Oprør fra udkanten

Af Erik Christensen.

Udkanten er ved at rejse sig til en politisk storm imod politikerne. Nu er der opsamlet så megen vrede imod politikernes svigt af provinsen, og der skal snart være valg, hvorfor det er lettere at komme i de landsdækkende medier.

I efteråret 2014 blev der på Ærø holdt en konference med overskriften, ”Oprør fra Udkanten”, der resulterede i et Udkantsmanifest. Det her her i foråret 2015 udmøntet sig i en bog, ”Oprør fra udkanten. Mulighedernes land 2.0” hvor en række oplæg og artikler er blevet samlet.

Hvem er det som pludselig kan komme på forsiden af Weekendavisen og komme i fjernesynets nyhedsudsendelser og debatprogrammer? Det er en del af den kreative middelklasse, som i deres pensionisttilværelse har forlagt deres residens til udkanten og her opdager de mange kvaliteter ved at bo i udkanten, men samtidig har erfaret den diskrimination udkanten er udsat for med hensyn til infrastruktur, uddannelse, kultur, sundhed og kommunikation.

Bogen indeholder en række meget velformulerede artikler med analyser af forskellige af udkantens problemer samt ideer til løsninger. Men de mere konkrete forslag er for de flestes vedkommende ret traditionelle og ligner i høj grad de forslag, som det nuværende ministerium for by, bolig og landdistrikter allerede arbejder med. Det gælder muligheder for lempelse af planloven, ændring af udligningsordningerne, mobil- og it-dækning og placering af uddannelses- og sundhedsinstitutioner

De glemte norske og svenske udkantserfaringer

Mest bemærkelsesværdigt er flere indlægs påpegning af, hvorledes man i Danmark har udvist en meget stor ligegyldighed i det politiske system overfor de erfaringer, man faktisk har gjort i vores nabolande Norge og Sverige med hensyn til, hvorledes man med held kan modvirke ulighed mellem center og periferi som den neoliberale globalisering og den politiske centralisering i alle lande har skabt.

I Sverige er en række færger de såkaldte ”gule færger” til en række øer gratis for både biler og passagerer. I Norge er man gået endnu længere i at skabe nogle gunstige rammevilkår for erhvervslivet i udkanten. Her har man en differentieret arbejdsgiverafgift for virksomheder alt efter hvor de ligger, således at man favoriserer udkanten. Ligeledes har man gennemført en ordning med eftergivelse af studiegæld med 10 % pr. år, hvis man bosætter sig i de nordligste fylker i landet.

Interessant er det også, at flere indlæg i bogen henviser til den norske sociologiprofessor Ottar Brox, som i 1966 skrev ”Hvad skjer i NorNorge”, som beskriver, hvorledes man kan imødegå globalisering og centralisering ved at skabe gode rammevilkår for småerhvervene og lokalsamfundene.

Kan landet genbefolkes?

Steen Piper er den af forfatterne der er mest inspireret af Brox (”Kan landet genbefolkes – og hvordan?”) I Brox’ ånd foreslår han et opgør med det ”modernistiske” landbrug. Hvorledes kan man igennem en gradvis samfundsovertagelse af produktionsjorden gennem nationalisering eller gennem oprettelse af en eller flere jordfonde skabe en helt ny økologisk landbrugsstruktur? Konkret forestiller han sig, at man starter med at skabe en økonomisk og institutionel ramme for at overtage de ca. 3000 konkurs-truede storlandbrug, og ud af dem skaber de første 30-50 kolonier af økologiske statshusmandsværkstæder.

Det er en storslået vision, som han desværre ikke udfolder nærmere, og som slet ikke følges op i andre af bogens artikler.

Det glemte økologiske perspektiv

Danmark har det fjerde største økologiske fodaftryk i verden pr. indbygger. Det økologiske fodaftryk måler menneskenes forbrug af naturressourcer i arealenheder, dvs. det areal, som er nødvendigt for, at naturen skal kunne forny disse ressourcer. Det betyder at vi ødelægger mere af naturgrundlaget, end vi opbygger. Alligevel er vi, hvad angår vedvarende energi og økologisk forbrug, førende i verden. Hvis vi skal beholde vores økologiske førerposition må der de kommende år ske noget med vores landbrugsdrift, som Steen Piper antyder.

Derfor er det bemærkelsesværdigt, hvor lidt det økologiske perspektiv på udkanten spiller i bogen som helhed. Og bogens forfattere synes slet ikke at kende de økologiske bevægelser og eksperimenter, der allerede i dag findes i udkanten. Det gælder f.eks. Landsforeningen for Økosamfund (LØS)

Øko-samfund og øko-kommuner

I Danmark er der faktisk allerede i dag 50 økosamfund, og 20 er på vej, heraf er 27 økosamfund placeret i 27 forskellige kommuner. Økosamfund lever ikke kun økologisk hvad angår bolig og fødevarer, men forsøger også at skabe en ny økologisk livsstil baseret på sociale fællesskaber og skabelsen af en ny bæredygtig økonomi. Man skaber i kim en alternativ kultur med mindre forbrug, mindst mulig transport, mindst mulig affald, størst mulig genbrug, holdbare produkter, hvor man arbejder sammen i egne virksomheder og handler lokalt.

I fremtiden kunne man forstille sig, at alle kommuner fik deres økosamfund, som blev støttet af både stat og kommuner. I fremtiden kommer man uden tvivl også til at tale om øko-kommuner. Lejre er allerede på vej til en sådan status og Samsøe ligner også et område, der kunne opnår denne status.

Regler der styrer det formelle og uformelle arbejde

Når man tidligere har talt om udbredelsen af økosamfund, har man hidtil været meget fokuseret på at der skulle skabes muligheder for dispensationer i planloven, bygge-, kloak- og skatteregler, regler om långivning samt mærkningsregler.

I fremtiden er det ikke nok at være optaget af nogle fysiske barrierer for økologiske eksperimenter, men også lægge vægt på at ændre de regler, der styrer menneskers formelle og uformelle arbejde.

De grundlæggende regler, der styrer arbejdskraften i vort samfund er arbejdsmarkedets og socialsystemets rådigheds- og aktiveringsregler, og de har en helt fundamental betydning for mulighederne for økologiske eksperimenter, fordi sådanne eksperimenter kun i begrænset omfang i en startfase kan fungere i en normal lønarbejdssammenhæng. Tvangen til lønarbejde sætter altså nogle fundamentale barrierer for økologiske eksperimenter.

Det skjulte samfundsnødvendige arbejde

Fordi lønarbejde er blevet prototype på alt arbejde, har man overset og undervurderet husarbejdet, omsorgsarbejdet, det uformelle arbejde i nærmiljøet, “det skjulte arbejde” på arbejdspladserne og det politiske arbejde. Den norske sociolog Cato Wadel (1984) har kaldt disse former for ikke- lønarbejde “det skjulte”, men samfundsnødvendige arbejde. En meget stor del af et socialt og økologisk eksperiments arbejde hører netop til denne kategori.

En ændring af arbejdsbegrebet med en basisindkomst

En betingelse for en ny bølge af sociale og økologiske eksperimenter, vil være betinget af en ændring af arbejdsbegrebet, der går i retning af en basisindkomst. Cato Wadel har meget rammende bemærket: “Det er på sine begrebsmessige skiller at et samfunn skal kjennes” (Wadel 1984:130)-. At ændre begreber er at ændre syn på samfundet. Hvis samfundet skal ændres igennem en række nye økologiske eksperimenter, vil det blandt andet kræve en ændring af arbejdsbegrebet, fordi en meget væsentlig del af det arbejde, der skal gøres for at få økologiske eksperimenter igangsat vil have form af uformelt arbejde, arbejde som ikke vil kunne være normalt lønarbejde.

Mulighed for lokalsamfundsarbejde

Tanken om at skabe en ny type lokalsamfundsarbejde blev fremsat i begyndelsen af 1990’erne af sociolog Grete Korremann (1993). Hun forestillede sig, at der på fremtidens arbejdsmarked vil være to hovedformer for arbejde, der er ligestillet: 1. Almindeligt lønarbejde. 2. Lokalsamfundsarbejde, som vil består i borgerarbejde, politisk arbejde og famliearbejde. Det aflønnes med en gennemsnitsløn af det offentlige. Derudover gives den enkelte en basisindkomst, der dækker de minimale leveomkostninger, så ingen er tvunget til at påtage sig lønarbejde. I Korremanns model tildeles man derudover et rettighedsbevis på 20 timers lønarbejde. men man kan også forøge sin indkomst over basisindkomsten ved lokalsamfundsarbejde, hvor man dog højst kan blive aflønnet for 20 timers arbejde ugentlig.

Lokalsamfundsarbejde er en ny konstruktion, der kommer ind mellem det almindelige lønarbejde og en basisindkomst. Der er ingen pligt til at påtage sig lokalsamfundsarbejde. Men det, at det bliver lønnet, gør, at denne type arbejde får en mere forpligtende karakter. Samtidig giver det større fleksibilitet i kombinationen af lønarbejde og lokalsamfundsarbejde, idet man altid har ret til 20 timers almindeligt lønarbejde.

Den ensidige fokusering på lønarbejde

Det ejendommelige ved Korremanns analyse fra 1993 var, at den blev udgivet af det daværende arbejdsministerium. At man dengang vovede at fremlægge tanker om en ændring af arbejdsbegrebet er interessant at notere. I dag synes man at være meget ensidigt fokuseret på arbejde som lønarbejde. Sådan må man forstå stats- og finansministerens seneste udtalelser om arbejdets betydning. ”Arbejde er roden til alt godt.” (Helle Thorning Schmidt Politiken den 12. april 2015) ”Arbejde er løsningen på næsten alle problemer.” (Bjarne Corydon Danmarks Radio. 31.3. 2015). Den dag det går op for politikerne, at de må anerkende et meget bredere arbejdsbegreb, hvis de vil løse en række samfundsproblemer, vil der være mulighed for meget store forandringer også i udkanten.

En af konklusionerne i ”Oprør fra udkanten” er, at ”udkanten er nødt til at skabe en ny form for politisk organisering for at få tilstrækkelig styrke til at sætte den skandaløse skævvridning af landet på den politiske dagsorden for alvor.” Det tror jeg er helt rigtig.

Derfor virker det så meget desto mere mærkeligt, at man slet ikke nævner nogle af de organisationer, som igennem flere år har arbejdet med disse problemer. Jeg har allerede nævnt LØS. Det gælder også Landsforeningen Landsbyerne i Danmark, Landdistrikternes landsråd, Sammenslutningen af Danske Småøer, Omstilling Danmark.

Nu har kultureliten også fået øje for udkanten, men man ville stå stærkere, hvis den begyndte at blande sig med de allerede eksisterende organisationer – og specielt dem med et økologisk perspektiv – og forsøgte at lave en ny fællesorganisation.

Litteratur og henvisninger:

Ottar Brox: “Hva skjer i Nord-Norge? En studie i Norsk utkantpolitikk”. Pax 1967

Jan Holm Ingemann (red.) Samfundets udviklingsafdeling – bæredygtig udvikling gennem eksperimenter. Aalborg Universitetsforlag. 2006 med bl.a. Erik Christensen: Økologiske samfundseksperimenter set i et kritisk-utopisk perspektiv. http://erikchristensen.net/wp-content/uploads/2011/05/EC-%C3%B8ko-eks-2.pdf

Korremann, Grete (1993) Alle i arbejde for et helt liv. Danmark år 2010. Arbejdsministeriet.

Finn Slumstrup, Viggo Mortensen (red.) Oprør fra udkanten. Mulighedernes land 2.0. Hovedland 2015

Wadel, Cato (1984) Det skjulte arbeid. En argumentasjon for et utvidet arbeidsbegrep. Olso: Universitetsforlaget.

Landsforeningen for økosamfund – http://okosamfund.dk/

Sociale Entreprenører i Danmark – http://www.sociale-entreprenører.dk/om-sed.html

Landsforeningen Landbyerne i Danmark – http://www.landsbyerne-i-danmark.dk/

Landdistrikternes landsråd – http://landdistrikterne.dk/

Sammenslutningen af Danske Småøer. http://www.danske-smaaoer.dk/

Bragt som blogindlæg på Modkraft den 21. April 2015.

print