Skal syge tvinges til at arbejde?

Af Ellen Ryg Olsen.

I 2005 skrev jeg en bog om den elendige og nedværdigende behandling, som syge mennesker fik, når de søgte om førtidspension. Bogen hedder ”Syge på tvangsarbejde”. Den er nu makuleret, og det er meget passende, for alle de fortrædeligheder, der er beskrevet i den bog, er det rene vand mod det, syge mennesker udsættes for efter førtidspensionsreformen fra 2013.

Jeg var dengang ked af det og foruroliget over det, syge mennesker skulle igennem for at ”bevise”, at de var for syge til at arbejde, så jeg besluttede mig til at fortælle om mine oplevelser på et Revalideringscenter.

Jeg håbede, at afsløringen af hvordan man behandler de mest sårbare mennesker i vores samfund på, ville påvirke de mennesker, der havde deres på det tørre og videre derfra smitte af på beslutningstagere i stat og kommune. Jeg var overbevist om, at de i bund og grund ikke vidste, hvad deres kontrol og mistrospolitik førte til.

Jeg var overbevist om, at der ikke fandtes nogen mennesker, der virkelig havde det eksplicitte ønske, at de ville behandle syge mennesker dårligt.

Men jeg blev klogere. Vi havde en borgerlig regering, og de var da så fuldstændig ligeglade, bare erhvervslivet og bønderne og USA var tilfredse, så var der ikke mere at komme efter.

Så fik vi en socialdemokratisk ledet regering – og der skete meget godt, kontanthjælpsloftet blev afskaffet – 450 timers reglen blev afskaffet og startydelsen forsvandt. Det er godt og det må vi holde fast i – i de her tider.

Men – men – men! Beskæftigelsesministeriet og deres embedsmænd bestod. Et venstre-beskæftigelsesministerium, der havde som formål at leve op til Jacob Haugaards udsagn om, ”at hvis arbejde er så sundt, så giv det til de syge”.

Alle uarbejdsdygtige syge, socialt pressede og maste mennesker var blevet fjernet fra Socialministeriet område – Arbejdsministeriet nedlagt – og hele baduljen skulle administreres af et Beskæftigelsesministerium, der havde embedsmænd, der både kunne snyde og bedrage og unddrage sig loven, og den tidligere så fornuftige Mette Frederiksen dukkede frem som en sand klon af Claus Hjort Frederiksen.

Med emsig medvirken af spareglade kommuner bliver syge nu behandlet så guderne må sig forbarme – en behandling der både er hjerne- og hjertedød.

Vi tror på mennesket

Reformen blev indført under overskriften – ”Vi tror på mennesket” – vi tror på at alle mennesker har ressourcer, der kan aktiveres.” ”Vi ønsker at flytte mennesker fra passiv forsørgelse til aktivt at kunne forfølge deres drømme”

De drømme, der er tale om, har intet med de syge menneskers drømme at gøre – det må have noget med systemets våde drømme om at afskaffe førtidspensionen at gøre.

Det har noget at gøre med at de raske og velbjergede mennesker overhovedet ikke kan tænke sig, at man kunne have nogen andre drømme end det at blive presset, maset, tvunget – pint og plaget ud på arbejdsmarkedet – det hellige almindelige arbejdsmarked.

Videnskaben viser, at syge ikke får det bedre af at gå på arbejde, tværtimod. Men det passer ikke ind i deres regnearksverdensbillede. Et regnearksbillede der siger, at der er mange penge at spare, hvis førtidspensionen reduceres til det ubetydelige.

Hvis det er det man vil – så kom da frem med det – så sig det dog – så ved vi, hvad vi har at kæmpe imod – og hold op med al det pladder om at ”Vi tror på mennesket”.

Der er intet i reformen, der bygger på en tro på mennesket. Tværtimod. De mennesker der formaster sig til at være syge og kaste håndklædet i ringen ift. arbejdsmarkedet og bede om hjælp, mødes med mistro og kontrol og manglende anerkendelse af deres egen og deres læges vurdering.

Man lader som om at alle vil være bedst tjent med at komme ud på arbejdsmarkedet (der i parentes bemærker overhovedet ikke vil have dem).

Man tilbyder åbenlyst syge og sågar døende mennesker, at de kan blive afklarede via et ressourceforløb. Et forløb der skal vise at “alle har ressourcer”. Det har de fleste da også, men at det skulle være hensigtsmæssigt for kronisk syge mennesker at bruge disse ressourcer på arbejdsmarkedet er ikke altid indlysende. I langt de fleste tilfælde, har de syge mest af alt lyst til og brug for at kunne anvende deres kræfter på at overleve så godt som det nu kan lade sig gøre. Men nej – bureaukraterne og politikerne mener, at de ressourcer de syge mennesker måtte have, skal anvendes på arbejdsmarkedet.

Under mit arbejde har jeg gennem årtier mødt mennesker, der havde ressourcer selv om de var syge – men de er langsomt og metodisk pillet ud af dem gennem langvarig mistro og kontrol med elendige aktiveringer – arbejdsprøvninger – og nu ressourceforløb (ølse for og ølse bag )

Mine patienter bliver udsat for det der er det allermest sygdomsfremkaldende man kan tænke sig – nemlig AFMAGT – vi ved at torturofre – ofre for kz – ofre for krig – aldrig kommer over det de har været udsat for – fordi de netop har været udsat for den totale afmagt – de har haft ryggen mod muren – de har intet kunnet stille op .

Det samme oplever fysisk og psykisk invaliderede mennesker når de sidder over for den sidst opfundne standdomstol – Rehabiliteringsteamet – der i kommunen – hoved og hjerteløst udstøder den eneste dom de kender: Ressourceafklaring.

Ingen argumenter – kloge og fornuftige – rasende eller sammenbrudsgrædende appeller – hjælper. Det er kun magten der taler.

Det er stygt at forsøge gå op imod magten når man ikke har nogen våben – når intet gælder, ingen lægeerklæringer – ingen egenvurderinger – intet – det bliver haglet ned under et vammelt menneskekærligt dække – vi holder så meget af jer at vi vil byde jer de bedste vi kan finde på – nemlig arbejdsmarkedet.

En af mine patienter sagde: vi omdannes til bolde de kan sparke på – uden nogen hindrer dem – tværtimod – de roses for deres menneskevenlige fremfærd. Den samme patient der er 59 år sagde: Jeg tæller månederne til jeg bliver 67.


Indlæg på Folkemødet torsdag d. 11. juni 2015 i BIEN Danmarks telt

print