Godt nytår 2025

Dorte Kolding – forperson for BIEN Danmark

Kære medlemmer af BIEN Danmark.

I ønskes alle et rigtig godt nytår. Det ville være skønt, hvis det blev det år, hvor idéen om ubetinget basisindkomst (UBI) for alvor slog igennem her i Danmark.

Som start på det nye år vil jeg tage udgangspunkt i Mette Frederiksens nytårstale, hvor hun tegner et dystert billede af de trusler, der kommer fra udlandet, men også peger på, at vi skal forberede vores land til at kunne stå imod de mørke udsigter.

Hun nævner her, at vi skal holde fast i vores værdier, såsom tillid, forpligtende fællesskaber, humor og samarbejde, velfærdssamfundet og vores handlekraft.

Og fint nok. Det er vist noget, vi alle sammen kan skrive under på. Men hvordan, kære Mette, kan et sådant værdisæt udmønte sig i politiske forbedringer?

For os, der hele tiden tænker i, hvad ubetinget basisindkomst kunne skabe af forskel til det bedre, kan jeg ikke lade være med at understrege, at UBI vil kunne puste liv i alle disse værdier.

Tilliden – somvil erstatte det dræbende mistillids-regime, der er opstået af en tro på, at new public management var vejen frem i den offentlige sektor. Det har for længst vist sig, at der ikke spares penge, men at de tages fra det faglige niveau og anvendes som foder til den umættelige papirtiger, der præger alle sektorer, sundhed, undervisning, beskæftigelse og endog erhvervslivet. Lenins devise, at tillid er godt, men kontrol er bedre, har medført, at folk på gulvet bliver frarøvet både kostbar tid og deres egen faglige kreativitet.

Denne regering er kommet til en erkendelse af, at det er en forkert vej både økonomisk og menneskeligt. Foreløbig har det medført, at jobcentrene skal lukkes, men ikke hvad der skal sættes i stedet. Indførte vi UBI, ville man ikke behøve at erstatte dem med noget andet. Jobformidlingen kunne varetages af fagforeningerne uden den tvang og stigmatisering, de ledige ofte oplever i dag.

UBI bygger på tillid til, at den enkelte vil bruge den nye robuste indtægt til noget fornuftigt og dermed spare samfundet for store udgifter.

Men det kræver derfor også, at vi alle har tillid til, at det menneske, der for en tid eller permanent fravælger lønarbejde, har sine grunde. Det vil vi have overskud til, fordi vi ved, at vi selv en skønne dag  er fri til at tage det samme valg.

UBI ville også åbne nye muligheder for forpligtende fællesskaber i form af nye virksomheder, hvor iværksættere kunne bruge den tid, der var nødvendig til at gøre deres forretning rentabel. Flere unge eller for den sags skyld ældre kunne gå sammen om fx at udvikle en opfindelse, lave en bæredygtig andelsvirksomhed eller starte et kunstnerkollektiv. UBI vil sikre den del af økonomien, der vil give deltagerne tag over hovedet og mad i munden, mens de arbejder på, at deres business udvikler sig til noget, der en dag ville give dem en større indtægt.

Handlekraften vil generelt blive styrket, når pengene ikke spiller den altafgørende rolle for, hvilke valg den enkelte vil tage i livets store og små forhold. Der vil simpelthen komme flere farver på paletten, og det vil medføre flere og dristigere initiativer til gavn og glæde for hele samfundet. Den tryghed man får gennem UBI, vil fjerne søvnløse nætter og dermed give overskud til netop humor og godt samarbejde.

Tilbage er der velfærdssamfundet, som Mette Frederiksen også fremhæver som en fælles værdi. Hvordan vil UBI kunne forny og modernisere det?

UBI vil i sig selv udfordre de offentlige arbejdspladser i forhold til at fjerne unødvendig kontrol og dokumentation. For når alle har en ubetinget indkomst, vil det være nemmere at sige utilfredsstillende jobs op og søge andre græsgange.

Fjernelsen af unødvendig kontrol og dokumentation vil frigøre mere tid til kerneområderne og dermed give bedre resultater og bedre trivsel blandt medarbejderne. UBI vil fjerne kontrollen på beskæftigelsesområdet, fordi aktiveringspligten vil blive afskaffet, men hvad med de øvrige offentlige jobs i velfærdssamfundet, i sundhedsvæsenet, i undervisningssektoren, politiet etc.?

Indførte vi UBI, som det er nu, ville vi formentlig se en endnu større flugt fra offentlige jobs. Derfor er det nødvendigt at løfte de offentlige arbejdspladser med bedre løn og arbejdsvilkår incl. mere faglig selvbestemmelse, så medarbejderne ikke går ned med udbrændthed og kronisk stress. Det vil også styrke tilgangen til de mellemlange velfærds-uddannelser. Hvis den nuværende udvikling fortsætter vil velfærden i landet været truet af nedsmeltning.

Med begge ting på plads, fjernelse af kontrol og indførelse af UBI, vil man kunne udvikle en velfærdsstat, der vil fungere som den var tænkt, som et universelt gode for borgerne, en sektor, der ikke er belastet af betingelser, der knægter folks ret til selvbestemmelse.

Velfærdsstaten vil i langt højere grad leve op til FN’s menneskerettighedserklæring, hvor der i artikel 1 står: ”Alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder. De er udstyret med fornuft og samvittighed, og de bør handle mod hverandre i en broderskabets ånd.” Videre står der i artikel 3: ”Enhver har ret til liv, frihed og personlig sikkerhed”, og i artikel 25 står der, at enhver har ret til en levestandard, der er tilstrækkelig til at sikre hans og hans families sundhed og velbefindende, og at enhver har ret til tryghed i tilfælde af tab af fortjenstmuligheder.

UBI vil opgradere sikkerheden i befolkningen, skabe en højere grad af tryghed i svære livssituationer uden tab af værdighed og dermed en langt større frihed til at løse egne problemer. Samfundet vil få langt bedre betingelser for at stille hjælp til rådighed i form af muligheder for livsudfoldelse, uddannelse og sundhed, fordi det vil foregå ligeværdigt uden trussel om økonomiske sanktioner og tab af retten til selvbestemmelse.

Velfærdspolitikken kan derved bygge mindre på adfærdsregulering – straf og belønning – og mere på, hvad der skaber udvikling og muligheder for borgerne. Staten vil opleves langt mere som medspiller end som ”big brother”.

I den sammenhæng ville politikerne ikke kun have brug for økonomer, men ville i højere grad skulle rådføre sig med humanister, filosoffer og andre fagpersoner. Rettes det politiske fokus mod befolkningens trivsel og udvikling, vil pengene være et middel snarere end et mål i sig selv. (Dette er behandlet i en ny bog af filosof David Budtz Pedersen og professor i filosofi ved Københavns Universitet Finn Collin, ”Har alting en pris?”)

Så, kære fru statsminister og andre politisk ansvarlige. Jeg håber, at disse idéer kan finde vej til jeres ører og kan få jer til at slippe jeres modvilje over for denne århundredets bedste politiske idé, der oven i købet harmonerer med jeres intentioner.

Men da det desværre nok har lange udsigter, vil jeg appellere til jer medlemmer om at diskutere UBI i jeres netværk og opfordre dem, som kan se det som en fremtidig løsning på udviklingen af vores velfærdssamfund og som et generelt gode for hele befolkningen, til at melde sig ind i vores forening, så vi kan styrke vores arbejde herfra.

De bedste hilsner

Dorte Kolding