Ideologisk glidebane

Kronik af Erik Christensen, lektor på Institut for Økonomi, Politik og Forvaltning (Aktuelt, 22.11.99)

 

I folketingets åbningsdebat talte statsministeren om ret og pligtfilosofien (“Gør din pligt, kræv din ret”) som et centralt element i den socialdemokratiske politik i de sidste år. Hvad ligger der egentlig i disse begreber? Vi bruger mange ord og begreber, som skifter betydning og opfattes på nye måder. Derfor kan det være nyttigt at se på, hvorledes man har brugt disse begreber om rettigheder og pligter i tre perioder i arbejderbevægelsens historie: 1. Da arbejderbevægelsen var en ny social bevægelse med stærke reformatoriske/revolutionære ambitioner. 2. I velfærdsstatens storhedstid i begyndelsen af 1970’erne og 3. I dag hvor velfærdsstaten er under forandring.

I arbejderbevægelsens barndom var sloganetvendt imod overklassens privilegier “ophævelser af alle forrettigheder, der hidrører fra Stand eller Fødsel”(Callesen og Lahme 1978:10-15, 45-47 og 50-52). Overklassen havde rettigheder uden pligter, mens den fremvoksende arbejderklasse havde pligter uden rettigheder.

Derfor krævede arbejderbevægelsen i Det Socialdemokratiske Samfunds program (1875) og i Gimleprogrammet (1876) skattepligt for alle, “indførelse af direkte indkomstskat med stigende skala, samt en større skat på arv”, og værnepligt “oprettelse af et Folkeværn i stedet for en staaende Hær”, hvilket også var vendt imod overklassen. Desuden krævede man en række lige rettigheder bl.a. lige og almindelig valgret, ret til undervisning, religionsfrihed og ytrings, forenings og forsamlingsfrihed.

Man havde en politiskjuridisk opfattelse af forholdet mellem rettigheder og pligter. At kræve en rettighed, betød at staten (samfundet) var forpligtet til at gøre disse rettigheder mulig. Den nye arbejderbevægelse kæmpede ikke for en ret til lønarbejde og for fuld beskæftigelse. Det er et meget senere krav fra arbejderbevægelsen. Hvad man kæmpede for, var retten til at organisere sig som arbejdere, for en statslig kontrol med lønarbejdet d.v.s. en normalarbejdsdag og forbud mod børnearbejde, og skadeligt kvindearbejde samt søndagsarbejde samt “ophør af den ved tugt og forbedringshusarbejde med de frie arbejdere frembragte konkurrence.” Det var den tids aktivering.

I velfærdsstatens storhedsperiode i 1960’erne og 70’erne var et element i forståelsen af forholdet mellem ret og pligt, at man havde ret til lønarbejde, der ganske vist ikke var grundlovssikret, og staten havde pligt til at sikre fuld beskæftigelse. Målsætningen om fuld beskæftigelse hang tæt sammen med “pligten til selvforsøgelse” i grundloven. Hvis man slækkede på kravet til fuld beskæftigelse, måtte man også slække på kravet til selvforsørgelse. Etandet element i forståelsen var, at man havde ret til universelle sociale ydelser, hvilket blev modsvaret af en skattepligt.

Det karakteristiske ved den danske velfærdsstatsmodel i modsætning til den tyske “Bismarcks” model og den engelske “Beveridge” model var, at rettigheder og forpligtelser var adskilte, da modellen var en skattetransferingsmodel i modsætning til en social forsikringsmodel.(Bent Rold Andersen 1984:35)

Idag har Socialdemokratiet ikke alene forladt den politiskjuridiske opfattelse af forholdet mellem rettigheder og pligter, men synes også at have forladt den overordnede velfærdsøkonomiske opfattelse, som lå i “den danske model” og anlægger nu en mikroøkonomiskforsikringsmæssig betragtning. Rettigheder og pligter ses nu udfra det mikroøkonomiske bytte eller den forsikringsmæssige kontrakt.

Den nuværende aktiveringspolitik bygger på følgende argumenter: 1. At for at nyde, må man yde”for at få en pengeindkomst af staten, må man yde en arbejdsindsats. 2. “At til en rettighed hører pligter”. Når man har ret til en overførselsindkomst har man pligt til at stå til rådighed for arbejdsamarkedet ( enten det “rigtige” og et “kunstigt” skabt arbejdsmarked). På et marked må man yde for at nyde, og her hører rettigheder og pligter sammen på en specielt måde. Men arbejdsmarkedet er ikke lig samfundet, hvilket socialdemokratiet synes at være ved at glemme.

At bistandsklienter har fået både en ret og pligt til aktivering er politiskjuridisk en meningsløs konstruktion. Man har normalt ikke pligt til det, man har en rettighed til. Man har som sagt stemmeret, ret til at forsamles, ret til at ytre sig, men man har ikke pligt til at stemme, at forsamles, at ytre sig.

Hvor sloganet “gør din pligt, kræv din ret” i arbejderbevægelsens barndom blev forstået politisk juridisk som et kampslogan for nye rettigheder og vendt mod overklassens priville gier (manglende pligter), bliver dette slogan i dag af Socialdemokratiet forstået rent økonomisk og brugt til at retfærdiggøre overklassens (de fuldtidsarbejdende) fastholdelse af de marginaliserede (arbejdsløse og bistandsklienter) som en andenrangs arbejdskraft (i aktivering) ved at pålægge dem en særlig pligt til at arbejde for deres overførselsindkomst.

Når man taler om nye pligter for “overklassen” f.eks. “virksomhedernes sociale ansvar” er der kun tale om moralske, ikke juridiske pligter. De, der har behov for nye juridiske rettigheder, bliver pålagt juridiske pligter. De, som kunne bære og har behov for at blive pålagt nye juridiske pligter, får nye rettigheder (skattelettelser og øgede muligheder for mobilitet) og får ikke pålagt nye juridiske pligter, men kun moralske pligter, som man endda kan bruge i en PR sammenhæng.

Når Socialdemokratiet i dag fortolker rettigheder og pligter i en mere snævermarkeds og forsikringsmæssig forstand bryder de både med deres oprindelige ideologiske grundlag, men også med kernen i den forståelse, som lå bag efterkrigstidens velfærdsstat.

En måde at skabe ideologisk og logisk orden i den socialdemokratiske ideologi ville være at prioritere kampen for en universel minimums (basis) indkomst (eller borgerløn) for alle frem for den håbløse kamp fornormalt lønarbejde for alle. En ret til en minimumsindkomst kunne netop ses som en kompensation for alle samfundsborgeres ubetalte samfundsnødvendige arbejde. Og en ret til en minimumsindkomst skulle modsvares af en solidarisk skattepligt.

Et element i en sådan vej kunne også være at definere en ny type lokalsamfundsmæssigt arbejde eller borgerarbejde, som den tyske sociolog Ulrich Bech (1999) har været fortaler for og samtidig vende tilbage til en mere retfærdig orlovspolitik. Det ville være små skridt i retning afen større frivillighed i forho
ld til lønarbejdet og udmøntning af en opvurdering af det ikkelønnede samfundsnødvendige arbejde.

Litteratur:

Andersen, Bent Rold (1984) Kan vi bevare velfærdsstaten? København: AKF’s Forlag.

Beck, Ulrich (1999) Schöne neue Arbeitswelt. Vision: Weltbürgergesellschaft. Frankfurt: Campus Verlag.

Callesen, Gerd og Hans Norbert Lahme (1978) Den danske arbejderbevægelses programmatiske dokumenter og love (1871 til 1913). Odense: Odense Universitetsforlag

print