Hvad med at frede vor indre natur?

I min nye bog Naturtro. Gavn og Glæde slår jeg til lyd for, at vi mennesker fra fødslen af er lige så naturlige som egern, tigre og egetræer. Ja vore kæmpehjerner kan sågar sammenlignes med hele biosfæren. Ligesom kloden myldrer vore hjerner af liv – men ligesom talrige livsformer og hele økosystemer lider under industrikulturens fremfærd, således gør også menneskenes sjæle.

Jagede sjæle

Men det har vi nærmest vænnet os til; i en sådan grad at det anses for helt i orden at sætte sig selv og/eller ens medmennesker under dagligt pres. Børn presses sammen i institutioner fulde af larm og med for få pædagoger, og presset forstærkes løbende skolegangen og uddannelserne igennem. Og ude på arbejdsmarkedet gælder det kampen om de få attraktive arbejdspladser i en tid med stadig dygtigere computere og robotter. Det skal være et meget usselt job, før en arbejdsgiver ikke bestormes med stakkevis af ansøgere til en enkelt, ledig stilling. – Thi en fremtid uden arbejde er lig med kronisk smalhans, tvangsaktivering, utryghed og manglende respekt. At blive stemplet som taber er et pres, man ikke sådan kan ryste af sig.

Samtidig må den udvalgte, der presser sig igennem nåleøjet til et regulært job, anstrenge sig til det yderste for at fastholde sin position; helst skal han eller hun avancere og i hvert fald undgå at blive udstødt. Det vrimler med skræmmende eksempler på, at presset på arbejdspladserne, både i det offentlige og det private erhvervsliv, lige så snigende øges år for år. Der skal løbes hurtigere og hurtigere; besparelser, effektivisering og fyringsrunder er latente trusler. Det er snart en parodi at snakke om, at lysten skal drive værket. Ja selv på toppen bliver det tilsyneladende koldere og koldere, hvad enten man er chef, direktør eller ledende politiker. Pressen og presset ånder konstant ”de ansvarlige” i nakken.

Hvem har da glæde af dette stigende pres? Er det fx blevet en svir at være iværksætter eller virksomhedsejer? Eller er det ikke snarere forbavsende, så mange der trods alt klarer sig i den eskalerende konkurrence med stadig længere og mere effektive arbejdsdage. Og med bevidstheden i baghovedet, at der ikke er langt fra succes til fiasko – og så står kreditorerne og banker på døren. Gældssætning er også en slags pres, men en nødvendighed for de fleste selvstændige, fra landmænd til pizzabagere, i et samfund uden borgerløn. – Alt dette viser, at samfundsudviklingen efterhånden bedst kan sammenlignes med en løbsk trædemølle. Og at vi risikerer ikke blot et økologisk og økonomisk kollaps, men også et menneskeligt.

Vi fortjener bedre

Hvad om vi indså, at vi mennesker fra fødslen af er forunderlige skabninger, der fortjener de bedst mulige vilkår? At vi helst vil leve i sympati og lyst, i tryghed og frihed, i fred og fordragelighed? Hvad om vi fredlyste mennesket ved at byde det velkommen i samfundet, og lod det indrette til gavn og glæde for os alle?

Den menneskelige naturfredning

Den vigtigste naturfredning, et samfund kan tilbyde det enkelte menneske, er økonomisk tryghed. Mangler denne basale forudsætning sættes menneskene op imod hinanden, bliver ufredelige og hvileløse. Når krybben er tom, bides hestene. Og i modsætning til heste er vi mennesker i stand til at frygte dagen i morgen, derfor har vi større behov for tryghed end noget andet væsen på Jorden.

Den næstvigtigste naturfredning er at gøre arbejde til en frivillig sag. Først når arbejdet bliver ægte frivilligt, kan lysten komme til at drive værket, også hos dem der ellers ikke kender til arbejdsglæde. Frivilligt arbejde burde være et indlysende mål for ethvert velfærdssamfund, og her i BIEN – Netværk for basisindkomst, er der udtænkt mange udmærkede modeller for, hvordan det sagtens kunne lade sig gøre, således at folk stadig havde økonomisk motivation til at arbejde, til gavn og glæde for såvel den enkelte som hele samfundet. Erik Christensen har i sin bibel af en bog Borgerløn. Fortællinger om en politisk idé, leveret det uomgængelige, teoretiske grundlag for, hvor dyrebar hele denne filantropiske idé om at sikre mennesket det elementært nødvendige er.

I 1998 vovede jeg mig frem med et bud på, hvordan man kunne appellere til en arketypisk ønskedrøm for at sikre os alle det elementært nødvendige. I min lille bog Rigdom uden arbejde foreslår jeg at kalde borgerløn for apanage, som et ambitiøst velkommen i samfundet, der signalerer lighed på højeste niveau. I Naturtro følger jeg op ved at sige: ”… hvad enten vi kalder en sådan overlevelsessikring for basisindkomst, borgerløn eller apanage, ville indførelse af en så grundlæggende menneskeret være den største befrielse siden slaveriets ophævelse.” – At frede det enkelte menneske ved at sikre det økonomisk tryghed og samtidig gøre arbejde til en frivillig sag må være de største hensyn, vi kan tage til den enkelte verdensborger. En sådan naturfredning kunne vise sig at være vejen til verdensfred.

 

Finn Gemynthe: Naturtro. Gavn og glæde. Et filosofisk forsvar for naturligheden. Hovedland 2015.

print