Opgør med myten om selvforsørgelse

AF Erik Christensen

Politiske og sociale tilbageslag fører ofte til en mobilisering og bevidstgørelse om, hvorledes vores samfund egentlig fungerer.  Regeringens udvidelse af den gensidige forsørgelsespligt for papirløst samlevende, hvor 7-8000 på kontanthjælp umiddelbart kommer til at mærke det, har ført til mange protester. Det afspejles ikke mindst på Facebook, hvor en gruppe hurtigt har fået mellem 4-5000 medlemmer.

Gruppens eneste mål er at få afskaffet den gensidige forsørgelsespligt – lige meget hvilken gruppe den gælder. Og det er godt! Fordi gruppen, der er blevet omfattet af den gensidige forsørgelsespligt, er blevet udvidet, er flere blevet klar over, at den gensidige forsørgelsespligt tidligere ikke kun har gjaldt for ægtefæller, men også for førtids- og folkepensionister uanset ægteskabelig status. Det er gået op for mange flere det sidste halve år.

Myten om selvforsørgelse
Hvad er det videre perspektiv?  Det er et opgør med forestillingen om den private forsørgelses forrang frem for den offentlige forsørgelse, at den private forsørgelse er undtagelsen i forhold til en offentlig forsørgelse. Som systemet fungerer i dag bygger det på forestillingen om, at man for at være normal skal være selvforsørgende. Men denne forestilling er jo en myte. I det moderne uhyre arbejdsdelte samfund er der ingen, der er selvforsørgende i ordets egentlige betydning – ingen forsørger sig selv, som Robinson Crusoe gjorde, vi er alle afhængige af hinanden og forsørger hinanden.

Penge- og omsorgsforsørgelse
Men vores forståelse af selvforsørgelse er også i en anden henseende for snæver. Med selvforsørgelse tænker langt de fleste kun på forsørgelsen målt i penge, pengeforsørgelsen. Det vil sige, de penge, der er nødvendige for forsørgelsen. Forsørgelse kræver imidlertid også en omsorgsforsørgelse. Det vil sige, det arbejde der må præsteres i forbindelse med madlavning, rengøring, vask, indkøb, pasning af børn og andre familiemedlemmer.
I det nuværende lønarbejdssamfund prioriteres pengeforsørgelsen overfor omsorgsforsørgelsen. Til pengeforsørgelsen er knyttet en juridisk rådigheds- og arbejdspligt, mens der til omsorgsforsørgelsen er knyttet en forsørgelsespligt i forhold til børn og ægtefæller (førtids- og folkepensionister og nu også samboende). Men store dele af omsorgsforsørgelsen består af uformelt, ulønnet arbejde.

En ubetinget basisindkomst
Hvorledes gør man op med myten om selvforsørgelse og får skabt en opprioritering af omsorgsforsørgelsen i forhold til pengeforsørgelse? Det kan ske ved at få fastslået, at alle mennesker har ret til en grundlæggende forsørgelse af samfundet (samfundsforsørgelse), at en ubetinget basisindkomst for alle er en menneskeret.
En basisindkomst ville ligestille og delvis ophæve modsætningen mellem penge- og omsorgsforsørgelsen. Ved delvis (for basisindkomstens vedkommende) at frakoble arbejdspligten i forhold til arbejdsmarkedet, ville denne nye del af pengeforsørgelsen blive stillet fri til iværksætteri, uddannelse, arbejde i det civile samfund og alle former for omsorg. Det ville betyde en synliggørelse af omsorgsarbejdet, som ikke sker i dag.

Modstrid med Grundloven?
Men er det ikke i modstrid med Grundlovens bestemmelse om selvforsørgelse(§ 75)? Umiddelbart set er det. Men set i det lange historiske perspektiv behøver det ikke at fortolkes sådan. Reelt er denne paragraf en rigtig ”gummiparagraf”, der langsomt er blevet tømt for indhold med hensyn til forpligtelsen til selvforsørgelse af ”sig og sine”. Først blev paragraffen udvandet med hensyn til forpligtelsen til at forsørge sine forældre og siden forpligtelsen til fuldt ud at forsørge sine børn. I fremtiden kunne man forestille sig, at et politisk flertal kunne fortolke den sådan, at alle har ret til en grundlæggende offentlig forsørgelse og at der oven på den selvfølgelig gælder en selvforsørgelsesforpligtelse.
På længere sigt er der selvfølgelig behov for en ny Grundlovsparagraf, som klart fastslår alles ret til ubetinget basisindkomst.

Hvor er venstrefløjen henne i dette spørgsmål?
Hvor er venstrefløjen henne i dette spørgsmål? Fraværende!
Skyldes det mangel på politiske visioner og mod til at gøre op med en af samfundets grundlæggende myter?

Bragt som blog-indlæg på Modkraft den 20. aug. 2013

print