Lille indføring i politisk retorik og filosofi

Af Erik Christensen

Hvad siger man til det dominerende politiske mantra om ret og pligt?

Arbejdssamfundets logik: “Noget for noget”. Rettigheder og pligter hører sammen: Et tilsyneladende skudsikkert retorisk forsvarsværk

Alle er enige om ret og pligt

Når der diskuteres arbejdsmarkeds- og socialpolitik, hvor socialdemokrater er med, hører man altid, at politikkens grundlag er princippet om ret og pligt. Hvis man modtager dagpenge eller kontanthjælp, har man altid pligt til at stå til rådighed for arbejdsmarkedet, pligt til aktivering eller at udføre et nyttejob, som det hedder i dag.

Hvis nogen problematisere eller benægter det, stiller man sig uden for det gode selskab, ja så antaster man hele den danske arbejdsmarkeds- og socialmodel. Det er regeringen og hele den borgerlige opposition enige om.

Mellem ligemænd er ret og pligt en indlysende retfærdig norm

Helt overordnet må man også indrømme, at den moralske norm om ret og pligt er en meget stærk norm for enhver gruppe eller organisation. For en gruppe af ligestillede medlemmer, kan man ikke argumentere imod, at det er naturligt at alle medlemmer af gruppen eller organisationen bør have samme rettigheder og pligter. Når man gives nogle rettigheder af fælleskabet, er det også naturligt at være underlagt nogle pligter i fælleskabet.

Socialdemokratiet og mere generelt “den danske model” har tilsyneladende fundet et slogan, som alle må bøje sig for. Ingen synes at kunne skyde igennem denne retoriske forsvarsmur.

1. Modargument: Tidligere brugt som slogan for frigørelse – nu brugt som tilsløring af undertrykkelse

Umiddelbart synes socialdemokrater også at stå stærkt, når de kan henvise til arbejderbevægelsens historie som argument for, at partiet altid har kæmpet for sammenhængen mellem rettigheder og pligter, fordi der på de gamle røde faner stod: “Gør din pligt, kræv din ret”.

Hvad mente den tidlige arbejderbevægelse egentlig med sit slogan.

Et nøjere studium viser, at den mente noget helt andet end socialdemokrater i dag. Nemlig nærmest det modsatte (Christensen 2002)

Krav om lige rettigheder og pligter vendt mod overklassen

Da Socialdemokratiet var en klar underklassebevægelse i 1870’erne, blev sloganet “gør din pligt, kræv din ret” forstået som et politisk kamp-slogan for nye rettigheder (bl.a. lige og almindelig valgret, ret til undervisning, religionsfrihed og ytrings-, forenings- og forsamlingsfrihed) og vendt mod overklassens privilegier (bl.a. manglende indkomst- og arveskattepligter).

Man kæmpede for lige rettigheder (underklassen manglede rettigheder) og for lige pligter, overklassen levede ikke op til alle samfundsmæssige pligter, hvorfor de skulle pålægges flere pligter.

Krav om reducerede rettigheder og særlige pligter vendt mod underklassen

I dag er klasseforholdene helt anderledes, og Socialdemokratiet et helt andet parti. Socialdemokratiet repræsenterer ikke en underklasse, men snarere en dominerende middel- og overklasse, vil de fleste sige.

 I dag bruger Socialdemokratiet princippet om ret og pligt til at retfærdiggøre overklassens (de fuldtidsarbejdende) fastholdelse af de marginaliserede (arbejdsløse og kontanthjælpsmodtagere) som en andenrangs arbejdskraft (i aktivering, nyttejob) ved at pålægge dem en særlig pligt til at arbejde for deres overførselsindkomst.

I dag bliver sloganet brugt til at legitimere, at kontanthjælpsmodtagere har færre rettigheder (ikke ret til almindelig lønarbejde, ikke ret til at optjene ret til dagpenge) og særlige pligter (pligt til aktivering, at udføre nyttejobs).

Hvor det tidligere var et element i skabelsen af universelle rettigheder og pligter og dermed ophævelse af klasseskel, er det i dag et element i retfærdiggørelsen af en ny klassedeling med grupper, der har særlige rettigheder og pligter.

Den historie viser, at den generelle norm er blevet brugt forskelligt i forskellige perioder af arbejderbevægelsens historie, og at normen kræver lighed, hvis den skal være retfærdig. Når der er ulighed, kan den bruges af en overklasse til at tilsløre og legitimere en ulighed.

2. Modargument: Man glemmer retten til arbejde og prioriterer arbejdspligten

Den tidlige arbejderbevægelse kæmpede ikke for en ret til lønarbejde og for fuld beskæftigelse. Det er et senere krav fra arbejderbevægelsen. “Retten til arbejde” blev markeret som en ny rettighed, da man ændrede grundloven i 1953, hvor det i § 75 stk. 1, hedder at ” til fremme af almenvellet bør tilstræbes, at enhver arbejdsduelig borger har mulighed for arbejde på vilkår, der betrygger hans tilværelse.” Men denne grundlovsbestemmelse er kun udtryk for et mål, og giver ifølge statsretskyndige ikke den enkelte arbejdsduelige borger et krav på umiddelbar ansættelse i det offentlige.

I grundloven findes også en ret til offentlig støtte, hvis man ikke kan klare sig selv: “Den der ikke selv kan ernære sig og sine, og hvis forsørgelse ikke påhviler nogen anden, er berettiget til hjælp af det offentlige, dog mod at underkaste sig de forpligtelser, som loven herom påbyder.” (§ 75 stk. 2). Denne bestemmelse forstås således, at der påhviler alle en forpligtelse til selvforsørgelse, og at der sekundært findes en ret til offentlig forsørgelse.

I velfærdsstatens storhedsperiode i 1960’erne og 70’erne var et element i forståelsen af forholdet mellem ret og pligt, at man havde ret til lønarbejde, der ganske vist ikke var grundlovssikret, og at staten havde pligt til at sikre fuld beskæftigelse. Målsætningen om fuld beskæftigelse hang tæt sammen med “pligten til selvforsørgelse” i grundloven. Hvis man slækkede på kravet til fuld beskæftigelse, måtte man også slække på kravet til selvforsørgelse.

I dag kan man se, at Enhedslisten bruger denne modargumentation, idet de mener, at regeringen glemmer retten til arbejde og især koncentrerer sig om at indpiske pligten til arbejde.

3. Modargument: Man fokuserer på en bestemt form for pligt – en arbejdspligt – i stedet for at være åben overfor andre former for pligter f.eks. skattepligten

Den nuværende arbejdsmarkedspolitik bygger på, at når man har ret til en midlertidig overførselsindkomst har man pligt til at stå til rådighed for arbejdsmarkedet (enten det “rigtige” eller et “kunstigt” skabt arbejdsmarked).  Man kunne spørge hvorfor pligten ensidigt knyttes til en arbejdspligt. I vores velfærdssamfund har man også ret til at blive behandlet af sundhedsvæsnet. Her eksisterer ikke en umiddelbar ret- pligt, nyde-yde-relation på den måde, at man skal lægge en betaling. Her er den modsvarende pligt knyttet til retten af en sundhedsydelse en generel skattepligt. Hvorfor kunne man ikke også have samme forståelse på arbejdsmarkedet? Man har ret til en overførselsindkomst, som bliver modsvaret af en generel skattepligt. Så ville normen om ret og pligt også være overholdt. Arbejdspligten ville blot være udskiftet med en skattepligt.

4. Modargument: Rettigheder bør komme før pligter og til bestemte rettigheder hænger der ikke ganske bestemte pligter

I det traditionelle socialdemokratiske mantra ligger en bestemt rækkefølge i sloganet, som især fremhæves i dag. Man skal først gøre sin pligt, hvorefter man kan få sin ret. Sagt lidt anderledes man skal yde, før man kan nyde. Man skal arbejde, før man kan få sin løn (kontanthjælp).

Set i forhold til den høje velfærd og de økologiske problemer, ville det i dag være naturligt at vende om på rækkefølgen og gøre pligten til en moralsk pligt i stedet for en juridisk pligt. Man har ret til en indkomst hvilket gør, at man bedre er i stand til at gøre sin samfundspligt (gøre noget samfundsnyttigt). Og tilsvarende ville det i højere grad være i overensstemmelse med moderne psykologi, at man først må nyde (have en tryghed, sikkerhed) før man rigtig kan yde noget (for andre og for
samfundet).

Det vil også være med til at bringe forståelsen af ret og pligt ud af en økonomisk- markedsmæssig forståelsesramme og mere i retning af den, der findes i menneskerettighederne. Rettigheder og pligter hænger naturligvis sammen. Men til bestemte rettigheder hænger der ikke ganske bestemte pligter. Hvilke pligter hænger f.eks. sammen med retten til at stemme eller retten til en retfærdig rettergang eller retten til ytringsfrihed, menings- og religionsfrihed.  Ja enkelte lande har en juridisk stemmepligt. Men ellers er den modsvarendende pligt til en række menneskerettigheder en generel samfundspligt for staten og den enkelte til at være med til at sikre, at alle får del i disse rettigheder og, at de bliver forvaltet på en forsvarlig måde. Det er en juridisk pligt for staten og en moralsk pligt for den enkelte samfundsborger.

5. Modargument: Det giver mulighed for en ubetinget basisindkomst som kompensation for det ubetalte samfundsnødvendige arbejde

Hvordan kan en ubetinget basisindkomst (eller borgerløn), der jo normalt forbindes med en ret uden tilsvarende pligter alligevel retfærdiggøres indenfor princippet om “noget for noget”?  På den måde, at en ret til en basisindkomst uden noget krav om at stå til rådighed for arbejdsmarkedet kan ses som en kompensation for det ubetalte socialt nødvendigt arbejde, der bliver udført af alle borgere.

I det nuværende samfund udføres et omfattende ubetalt samfundsnødvendigt arbejde i form af husarbejde, omsorgsarbejde, politisk arbejde samt kulturelt arbejde, der både er med til at sikre markedets funktionsmåde og reproduktionen af det politiske fællesskab, som udføres af store grupper mennesker, der ikke honoreres for dette arbejde. Man kan sige, at “de yder uden af nyde”. Heroverfor befinder sig andre grupper af mennesker (især dem på arbejdsmarkedet), som nyder godt af dette arbejde, uden at de selv bidrager til det, fordi de er så optaget af økonomisk markedsmæssige aktiviteter. Man kan sige, at “de nyder uden at yde”. Man kan også med et populært samfundsvidenskabeligt udtryk sige, at der foregår en udbredt “free riding”, nogle “kører på frihjul”, høster nogle fordele, uden at betale.

Med en sådan fortolkning kan man altså sige, at man hermed har fundet en retfærdiggørelse af en ubetinget basisindkomst, der lever op til normen om “noget for noget”. Alle har ret til en ubetinget basisindkomst, fordi alle udfører et ubetalt samfundsnødvendigt arbejde, der er afgørende for det formelle arbejdsmarkeds funktion.

Med en sådan fortolkning bruger man ret og pligt sloganet frigørende ligesom den tidligere arbejderbevægelse ved at føre en kamp for en ny rettighed.

Borgersamfundets logik: “Noget for ingenting”. Sikring af et eksistensminimum er en menneskeret

1. Argument for en ubetinget basisindkomst: Gensidighedsnormen -“Noget for noget” – må underordnes en omsorgsnorm – “Noget for ingenting”

Det populære princip om “noget for noget” – at man må give for at få noget – at man må bidrage til samfundet for at få ret til at få nogle ydelser fra samfundet – ses af de fleste, som noget fundamentalt for samfundets moral og sammenhængskraft. Nogle taler fint (sociologisk eller filosofisk) om et reciprocitetsbegreb. Det betyder bare gensidig udveksling. Der må være en gensidig udveksling mellem medlemmerne af et samfund. (Gouldner 1973)

Som tidligere berørt forudsætter reciprocitetsprincippet ideelt set en vis lighed mellem medlemmerne, som aldrig findes. Derfor kan reciprocitetsprincippet aldrig være det eneste moralske princip for samfundet. For at et samfund kan eksistere, må der også fungere en omsorgsnorm, der siger, at samfundet giver “noget for ingenting”. Reciprocitetsnormen retfærdiggør forpligtelsen til at hjælpe dem, der har hjulpet dig, mens omsorgsormen retfærdiggør forpligtelsen til at hjælpe som følge af andres behov.

Hvis reciprocitetsnormen gøres til den dominerende norm, vil den langsomt undergrave en omsorgsnorm. Hvorimod man vil opnå et mere stabilt samfund, hvis omsorgsnormen ses som samfundets grundlag, og reciprocitetsnormen er sekundær og fungerer ovenpå omsorgsnormen.

Først når alle er sikret et ubetinget eksistensminimum – har fået “noget for ingenting” – er “noget for noget” en velfungerende og god samfundsmæssig norm.

2. Argument for en ubetinget basisindkomst: Det er en menneskerettighed – og til en menneskerettighed hører ingen særlig arbejdspligt

De grundlæggende rettigheder i Den Europæiske Union siger bl.a., at den menneskelige værdighed er ukrænkelig og at ethvert menneske har ret til livet. Indenfor det nuværende økonomiske system er livet afhængigt af, at man får sine grundlæggende materielle behov dækket. Det kan ske ved en ubetinget basisindkomst, der kan danne fundament for udøvelsen af de andre rettigheder. Det særlige ved en menneskerettighed er, at den er selvindlysende og som sådan en rettighed, man ikke skal gøre sig fortjent til eller yde noget for at få. Hvis man eventuelt skal tale om forpligtelser i forbindelse med disse, er det forpligtelsen til at være med til at sikre at andre også sikres disse rettigheder og en forpligtelse til at støtte de politiske instanser, der sikrer og beskytter disse menneskerettigheder.

3. Argument for en ubetinget basisindkomst: Det er en samfundsdividende af vor fælles arv, hvortil der ikke kan knyttes nogen arbejdspligt

Det moderne samfund er et enormt produktivt socialt system, der har akkumuleret en stor mængde fysisk kapital og intellektuel kapital (viden organisatorisk knowhow), som tidligere generationer har skabt. Det er en samfundsarv, som den nuværende generation har arvet. (Alperovitz, Gar and Lew Daly (2008)).

Men det, der frembringes i dag, tilskrives af de fleste udelukkende de nulevende enkeltindividers indsats og arbejde, skønt meget af det er frugten af tidligere generationers indsat.

Et væsentligt kriterium for at vurdere om noget er retfærdigt, er om det er fortjent. Hvis man har skabt noget igennem sit arbejde eller viden er det fortjent og retfærdigt. Hvis man får noget, man ikke har fortjent er det udbytning af andre og uretfærdigt.Vores store fælles, kollektive arv er ud fra en sådan betragtning ufortjent, idet den ikke kan tilskrives enkeltindividers indsats. De nulevende mennesker har ikke skabt og fortjent hele det samfund, de lever i. Derfor er det naturligt, at en del af denne arv bliver udbetalt som en løbende ubetinget basisindkomst, som en samfundsdividende, hvortil der naturligvis ikke kan knyttes nogen arbejdspligt. Det vil skabe et demokratisk borgersamfund med lige muligheder for alle.

Kortfattet strategi for en diskussion af princippet om ret og pligt/”noget for noget”

1. Gør opmærksom på at princippet bliver misbrugt i dag – det var tænkt som et frigørende slogan – nu bliver det brugt til at retfærdiggøre undertrykkelse

2. Gør opmærksom på at begreberne ret og pligt kan fortolkes meget forskelligt – Hvilke rettigheder og hvilke pligter? Universelle eller pligter for særlige grupper?

3. Der er forskel på et arbejdssamfund, hvor markedet dominerer og et borgersamfund hvor borgerrettigheder sætter en ramme for markedet

4. Et borgersamfund bygger på en ubetinget basisindkomst, at man får “noget for ingenting” eller en gave fra de tidligere generationer. Først derefter er normen om “noget for noget” en velfungerende og god samfundsmæssig norm.

 

Litteratur:

Alperovitz, Gar and Lew Daly (2008) Unjust Desserts. How the Rich are taking our common Inheritance. The New Press. London

Christensen, Erik (2002) Rettigheder og pligter i et velfærdshistorisk perspektiv. I: Nordisk Sosialt Arbeid, Vol. 22, Nr. 4, s. 226-233.

Gouldner, Alvin W. (1973) The Importance of Something for Nothing. I: For Sociology. Renewal and Critique in Sociology Today ‘. New York: Basic Books. Inc. Publ. 1973: 260-299.

print