Truslen om borgerløn

Af Jens Wamsler.

Angreb på borgerløn

I den offentlige debat har man inden for det seneste års tid fra flere sider kørt det tunge skyts i stilling mod den til­tagende frækhed, der synes at være i en del af befolkningen til at lade tankerne kredse omkring borgerløn.

Korstoget mod borgerlønsflippet startede med, at Socialkommis­sionen i sin rapport i foråret 1993 tog katego­risk afstand fra borgerløn. Den ville give for meget slinger i valsen i kommis­sionens forslag til et sammenhængende ydelses- og aktive­rings­system.

I september 1993 markerede arbejdsminister Jytte Andersen med et skarpt udfald i Politi­ken, at den nye rege­ring også måtte afvise alle spekulationer om borgerløn. Den slags er ikke passende, når man fortsat vil holde liv i illusionen om fuld beskæfti­gelse på traditi­onel vis.

I december kom så Økonominiministeriet på banen. I sin halv­årlige økonomiske oversigt præsenterede de beregninger, der én gang for alle skulle vise, at borgerløn er økonomisk uigennem­førlig.

Og som det sidste har Enhedslisten fulgt trop med Søren Kol­strup og Karl Vogt-Nielsens kronik i Information 18/2 1994, hvori de fastslår, at borgerlønnen er ubrugelig i klassekampen. 

Fælles for alle disse angreb på borgerlønsidéen er, at det umiddelbart kan være svært at få øje på, hvem der fremprovo­kerer dem. Det er ikke borgerlønstilhængerne, men modstan­derne, der har taget teten i debatten. Tilhængernes indlæg i avisernes debatspalter har været begræn­set til spæde forsøg på forsvar, efter at angrebene er sat ind.

Men borgerlønsspøgelset er tilsyneladende alligevel vanskeligt at få manet i jorden. For helt uprovokerede er angrebene naturligvis ikke. En ting er, hvad der kommer frem i den offentlige debat. En anden ting er, hvad der rører sig blandt folk. Når flere og flere politikere føler sig presset til offentligt at tage afstand fra borgerlønsidéen, er det nok fordi, de stadig oftere møder “almindelige menne­sker”, der føler sig tiltalt af idéen. 

Borgerlønnens tilhængere

Trods den spirende folkelige interesse er der svært at skabe en slagkraftig politisk bevægelse for borgerløn. Borger­løn har den svaghed, at den “kun” er til fordel for “almindelige menne­sker”. For erhverslivet, organisationerne, det offentlige bureau­krati og for politikere på både højrefløjen og venstre­fløjen – ja for alle, hvis position hviler på, at andre menne­sker er afhængige af dem, er den frihed, som borgerlønnen kan give det almindelige menneske, en trussel. Indtil nu er de eneste, der er gået aktivt ind i kampen for borgerløn de knap 300 medlemmer af De Grønne, et par universi­tetsfolk fra Aalborg og Århus og et par få andre.

Nogle savner måske i min liste over borgerløntilhængere gruppen omkring Midteroprøret, Niels I. Meyer og Solidarisk Alternativ. Ude­ladelsen er bevidst og skyldes, at denne kreds ikke arbej­der med borgerløn som et konkret modtræk mod opløs­ningstenden­serne i det moderne samfund, men som en utopi, der først kan ind­føres, når samfundet er “modnet” hertil.

Borgerløn på et lavt niveau

Borgerløn vil sige et ubetinget eksistensgrundlag for alle i samfundet. Og da alle jo i forvejen har et eksistensgrundlag, er det indlysende, at det økonomisk grundlag er til stede for at gennemføre borgerløn på et niveau, så det enkelte menneske kan eksistere for den.

 

Skal den frihed, der opnås med borgerløn, have et reelt ind­hold, og skal borgerlønnen kunne bruges som et tilbud om at stå af det materielle ræs, er det nødvendigt, at den generelle ubetingede ydelse holdes på et lavt niveau. Dette forhindrer ikke, at man under nærmere afgrænsede betingelser, f.eks. ved forsikring mod arbejdsløshed, invaliditet m.v., kan give en højere ydelse.

Ønsker man borgerløn på et højere niveau, kan der naturlig­vis være vanskeligheder med det økonomiske grundlag. Det er da også først og fremmest problemerne med at gennemføre borgerløn på et højt niveau, modstanderne har bygget sin argumentation på. Men mon ikke det, der har fået så mange af systemets folk til at gå på barrika­derne, i virkeligheden er frygten for, hvad det kan føre til, hvis man gennem­fører borgerløn på et lavt niveau?

Truslen mod kapitalen

For kapitalen betyder truslen om borgerløn, at dets magt­base kan begynde at smuldre. Denne magtbase er opnået i kraft af, at alle arbejdsføre skal stå til rådighed for et job af en hvilken som helst art. Indføres borger­løn, bliver det pludse­ligt nødvendigt at sikre en vis kvalitet i de jobs, der udby­des. Arbejdsmiljøet skal være i orden, arbejds­forhol­dene rimelige, og indholdet vil der også blive stillet krav til. Alternativt må der gives en løn, der kompen­serer for manglerne.

En trussel for kapitalen vil det endvidere være, at der med borgerlønnen som grundlag lettere kan organi­seres nye små alternative produktioner, der over­flødiggør en del af de store veletablerede virksomheders produkter.

For den del af erhvervslivet, der fremstiller brugbare pro­dukter under rimelige forhold, er borgerlønnen ingen trussel. Men for den ikke ubetydelige del af erhvervslivet, hvis produk­tion er overflødig eller foregår under tvivlsomme forhold, vil borgerlønnen være en trussel. Det er derfor klart, at kapitalen og borgerlige politikere ikke kan være begejstrede ved udsigten til borgerløn. Men hvorfor kan socialisterne ikke?

Truslen mod socialisterne

Da revolutionen tidligt i dette århundrede udeblev, måtte socialisterne finde sin identitet inden for det bestående samfunds rammer. De fandt den i rollen som formidlere af vel­færdsgoder fra kapitalens afkast til befolkningen.

Socia­listerne er i dag placerede på nøgle­posi­tioner inden for den offentlige administration, forsknings- og under­visnings­verdenen.

Velfærdssamfundet er grundlaget for erhvervslivet ekspansion, og erhverslivets ekspansion er grundlaget for velfærd­samfundet. De kan ikke undvære hinanden. Det under­liggende funda­ment for begge dele er befolkningens afhæn­gighed. Borgerlønnen kan – udover at mindske befolkningens afhængighed af kapitalen – også mindske befolkningens afhængighed af “formid­lere af velfærds­goder” ved at muliggøre, at intiativer i stedet kan vokse op nedefra. Derfor er borgerløn også en trussel mod socialisterne.

For Enhedslistens folk er truslen mod hævdvundne positioner nok beskeden. Når de alligevel opfatter borgerløn som en trussel, hænger det for­mentlig sammen med, at tanken om, at noget skulle kunne vokse op nedefra, ligger fjernt fra den traditionelle socia­listisk stil, hvor man er vant til at stille krav og gennem­tvinge løsninger. 

I kronikken 18/2 stiller Enhedenslisten krav om, at der skal “frem­tvinges” nye nyttige jobs og “selv­organiserede arbejds­pladser”. At frem­tvinge selvorganisering kan for andre lyde som et paradoks. Men for Enhedslistens folk er det ikke til at fore­stille sig, at folket kan organisere noget uden støtte fra “profes­sio­nelle socialarbejdere og konsu­lenter”.

Som så mange andre, der ikke kan eller vil tro, at der er iboende kreative kræfter i det almindelige menneske, argumen­terer Enhedslisten i sin kronik mod nogle imaginære borgerløns­tilhængere, hvis primære målsætning det tilsyneladende er, at folket skal have lov til at sygne hen i passivitet i fred.

Virkelighedens borgerlønstilhængere er imidlertid enige, når Enheds­listens folk i sin kronik skriver “at kun gennem sam­funds­mæssig akti­vitet og deltagelse i socialt anerkendt liv, kan den enkelte borger udvikle selvrespekt og etablere sam­fundsmæssig akti­vitet”. Der, hvor vandene skiller, er, når Enhedslisten tror, at dette kun kan tilgodeses ved, at et system “fremtvinger nye nyttige jobs”, medens borgerløns­tilhængerne tror, at det kun kan tilgodeses, hvis den drivende kraft er befolkningens eget engagement. 

Nye nyttige jobs – og dem er der mange af – hverken kan eller skal “frem­tvinges”. Udførelse af nyttigt arbejde er et fænomen, der forekommer i alle primitive samfund. Det forudsætter hverken avanceret teknologi, indviklet bureaukrati eller politiske ideologier. Tværtimod. De vedvarende bestræbelserne på at “fremtvinge” nyttige jobs ved hjælp af støtteordninger til mere teknologi og mere bureaukrati minder om en legen kluddermor. Nettet, man vikler sig ind i, bliver stadig mere uoverskueligt og vanskeligt at befri sig fra, samtidig med at fortsat flere udstødes og fortsat mere nyttigt arbejde for­bliver uudført.

Borgerlønnens rolle er at være den kluddermor, som løser op for problemerne. Borgerlønnen skaber – som mange modstandere gør opmærk­som på – ikke i sig selv mere arbejde. Men når vi har et system, der uafladeligt skaber mindre arbejde, er meget nået, hvis blot man får stoppet den igangværende destruk­tive proces og får lejlighed til at tænke sig om.

Lad os se om de nyttige jobs ikke vil opstå af sig selv, når man fjerner de barrierer, der i dag undertrykker dem?

Hvad med i stedet for at fokusere på, hvad man skal gøre for at få folk til at udføre nyttigt arbejde, fokuserer på, hvad det er, man har gjort, som i dag forhindrer mange mennesker i at udføre nyttigt arbejde?

Borgerlønskravet kommer fra samfundets svageste.

Vanskelighederne ved at få skabt interesse for borgerløn blandt “the establishment” ligger i, at en stadig større del af dets medlemmer har deres sociale positioner i kraft af – eller har prestige i klemme som følge af – de vildskud, forsøgene på at producere og administrere sig ud af arbejdsløsheden har ført til. Det har ikke mindst betydning for dem, hvis beskæftigelse er mest truet, og de ny-arbejdsløse, hvis håb om at genvinde en social position i det eksisterende system først og fremmest er knyttet til systemets seneste krampe­trækninger, såsom bro­projekter, internationalisering, system­eksport, støtte til hjemmeservice m.v.

Borgerløn vil få mange illu­sio­ner til at briste. Den er derfor ikke alene en trussel mod opnåede positioner, men også en trussel mod det spinkle håb om at opnå en position, som mange klamrer sig til.

Kun førtidspensionister, langtidsarbejdsløse og andre udstødte er i stand til objektivt at gennemskue hulheden i, hvad der foregår.

Når borgerlønsidéen trods modstanden fra “the establishment” stadig vinder frem, skyldes det, at gruppen af udstødte bliver stadig større. Jo længere man vikler sig ind i teknologiske og bureaukratiske forsøg på at løse problemerne, jo større afstand vil der blive mellem det udførte arbejde og nytteværdien heraf, og jo flere vil blive udstødte. Derfor lader borgerløns­spøgelset sig ikke mane i jorden.

Målet må være at genvinde det enkelte menneskes respekt for sig selv og sine omgivelser. Forsøg på løsninger oppefra­ – hvad enten opskriften er liberalistisk eller socia­listisk – fører os blot længere væk fra målet. Enhver løsning, der kommer oppefra, mindsker det enkelte menneskes engagement i sine nære omgivel­ser. Og dette er velfærds­samfundets væsent­ligste problem.

Søren Kolstrup og Karl Vogt-Nielsens kronik “Ud med borger­løn” var illustreret med et billede af nogle yippier, der nyder livet. Det dækker sikkert manges forestillinger om borgerløn som et luksustilbud til bedrestillede. Det er derfor væsent­ligt at understrege, at ønsket om borgerløn ikke kommer fra denne side. Det er blandt de dårligst stillede i samfundet, før­tidspensionister, kontanthjælpsmodtagere, langtidsarbejdsløse m.fl., at man finder borgerlønstilhængerne. De ønsker sig ikke en luksus­tilværelse. Deres materielle krav er beskedne. Men de ønsker en værdig tilværelse uden at skulle være gidsler for andres illusioner om, at deres nytteløse bestræbel­ser for at få tingene til at hænge bedre sammen er noget værd.

Tag udfordringen op!

Spørgsmålet om borgerløn eller ej er et spørgsmål, om det almindelige menneske eller kapitalen og systemet skal have magten. Det er ikke svært at se, hvem der i udgangssituationen har de bedste kort på hånden. Problemerne med at skabe generel accept af borgerlønsidéen er af naturlige årsager temme­lig store. Men jo længere tid, der går, jo kraftigere vil virk­ningen være, når man endelig får prikket hul på boblen af illusioner.

Jeg vil derfor slutte mit indlæg med følgende appel:

Kære enhedslistefolk og andre borgerlønsmodstandere:

Tag udfordringen op!

Hvis jeres idégrundlag er tilstrækkeligt bæredygtigt i sig selv, er borgerlønnen ingen trussel for jer.

Men I vil få et problem i det omfang, jeres idégrundlag og de produkter, I tilbyder, hviler på, at befolkningen er gjort afhængig af jer, fordi den er frataget sit naturlige eksistens­grundlag og dermed muligheden for selv at opbygge en menings­fuld tilværelse og et socialt netværk.

Indførelse af borgerløn ændrer ikke i sig selv noget som helst.

Men den vil betyde, at alting må vurderes på et nyt grundlag. Og det kan føre til ganske markante ændringer.

Hvis borgerlønnen, som I fra Enhedslisten antager, ikke ændrer på livsindholdet for flertallet af de borgere, der ikke har en fast tilknytning til arbejdsmarkedet, så vil jeres politiske grundlag stadig have sin eksistensberettigelse. Men hvis befolkningen med borgerløn som sikkerhedsnet selv kan finde ud af at gennemføre de ting, som I vil gennemføre for dem, så får I et problem.

Tør I ikke give folket den chance?

Jens Wamsler, De Grønne
Debatindlæg, indsendt til Information, som dog ikke bragte det.

print