygning og arbejdsplads i Geneve nu er WIPO – World Intellectual Property Organization. Større end både FN, Verdensbanken og IMF. Det er et patentkontor. Her opkøber folk der har penge patenter og sikrer sig en eksklusiv livslang indtægt. Hele foretagendet er umoralsk, da alle frembringelser er et resultat af kombinationen af manges bidrag.

Han fortalte også, at i 2013 havde han mødt to milliardærer i hver sin ende af verden, der begge havde søvnbesvær og mareridt, fordi de vidste, at folk bliver mere og mere vrede, og de vidste at det er velbegrundet. Han fremhævede, at Mario Draci, EU-bankdirektøren, ikke er bange nok for befolkningen, siden han udbetaler Ubetinget Basisindkomst til bankerne, og ikke til befolkningen, hvilket ellers vil løse tre problemer samtidig: fjerne fattigdom, øge omsætning og stoppe flygtningestrømningen.

Den globaliserede klassestruktur deler han op på denne måde, set oppefra: 1. plutokratiet – mange med kriminel baggrund – i toppen af pyramiden, 2. eliten, der servicerer plutokratiet, 3. salariatet – lønmodtagere med tryghed i ansættelsen, pensionsordninger, betalte ferier og frynsegoder. 4. eksperterne – selvstændige, smarte og individualistiske, brænder tidligt ud (mange små selvstændige bør ikke identificere sig med denne klasse, da de i virkeligheden tilhører prekariatet) , 5. proletariatet, lønarbejdere, 6. prekariatet, løsarbejdere.

Der er 6 måder hvorpå folk modtager indkomst i denne verden, lønindkomst er kun een af dem. Neo-liberalisternes ønske om at minimere staten er problematisk, fordi det også underminerer de forskellige måder at modtage indkomst på.

Guy Standing ser prekariatet som den nye, farlige klasse, voksende til 1/3 af befolkningen. Den er kendetegnet ved et liv med ustabile indkomst- og livs-betingelser, ingen identitet byggende på arbejdsplads eller beskæftigelse, ingen gruppetilhørsforhold og tvunget til at gøre en stor ulønnet indsats for at få midlertidigt projektarbejde. Deres gennemsnitlige uddannelsesniveau er højere end deres indkomst afspejler. De har stort set kun lønindkomster – ingen af de andre indkomsttyper. Deres sociale mobilitetsmuligheder er faldende, deres leveomkostninger er høje, de har mere gæld og betaler højere renter, lever på kanten, i en fælde af usikkerhed og fattigdom. De udvikler et særligt forhold til staten og mister langsomt rettigheder som borgere. De bliver nødt til at tage til takke, og bede om tjenester, hvilket er en eksistentiel trussel.

Men Guy ser et stærkt potentiale i prekariatet. En stor befolkningsgruppe, der ser sig om efter noget bedre i livet end arbejde. Han har analyseret prekariatet og inddelt ”os” i tre undergrupper. 1. Dem der er efterkommere af traditionelle lønarbejdere, og er vrede over, at deres livsbetingelser er dårligere end deres forældres. 2. Flygtninge, immigranter og minoritetsgrupper, som bærer en nostalgi i sig, ikke har noget ”hjem”. 3. Uddannede og progressive mennesker, som i kraft af deres uddannelse blev lovet en karriere, og som er indignerede over, at de bliver nægtet en fremtid.

Han mener, at prekariatet står over for at skulle erkende sig selv, og begynde at kræve at blive repræsenteret. Han foreslår et charter for prekariatet, der skal bidrage til at genopfinde fremtiden og forlange en omfordeling af værdierne i et godt samfund.

Guy kom ikke nærmere ind på charteret i denne fremlæggelse, men kaster seks rettigheder frem, som han vil betegne som vigtige i fremtiden. Muligvis et udpluk fra charteret, som har 29 punkter:

  1. Grundlæggende tryghedsskabende strukturer
  2. Retten til egen kontrol over sin tid
  3. Kvalitetsrum. Retten til adgang til ren natur, smuk arkitektur og opholdssteder
  4. Finansiel indsigt. Transparent økonomi
  5. Ikke læring som en handelsvare. Af-kommercialisering af uddannelsessystemet
  6. Omfordeling af kapital

En af de grundlæggende tryghedsskabende strukturer Guy Standing peger på, er Ubetinget Basisindkomst. Alle hidtidige pilotprojekter i diverse lande viser udelukkende konstruktive effekter af UBI. Det giver mennesket mulighed for at tage rationelle risici og valg, og løfter alle tilværelsens væsentlige parametre.

Tre gange har ILO, International Labour Organisation, (underlagt FN, blev grundlagt i 1919 som en del af Versaillestraktaten) headhuntet Guy Standing, og tre gange her de fyret ham igen. Han har bragt UBI på dagsordenen i ILO, men har stort set mødt tavshed som respons. En enkelt fagforeningsleder fra Italien har forklaret det med, at de er bange for, at folk ikke vil melde sig ind i fagforeninger, hvis de ikke er utrygge. Til det har Guy Standing responderet, at det er umoralsk af fagbevægelsen, at ville fastholde folk i utryghed for at skaffe sig medlemmer – og desuden er det en forkert antagelse. Virkeligheden viser, at mennesker med et vist overskud, i større grad involverer sig i kollektive foretagender. Guy er tilhænger af kollektive størrelser, og ser absolut en mulighed for at fagbevægelsen vil udvikle sig. Han er tilhænger af kollektive kapitalfonde, brugt til at omfordele værdier.

Ubetinget Basis Indkomst kan betragtes som en dividende vi alle får, for de ophobede værdier som vores mange slægtninge før os har skabt.

Det kan fortælles om Guy Standing, at han ud over at være professor ved University of London, er medstifter af BIEN, Basic Income Earth Network. Desuden har han været rådgiver for Nelson Mandela, og har arbejdet på universiteter og projekter i store dele af verden.

Som navnet antyder, er Guy Standing et fyrtårn i ulighedens og tingsliggørelsens mørke. Lad os se nærmere på charteret for prekariatet, og lad os komme videre med lighed, menneskelighed og UBI.

Klare Nirmala Rongen Jensen er medlem af BIEN Danmark og Alternativet