Reel frihed for alle

Af Erik Christensen

Frihed, lighed og menneskerettigheder er centrale elementer i det liberale demokrati. Men eksisterer der et rigtigt demokrati, når vi samtidig hver dag mærker og ser en store ulighed mellem mennesker i indkomst og formue?

Vi har alle en række fundamentale rettigheder så som ytringsfrihed, forsamlingsfrihed og bevægelsesfrihed samt beskyttelse mod overgreb mod ens person og ejendom. Det kan siges at være en formel frihed. Det betyder f.eks. at man har ret til at ytre sig uden forudgående tilladelse, tage en uddannelse og flytte efter et nyt job.

Men fordi de materielle ressourcer kan være meget ulige fordelt, kan den reelle frihed være meget forskellig. Dem med en god fast indkomst og måske formue, vil have en meget større frihed end dem med de færreste ressourcer. Det afgørende er altså ikke alene den formelle frihed, men også nogle ressource for at udnytte den formelle frihed, således at den også bliver en materiel, reel frihed.

I den politiske filosofi skelnes mellem negativ frihed og positiv frihed. Negativ frihed er frihed fra tvang og undertrykkelse, mens positiv frihed er friheden til at opnå et mål f.eks. frihed til uddannelse eller indflydelse og selvkontrol. For at opleve den fulde frihed har man både brug for ikke at blive forhindret i handle imod sin vilje (en negativ frihed) og at være i besiddelse af ressourcer og kapacitet til at handle efter sin vilje (en positiv frihed).

Traditionelt har liberalister lagt mest vægt på den negative frihed (friheden fra statens indgreb), mens socialdemokrater og socialister har lagt mest vægt på den positive frihed (sikring af statslige ressourcer til de svagest stillede).

Den belgiske filosof og samfundsforsker Philippe Van Parijs har i sit moralfilosofiske hovedværk Real Freedom for All (1995) fremlagt et originalt og aktuelt forsøg på en kombination eller syntese af de to frihedsbegreber. Van Parijs er helt enige med dem, der mener, at det ikke er nok at interessere sig for den formelle og den negative frihed. For at friheden kan blive reel, må man have materielle ressourcer.

Og det er i den form for sikring af materielle ressourcer at Van Parijs tilfører frihedsdebatten noget nyt, idet han argumenterer for at ved at yde alle borgere i samfundet en garanteret eller betingelsesløs basisindkomst (UBI) uden krav om modydelse f.eks. i form af arbejde sikrer man en reel frihed for alle, en form for positiv frihed.

Fortalerne for en positiv frihedsopfattelse er blevet kritiseret for potentielt at være paternalistiske eller totalitære ved at åbne op for, at staten kan fremme en bestemt livsførelse (igennem sin tildeling af ressourcer) uanset hvad en person subjektiv ønsker sig.

Denne indvending eller bekymring kommer Van Parijs netop udenom ved at forslå ydelsen af en ubetinget basisindkomst (UBI), som man kan leve af uden noget krav om modydelse. Derved sikres en reel frihed til at vælge sin egen livsform. I dag er alle, der ikke har særlige ressourcer, underlagt en tvang til en bestemt lønarbejds- eller social klient-livsform.

Men hvor skal midlerne til uddeling af en universel basisindkomst til alle komme fra? Her er Van Parijs’ svar, at den blandt andet skal komme fra en form for luksusafgift på lønarbejdet. Lønarbejdet er for Van Parijs at betragtes om en begrænset ekstern ressource på linje med jordbesiddelser og anden formue. Vi lever i et kapitalistisk samfund med permanent arbejdsløshed. Fast lønarbejde er et privilegium. Gennem de seneste 25 år har der nogenlunde konstant været ca. 800.000 af de 18-66 årige udenfor arbejdsmarkedet (svarende til 1/4 af arbejdsstyrken).

Er tildeling af en ubetinget basisindkomst (UBI) uden krav om modydelse ikke et brud på reciprocitetsprincippet (gensidighedsprincippet)? Nej siger Van Parijs. Et reelt reciprocitetsprincip forudsætter lighed. Problemet er ikke, at UBI bryder dette princip, men at det nuværende samfund ikke lever op til dette princip. UBI skal netop ses som et middel til at genoprette denne skævhed.

Som man kan se, lægger Philippe Van Parijs’ basisindkomstteori op til mange væsentlige samfundsfilosofiske debatter.

Philippe Van Parijs gæster Københavns Universitet fredag den 1. nov. Kl. 14-16 – hvor han holder en forelæsning om basisindkomst set i et europæisk perspektiv efterfulgt af en paneldebat med bl.a. Niels I. Meyer og Kenneth Haahr. Se http://www.cep.polsci.ku.dk/lecture_with_phillipe_van_parisj/

Dagen efter den 2. november i Cinemateket et filosofisk symposium, hvor Van Parijs diskuterer sin basisindkomst-teori med den hollandske samfundsforsker, Robert Van der Veen og danske politiske filosoffer.

Bragt som blog-indlæg på Modkraft den 9. okt. 2013

print