Ud af trædemøllen
Af Ole Busck.
Modvækst-bevægelsen har fra starten haft lige så meget fokus på at rette op på de sociale uretfærdigheder som på de miljømæssige ubalancer. Hos os i de rige lande er det især i arbejdslivet vi møder vækstmotorens tendens til også at drive rovdrift på de menneskelige
ressourcer. Denne artikel ser på de strukturer, der fastholder folk i et forjaget og uholdbart arbejdsliv, og peger på hvordan vi kan udvikle et arbejdsmarked præget af mere inklusion og tryghed, og et arbejde med mindre stress, højere kvalitet og større arbejdsglæde.
Det var efter krigen, i 1950’erne og 1960’erne, at rationalisering og økonomisk vækst blev et fælles politisk hovedmål for såvel højre- som venstreorienterede partier og fagbevægelsen. Frem til slutningen af 1970’erne lykkedes det i kraft af stærke samfundsmæssige institutioner,
ikke mindst fagbevægelsen, at sikre arbejderbefolkningen en god bid
af den voksende kage, herunder nedsat arbejdstid. Det var velfærdsstatens
glansperiode.
Fra 1980erne og frem er det imidlertid vanskeligt at få øje på de store forbedringer for den arbejdende befolkning. Velstand og forbrugsmuligheder er fortsat vokset, og arbejderklassen er i vidt omfang transformeret til en middelklasse med egen bolig og tilhørende gæld, der gør den afhængig af fortsat økonomisk vækst. Selv om arbejdstiden er gået ned, bliver der ikke arbejdet mindre. Dels er kvinderne i stort tal kommet ud på arbejdsmarkedet, dels er arbejdet intensiveret. Stigningen i arbejdsproduktivitet, som gennem mange år har ligget på ca. 2 %, skyldes ikke kun teknologiudvikling, og jagten på evige rationaliseringer kan aflæses i statistikken over arbejdsskader. Knud Jakobsen, som har beskrevet arbejdsmiljøets historie i Danmark, kalder det for »velfærdens pris«.
I løbet af 1980’erne slår den neo-liberale tankegang og globaliseringen af økonomien igennem i hele den vestlige verden – og fra 1990’erne også i den tidligere socialistiske blok. Dermed blev de institutionelle bånd på kapitalens fri bevægelse ophævet, og markedslogikken blev dominerende, hvilket med tiden underminerede velfærdstatens forudsætninger. De førte til et opsving for investeringer og handel i global målestok, og navnlig finanskapitalen fik væsentligt øget magt med en større ustabilitet i den globale økonomi til følge. Det betød samtidig et voldsomt stigende konkurrencepres for virksomhederne, som så igen ledte til et øget pres på den relativt højtlønnede arbejdskrafts værdiskabelse i virksomhederne.
Staten og de regeringsbærende politiske partier fulgte med udviklingen. Herhjemme startede Schlüter-regeringen med en ›modernisering‹ af den offentlige sektor, men det var under Poul Nyrup Rasmussens regering i 1990’erne at principperne for ›New Public Management‹ blev gennemført i stat og kommuner. Velfærdsstaten blev med Kaj O. Pedersens ord til ›Konkurrencestaten‹, hvis primære opgave er at understøtte den private sektors konkurrenceevne på det globale marked. Den systematiske indsats for at effektivisere arbejdet og arbejdstiden i både den private og den offentlige sektor er blevet manifest i nullerne, hvor vilkårene for dem uden arbejde samtidig er blevet væsentligt forringet.
Social acceleration‹ og nye ledelseskoncepter
Neoliberal ideologi, globalisering og det stærkt øgede konkurrencepres har således grundlæggende ændret betingelserne for lønarbejdet. Den tyske forsker Hartmut Rosa, der repræsenterer den ›kritiske teori‹, analyserer det moderne liv og arbejdsliv under begrebet ›den sociale acceleration‹, som indebærer individernes underkastelse under et autoritært tidsregime.
Accelerationen finder sted teknologisk med uafladeligt hurtigere produktions-, kommunikations- og transportprocesser, i form af stigende tempo i sociale forandringer, især af grundlæggende strukturer som familien og beskæftigelsessystemet (udtrykt ved skilsmisser og jobskifter), samt i selve livstempoet, hvor vi synes at have behov for at gøre langt flere ting på mindre tid! Især samspillet mellem den teknologiske acceleration, der betyder at man kan gøre flere ting hurtigere, og den stigende oplevelse af tidsmangel, er en paradoksal kvalitet ved den sociale acceleration. Hvor man tidligere brugte måske en time dagligt på at skrive og afsende breve, tager det i dag kun nogle minutter at sende en e-mail. Til gengæld er antallet af breve steget eksponentielt.
Som forklaring på de dominerende accelerationsprocesser fremhæver Rosa den allestedsrådende konkurrence, der er en logisk følge af det kapitalistiske markedssystem (›tid er penge‹) og skaber et evindeligt pres på arbejdstiden. Men konkurrence og konkurrencementalitet er også et resultat af den måde præstationen kulturelt er blevet til et omdrejningspunkt for tildeling af goder i de fleste samfundsmæssige sfærer i dag. Den ›sociale kappestrid‹ (hvem ser bedst ud, hvem har den bedste uddannelse, hvem har flest venner på Facebook, etc.) er i dag et generelt livsvilkår. Kun de sociale ydelser tildeles ikke efter præstationen – men så er du også faldet udenfor!
Der er en klar forbindelse mellem de arbejdsintensiveringsformer, som virksomhederne under globaliseringens stigende konkurrencepres har taget i anvendelse, og den stærkt øgede forekomst af stress på arbejdspladserne, som resulterer i langtidssygemeldinger, depressioner og udbrændthed. Når de kognitive menneskelige ressourcer bliver den afgørende konkurrenceparameter, er det ikke tilstrækkeligt for virksomhederne at gennemføre teknologisk rationalisering, der må organisatorisk rationalisering til.
Omverdenen kræver fleksible virksomheder, hvilket kræver omstillingsparate medarbejdere. Human Resource Management er en samlebetegnelse for alle de nye arbejdsorganisationsformer og ledelseskoncepter, som fra starten af 1990’erne blev implementeret i private og offentlige virksomheder. Fælles for dem er målet om at nedbryde tidligere tiders professionelle fagligheder med tilhørende faggrænser og fagstolthed. Medarbejderne skal motiveres og involveres – men ikke gennem valgte repræsentanter og afsøgning af et fælles mål for deres og virksomhedens interesser. Nej, det skal ske direkte, helst individuelt, og alene på basis af virksomhedens mål. Det hedder sig at de ansattes ›instrumentelle orientering‹ (vi arbejder fordi vi får noget ud af det: et ordentligt arbejde og løn) skal brydes til fordel for ukritisk engagement og tilslutning til virksomhedens værdier (se også Kristine Holten-Andersens artikel ›Beregner ny rute‹) .
Der er således samlet set en række ›objektive‹ omstændigheder, der betyder, at udnyttelse af den enkeltes ressourcer i arbejdet er øget i samme omfang som konkurrencepresset på virksomhederne. Danmark skulle jo nødig sakke agterud i forhold til Kina! Konkurrencemomentet er kanaliseret direkte ind blandt de ansatte på arbejdspladserne og udmønter sig i et stærkt stigende antal psykiske arbejdsskader. Faktisk viste en undersøgelse i 2011, at Danmark er førende blandt OECD-lande, når det kommer til mental nedslidning. Desværre har fagbevægelsen svigtet totalt i forhold til reguleringen af det psykiske arbejdsmiljø på virksomhederne, idet man har overladt det til arbejdsgivernes ledelsesret. Det store spørgsmål er så, hvorfor de ansatte finder sig i trædemøllen? Hvorfor er der ikke flere protester og aktioner mod stadigt mere umenneskelige og belastende arbejdsvilkår? Forklaringen skal især findes i to forhold.
Internalisering af konkurrencen
Vi er selv som individer blevet inficeret af markedets logik! Den kulturelle forandringsproces som har fundet sted i den seneste periode, som man også kalder den kapitalistiske senmodernitet, har ændret tidligere gældende normer og værdier. Fællesskabsorienterede institutioner er opløst og individualisme og selvrealisering i arbejdslivet er blevet dominerende. Vi finder det i dag mere naturligt, at vi må præstere for at komme frem i verden, og vi accepterer konkurrencen som gennemgående differentieringsprincip. Da ›Ny løn‹ blev indført i den offentlige sektor i 1997, var der en heftig debat, hvor fagforeningerne blev beskyldt for at tilslutte sig ›fedterøvstillæg‹. Det er slet ikke til debat længere, men alment accepteret, at ›den almægtige leder‹ egenhændigt beslutter om du har gjort dig fortjent til tillæg.
Samtidig er en række forskere enige om, at anerkendelse er et centralt behov for individet. Arbejdspladsen udgør en arena for opnåelse af anerkendelse, og behovet for anerkendelse smelter meget nemt sammen med erfaringen om, at det er præstationen i et konkurrerende miljø, der giver anerkendelsen. Moderne ledelsesfilosofi er opmærksom på individets ønske om selvrealisering og vender det om til et krav om selvrealisering. Den ansatte skal give sig fuldt ud, og for den enkelte betyder det, at selvudfoldelse og udførelse af de krævede arbejdsopgaver ikke længere kan skilles ad. Der er sket en ›sammenfoldning af arbejde og identitet‹ lyder det i moderne stressforskning. Folk brænder for deres arbejde – og brænder ud!
Truslen om overflødiggørelse
Den anden forklaring er simpelthen frygten for at blive overflødiggjort. Faren ved at ryge ud over kanten, blive fyret og efter to år komme på kontanthjælp er jo noget mere reel i dag end tidligere. Mainstream-økonomernes og de fleste politikeres satsning på at øge arbejdsudbuddet frem for beskæftigelsesmulighederne har haft disciplinerende effekter både på dem i job og dem uden. Andelen af danskere, der føler sig grundlæggende socialt utrygge, er steget klart i tiåret 2004-2013 (J. Goul Andersen i ›Klassekamp fra oven‹), og utrygheden er større jo længere ned ad klassestigen man kommer.
De officielle arbejdsløshedstal er måske ikke så skræmmende, men politikernes reaktion og stigmatisering er. Den nordiske velfærdsmodel er under pres – dels i kraft af udhulingen af understøttelsen, dels i kraft af den vigende tilslutning til fagforeningerne og dermed overenskomsterne. I horisonten lurer den tyske og britiske model, hvor arbejdsmarkedet gennem de seneste par årtier er blevet voldsomt polariseret. Hver tiende tyske lønmodtager lever i dag under fattigdomsgrænsen, uanset at de har et arbejde (CEVEA i A-4). Begrebet ›working poor‹, som også kendes fra USA, hvor det ikke er ualmindeligt at have to eller flere job for at klare dagen og vejen, er på vej ind på det danske arbejdsmarked med transportbranchen som murbrækker.
Allerede i dag kan en del af lønmodtagerne siges at tilhøre det som den engelske økonom Guy Standing kalder ›prækariatet‹: dem med atypiske ansættelser i projekter, vikariater, sæsonarbejde, midlertidige stillinger osv. Også mange ›freelancere‹ eller ›crowd-labour‹ med Standings ord , fordelt over hele kloden, hører med her. Disse grupper er ikke alene udsat for utrygheden i jobbet, de savner også goder som pension, betalt syge- eller barselsorlov mm., og de har vanskeligt ved at finde den identitet i arbejdet, som er så vigtig for det moderne individ. De er dårligt nok ligeværdige borgere. At mange af dem har en højere uddannelse, der gør dem overkvalificerede til de midlertidige job, øger kun deres frustration yderligere.
Prekære ansættelser er meget tiltalende i arbejdsgiverøjne, for det giver store muligheder for at indskrænke eller udvide arbejdsstyrken på kort sigt på basis af ordrebog eller bevillinger. I internationale undersøgelser fremtræder prækariatet nu som den dominerende klasse. Den optræder kun i begrænset omfang i ledighedsstatistikken, men i Tyskland og Japan udgør den ifølge Ilija Trojanow en tredjedel af alle erhvervsaktive, i Spanien og Sydkorea halvdelen. Prækariatet er et andet ord for det som Marx kaldte ›den industrielle reservearme‹, som opretholder et konstant truende og lønsænkende pres på dem i fast arbejde. De er typisk ikke medlem af en fagforening, for de har ikke andel i de goder fagforeningen tilkæmper sig.
Omvendt har fagforeningerne ikke været stærke nok til at hindre udbredelsen af prækariatet. Det er et tveægget sværd, for fagforeningerne taber styrke, når medlemmerne forlader den. I 1955 var 34 % af lønmodtagerne i USA organiseret, i dag er det 7 %. I Tyskland var omkring 40 % organiseret i 1980’erne, i dag 16 %. I Danmark er organisationsprocenten faldet fra over 70 i 1995 til omkring 55 i 2014 (når de gule fagforeninger undtages, der i samme periode er vokset).
Ved siden af eller nedenunder prækariatet finder vi den egentlige underklasse, de helt overflødige, som er udstødt fra arbejdsmarkedet eller selv har meldt sig ud på grund af uudholdelige arbejdsbetingelser. Vi finder dem i kategorierne langtidssygemeldte, efterlønnere, førtidspensionister og tilsvarende grupper på overførselsindkomster. Antallet af offentligt forsørgede i Danmark under 67 år har gennem en årrække ligget nogenlunde konstant på omkring 800.000 personer. Det er mange ud af en arbejdsstyrke på lidt over 2,5 million. Ligesom affald defineres som noget, der ikke længere kan sælges, er disse mennesker gjort til affald af den fremherskende markedslogik. I USA sidder mange af dem i fængsel!
Det er altså disse to størrelser vi er oppe imod i kampen for et mere inkluderende, sundere og meningsfuldt arbejdsliv: På den ene side vores egen bevidsthedsmæssige accept af præstationsræset og på den anden side den omsiggribende markedslogiks trussel om overflødiggørelse af stadigt flere mennesker.
Kampen i hverdagen
På det ideologiske eller bevidsthedsmæssige plan må vi arbejde for at sikre rum til de kollegiale snakker og faglige møder på arbejdspladsen og sørge for, at der er åbenhed omkring alle de løntillæg, bonusser, frynsegoder og privilegier, cheferne uddeler. På mange arbejdspladser holder man det i dag hemmeligt for hinanden, hvad man får i løn, så fagforeninger og tillidsfolk må arbejde for åbenhed og dialog om vilkårene. Arbejdsmiljøloven, overenskomster og samarbejdsaftaler rummer også muligheder for at få identificeret og dæmmet op for de krav og mekanismer på arbejdspladsen, der presser og stresser den enkelte. For eksempel kan APV-runderne være nyttige. Men det afgørende er, at der arbejdes åbent og i fællesskab med problemerne og ikke i lukkede, individuelle forløb. Som tidligere nævnt er der klare grænser for hvor langt man kan komme med arbejdsmiljøloven i hånden, når det er ledelsen, der skaber psykisk pres. Men så må tillidsfolk tage over og bruge samarbejdsudvalg mv. Når der skal fyres folk, er det vigtigt, at det sker på et fuldt oplyst grundlag og ud fra kriterier, som medarbejderrepræsentanter har været med til at fastlægge.
Bevidsthedspåvirkning sker selvfølgelig på mange planer, men på arbejdspladserne har vi da mulighed for at sejle op mod, at individuelt præstationsræs og konkurrencementalitet får lov at dominere. Medarbejderdeltagelse – og ikke bare inddragelse som en gestus oppefra – men kollektiv indflydelse gennem valgte repræsentanter eller fællesmøder med ledelsen er ikke blot en historisk tilkæmpet rettighed, det er også med til at kvalificere ledelsens beslutninger. Ikke desto mindre opfattes det af mange ledelser som noget politisk, som man helst vil undgå. Fagforeningerne har en stor opgave i at støtte og udvikle de medarbejdervalgte tillidsfolk.
Især i servicesektoren, men også blandt industriarbejdere og vidensarbejdere har diskursen om, at ›vi alle er i samme båd‹ vundet frem – stærkt hjulpet af moderne managementfilosofi. Det gamle slogan, ›går det virksomheden godt, så går det os alle sammen godt‹, trives. Uanset at alle indkomststatistikker viser, at afstanden mellem ledelse og ordinært ansatte fortsætter med at vokse, lever ideen om at ofre sig for virksomheden, for den er der jo for ›vores‹ skyld! Fagforbund som Dansk Metal har et vist medansvar herfor.
Kvalitet i arbejdet
Samtidig er det vigtigt at fastholde, at vi trods alt ikke lever for at arbejde, men arbejder for at leve. Vi vil godt yde en indsats vi kan være stolte af, men vi vil have vores løn og vores rettigheder som modydelse. Det er et ›bytteforhold‹, ledelserne kan godt glemme at engagere os som ›hele mennesker‹. Vi har et liv udenfor arbejdet.
Et ordentligt arbejde betyder imidlertid også et arbejde med indhold og mening. Det er dokumenteret, at manglende mening i arbejdet er en medvirkende årsag til at folk går ned med stress eller depression. Det er derfor vigtigt at kæmpe for et bedre indhold i arbejdet fremfor at præstere optimalt i forhold til virksomhedens værdier, som i sidste ende altid handler om loyalitet og sort bundlinje. Hvad enten man fremstiller et industrielt produkt, bygger et hus, dyrker jorden, udfører en privat eller offentlig serviceopgave eller er vidensarbejder, vil de fleste jo helst lave noget, der er kvalitet.
Der ligger et uforløst potentiale for forandring og ny meningsskabelse i arbejdet blandt ansatte i alle mulige brancher, hvis de får mulighed for at udforme og så vidt muligt afprøve nogle konkrete alternative produkter og måder at udføre arbejdet på. Et eksempel er skraldemændenes engagement i at få et miljøformål ind i deres arbejde. Kun kommunernes modvilje mod at betale lidt ekstra for servicen og fagforeningernes nej til at droppe akkordarbejdet stoppede den praktiske gennemførelse. Et andet eksempel er gartnernes arbejde for at få sprøjtemidler ud af deres arbejdsfunktioner, som langt hen er lykkedes i offentligt regi. Det handler om at erobre eller tilbageerobre muligheden for at lave et produkt man kan være bekendt, noget som holder, og som er nyttigt for andre end aktionærerne. Det er samtidig et alternativ til ›brug-og-smid-væk‹ kulturen, og det er givet noget som appellerer til de fleste.
Retfærdig fordeling af arbejdet
Men kampen for mere kvalitet i arbejdet støder gennemgående mod kravet om øget produktivitet – og dermed er vi ovre i den anden problematik, markedslogikkens strukturelle dominans i virksomheder og samfund. Produktivitetsstigninger ligger både arbejdsgivere og regering stærkt på sinde. Senest har Produktivitetskommissionens anbefalinger ført til nogle grimme indgreb overfor ansatte i undervisningssektoren. Selv om alle lamper, der viser miljøets og naturens tilstand, lyser rødt, er de politiske beslutningstagere og deres økonomiske rådgivere alene optaget af arbejdsproduktiviteten, mens de ignorerer ressourceproduktiviteten.
Arbejdsproduktiviteten har været i centrum for den kapitalistiske vækstfilosofi siden industrialiseringens begyndelse med konsekvenser for både nedslidning af arbejdskraften og tilsidesættelse af miljøhensyn. Både politisk og på arbejdspladserne handler det om at flytte fokus for virksomhedernes udvikling. Og det er en opgave som harmonerer med kampen for mere indhold og kvalitet i arbejdet.
Enkelte økonomer har peget på, at den gennemsnitlige årlige produktivitetsforøgelse på 2 % burde gå til for eksempel miljøforbedringer, jobskabelse eller arbejdstidsnedsættelse frem for at udløse et højere forbrug. Det ville være en rigtig god ide – hvis det nu var sådan, at produktivitetsstigningen alene kom af bedre teknologi og organisering af arbejdet. Men det gør den som tidligere nævnt ikke, den kommer nok så meget af intensivering af arbejdet, accelerationen, det evindelige pres for at nå flere opgaver på kortere tid – lige præcis det regime, som ødelægger kvaliteten i og glæden ved arbejdet.
Af samme årsag er det også risikabelt i et modvækst-perspektiv alene at satse på nedsat arbejdstid. Målet om derved at skabe plads til flere er fint nok, men det risikerer at blive en fordeling af elendigheden, hvis der ikke samtidig gøres op med produktivitets- og præstationsræset. Der er faktisk mange arbejdsgivere, der ikke vil modsætte sig kortere arbejdstid, da det kan bruges til at øge effektiviteten, f.eks. indføre flerholdsdrift.
Men en bedre og mere retfærdig fordeling af arbejdet er klart et nødvendigt led i en modvækststrategi. Det indebærer mindre arbejde til dem, der i dag allerede har rigeligt, og for dem indebærer det også mindre i lønningsposen, hvis det samtidig gennemføres i et opgør med produktivitetsjagten. Omfordelingen af arbejdet skal især tjene to hovedformål. For det første skal den være forbundet med en reduktion af produktionen indenfor erhverv eller produktionsformer, som ikke er miljømæssigt bæredygtige. Det vil ikke nødvendigvis medføre nedgang i beskæftigelsen. Tag jordbrug som eksempel. En bæredygtig landbrugsproduktion er betydelig mere arbejdskraftkrævende end den nuværende.
For det andet skal der dæmmes op for de prekære ansættelsesformer, der fungerer som disciplineringsfaktor overfor de fastansatte foruden at være dybt uretfærdig og belastende for de berørte selv. Der ligger heri også en helt nødvendig indsats imod den stigende ulighed. Ses der alene på indkomsten, er forskellen mellem ansatte i faste og prekære stillinger måske ikke så voldsom, men det bliver den, når alle de andre sociale og personlige goder som prækariatet må undvære, medtages.
Nye mål for venstrefløj og fagbevægelse
Fagbevægelsen byggede ligesom Socialdemokratiet oprindelig på en kamp for de underste i samfundet, for det blev set som en helt fundamental forudsætning for at alle i arbejderklassen kunne opnå fremgang. Men den fundats er for længst opgivet. Det skete samtidig med velfærdsstatens opbygning og oplevelsen af, at samspillet med kapitalen om velfærdsudviklingen kastede rigeligt af sig til den arbejdende befolkning.
I dag orienterer Socialdemokraterne sig åbent mod middelklassen og fører neoliberal politik, mens fagbevægelsen har koncentreret sig om det fastansatte ›arbejderaristokrati‹ og forsømt at kæmpe de udstødtes og prækariatets sag. Nogle, som Guy Standing, ser imidlertid et enormt potentiale for samfundsforandring i denne nye ›klasse‹, som især i Sydeuropa er meget større og meget mere artikuleret end i Danmark. I lande som Spanien med over 50 % ungdomsarbejdsløshed og et kæmpe prækariat er nye kollektive former for handling, som går udenom de traditionelle partier og fagforeninger, tilsyneladende på vej.
Andre ser en mulig politisk reformvej i indførelse af en basisindkomst, dvs. et vist beløb som alle borgere individuelt modtager fra det offentlige uden betingelser af nogen art og uafhængig af eventuel anden indkomst. Det kan derfor betale sig at arbejde og tjene mere. Basisindkomsten er en rettighed uden modkrav og kontrol på et niveau, der gør det muligt at leve, omend på beskedent niveau. Men den skabder den økonomiske tryghed, som er en grundbetingelse for medborgerskab og demokratisk deltagelse. I velfærdssamfund som de skandinaviske findes allerede rigelige midler til at finansiere ordningen, især da alle gældende overførselsindkomster og udgifter til administration og kontrol af alle betingelserne for at modtage dem falder væk. Det kræver en teknisk-økonomisk omlægning af ydelser og skattebetaling. Men den store udfordring består i en holdningsmæssig og politisk accept af, at folk i almindelighed klart foretrækker et (ordentligt) arbejde frem for ledighed.
Basisindkomstbevægelsen er over 100 år gammel og er internationalt i vækst. Der er gennemført forsøg i både I- og Ulande med overraskende positive resultater – også når det gælder ligestilling mellem kønnene. Folk, der lever i samfund med basisindkomst, får mere kontrol over tiden som modvægt til den sociale accelerationsproces og produktivitetsræset i arbejdet. Det lægger et pres på virksomhederne til at sikre mere acceptable arbejdsvilkår, for det ER muligt at sige nej og stå af. Det synes oplagt for fagbevægelsen at tilslutte sig ideen, i det mindste til at gennemføre forsøg.
Men både fagligt og politisk skal der også arbejdes på at øge beskæftigelsen på andre måder end gennem det herskende vækst-scenario. I omlægningen af den centrale økonomiske styring skal behovet for flere ›varme hænder‹ til børn og unge, syge eller ældre imødekommes ligesom behovet for påtrængende miljøforbedringer af energiforsyning, infrastrukturen mv. Som alternativ til produktivitetsræset kan der skabes nye gode job indenfor ordentligt håndværk og indenfor kultur. Hvad ville der mon komme ud af at bede et symfoniorkester om at spille Beethovens niende hurtigere og hurtigere for hvert år?
Den umiddelbare indvending mod en retfærdig omfordeling af arbejdet samtidig med et opgør med produktivitetsjaget er, at vi ikke har råd. Det er noget vrøvl! Dels spares der en række udgifter, herunder også til behandling af psykiske arbejdsskader, dels findes der et enormt forbrug af overflødige ting som luksusbiler, -boliger, -både, -tøj, -mad, -rejser osv. Folk køber i dag containere til opbevaring af alle de ting de har købt, men ikke har brug for! Kanaliseres sådanne værdier i stedet ind i samfundsgavnlige formål, er der vist rigeligt til også at kompensere for det tab nogle virksomheder vil lide i den globale konkurrence. Og hvis de lande, der i dag konkurrerer om at kunne tilbyde de dårligst mulige arbejdsvilkår, i stedet fulgte en sådan ny kurs i fællesskab ville alle jo vinde ved projektet!
Anvendt litteratur
Andersen, J.G. 2014: Klassekamp fra oven – den danske samfundsmodel under pres, København Gyldendal
Rosa, Hartmut 2014: Fremmedgørelse og acceleration, København, Reitzel
Standing, Guy 2014: The Precariat: The New Dangerous Class, Amazon UK
Trojanow, Ilija 2014: Det overflødige menneske, København, Tiderne skifter
Nærværende artikel indgår som et kapitel (s. 157-168) i Livet efter Væksten – samfundsvisioner i en omstillingstid, red. John Holten-Anderse m.fl., Hovedland 2016.