Hvorfor basisindkomst?

Borgerløn (= basisindkomst) er ikke en ny type overførselsindkomst for bestemte personer eller grupper i samfundet, men et princip om grundlæggende økonomisk tryghed for alle, som vil betyde en styrkelse af individets frihed og uafhængighed både i forhold til arbejdsmarkedet, staten og det civile samfund.

Borgerløn vil skabe større fleksibilitet og frihed på arbejdsmarkedet og medvirke til at fordele lønarbejdet bedre. Den såkaldte ”fattigdomsfælde”, dvs. det forhold, at mindstelønnen er lavere end dagpengesatsen, vil ikke længere udgøre noget problem, da det, man tjener, ikke vil blive modregnet i borgerlønnen. Det vil altid kunne betale sig at arbejde. Borgerløn vil derfor motivere til, at man påtager sig arbejde som lønmodtager, men vil derudover også give bedre mulighed for at starte selvstændig virksomhed.

Borgerløn vil sikre den enkelte et eksistensminimum uden bureaukrati, ”kassetænkning” og klientgørelse. Den vil derved frisætte borgerne fra tvungen deltagelse i aktivering, uddannelse og jobtræning, og gøre unge under uddannelse mindre afhængige af erhvervsarbejde.

Styrkelse af civilsamfundet

Borgerløn vil styrke det civile samfund, fordi den vil give frihed til helt eller delvist at fravælge betalt arbejde. Den vil skabe større rum for familien, for kunstnerisk aktivitet, for omsorgs- og miljøarbejde i lokalsamfund og for den generelle deltagelse i demokratiet. Samtidig vil borgerlønnen sikre individet mod ufrivillig afhængighed af et socialt netværk, og vil dermed skabe grundlag for at det ikke er penge, men ligeværdighed og respekt, som bliver de bærende elementer i forholdet mellem mennesker.

Ved at give alle borgere samme grundlæggende økonomiske tryghed ophæver borgerløn skellet og modsætningen mellem ”ydende” og ”nydende” borgere i samfundet. Samtidig vil en generel borgerløn kunne bidrage til, at selve arbejdsbegrebet får nyt indhold ved, at arbejdets kulturelt betingede karakter af pligt og tvang bliver afløst af frivillighed og medansvar.

Reform af velfærdssamfundet

I velfærdssamfundets barndom var der kun få midler til rådighed for, hvad vi i dag sammenfatter under begrebet overførselsindkomster, og det var derfor nødvendigt og naturligt at forbeholde disse til, hvad man betegnede som ”værdigt trængende”, dvs. enten borgere, der på grund af sygdom, invaliditet eller alder ikke selv kunne tjene til livets ophold, eller som kunne dokumentere, at de på trods af passende anstrengelse herfor, ikke kunne finde lønnet beskæftigelse.

Det ansås ikke for tilstrækkeligt at socialisere borgerne alene med den gulerod, at overførselsbeløbene kun var ”strøget mål” i forhold til selv en lav lønindkomst. Man måtte også benytte pisken i form af en kontrolsystem, der kunne sikre, at dem, der søgte offentlig støtte, nu også var værdigt trængende.

Som tiden er gået, er det offentliges udgift til indkomstoverførsler eksploderet, således at de i dag udgør ca. halvdelen af de offentlige udgifter, ca. 240.000.000.000 kroner årligt. Samtidigt har kontrolsystemerne udviklet sig til en sand kafkask labyrint af tilskuds- og bistandsordninger, som har nødvendiggjort en hærskare af bureaukrater med den væsentligste opgave at skille fårene fra bukkene.

Utilsigtede virkninger af velfærdssystemerne

Samfundet kan langt hen ad vejen imødegå forandringer med tilpasning, hvilket indebærer, at man lapper på de bestående systemer, gør lidt mere eller lidt mindre af, hvad man hidtil har gjort. Problemet er, at man efterhånden opbygger et patchwork af ordninger, der indebærer utilsigtede virkninger. På et tidspunkt bliver det nødvendigt at overveje, om der ikke er tale om en 2. ordens forandring, at der, som man udtrykker det, ”foreligger en ny situation”, som kræver en revaluering af det paradigme, der lå til grund for det oprindelige system.

Her skal nævnes et par utilsigtede virkninger af velfærdssystemerne:

1. Fattigdomsfælden: den omstændighed, at det for et ikke ubetydeligt antal medborgere gælder, at de ikke har råd til at tage et job, da dette vil medføre en væsentlig nedgang i familiens samlede indtægt.

2. Iværksætterfælden: På trods af politiske ønsker om at fremme selvstændighedskulturen modarbejder det nuværende system potentielle iværksætteres lyst til og mulighed for at skabe egen virksomhed. Det er vel snarere undtagelsen end reglen, at et nystartet foretagende sikrer indehaveren smør på brødet i de første 3-4 år, men har man ikke lønarbejde, skal man stå til rådighed for arbejdsmarkedet for at komme i betragtning til overførselsydelser.

3. Kunstnerfælden: Forfattere og andre kunstnere vil sjældent kunne leve af deres kunst i de første mange år. Kunststøtte får man typisk først, når man kan. Vil en kunstner have økonomisk støtte i form af en overførselsindkomst, lurer aktiveringsprogrammerne lige om hjørnet.

4. Pensionistfælden: Én gang pensionist, altid pensionist. Hvis en person af den ene eller anden årsag ikke kan overkomme et arbejde, måske fordi han/hun har ”ondt i livet”, som Lise Ehlers har udtrykt det, så er der ingen vej uden om en sygemelding, ofte efterfulgt af en pensionsberettigende diagnose. Måske var der tale om en forbigående situation, men fælden er klappet.

Pisk og gulerod

Vore kontrolsystemer og modregningsregler tilsigter en maksimal efterspørgsel efter lønnet beskæftigelse, og at de mennesker, der modtager overførsler fra det offentlige ikke tjener noget ved siden af.

Som de ovennævnte eksempler antyder, har systemerne i hvert fald på nogle områder den stik modsatte virkning: Den holder mennesker ude fra arbejdsmarkedet og hæmmer iværksættertrangen. Formentlig fremmer den også fristelsen til at arbejde sort, hvilket jo ikke medfører nogen modregning i overførselsydelserne.

Spørgsmålet er, om vi ikke i dagens Danmark kunne forlade os på, at den gulerod, en merindkomst gennem egen arbejdsindsats udgør, alene vil være tilstrækkeligt til at sikre at en altovervejende del af befolkningen ville vælge at skaffe sig lønnet arbejde eller anden personlig indkomst. Behøver vi at kombinere pisk og gulerod?

I hele den vestlige verden er der mennesker, der tror på, at dette er unødvendigt, og som advokerer for at erstatte en stor del af de gældende ordninger med en garanteret basisydelse, der uden betingelser tildeles alle.

Ordet ”borgerløn” har en forkætret klang i de flestes øren, og dette på trods af, at de 240 mia kr., vi overfører til husholdningerne, i realiteten er en borgerløn, som hen ved halvdelen af befolkningen lever af. Vi opretholder blot noget, der måske er en illusion, nemlig at det er de udstukne betingelser for opnåelse af overførselsindtægt, der holder befolkningen fast på arbejdsmarkedet.

print