Kampen om dagpengene – dødskamp eller element i en ny og bedre velfærdsmodel

Af Erik Christensen.

Christian Juhl fra Enhedslisten ramte plet, da han i et indlæg i Politiken d. 19. dec. 2014 under overskriften: ”På vej imod et a-kasse-frit jobmarked” spåede, at de næste par år bliver en kamp på liv eller dø for det nuværende a-kassesystem. Indlægget har siden fundet vej til Modkraft den 8. januar: Advarsel: A-kassesystemet er ved at blive afviklet – se http://modkraft.dk/artikel/advarsel-kassesystemet-er-ved-blive-afviklet

I de sidste 15 år er der skridt for skridt sket et paradigmeskift i den danske arbejdsmarkeds- og socialpolitik, hvor fagbevægelsens og a-kassernes rolle er blevet svækket. Man har skabt et mere enstrenget system, hvor arbejdsmarkeds- og socialpolitikken er blevet stadig mere integreret.

Christian Juhl frygter, at fuldbyrdelsen af denne tendens vil ske i de kommende år og han mener, det vil betyde en afvikling af a-kasserne.

Som Christian Juhl ganske rigtig skriver, er udviklingen sket langsomt via salamimetoden. ”Skive for skive” skæres der og pludselig er der ikke meget tilbage af den ”gamle pølse”.

Hvad er der sket?

Tidligere havde man et kommunalt organiseret kontanthjælpssystem og et statsligt organiseret a-kassesystem. Ved kommunalreformen i 2007 blev de organisatorisk slået sammen til næsten et enstrenget kommunalt system. Det var et angreb på arbejdsmarkedets parters store indflydelse på arbejdsmarkedspolitikken, hvilket især betød en svækkelse af fagbevægelsen og a-kassernes rolle.  Det var den første store ændring, der – både før og efter reformens indførelse – gav anledning til store problemer og politiske kampe mellem staten, kommunerne og arbejdsmarkedets partere.

Den anden store ændring er den integrering af social- og arbejdsmarkedspolitikken, der skete idet socialpolitikken i stigende grad blev underlagt arbejdsmarkedspolitikken. Symbolsk startede det ved regeringsskiftet i 2001, hvor arbejdsmarkedspolitikken skiftede navn til beskæftigelsespolitik, og hvor vi derfor fik et beskæftigelsesministerium. En række tidligere socialpolitiske områder, som aktivering af kontanthjælpsmodtagere, revalidering, syge- og barselspenge, og førtidspension m.m. flyttede nu fra det gamle socialministerium til det nye beskæftigelsesministerium.

Den trængte fagbevægelse

Denne udvikling har kun kunnet ske, fordi fagbevægelsens indflydelse i de sidste mange år er blevet svækket.  A-kasserne har tabt medlemmer bl.a. fordi det er blevet sværere at blive medlem, og a-kasserne synes i mindre grad end tidligere at fungere som rekrutteringskanal for de faglige organisationer. 10 år med en borgerlig regering har også sat sig tydelig spor, hvilket den socialdemokratisk-radikale regering kun minimalt har formået at rette op på med ganske små lapper på den tidligere regerings forringelse af dagpengereglerne.

Fra velfærdsstatens adskillelse til konkurrencestatens integrering

Udviklingen viser, at velfærdsstatens adskillelse af arbejdsmarkeds- og socialpolitikken langsomt er blevet erstattet af konkurrencestatens integrering af de to politikområder.

De to nævnte store ændringer peger på, at man i de kommende år i forlængelse af dagpengekommissionens rapport kunne have intention om at tage det sidste store skridt ved at skabe en ny indholdsmæssig sammenhæng mellem de to systemer i forbindelse med revisionen af dagpengelovgivningen, således at loven om aktiv socialpolitik (kontanthjælp) og loven om arbejdsløshedsforsikring (dagpenge) blev fuldt integreret.

Christian Juhls mareridt

Det er præcis den udvikling Christian Juhl er bange for, fordi fagbevægelsen og a-kasserne ved en sådan udvikling vil miste yderligere indflydelse. Derfor bruger han det lidt ejendommelige udtryk – ”et a-kasse-frit jobmarked” – et arbejdsmarked, hvor ”arbejdsløse fra første dag risikere at måtte stå med hatten i hånden i kontanthjælpssystemet.”

I Christian Juhls mareridt er systemet skabt af en ny borgerlig regering i et kompromis med Socialdemokraterne, hvor man har holdt SF og Enhedslisten uden for forligskredsen.

Den måske mest sandsynlige udvikling

Umiddelbart er jeg tilbøjelig til at give Christian Juhl ret i hans formodning om den fremtidige udviklingstendens.

Stærke kræfter i det politiske system trækker i retning af indførelsen af et enstrenget system i arbejdsmarkeds- og socialsystemet. Ledende embedsmænd øjner nogle helt oplagte rationaliserings- og besparelsesmuligheder, fordi den nuværende struktur er utrolig bureaukratisk og ineffektiv.

Det er interessant, at ideen om at lave et enhedssystem tidligere er dukket op blandt embedsmænd og økonomiske eksperter. Det skete første gang tilbage i 1960’erne og begyndelsen af 1970’erne. Siden blev ideen genoplivet af den Socialkommission, som fungerede i 1990’erne og blev igen delvist taget op af Velfærdskommissionen i 2006.

Når sådanne ideer ikke tidligere har haft mulighed for at blive realiseret hænger det uden tvivl sammen med en massiv modstand fra fagbevægelsen og Socialdemokraterne.

Når ideen i fremtiden har mulighed for at blive til virkelighed hænger det sammen med at Venstre ved flere lejligheder de sidste år har udtrykt tanker, der går i den retning. Derfor kan man forvente, at spørgsmålet vil stå på Venstres reformprogram, måske ikke åbenlyst i første omgang, men så indirekte, således som man så det ved gennemførelsen af kommunalreformens kommunalisering af beskæftigelsespolitikken.

Christian Juhls alternativ

Hvad er så Christians Juhls alternativ? Ja, det siger han ikke så meget om i det lille opråb. Kun at det består i et ”forsvar for at fastholde a-kassernes rolle og for at sikre et robust og trygt dagpengesystem”. Det må betyde, at fastholde den nuværende struktur med et lidt bedre dagpengesystem. Heri ligger et håb om, at han kan mobilisere venstrefløjen i fagbevægelsen og Socialdemokraterne til at kæmpe imod et enstrenget system og imod et bredt forlig med Venstre og Konservative, selvom 3-F formanden, Per Christensen allerede har argumenteret for at der skal laves et bredt forlig.

Gentagelse af salamimetoden

Spørgsmålet er, om ikke den traditionelle defensive strategi, som Christian Juhl lægger op til, vil føre til, at vi vil se salami-metoden demonstreret endnu engang.

Umiddelbart må man forvente af dagpengedebatten op til valget i foråret eller til september bliver meget snæver. Den kommer hovedsaglig til at dreje sig om, hvor stramme reglerne skal være for optjening af dagpenge, dagpengeperiodens længde, muligheder for aftrapning og for at gøre den konjunkturafhængig. Alt sammen centrale spørgsmål, men inden for den bestående struktur.

Vi kommer ikke til at høre et ord om skabelsen af et enstrenget system, selvom embedsmænd bag kulisserne forbereder det. Hos Socialdemokraterne vil det være tabu at nævne begrebet. Det vil ødelægge partiets forhold til fagbevægelsen og venstrefløjen. For Venstre vil det være farligt at tale om dét, man virkelig ønsker, fordi det vil skabe for meget modstand og kant til fagbevægelsen og arbejdsgiverne og måske svække partiet vælgermæssigt både i forhold til Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti.

Efter valget og dagpengekommissionens rapport i efteråret kunne der altså komme endnu en lille lappeløsning grundlagt på et bredt borgerligt forlig, hvor man undlader at få en rigtig debat om hele dagpengesystemets forhold til kontanthjælpssystemet og en mulig integrering af de to systemer. Men der vil ret sikkert være taget nogle ikke i øjnefaldende skridt i retning af en integrering.

Den endelige fuldbyrdelse – når der ikke er noget tilbage af pølsen – sker så efter et par år med en ny borgerlig regering og med Socialdemokraternes velsignelse.

Hvis et sådant scenarie kan anses for sandsynligt, har venstrefløjen behov for en helt anderledes offensiv og visionær strategi end den traditionelle og defensive, som Christian Juhl lægger for dagen.

Skellet mellem den faglige og politiske kamp er ophævet

I erkendelse af at arbejdsmarkeds- og socialpolitik bliver stadig mere integreret, må arbejderpartierne og fagbevægelsen på omgangshøjde med den virkelighed og indrette sin kamp og kampmetoder efter det.

I arbejderbevægelsen er der en tradition for at skelne skarpt mellem arbejderbevægelsens faglige og politiske kampe, praktiseret igennem to forskellige institutionelle systemer.  Den faglige kamp foregår i arbejdsmarkedssystemet, hvor fagbevægelsen og arbejdsgivere har stor indflydelse og selvstyre. Her fokuser man på de ledige, der umiddelbart kan fungere på arbejdsmarkedet og har et a-kassesystem. Udenfor arbejdsmarkedet og a-kasserne befinder kontanthjælpsmodtagerne sig. Dem tager partiet (Socialdemokraterne) sig af igennem den politiske kamp. Både fagbevægelsen og arbejdsgiverne har været interesseret i ikke at blande arbejdsmarkeds- og socialpolitik sammen, fordi begge parter har haft en umiddelbar interesse i at holde de svageste ledige uden for a-kasserne af konkurrencemæssige hensyn. For fagforeningerne har det været vigtig at reducere konkurrencen mellem lønarbejderne, og for arbejdsgiverne at kunne få tilstrækkelig kvalificeret arbejdskraft.

Nu må tiden være kommet, hvor arbejderbevægelsen også kan se, at hvis solidariteten skal fastholdes og udbygges må skellet mellem overklassen blandt lønarbejderne (i a-kassesystemet) og underklassen blandt lønarbejderne (i kontanthjælpssystemet) ophæves.

Behøver et enstrenget system at være en ulempe for fagbevægelsen og a-kasserne?

Kunne det ikke tænkes, at man kunne etablere et nyt enstrenget system, som ikke var dikteret af borgerlige præmisser (reducerede ydelser med strengere rådighedskrav og mindsket indflydelse til fagbevægelse og a-kasser), men præget af venstrefløjens og fagbevægelsens præmisser, således at det ligefrem gav nogle fordele i forhold til det nuværende system?

Hvorledes kunne et sådant nyt system se ud?

I det nye system giver vi en fælles offentlig finansieret individuel grundydelse, så den udgør en fast bund, – en garanteret mindsteindkomst og den er til alle. Denne grundydelse skal ikke alene erstatte alle nuværende indkomsterstattende ydelser uanset årsagen til indkomstbortfaldet; den skal være en rettighed for alle og uden betingelser. Den er altså ikke indkomstafhængig og den er uden varighedsbegrænsning. Denne grundydelse vil udgøre borgernes basale økonomiske sikkerhedsnet.

Oven på dette offentlige tryghedssystem befinder sig så et privat finansieret og organiseret arbejdsløshedskassesystem, hvor de private a-kasser og fagforeninger konkurrerer om at servicere lønarbejdere med forsikring ved arbejdsløshed, efteruddannelse, omskoling, sikring af arbejdsmiljø og anden service.

Fordele for fagbevægelsen

Den største fordel for fagbevægelsen ville være, at man ville sikre en mere smidig og mere solidarisk sammenhæng mellem de forskellige dele af arbejderklassen. Det drejer sig om: dem, der sjældent er arbejdsløse (kernen blandt de nuværende a-kassemedlemmer), dem, der ofte er arbejdsløse og konstant lever med i truslen om at blive smidt ud af a-kassesystemet og endelig dem, som befinder sig udenfor a-kassesystemet (på kontanthjælp eller dele af prekariatet samt dem der laver uformelt arbejde).

Alle grupper vil have en fælles interesse i en basisydelse, som skulle være til at eksistere på. Og fagbevægelsen får interesse i at organisere og skabe overenskomster for nye grupper – mennesker som har en grundydelse og som kun ønsker få timers lønarbejde eller er særlig udsatte for arbejdsløshed (f.eks. det nye prekariat). Disse grupper har i dag ikke mulighed for at blive medlemmer af fagforeninger.

Den største fordel for fagbevægelsen ville være at blive frigjort fra de disciplineringsopgaver, som den i dag er blevet pålagt af staten. A-kassesystem, som formelt er private forsikringssystemer, finansieres i dag – for omkring 66 % vedkommende – af staten, hvilket betyder, at a-kasserne reelt er halv-statslige organisationer, der styres af staten. A-kasserne bliver pålagt en lang række opgaver, som fjerner dem fra medlemmerne og gør dem ude af stand til reelt at varetage medlemmernes interesser.

Universalismen og flexicurity-modellen i den danske velfærdsmodel er tyndslidte

Vi står i en situation, hvor de to træk, som vi normalt forbinder med det danske velfærdssamfund, nemlig universalismen og den specielle danske flexicurity-model er ved at blive tyndslidte. På overførselsindkomstområdet er universalismen blevet udhulet ved at rettigheder og ydelser i stigende grad er blevet afhængig af arbejdsmarkedstilknytning, samtidig med at kontrollen, overvågningen og sanktionerne er blevet skærpet overfor arbejdsløse og kontanthjælpsmodtagere.

Med hensyn til flexicurity er security-elementet blevet stadig dårligere. Det har blandt andet betydet, at der er kommet en øget spaltning og polarisering mellem a-kassemedlemmerne og kontanthjælpsmodtagerne.

Samlet set betyder det at hele den danske velfærdsmodel – både den sociale dimension og den arbejdsmarkedsmæssige dimension, trænger til at blive underkastet et helhedssyn.

Et nyt enstrenget system som en nødvendig fornyelse af den danske velfærdsmodel

Ved at gå i front for skabelsen af et nyt integreret arbejdsmarkeds- og socialsystem ville arbejderbevægelsen, venstrefløjen og fagbevægelsen i de kommende år kunne forny den danske model.

Det kunne ske med den føromtalte grundydelse, – en garanteret mindsteindkomst for alle. En ydelse, der ikke er indkomstafhængig og den er uden varighedsbegrænsning. Derudover skulle man fastsætte niveau og omfang for de grupper, der har særlige behov (f.eks. handicappede) og derudover skabe gode muligheder for et fagforeningsbaseret a-kassesystem oven på grundydelsen.

Christian Juhl fremmaner en uhyggelig virkelighed, hvor ”arbejdsløse fra første dag risikerer at måtte stå med hatten i hånden i kontanthjælpssystemet”. I det fremtidige system, jeg har forsøgt at skitsere, vil den arbejdsløse automatisk være garanteret grundydelsen og vil fra dag-et kunne tale med sin a-kasse, hvis han/hun er a-kasseforsikret.

Det lyder ikke godt for de privilegerede arbejdere (dem i a-kassen) at skulle stå ”med hatten i hånden”, som alle dem i kontanthjælpssystemet gør i dag. Med en garanteret grundydelse skal ingen ”stå med hatten i hånden.”

Måske…Måske

Måske er det utopi at forestille sig at venstrefløjen og fagbevægelsen pludselig går i offensiven, når den er vant til at føre en defensiv konservativ kamp, at bevare status quo.

Måske skal en borgerlig regering i løbet af de næste år først skabe et ubehageligt enstrenget system, hvorefter man så kan håbe at en ny venstrefløj og mere visionær fagbevægelse efterfølgende kan skabe en fornyet velfærdsmodel, der minder om den, jeg har skitseret.

Litteratur:

Socialkommissionen (1993) Arbejde og velfærd – forslag til en ydelses- og aktiveringsreform for midtergruppen. København.

Velfærdskommissionen. Analyserapport (2006): Fremtidens velfærd – vores valg. Kapitel 8: Modernisering af beskæftigelses- og integrationsindsatsen