Oplæg om borgerløn

Af Gustav Bunzel. Oplæg til paneldebat under Borgerlønsbevægelsens landsmøde, Nørrebro Medborgerhus, Nørre Allé 7, Khb., 20. april 2002 kl. 14-16.00.

 

Landsorganisationen af Arbejdsledige (LA) havde sin stiftende generalforsamling i 1998. LA har selvfølgeligt nogle vedtægter, som de fleste ikke kan huske. Disse indledes med en formålsparagraf, hvis indhold er kendt af alle, men som heller ingen kan huske. Næste års generalforsamling skal revidere vedtægter og formålsparagraf. Det er her et åbent spørgsmål om LA bør og vil tilslutte sig borgerlønstanken i sin formålsformulering. Umiddelbart synes det mig at være en god ide, netop fordi LA ikke, som man umiddelbart kunne tro, er nogen interesseorganisation for en eller flere bestemte grupper af social-økonomisk karakter. LA er en borgerretsorganisation. At vi i praksis ofte kommer til at virke som sociale bisiddere, er ikke i modstrid hermed.

LA beskæftiger sig med de lediges situation. LA er ikke en skjult arbejdsanvisning, hverken for sælgere eller købere af arbejde. LA vil ikke skaffe nogen i arbejde. Det er der ca. 1000 andre organisationer, der tager sig af.

Arbejde er, uden patetiske falbelader, hvad man gør for at tjene penge. Nogle tjener penge som overskud, andre som løn. Arbejdsledige er altså dem, som ikke tjener penge, som altså ikke tilføres penge fra markedet, enten fordi de ikke har noget at sælge, eller har noget at sælge, som ingen vil købe. Ophører man med at tjene penge, da bliver man ledig. Man kan gå fallit, man kan blive bedraget, man kan blive syg, kørt over af en bil. Og man kan blive afskediget. Det er ikke så let, at komme til at tjene penge, altså blive arbejdende. Skal man forskaffe sig profit, da skal man starte med at have penge eller kunne låne dem. Skal man tjene penge som løn, da skal nogle pengebesiddere, private eller offentlige, udbetale denne. Pligt til at arbejde måtte altså forudsætte pengebesidderes, private eller offentlige, pligt til at ansætte. Pengebesiddere vil helst beholde deres penge, medmindre de tjener penge ved at give dem ud. De kan sagtens bruge pengene til noget andet. end at give dig en løn. Dette ved de udviklingshæmmede i Frederiksborg Amt, hvis timeløn skulle sættes ned fra 8 til 7 kr, Vi skal jo alle spare.

Arbejdende kan altså når som helst blive ledige. De ledige er altså ikke blot økonomisk-sociale særgrupper, ledighed er en social situation, alle kan blive bragt i. Lediges rettigheder er altså borgerrettigheder. Den danske Grundlov udtrykker da også i § 75.2, uændret siden 1849: “Den, der ikke selv kan ernære sig eller sine, og hvis forsørgelse ikke påhviler nogen anden, er berettiget til hjælp af det offentlige, dog mod at underkaste sig de forpligtelser, som lovene herom påbyder”.

Da ingen længere kan leve af egen avl eller fangst, betyder “ernære sig” i dag at tjene penge. Grundloven pålægger altså det offentlige en forsørgelsespligt for de, som ikke tjener penge (nok). Som markedets pengebesiddere altså ikke vil købe noget eller nok af til en tilstrækkelig pris.

Under Nyrup ændrede regeringen radikalt i de forpligtelser, som lovene pålægger ledige for at modtage overførselsindkomst. Og, som et brud med årtiers velfærdstradition, så indførte man den praksis, at overførselsmodtageres manglende overholdelse af stadigt mere krævende forpligtelser, skulle ophæve det offentliges forpligtelse til forsørgelse. Man har stadigt oftere lukket kassen for klienter der ikke ville eller kunne makke ret. En praksis man ofte har ændret, når LA har blandet sig i en sag, hvilket viser, at de pågældende myndigheder ved, at de forvalter på randen af loven. Vi anser denne praksis for et brud på Grundloven, som vi og andre søger at få bragt for en domstol, hvilket i dansk retspraksis er ret så kompliceret. Vi har ikke nogen forfatningsdomstol eller noget, der ligner.

Markedet forsyner altså nogle med pengeindkomster, profit og løn. Men disse nogle er ikke alle.

En voksen dansker kan ikke leve medmindre vedkommende er i stand til at forskaffe sig en tilstrækkelig pengeindkomst. Tjener man ikke penge, fordi man ikke kan finde købere til det man har at sælge, da kan man kun tilføres penge som gave, (hvad man i gamle dage kaldte almisse, som kommer af det græske ord for barmhjertighed), som en rettighed eller ved kriminalitet.

Tiggeri er forbudt i Danmark. Folk er begyndt at anmelde tiggere, politiet er begyndt at stresse dem, de idømmes bøder på flere hundrede kroner.

Altså, enten tilføres de ledige indkomster som en ret, og dermed en forsørgelsesforpligtelse for det offentlige, eller de må søge at forsørge sig kriminelt eller gå til grunde.

Når fremmede tager til Danmark som f.eks. lommetyve for at forsørge sig og sine, da hænger dette selvklart sammen med deres hjemlandes manglende udøvelse af forsørgerforpligtelse. Det er ikke for sjov, man tager til et fremmed land for at være lommetyv. Spørgsmålet om fundamentale borgerretigheder er ikke længere nationalt, men globalt. Selvfølgelig kan danske skatteydere ikke finansiere socialhjælp til alle på kloden, der ikke tjener penge nok.

Det må da være en borgerret, endda dén grundlæggende borgerret, at have mulighed for at kunne leve et lovlydigt liv. Tilstrækkelig pengeindkomst til at kunne leve et lovlydigt liv må altså være en fundamental borgerret, hvis alle borgere skal kunne leve i samfundet som et retssamfund. Eller, et samfund er kun et borgerligt retssamfund såfremt alle borgere/indbyggere har mulighed for at leve et lovlydigt liv.

Eller, tilsat lidt patos: borgerløn som borgerret i et retssamfund af borgere, som gennem deres valgret er rettens kilde. Vi må altså overbevise danske valgborgere om at styrke deres egne borgerrettigheder.

Ovenfor sprang vi over, at man også kan tjene penge uden at arbejde, såkaldt arbejdsfrie indkomster. Man investerer nogle penge og hæver herefter profitten. Tidligere kaldte man sådanne for rentiers. Men de fleste heraf forsvandt i inflationsbølgen efter første verdenskrig. Pludseligt kunne en gennem årtier surt sammensparet rentekapital ikke engang betale et tysk frimærke.

Efter folkepensionsreformen kunne man hævde, at danske pensionister modtog en art borgerløn. For nyligt hørte man ungdomspolitikere lufte tanker om, at folkepensionen skulle ophæves. Folk skulle vænnes til som 30-årige at begynde på at spare op til deres pension. Man hørte endda det forrykte vås, at staten skulle spare op for dem, der ikke selv kunne.

Samfundsøkonomisk kan man ikke spare noget op. Samfundet bør danne tilstrækkelige lagre overfor de katastrofer som der synes at komme stadigt flere af. Men kapitaler vil altid søge at mindske lageromkostninger! Hvis for mange sparer op ved at undlade at købe for deres penge, kommer der overproduktionskrise.

Man kan altså ikke spare op til sin pension i alderdommen, man kan investere. Eller indbetale til en pensionskasse, der foretager investeringerne. Men de investerede penge kan ikke bruges til at udbetale pensioner, da de jo er investerede. Investeringernes profitter kan udbetales som pensioner. Det bliver uvægerligt i en sådan pensionkapitals interesse at minimere pensionsudbetalinger, for så kan der investeres mere, hvilket giver større profit, så der kan udbetales mere i pension.

Antag at man begynder sin pensionsopsparing som ung og forventer at få udbetalt pension 30-40 år senere. Med bestemte månedlige indskud og forventning om en pæn forrentning ser regnskabet lovende ud. Man skal så blot undgå at blive syg, invalideret eller afskediget. Forud
sat 30-40 år med lav inflation. Større inflation kan ændre voldsomt på regnskabet og hyperinflation kan udradere opsparingen.

Pensionskassen kan investere i statsgældsbeviser eller investere i eller låne til kapitaler. Kapitaler kan gå fallit, ingen kapital kan garantere at kunne betale om 40 år. Kun stater kan garantere at betale om 40 år. Stater kan ophøre, men mange er også ret stabile. Statsmagter kan stræbe mod lav inflation. Inflation er kun gunstig for de, der har stor gæld. Jo større en stats gæld altså er, desto mere er den interesseret i inflation, som ville kunne fjerne gælden uden at skatten øges.

Ergo, vil man investere for at kunne få udbetalt en kapitalpension, når man ikke længere kan tjene penge, så vil man helst investere med lav risiko. Man vil altså helst investere i statsgæld. Men staten bør ikke stifte gæld. Statens udgifter bør i almindelighed balancere. Øger en stat sin gældsætning, da stiger rentebetalingen herpå som andel af statsudgifterne. Skatteborgerne betaler stadigt mere skat og får ringere ydelser fordi staten bruger en stigende del af sine indkomster til at betale renter.

Altså, investeres pensionskapitalen i statsgæld, da vil pensionerne stadigt være skattefinansierede. Blot på en fuldstændigt uigennemskuelig måde.

Men, fjernes statsgælden så må pensionskapitalen investere i kapitaler. Kapitaler kan gå fallit. Det kan pensionskapitaler altså også. Hvis nogen skulle vide, hvordan man skruer en kapital sammen, der er garanteret mod at gå fallit, da er et sikkert, at de ikke offentliggør dette.

Hvad skal de selvpensionerede så leve af, hvis pensionskassen går fallit? Markedet kan ganske enkelt ikke garantere profitten, markedet kan derfor heller ikke garantere pension.

Kapitaler ansætter eller udbetaler løn for at tjene penge herved. Tvinges kapitaler til tab ved at ansætte flere, risikerer man blot at alle dens ansatte mister jobbet.

Staten kan ikke ansætte alle de, som kapitalerne ikke ansætter. Hvis staten garanterede alle en ansættelse til normale vilkår, da ville lønningerne selvfølgeligt begynde at stige. Dette vil gøre arbejdsbesparende teknologi mere rentabel. Kapitalerne vil så begynde at afskedige ansatte, som så skal ansættes af staten. Hvilket skal finansieres af skatterne. Netto kan staten kun beskatte kapitalers profitter og lønninger.

Ergo, ingen kan garantere fuld beskæftigelse, forstået som lønindkomst til alle.

Markedet kan ikke forsyne alle med en pengeindkomst. Da alle skal forsynes med en pengeindkomst, kan dette kun løses af den beskattende stat gennem etableringen af et retsgrundlag herfor. Borgerløn er ikke en afvigelse fra den kapitalistiske økonomis principper, den er tværtimod en komplettering heraf.

Det hævdes så, at overførselsindkomster er så høje, at det ikke kan betale sig at arbejde. Man kan da bare tilbyde en højere løn ! Men så kan arbejdskøberen ikke tjene på at ansætte. Men så har markedet meddelt, at dette arbejde ikke skal foretages. Skal alles fundamentale borgerrettigheder forringes for at tækkes de lavest betalende arbejdskøbere ? Sådanne har altid klaget over, at fattighjælpen var for høj. Ligegyldigt, hvor meget man sænker fattighjælpen, vil de hævde, at den er for høj.

For de fleste ansatte udgør retten til dagpenge ikke længere noget sikkerhedsnet. For det villabeboende dobbeltarbejdende ægtepar med bil og to børn vil ledighed medføre social deroute. De søger desperate efter sikkerhed.

Og arbejder mere og mere. Derfor er fritid blevet et luksusgode. Som det bliver mere og mere utåleligt, at de fattigste skulle have mest af. Nogle har ikke andet.

Heraf tvangsaktiveringen siden 1994. Selvfølgeligt kan aktivering forbedre muligheden for at få arbejde, men der er ingen grund til ikke at lade en sådan aktivering være frivillig. Selvfølgeligt bør en aktiveret kunne nægte eller forlade en ubrugelig aktivering. Aktiveringsudbyderne tjener penge på at udbyde. Rundt omkring i landet har mange kommunalrådsmedlemmer slået sig på at udbyde aktivering.

På kontanthjælp kunne man tidligere ikke falde dybere. Man havde i det mindste den sikkerhed. Også dette fratages nu de fattigste.

Tvangsaktiveringen har også til hensigt at beslaglægge de lediges tid. Så kan kommunale ridefogeder råde over et antal hoveridage. Det er ikke for ingenting, at den nye Rasmussens regering ændrede Arbejdsministeriet til Beskæftigelsesministeriet. Hvem får mon gavn af beskæftigelsen, den der beskæftiges, eller den der beskæftiger?

Truslen om aktivering skal motivere de ledige til at udøve maksimal løntryk.

Man skal yde for at nyde, siges det så, også fra kanter, man ikke forventede. Ja vel, vil man nyde borgeres arbejdskraft, så må man betale, altså yde, en normal løn på normale arbejdsvilkår.

Den grundlovgivne ret til forsørgelse begyndte man nedsættende at kalde passiv forsørgelse og forsørgerkultur. Ja men, den forsørgerkultur, den danske velfærdsstat havde udviklet siden krigen, var da noget vi var stolte af. Hvis det offentlige kan løse en persons sociale problem passivt, altså blot ved at udbetale en sum penge månedligt, så kan man da ikke forlange bedre. Aktiv forsørgelse med vogtere, terapeuter, plejere, pædagoger og sjælesørgere er rasende dyr.

Lad os foreslå som nationaløkonomisk målsætning: højere profitter, højere lønninger, højere skatter, højere overførselsindkomster og mindskning af den kriminelle økonomi. Her støder man så på konkurrencen fra udlandet. Og konkurrencen bliver altid hårdere og hårdere. Jamen så må udlandene foretage det samme. Slår man alle valutaer sammen i en møntunion, så forsvinder udlandene i økonomisk forstand.

Teknologisk kan menneskene alt, hvad hjertet kan begære. Hvad man endnu ikke kan, kan man finde ud af. Den politiske og økonomiske forvaltning formår endnu ikke at frisætte disse muligheder. Forklaringen herpå, vil jeg formode, er ganske banal, opgaven er forbandet svær. Ingen kan forestille sig forvaltningen uden brug af et pengesystem. Og et pengesystem er svært at forvalte. Men det må med lethed kunne gøres bedre, end det sker for indeværende.

En borgerløn er altså fundamental for den enkeltes retssikkerhed. Sikkerheden for ikke at blive tvunget til kriminalitet. Men borgerlønnen er også fundamental for den enkeltes og dermed alles frihed. Det er sikkerheden mod at kunne blive tvunget til at tjene andre. det er muligheden for at kunne sige nej. Både til sagsbehandlerens tilbud om aktivering, til chefens tilbud om overarbejde, og til arbejdslederens ordre.

Intet skib lukker spildolie ud i havet. Det er en lønmodtager, der lukker spildolien ud. Dette gør han, fordi han tjener penge ved det, og har fået en ordre til det, og fordi han ville ophøre med at tjene penge, hvis han nægtede. Det må gøres lettere for milliarder af lønmodtagere at kunne sige nej, så de kan begynde at kræve ægte arbejdsglæde. Glæden og stoltheden over brugbarheden for andre, af det man har lavet.

Borgerløn er denne arbejdsglædes forudsætning !!! Intet mindre. Borgerløn er forudsætningen for ret, frihed og glæde.

print