Ny økonomi til kreative folk

Af Eva Gro Andersen

Der blæser nye økonomiske vinde overalt, og det smitter af på kulturens verden, hvor forfatterløn, crowdfunding og ubetinget basisindkomst skaber rum til netop at skabe.

Vi ser i dag, at mange forfattere forsøger at gå alternative veje for at finde økonomisk støtte til deres kunst, eksempelvis Mathilde Walter Clarks forsøg på at finde en mæcen og Andrea Hejlskovs crowdfunding, der har givet hende penge nok til at skrive den næste bog. Men på det makro-politiske plan blæser der også nye vinde: Rundt omkring i verden arbejdes der politisk med idéer til, hvordan man kan sikre alle borgere, ikke kun forfattere, en månedlig grundydelse, en såkaldt ubetinget basisindkomst. Det sker i erkendelse af, at flere og flere marginaliseres socialt og økonomisk, med store konsekvenser for såvel den enkelte som samfundet. Men idéen om en ubetinget basisindkomst åbner også for et nyt arbejds- og kunstbegreb, som er yderst gavnligt for forfattere og andre kunstnere.

Nej tak til normen
Clarks mæcen-projekt og Hejlskovs crowdfunding er to sider af samme sag. De er udtryk for en stigende tendens til at agere uden for de etablerede økonomiske rammer. Gift economy er et andet ord for det, altså gave-økonomi, en moderne form for byttehandel, som ikke behøver at inkludere penge. De er desuden eksempler på en ny form for egalitær kunststøtte, hvor forfatteren går uden om de etablerede statslige kanaler og henvender sig direkte til befolkningen. I den forstand er begge projekter eksempler på en særlig form for aktivisme i et felt mellem kunst og politik.

Der har ellers været en tradition for, at forfattere holdt sig langt ude af al politik, som ikke var decideret kulturpolitik. Meget tyder imidlertid på, at vi i fremtiden vil se, at felter som kunst og politik glider sammen og overlapper hinanden. Eftersom kulturpolitikken ikke er en ø i samfundet isoleret fra den øvrige politik, har den øvrige politik, både nationalt og internationalt, direkte afsmittende virkning på kulturpolitikken. Rundt omkring i verden er der politiske tiltag i gang, som i den grad er relevante for forfattere, også selv om der ikke er tale om tiltag inden for det kunstpolitiske felt.

Ubetinget basisindkomst er en menneskeret
Et eksempel er den internationale og tværpolitiske bevægelse BIEN (Basic Income Earth Network), som kæmper for indførelse af ubetinget basisindkomst, forstået som et grundbeløb, der udbetales betingelsesløst til hver enkelt borger, uanset om man har et lønarbejde eller ej. Synspunktet er, at alle har ret til en indkomst, en ret som ligger i forlængelse af menneskerettighederne, og som desværre er kommet under pres i disse år, hvor mange står helt uden indkomst, fordi de falder ud af dagpengesystemet og ikke har ret til kontanthjælp, hvis de har formue eller er gift. Men indkomst bør være en menneskeret, en borgerret. Ubetinget basisindkomst er altså en anden type indkomst end løn.

For forfattere er ideen om ubetinget basisindkomst relevant, idet den ville sikre alle borgere (også forfattere) en månedlig grundindkomst, som skulle være høj nok til, at man kunne leve af den, men lav nok til at det stadig gav mening at arbejde ved siden af (i Danmark ca. 10.000 kr. om måneden udbetalt). Man ville derfor selv kunne bestemme, hvornår man ville arbejde ved siden af basisindkomsten, og hvornår man ville nøjes med at leve af den. Den enkelte ville have mulighed for at designe sit eget arbejdsliv, og det ville være nemmere at starte egen virksomhed, fordi man altid ville have basisindkomsten at falde tilbage på. Ubetinget basisindkomst ville på den måde fungere som kulturel igangsætter. Det ville passe fortrinligt ind i forfatteres måde at leve på og ville sikre arbejdsro.

Basisindkomsten skulle erstatte de nuværende overførselsindkomster (dagpenge, kontanthjælp, folkepension osv.), men til forskel fra disse ville basisindkomsten tillade, at man arbejdede ved siden af, uden at modregne indtægterne fra arbejde. Det ville derfor altid kunne betale sig at arbejde. Psykisk syge, handicappede og andre, der i dag modtager førtids- eller invalidepension ville kunne søge om et højere månedligt beløb pga. deres manglende arbejdsevne. Med en ubetinget basisindkomst ville man kunne spare udgifterne til administration af dagpenge, kontanthjælp osv. På dagpengeområdet koster det i Danmark hvert år 16 milliarder alene at administrere systemet med kontrol og aktivering af arbejdsløse. De 16 milliarder kunne man fordele mellem borgerne i form af en ubetinget basisindkomst. Derudover findes pengene allerede i samfundet, netop i form af de overførselsindkomster, vi har i dag. Med en ubetinget basisindkomst tager man skridtet fuldt ud og sørger for ethvert menneskes materielle sikkerhed uden omsvøb. Man ville derved afskaffe fattigdom.

Kulturlivet styrkes
I Holland viser en model med basisindkomst for forfattere (70 % af laveste understøttelse), at det er langt billigere for staten at lave et sådant system, fordi man sparer udgifterne til unødvendige uddannelsesforløb, som forfatterne alligevel aldrig får brug for. Den hollandske forfatterløn modsvares ikke af et rådighedskrav, da meningen med ydelsen netop er at give forfattere mulighed for at leve af at skrive uden at skulle have lønarbejde ved siden af.

I Norge har man også en slags forfatterløn, men her i form af fem-årige arbejdsstipendier på 196.000 norske kroner pr. år før skat (2012). Og som bekendt høster man frugten af denne omfattende litteraturstøtte i form af et blomstrende litterært miljø og en litteratur i verdensklasse (eksempelvis Espedal, Knausgård og Petterson).

Det nuværende kunststøttesystem er bygget op omkring principper om talent og kunstnerisk kvalitet. Hvis man forestiller sig, at det bliver enten suppleret med eller erstattet af en ubetinget basisindkomst for alle borgere, vil det ikke længere være talent- og kvalitetskriterier, der afgør, om en kunstner får muligheden for at fordybe sig i sin kunst. Det vil være indbygget i selve samfundssystemet, at alle får en grundindkomst, som de kan bruge, som de vil. Vil man fx bruge de to-fem år, som det sædvanligvis tager at skrive en roman, så kan man gøre det, uanset om man er et anerkendt talent eller ej. Det vil især gavne kunstnere, der er ved at etablere sig. Ofte får man netop ingen kunststøtte, førend man har udgivet flere bøger. Derfor er det etableringsfasen, der er den største hurdle, sådan som systemet er skruet sammen i dag. For resten ville man sagtens kunne blive ved med at belønne de største talenter: Man kunne fortsat have litteraturpriser og præmieringer.

En ubetinget basisindkomst til alle ville revolutionere samfundet som helhed, fordi enhver fuldstændig frit kunne disponere over sit liv og sin tid. Individets økonomiske frihed ville medføre, at vi inden for alle brancher ville se en frisættelse af kreativitet. Vi ville se en eksplosion af virkelyst og skaberglæde, og måske ville kunstbegrebet blive udvidet på måder, vi slet ikke kan forestille os.

Arbejde og indkomst
Idéen om ubetinget basisindkomst er mere relevant end nogensinde, fordi stadig flere mennesker må leve uden en indkomst. I disse år ser vi desværre en række markante nedskæringer på velfærden i samfund overalt i verden med den følge, at mennesker uden for arbejdsmarkedet fattiggøres, mens de som har et lønarbejde udsættes for et mere og mere stressende og psykisk krævende arbejdsmarked.

Heldigvis møder denne udvikling modstand. Rundt omkring i verden begynder stadig flere mennesker at sætte spørgsmålstegn ved den måde, vi lever på. Noget af det, man er begyndt at forholde sig kritisk til, er idéen om lønarbejdet som eneste måde at fordele de ressourcer, vi har at leve af.

Hidtil har begrebet arbejde været tæt forbundet med begreber som løn og indkomst. Man betragt
er sædvanligvis lønarbejdet som nødvendigt for at få en indtægt. Lønarbejdet og idéen om, at det er godt, er en dominerende tankefigur i vores kultur. En tankefigur som opretholdes af alle politiske partier i Danmark, selv om der efterhånden er enighed blandt økonomer og samfundsforskere om, at fuld beskæftigelse er en illusion. Man har altså erkendt, at ikke alle kan få et arbejde på det etablerede arbejdsmarked, og alligevel bliver man ved med at stille lønarbejdet op som betingelse for at få en indkomst. Allerede i dag er det sådan, at kun ca. 40 % af befolkningen har lønarbejde og får deres indtægt derfra. Andre får deres indtægt via forskellige overførselsindkomster eller bliver forsørget af fx et familiemedlem.

Meningsløse jobs
I industrisamfundet kæmpede arbejderne for retten til arbejde og brød, som det hed. Denne kamp var begrundet af, at lønarbejdet var vejen til indkomst. Men i dag er der færre arbejdspladser, blandt andet som følge af effektivisering. Man udvikler de ting, som sparer arbejde, fx robotter, maskiner og computerteknologi. Erhvervslivets opgave er at tilfredsstille behov – effektivt og med så få økonomiske omkostninger som muligt. Det er ikke erhvervslivets opgave at skaffe arbejde til folk. Derfor er alle investeringer i nye arbejdspladser samtidig rationaliseringsforanstaltninger. Mange af dem, som i dag har en arbejdsplads har reelt kun en indkomstplads. De udøver altså en aktivitet, udelukkende fordi det medfører en indtægt, men uden at det er noget, de kan se en mening med.

Vi har brug for at tænke anderledes. Vi må adskille begreberne arbejde og indkomst: ret til arbejde – det giver kun mening, hvis der dermed menes en ret til den beskæftigelse, som man udfører af egen fri vilje. I dag betyder ’ret til arbejde’ i realiteten ’ret til at blive købt’. Men vi bør tænke ud over denne ret til arbejde og i stedet tænke: ret til indkomst. I stedet for at arbejde for at få en indkomst, bør vi give hinanden en indkomst for at kunne arbejde, i vid forstand. I stedet for at fokusere ensidigt på lønarbejde bør vi fokusere på spørgsmålet: Hvad er overhovedet vigtigt i livet? Og hvordan kan vi indrette samfundet efter det?

Det betyder ikke, at vi skal holde op med at arbejde. Tværtimod skal vi udvide vores begreb om arbejde. Forfatteres arbejde med at skrive bøger, frivillige organisationers humanitære arbejde, mødres og fædres arbejde i hjemmet og familien er alt sammen eksempler på typer af arbejde, som i dag er ulønnet. Vi skal udvide begrebet om arbejde til også at indeholde disse yderst vigtige funktioner i samfundet, og selvfølgelig skal mennesker, som varetager disse opgaver, også sikres en indkomst.

I Tyskland har man spurgt folk, hvad de ville gøre, hvis ubetinget basisindkomst blev en realitet. 60 % siger, at de ville fortsætte med at arbejde. Kun 10 % siger nej. 30 % siger på nedsat tid. Det mest interessante er, at de fleste siger, at de tror, at alle andre ville holde op med at arbejde. Men når de bliver spurgt, hvad de selv ville gøre, siger de som sagt, at de ville fortsætte med at arbejde.

Det er realistisk
Hele syv nobelpristagere i økonomi støtter idéen om ubetinget basisindkomst. Blandt dem James Tobin og Paul Samuelson. I 1968 underskrev de sammen med 1200 andre økonomer et dokument, som opfordrede USA’s kongres til at give en indkomstgaranti for alle borgere. Det blev desværre modarbejdet og blev derfor ikke vedtaget. Men idéen lever stadig og er flere steder i verden blevet afprøvet via forskellige pilotprojekter.

I Namibia, Indien og Brasilien har man på forsøgsbasis indført forskellige former for ubetinget basisindkomst lokalt. I perioden med ubetinget basisindkomst kom flere i arbejde (fordi man på grund af basisindkomsten har råd til at deles om det arbejde, der er). Problemer som fattigdom, underernæring og prostitution forsvandt næsten helt, og flere uddannede sig og deltog i det lokale demokrati.

I Brasilien og Indien er det regeringens mål at indføre ubetinget basisindkomst på nationalt niveau. Også i Canada har man haft forsøg med ubetinget basisindkomst, som i forsøget blev kaldt Mincome, med lignende positive resultater, menneskeligt såvel som økonomisk. I Finland har man indsamlet 20.000 underskrifter for ubetinget basisindkomst, ud af de 50.000 underskrifter, som der kræves for, at det kan tages op i rigsdagen.

Men det mest bemærkelsesværdige lige nu er, at 130.000 mennesker i Schweiz har skrevet under på, at de ønsker en ubetinget basisindkomst indført i landet. Det betyder, at basisindkomst nu kommer til folkeafstemning i Schweiz. Bliver det et ja, vil ubetinget basisindkomst blive indført ved lov i hele Schweiz.

På vej i EU
Også i Danmark og det øvrige Europa er ubetinget basisindkomst på dagsordenen. Der er i øjeblikket et borgerinitiativ i gang i EU, ”Borgerinitiativet for en ubetinget basisindkomst”. En gruppe borgere i EU har taget initiativ til at samle underskrifter ind, så ubetinget basisindkomst kan tages op i EU og måske på længere sigt blive indført ved lov i alle EU-lande, også Danmark. Hvis der indsamles 1 million underskrifter i alle EU–lande til sammen, er EU-kommissionen forpligtet til at behandle forslaget om ubetinget basisindkomst. Man kan skrive under her og dermed give sin stemme for en ubetinget basisindkomst i Europa: http://basicincome2013.eu/ubi/da/

Læs mere
Om basisindkomst: https://www.basisindkomst.dk/
Om de europæiske borgerinitiativer: http://ec.europa.eu/citizens-initiative/public/basic-facts
Om crowdfunding: http://www.booomerang.dk/hvad-er-crowdfunding/

Fakta
Andrea Hejlskovs mål var at rejse 50.000 kr. Det lykkedes hende at rejse 55.102, og dermed skabte hun sit eget arbejdslegat. Resultatet bliver bogen ”og den store flugt”, som udkommer 5. november.

Eva Gro Andersen er født i 1975 og cand.mag. i dansk litteratur. Hun debuterede i 2011 med en samling prosalyrik, Laila, Leo, Lolita m.fl. Hun arbejder desuden som billedkunstner og er aktivist i foreningen BIEN (Basic Income Earth Network). Hun er suppleant i bestyrelsen for Den Skønlitterære Gruppe i Dansk Forfatterforening.

Artiklen har tidligere været bragt i Dansk Forfatterforenings medlemsblad Forfatteren, nr. 6, 2013.

print